Win-win for Weiwei

Den kinesiske kunstner og provokatør Ai Weiwei er kommunikator i en klasse for sig. Han benytter dygtigt sociale medier som 大字报, dàzì bào - Kinas traditionelle stortegnsaviser - massekommunikationens moder.

Han spiller på udenlandske medier, lige så virtuost som Lang Lang spiller på flygel. Ai Weiwei har endog været lige så statsanerkendt i Kina som samme Lang Lang. Men som med så mange andre har magthaverne formået at skubbe ham fra sig og gøre ham til modstander - en formidabel og stærkt kommunikerende modstander.

Kunstner, provokatør og kommunikator - Ai Weiwei er i en klasse for sig.

Ai Weiweis klassebaggrund er upåklagelig. Han var selvskreven som idémager til Beijings fornemme Fugleredestadion, der blev tegnet af et schweizisk arkitektfirma til De Olympiske Lege i Beijing i 2008. Ai skelede til Kinas fornemme keramiske traditioner i designet – og gjorde plads til nutiden, da han designede små, næsten lyddøde bobler, som han kaldte ”demokratiske,” fordi lyden i de ellers store åbne rum blev isoleret, så man kunne snakke i de usynlige bobler i fred for aflytning og overvågning – en skarp, men dog diskret kommentar til Kinas hverdag, hvor kritikere og fritænkere altid er under mistanke, overvåges og ofte bliver straffet.

Ai Weiwei var kunstnerisk konsulent på Beijings nationalstadium, der blev bygget til OL i Beijing i 2008.

Siden blev Ai Weiwei betroet den fornemme opgave at erstatte Den lille Havfrue, mens hun var på visit i Shanghai i Den danske Pavillon ved EXPO 2010. Det gjorde han med en døgnåben installation, der videooptog de besøgende ved Havfruen på EXPO 2010 i Shanghai. Permanent overvågning ligesom kineserne i Kina ...

Da Den lille Havfrue var på visit i Shanghai ved EXPO 2010, fik Ai Weiwei lov at udstille på den tomme plads ved Langelinie. Han viste en videoinstallation af Den lille Havfrue live fra EXPO 2010.

Manden var så statsautoriseret, at lokalmyndighederne i Shanghai forærede ham en grund og bad ham bygge sig et kombineret atelier og bolig – a la det, han har i Beijing. Det tog han glad imod – men samtidig udviklede hans kritik af magthaverne sig fra det underfundige, satiriske til det helt utvetydige og åbenbare.

Statsanerkendelsen smuldrer
Tre måneder før OL i Beijing i 2008 kostede et jordskælv i provinsen Sichuan mindst 70.000 mennesker livet. Flere end 5000 af de omkomne var skolebørn. Mens borgmester- og partikontorer var relativt solide og stod godt imod, styrtede skolerne sammen om elever og lærere. Myndighederne forsøgte at dække over, at de selv slap nådigere. I Kina skjuler myndighederne helt rutinemæssigt antallet af dødsofre i sager, hvor de risikerer at blive stillet til ansvar.

Ai Weiwei blev fortørnet og hjalp de ulykkelige forældre med at indsamle oplysninger og lægge sag an mod myndighederne. Han offentliggjorde navnene på 5385 dræbte børn. Da han skulle vidne i en retssag mod myndighederne i Sichuan, nåede han aldrig frem til retten, fordi han blev lammetævet på sit hotel, så han fik hjerneblødning og måtte til Tyskland for at blive opereret. Det anses for givet, at lokalmyndighedernes tæskehold stod bag.

Kunsten som megafon
Ai Weiwei svarede igen med en vældig international megafon i Tyskland med fotos og interviews fra operationen og først og fremmest med værket Remembering; en 1000 m2 installation bestående af tusindvis af kulørte skoletasker med ordene 'Hun levede lykkeligt på denne jord i syv år' – som én af de efterladte mødre sagde om sin datter – skrevet med hvide skoletasker.

Weiweis værk Remembering til ære for de mange tusinde kinesiske børn, der døde under et jordskælv i Beijing i 2008.

