Fortidens skræmmende epidemier

Lige nu er verden gået i panik over den seneste coronavirus. Egentlig er alle enige om, at den har karakter af en slem influenza, og at dødeligheden ikke er højere end ved en normal influenzaepidemi, men fordi vi ikke har prøvet den før, bliver flere syge – og så dør flere, logisk nok. Men uanset, hvor mange gange vi får fortalt, at det måske ikke er så slemt alligevel, er vi bekymrede og angste. Og med den historie af epidemier verden har været vidne til gennem 300 år, er der faktisk en ganske god grund til, at vi synes, begrebet er skræmmende.

Men er der noget, vi kan lære af de tidligere epidemier? Kforum har talt med journalist og forfatter Klaus Larsen, der har skrevet flere historiske bøger, blandt andet Den Blege Rytter om pestens hærgen i 1300-tallet.

Klaus Larsen er blandt andet forfatter til bogen Den Blege Rytter, der tager fat i de store epidemier i Europa gennem tiden. Foto Forlaget Munksgaard.

Pesten

”Pesten kom også til Europa fra Asien, sjovt nok. Den kom til Italien først og ramte en række italienske byer. I 1300-tallet havde man ikke en centralmagt i de fleste lande. Og der, hvor man havde noget, der mindede om det, var mulighederne for at kommunikere budskabet ud meget begrænsede. Men da skibene med døde og syge begyndte at lande på de italienske kyster, oprettede man de første karantænezoner i historien i byer som Venedig og Firenze,” fortæller Klaus Larsen.

Fraværet af en centralmagt i mange europæiske lande bevirkede, at der ikke rigtig var nogen til at håndhæve de eventuelle dekreter, der blev udstukket.

”I Danmark var der en konge. Han rejste rundt i landet og holdt hof og kunne dømme folk, men der var ikke nogen centraladministration eller sundhedsmyndigheder. Der var jo ikke læger. Der var nogle enkelte medicinmænd, fx Henrik Harpestreng, der udgav sin berømte urtebog osv. På Sct. Jørgens-gårdene isolerede man de spedalske. Man vidste jo godt, at de smittede, men hvordan vidste man ikke meget om,” siger han.

Da pesten kom til Danmark første gang omkring 1350, anede man ikke, hvad man skulle stille op, og rigtigt mange mennesker døde. Langt senere i historien fandt man ud af, at pestbacillen blev spredt med loppebid. Lopperne levede på rotter, og når rotterne døde, så hoppede lopperne over på mennesker og smittede dem. Og i 1300-tallet var rottekontakten stor. Der var på det nærmeste rotter overalt. De levede i husene, hvor de byggede reder i sengehalmen og i stråtagene. Og når et menneske først var smittet, kunne det smitte andre gennem fx hoste.

”Det blev til lungepest, som man døde meget hurtigt af – det kunne tage få timer. Den almindelige pest kunne tage nogle dage, før det slog en ihjel. Der var ikke noget at stille op. Hvis man først havde fået pesten – så døde man,” siger Klaus Larsen.

Og til trods for, at man fik bugt med pesten, så vendte den tilbage igen og igen. Byldepesten brød ud cirka hvert tiende år de næste 300 år. Ikke i hele landet, men i lokale udbrud. Den sidste gang var i 1711, hvor pesten kom til Helsingør.

”Man var godt klar over, at det var vigtigt, at det ikke bredte sig. Så man lagde en militærafspærring rundt om byen, men der var alligevel nogle, der flygtede på trods af, at der var dødstraf for at forlade byen. En af dem, der flygtede, var en skomagerdreng, der tog ind til sin moster i København. Hun boede i Lille Grønnegade (i dag Ny Adelgade, red.). Han fik smittet hele husstanden, og så bredte det sig derfra. Det endte med, at omkring en tredjedel af Københavns befolkning døde,” fortæller Klaus Larsen.

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for Læger og forfatter til en række bøger om blandt andet pesten. Foto: Forlaget Munksgaard.

Kongen flygtede og rykkede sit hof til Koldinghus. Man han bevilligede penge fra sin egen kasse til, at lægerne kunne gribe ind mod pesten. Ikke, fordi de kunne gøre så meget ud over at lindre, men det lykkedes at forhindre, at pesten bredte sig ud af København. Pesten vendte ikke tilbage, og en afgørende ting i den forbindelse var, at man på det tidspunkt havde indført enevælden i Danmark.

”Enevælden have givet kongen et pænt stort bureaukrati, og der var læger og kiruger. Man havde fået en centraladministration, der var i stand til at håndhæve karantæneforanstaltninger. Før i tiden var lægernes bedste råd til alle, inklusive sig selv, at man ved en epidemi flygtede og først vende tilbage, når faren var drevet over – lægerne følte ikke, at de havde nogen forpligtigelser som sådan over for de syge. I 1711 var det vendt. Kongen havde pålagt dem, at de skulle blive og gøre det, de kunne,” siger Klaus Larsen.

Enevælden have givet kongen et pænt stort bureaukrati, og der var læger og kiruger. Man havde fået en centraladministration, der var i stand til at håndhæve karantæneforanstaltninger.