Remembering blev skabt til Haus der Kunst i München. Det er – naturligvis, fristes man til at sige – aldrig blevet vist i Kina. Ai Weiwei har indgraveret de omkomne børns navne i sit atelier i Beijing. Og i sommer var alle deres navne, fødselsdato, skole, klasse og dødsdag udstillet hos Faurschou Foundation i København – sammen med kunstværker af byggeaffald, de efterladte slæbte ud af ruinerne i Sichuan.

Da Ai Weiwei i 2010 også gav sig til at tælle dødsofre for en brand på en byggeplads i Shanghai, blev myndighederne, der som altid hemmeligstemplede dødstallet, atter rasende. Lige så snart Ais nye hjem og atelier i Shanghai stod færdigt i efteråret 2010, fik han ordre på at rive det ned. Mod kompensation ganske vist, hvis han holdt bøtte, hvilket han selvfølgelig ikke ville. I stedet inviterede han til nedrivningsfest på den kinesiske variant af Twitter. Han indbød græsmudderhestene i Kina til flodkrabbefest (i en munter perforering på internettet af Kinas skrappe censur er græsmudderhesten et frit og lykkeligt fantasivæsen, mens flodkrabben er synonym med censuren).

Myndighederne satte ham i husarrest i Beijing, så han ikke kunne deltage i sin egen fest, som derfor blev aflyst. Alligevel mødte 600 kinesiske gæster alligevel op til ”ikke-fest” og spiste grillede flodkrabber, som cateringen kom med, selvom de var afbestilt. Ai fik nogle af gæsterne til at indsamle støv fra hans pulveriserede, jomfruelige hjem og atelier i Shanghai, som han nu opbevarer i glas.

Fandenivoldsk flasher
De kinesiske magthaveres forfølgelse har fremavlet nye og skærpede udtryk hos Ai Weiwei, med deres uvane med at gøre ressourcestærke kinesere til fjender, hvis kræfter ellers kunne bruges konstruktivt i fremskridtets tjeneste. Og de har skabt sig en formidabel én i Ai Weiwei.

Der var ellers stof til en vaskeægte kinesisk mønsterkunstner: søn af en fremtrædende patriotisk digter, Ai Qing, der faldt i politisk unåde og sammen med sin familie henslæbte to årtier i det golde nordvestlige Kina. Gennem hele sin barndom troede Ai Weiwei, at digter betød lokumsrenser, for han vidste, at faren var digter, og eftersom farens daglige arbejde var at rense lokummer, måtte dét være at digte. Faren blev først rehabiliteret i 1979 efter 20 år.

I 1980'erne tilbragte Ai Weiwei et anarkistisk årti på en sten som undergrundskunstner i New York, hvor han efter et kort, utilpasset ophold på Parson’s Designskole fotograferede og skabte fandenivoldske værker og begivenheder. Selvom det var mere besværligt, tog han allerede selfies dengang – ofte endda drengestregede nøgen-selfies sammen med en kollega, hvor de i hast klædte sig af, fotograferede med selvudløser og skyndte at klæde sig på igen. Mindeværdigt er måske især fotoet foran det nu sammenstyrtede World Trade Center på Manhattan.

Fra Ai Weiweis tid som undergrundskunstner i New York, hvor han og en kollega havde for vane at tage nøgenbilleder foran bygninger. Kilde: artnet.

Da han vendte hjem til Kina i begyndelsen af 1990'erne, var det et forandret land; rigere og – trods alt – friere end nogensinde før. Men ikke frit.

Fake
Ai Weiwei udfoldede sig, krydsede fortiden med nutiden og fremtiden. Brugte tusindårige krukker og urner, gav dem nye farver, smadrede dem for at skabe glimtvis kunst i øjeblikket. Hans New Yorker-selfies udviklede sig til udforskning af hykleriet omkring nøgenhed (også) i Kina.

Ai Weiwei smadrede tusindårige krukker for at skabe glimtvis kunst i øjeblikket. Kilde: Polfoto/Frank Augstein.