Men man vidste som sådan ikke noget om virus, baciller og smitte, og den uvidenhed gjorde, at der blev prøvet en del ganske pudsige (set med nutiden øjne) løsninger af.

”Man forbød naturligvis smittede at forlade deres huse og spærrede huse af, hvor der havde boet pestsmittede. Man viste godt, at det smittede, men ikke hvordan. Man tog alle mulige forholdsregler – fx skulle al post ind og ud af København ryges, hvilket man troede, kunne fordrive pesten. Man røg med enebær i husene, man brændte sengetøjet og forbød salg af brugt tøj.

Og så var miasmateorien meget anerkendt. Teorien centrerede sig om miasma – dårlig luft, der opstod der, hvor der eksempelvis var stillestående vand, dårlig jord og fugt, og de dampe, der steg op fra de steder, var det, der spredte sygdom,” fortæller Klaus Larsen.

Kolera

Det næste store skrækscenarie i København var koleraen. Den asiatiske kolera, der, som navnet antyder, udsprang fra Asien ligesom også den seneste coronavirus.

Lægerne udsendte alle mulige forordninger, og aviserne skrev artikler med råd om sygdommen. Man kunne fx gardere sig ved at ryge cigarer eller købe kolera-bitter. Her en gammel annonce for en særlig tobak, der skulle kunne få bugt med den frygtede sygdom – det havde naturligvis ingen hold i virkeligheden. Foto Getty Images.

”Der var optræk til kolera i 1831, da den huserede i flere af vores nabolande. Det var ikke en sygdom, man kendte så meget til, men der kom alle mulige forordninger i København – lægerne udsendte flyveblade, advarsler og plakater sammen med myndighederne, der forklarede, hvad man skulle gøre, og hvordan man skulle forholde sig,” siger Klaus Larsen.

Men man anede stadig intet om bakterier, og hvordan man undgik dem. Så igen var det den udbredte opfattelse, at det var opstået fra miasma – altså dårlig luft. Kolera var en tarmsygdom fremkaldt af en bakterie – kolerabacillen. Den fremkaldte voldsom diarre og ødelagde slimhinderne i tarmen.

”Dødeligheden i nabolandene var høj, og i København var man ved at gå i panik. Lægerne udsendte alle mulige forordninger, og aviserne skrev artikler med råd om sygdommen. Man kunne fx gardere sig ved at ryge cigarer eller købe kolera-bitter. Man skulle bære rundt på alle mulige mærkelige urter i lommen osv. Der kom særlige svedekasser osv. Og man skal huske, at det var datidens læger, der kom med alle de råd – de anede ikke, hvad de havde med at gøre,” forklarer Klaus Larsen.

Man kunne fx gardere sig ved at ryge cigarer eller købe kolera-bitter. Man skulle bære rundt på alle mulige mærkelige urter i lommen osv. Der kom særlige svedekasser osv. Og man skal huske, at det var datidens læger, der kom med alle de råd – de anede ikke, hvad de havde med at gøre.

Det hele endte i første omgang med ingenting. For der udbrød ikke kolera i 1831. Men scenariet var uundgåeligt. København var nemlig på det tidspunkt langt fra så velfriseret, som man skulle tro, når man i dag vandrer rundt i de hyggelige historiske kvarterer omkring Pisseranden. Dengang var København utrolig snavset.

”Der var latriner alle vegne, og vand var noget, man fik fra meget forurenede brønde. Der var et meget højt indhold af afføring og urin i drikkevandet. Og man pumpede jo også kolerasmitte med op – men det viste man ikke på det tidspunkt. Der var nogle få mennesker, der begyndte at spekulere i, at sygdommene måske kunne have noget med hygiejne at gøre,” forklarer Klaus Larsen.

I 1850 kom koleraen til Lolland, og det var igen en sygdom, man i København var nødt til at forholde sig til. Klaus Larsen fortæller:

”På det tidspunkt var der en læge ved navn Emil Hornemann (1810-1890), der skrev en meget skarp advarsel til byen: ”København er en meget skiden by!”, skrev han. København var på det tidspunkt, sammenlignet med andre europæiske hovedstæder, ekstrem, når det kom til dårlig hygiejne. Den var meget tæt befolket inde bag voldene. Hornemann advarede om, at hvis man ikke fik ryddet op i det svineri, så ville man på et tidspunkt få en koleraepidemi.”

Indtil da tømte københavnerne deres natpotter i rendestenene. Det var også her, at garverierne tømte deres spildevand osv. København ligger lavt, og vandet stod ofte stille. Der var lokummer i gårdene, og hvis der boede 50 mennesker i en opgang, så skulle de dele ét lokum.

”Hvis du boede på 4. sal, så gad du ikke gå helt derned midt om natten i mørket. Andre gange kunne du se, at der allerede stod ti i kø. Så det var kutyme, at man sked i natpotten eller på en avis i køkkenet, pakkede det ind og smed det ud ad vinduet og ned på gaden. København i 1850’erne kan bedst sammenlignes med Calcutta, hvad befolkningstæthed angår, og renligheden var forbløffende ringe, så det er jo ikke så underligt, at bakterier og vira trivedes rigtig godt,” siger Klaus Larsen.