Han har svejset store skulpturer med masseproducerede cykler, der kører i ring uden styr – på én gang henvisning til, hvordan cyklen med et slag udvidede de kinesiske massers bevægelsesfrihed, og hvordan de ikke selv må bestemme, hvor de kører hen.

Nogle husker måske hans storslåede værk i Turbinehallen på Londons Tate Modern for syv år siden med 100.000.000 individuelt håndmalede solsikkefrø, der på én og samme gang repræsenterede så mange sider af kineserne: deres enorme antal, deres ensartethed, deres forskellighed, deres historie og deres skikke. Værket skabte tilmed arbejde til en hel keramiker-landsby i to år.

I takt med myndighedernes chikane og undertrykkelse har Ai Weiweis kunst og udtryk ændret sig, så han i dag må være verdens førende på sit felt. Som på et vældigt orgel spiller han virtuost på udenlandske medier og Kinas myndigheder. Medierne (især de udenlandske) og magthaverne spiller med, nogle vidende, de fleste aldeles uden selv at opdage det. Og set fra en demokratisk synsvinkel i en god sags tjeneste.

Ai Weiweis firma hedder Fa Ke, eller Fake, som jo betyder falsk, fup eller uægte på engelsk. Fuck er Ais foretrukne engelske ord. Og på kinesisk udtales det fa-ke. Og for god ordens skyld har han FUCK bøjet i neon med store bogstaver i gårdhaven i sit atelier i Beijing. Og via Instagram har han fået titusindvis af mennesker til at tage selfies med deres langemand, som vel her for en gangs skyld med rette kan kaldes fuck-finger.

Ai Weiwei og Julian Assange rækker fuck i en selfie. Kilde: Instagram.

Duellen med magthaverne
Ai Weiwei både er og udfører sine værker. I årevis har han fotograferet og filmet alt, hvad der sker omkring ham – således også overfald fra politiets eller statsautoriserede bøllers side, ulovlige afvisninger af snart sagt hvad som helst, sine forfølgere og meget andet. Det hele er dokumenteret og cirkulerer vidt og bredt på internettet.

Det var den slags og mere til, der førte til Ai Weiweis 81 dage lange ulovlige tilbageholdelse og indespærring i Kina i 2011 – uden dom og i et hemmeligt fængsel. Myndighedernes sædvanlige magtmidler preller af på Ai Weiwei. Med egne ord ikke fordi han er frygtløs, men fordi han ikke vil give efter for frygten. Han fæster stor lid til nye medier, og han filmer igen, når magthaverne overvåger ham – en løbende fotografisk og filmisk duel. Han forfølger sine forfølgere. Han kaster deres forbandelser tilbage i ansigtet på dem som et spejl.

Han har sågar skrevet en heavyrock-sang om sin mareridtsagtige erindring om fangeforløbet med tilhørende fornemt filmet og yderst seværdig musikvideo. Og nok så vigtigt i den forbindelse har Ai lovet at blive bedre til at synge.

Ai Weiweis musikvideo om sit fangeforløb. Kilde: YouTube.

Og hver eneste dag siden løsladelsen fra den forfatningsstridige indespærring i 2011 til han omsider i september fik lov at rejse til Tyskland for at blive forenet med sin søn, har han stillet en buket blomster i en cykelkurv ud til sikkerhedsvagterne, der overvåger hans hjem. Hver eneste dag i den tid har jeg set blomsterbuketten på Instagram. Jeg har set hans gæster, jeg har set ham danse Gangnam Style med fornemme udenlandske gallerister i sin gårdhave, jeg har set ham skype med sønnen i Tyskland. Og da myndighederne, der havde nægtet ham pas, atter udstedte ham ét – stadig uden forklaring - så jeg også det på Instagram i real time.