København i 1850’erne kan bedst sammenlignes med Calcutta, hvad befolkningstæthed angår, og renligheden var forbløffende ringe, så det er jo ikke så underligt, at bakterier og vira trivedes rigtig godt.

Og den fremsynede læge Emil Hornemann skulle hurtigt få ret. I 1853 kom koleraepidemien til København og slog omkring 7.000 mennesker ihjel. Det var selvsagt en katestrofe, men det betød, at man begyndte at tage nogle af de advarsler alvorligt og begyndte at tale om kloakering, offentlige vandværker osv.

”Det var lægerne, der førte an i kampen i slutningen af 1800-tallet for at få kloakeret og for at få rent drikkevand i København. Og omkring år 1900 var problemerne langt hen ad vejen løst,” fortæller Klaus Larsen.

Den spanske syge

I starten af 1900-tallet stod verden igen over for en virus. Den skulle ende med at slå næsten 100 millioner mennesker ihjel.

Den spanske syge var egentlig ikke spansk. Den opstod i USA, hvor patient nul arbejdede på en fjerkræfarm. I Europa var første verdenskrig i fuld gang, og den amerikanske farmer havde meldt sig til de amerikanske styrker, der skulle sejles til Europa.

Lejr for influenzaramte i Maine, USA, under den spanske syge. Foto: Getty Images.

Uden at vide det tog han en ukendt virus med sig til militærkasernen, hvor den nye fugleinfluenza snart begyndte at hærge. Men, som vi også senere har set det i historien, blev virusudbruddet – trods advarsler fra læger, sparket til hjørne – der var en krig, der fyldte mere i hovedet på politikerne end udsigten til en mulig influenzaepidemi.

Skibe med tusindevis af smittede sejlede derfor til Europa, hvor den spanske syge endte med at slå langt flere ihjel, end der døde soldater i skyttegravene. For øvrigt fik virussen sit navn, fordi Spanien var et neutralt land under krigen, og derfor fyldte virusudbruddet meget mere i de spanske medier end i de krigsdeltagende lande, hvor det blev underspillet. Og navnet den spanske syge har siden hængt ved.

Den første bølge af den spanske syge drev over, men vendte hurtigt tilbage i en muteret form, der havde den sideeffekt, at den udviklede sig til en slem lungebetændelse. Og i en tid uden penicillin, der først blev tilgængeligt for alvor i 1944, blev de ramte ikke levnet mange chancer for overlevelse. Og igen slog mange politikere udbruddet hen, fordi panik, karantæner og isolation kunne betyde, at man måtte sætte våbenfabrikker på standby. Så kombinationen af den nye virus og en krig, der gjorde det svært at gøre de nødvendige tiltag, gjorde den spanske syge til en af de mest dødbringende epidemier i verdenshistorien.

Så kombinationen af den nye virus og en krig, der gjorde det svært at gøre de nødvendige tiltag, gjorde den spanske syge til en af de mest dødbringende epidemier i verdenshistorien.

Hvad med i dag?

Den nuværende coronavirus raser, og folk er bekymrede, men jo også mere oplyste. Og nutidens sundhedsvæsen kan på ingen måde sammenlignes med fortidens – ikke i Danmark. Alligevel har vi en tendens til at handle irrationelt på nogle områder.

Kina burde sætte ind over for mange af deres madmarkeder, hvor hygiejnen er for dårlig. SARS og svineinfluenzaen opstod også på deres madmarkeder. Kina skal få sig en effektiv sundhedsmyndighed og et fødevaretilsyn, ligesom man har mange andre steder.

”Der er nogle ting, der er meget komplicerede og svære at forstå. Nogle sammenhænge er meget omfattende og kræver en store viden at have styr på. Så det er nok derfor, at nogle mennesker griber efter den nemme forklaring. Der er jo også noget selvopholdelsesdrift i det, når man tænker, hvad kan JEG gøre. Så folk har det med at lytte, hvis der er en, der siger, at du bare skal tage en masse C-vitamin eller, for at sætte det på spidsen, gå rundt med et stykke fennikel i lommen – hvilket ville være lige så effektivt som C-vitamin, når det kommer til at undgå at blive smittet med coronavirus. De fleste ved jo godt, at det ikke holder vand. Nej, man skal lytte til sundhedsstyrelsens anbefalinger og droppe de andre ting.”

Og hvad med Kina? Kommer det til at ske igen, når corona er gået i sig selv?

”Jeg er jo overhovedet ikke ekspert på det område, men der er alligevel ingen tvivl om, at Kina burde sætte ind over for mange af deres madmarkeder, hvor hygiejnen er for dårlig. SARS og svineinfluenzaen opstod også på deres madmarkeder. Kina skal få sig en effektiv sundhedsmyndighed og et fødevaretilsyn, ligesom man har mange andre steder, hvis du spørger mig,” slutter Klaus Larsen.