Jeg så genforeningen og gode stunder med sønnen i Berlin, briternes latterlige afvisning af at udstede Ai arbejdsvisum, så han kunne færdiggøre en udstilling i London, og ydmygelsen, da de alligevel måtte give ham det. Jeg så den nye tyske arbejdstilladelse og forstod, at Ai nu omsider bliver lektor i kunst i Berlin, en stilling, der har ventet på ham siden 2011.

Og da han vendte hjem til Beijing for nogle uger siden, så jeg, hvordan han sprængte det lytteudstyr, myndighederne klodset havde installeret i hans fravær, i luften. Godt, man ikke havde lyttevagten lige der!

Myndighedernes klodsede lytteudstyr, som Ai Weiwei hurtigt fandt hjemme hos sig selv. Kilde: Instagram.

Professor i Instagram
Da Ai Weiwei frem til i sommer i fire år ikke har haft lov at udstille i Kina, har han – trods udrejseforbuddet - løbende udstillet i udlandet. Da han udstillede på Louisiana for nogle år siden, var han med til åbningen på en skype-forbindelse. Hans medarbejdere og samarbejdspartnere har hele tiden haft lettere ved at rejse end han selv, så udstillinger er blevet planlagt på distancen – med modeller og skitser i 3D.

De kinesiske magthaveres forhindringer er blevet besejret, og gang på gang er deres brutale, men fantasiløse og humorforladte forfølgelse og magthaverne selv blevet udstillet og gjort til grin af mesterkommunikatoren.

Instruktøren Andreas Johnsens portrætfilm "Ai Weiwei – The Fake Case" har en helt vidunderlig scene, hvor Ai så at sige river masken af en britisk journalist. Det er kort efter løsladelsen i 2011, og Ai er stadig mentalt fortumlet og forslået. Han har forbud mod at udtale sig til medierne. I stedet tilbyder han at lade sig filme under bruseren, hvilket journalisten beklager at måtte afslå, for, påstår briten, det står i de globale regler for anstændig journalistik, at det må man ikke. ”Anstændighed!”, brøler Ai Weiwei hånligt – og holder dermed sit virtuelle spejl op foran den britiske journalist, der slet ikke opfatter ironien.

Andreas Johnsen bliver også selv i al fredsommelighed spændt for vognen i filmen, da Ai er i svømmehal med sin søn (mens drengen stadig var i Beijing). Scenen er en krystalklar henvisning til Det nye Kinas grundlægger Mao Zedongs gentagne svømmeture, der skulle vise hans styrke og udødelighed. Ai bruger Andreas Johnsen til at vise – og samtidig latterliggøre – det samme.

Fra Filmen "The Fake Case" - en portrætfilm om Ai Weiwei instrueret af danske Andreas Johnsen.

Mao Zedong er stadig gangbar i Kina. Hans kontrafej pryder pengesedlerne. Og da Ai Weiwei blev løsladt i juni 2011, sagde hans fangevogtere ifølge Ai selv, ”personligt mener vi, du et godt menneske. Dine rødder er røde og dine grene er flotte”. Ordene er fra Mao Zedongs tid og pointerer, at Ai Weiwei er søn af Ai Qing, den store patriotiske digter, som Mao Zedong sendte 20 år i politisk unåde.

Ai Weiwei meddeler sig især på Instagram, hvorfra hans budskaber breder sig som ringe i vandet. Han benytter også Twitter og Facebook, der alle er forbudt i Kina og har sine egne kinesiske pendanter. De internationale sociale medier er dog tilgængelige i Kina via proxyservere eller anden virtuel fingerfærdighed.

Ai Weiweis seneste projekt er at skaffe lego-klodser til sit kunstværk gennem frivillige givere, da LEGO nægtede at levere klodserne. Klodserne samles i biler verden over. Kilde: Instagram.

Senest er LEGO kommet for skade at placere sig i Ai Weiweis skudlinje – eller stille sig foran hans samfundsspejl, som han så mesterligt bruger til at rive masken af hykleri. LEGO-historien er udførligt beskrevet andetsteds på Kforum. Imens flyder de sociale medier over med fotos af glade givere af lego-klodser til Ai Weiwei, og denne gang er det LEGO, der er til grin.