”Nå, hvad laver du så?”, ”Hvordan kender du så værten?” og ”Hvor kommer du så fra?”. Næsten hver gang, vi indleder en samtale med nogen, vi ikke allerede kender, indleder vi med en variation over et af de tre spørgsmål. Sjældent af oprigtig interesse – oftest i mangel af bedre. Det lille ”så” understreger automatikken og monotonien. Og når vi svarer på hinandens standardspørgsmål, har de fleste af os det med at lire den samme grammofonplade af, som vi har hørt os selv gentage så mange gange, at vi næsten ikke kan holde ud at høre os selv sige det igen. Vi svarer høfligt, fordi det er det rigtige at gøre, inden vi selv stiller et standardspørgsmål tilbage af ren høflighed. Sjældent af oprigtig interesse – oftest i mangel af bedre.

 

Alternativerne findes

Det kan der sagtens komme nogle gode samtaler ud af, og i mangel af bedre er de tre standardspørgsmål en god måde at komme i gang på. Men samtalerne starter ofte mere trægt, når de lægger ud med spørgsmål og svar, der dybest set keder både den, der spørger, og den, der svarer. Og hvad værre er: Standardspørgsmålene får os ret hurtigt til at sætte hinanden i kasser, hvor vi tror, den anden mener noget bestemt, fordi vi arbejder med noget bestemt eller har en bestemt baggrund. Så snart vi kender svarene på standardspørgsmålene, lukker vi allerede ørerne lidt mere, end vi gør, når vi taler åbent og fordomsfrit med nogen, vi dybest set intet aner om.

 

Men det bedre findes heldigvis. Det er ret nemt at lære. Og man kan såmænd både bruge det, når man skal åbne samtalen med sin bordherre/-dame, når man hellere vil snakke med alle de andre spændende mennesker til en konference eller reception end dem, man allerede kender, eller dem dybt inde i telefonen, og når man gerne vil give plads til alle stemmer under mødet eller til gruppearbejdet.

 

Samtalen er en øvelse, der let kan gå på grund. Men det kan læres. Prøv fx med kreative samtalestartere, som rækker ud over de standardspørgsmål, vi oftest griber til. 

---

---

Tre simple løftestænger

Det kræver bare lige nogle løftestænger og samtalestartere, der gør det nemmere for samtalepartnere at udveksle perspektiver, minder, fortællinger, nuancer, erfaringer og tankevækkere ligeværdigt med hinanden. Her er tre gode råd til, hvordan du skaber mere interessante samtaler:

 

1: Start samtalen et uventet sted

Det enkleste råd er at starte samtalen et uventet sted. Det kræver dybest set ikke andet end at stille alle andre spørgsmål end de tre standardspørgsmål. Jeg hørte engang dronningen sige, at hun ofte spurgte folk, hvad de var optaget af for tiden. Det er et vanvittigt godt spørgsmål. For det er ikke mere grænseoverskridende, end at man sagtens kan vælge bare at lire sine standardsvar af. Men det åbner for, at man også kan vælge at starte samtalen et helt andet sted; fortælle om den hobby, man bruger al sin tid på, så snart man er færdig på det arbejde, man ellers altid ender med at fortælle om, udtrykke sine overvejelser om tidens store samfundsudfordringer eller dele nogle spørgsmål, man går og undrer sig over for tiden og synes, det kunne være spændende at høre andres perspektiver på.

 

Det er utroligt, hvor meget samtalepartnere liver op, når de får mulighed for at fortælle om noget, de er virkelig optaget af. Og selvom de vælger at fortælle om deres arbejde, gør de det typisk på en helt anden måde og med et helt andet lys i øjnene, når de fortæller om deres nyeste forskning, seneste snedkerier eller næste store milepæl. En anden mulighed er selv at bringe et emne på banen, man synes, det kunne være sjovt at høre nye perspektiver på. Som konkret eksempel spurgte jeg selv i en periode folk, om de kunne hjælpe mig med at forstå, hvorfor vi ser så relativt få fly på himlen, når man tænker på, hvor mange fly der hver time letter og lander i Kastrup, for ikke at tale om dem, der konstant passerer dansk luftrum. Det spørgsmål har givet anledning til alle mulige samtaler om alt fra jordens krumning til flylederuddannelsen, atmosfæriske forstyrrelser, og hvad vi egentlig kan se med det blotte øje. Samtaler, der selvfølgelig hver især har ledt frem til en fælles udforskning af nye spørgsmål og fornyet undren. Så de altid udviklede sig helt forskelligt, alt efter hvem jeg talte med – selvom spørgsmålet var det samme.

Til Samtalesaloner bruger vi samtalemenuer til at sikre, at samtalerne starter et uventet sted. Selvom man ikke holder en fuld samtalesalon, kan det sagtens fungere fint at printe en samtalemenu og bede middagsgæsterne om at starte deres samtale ud fra den.

 

2: Lad være med at interviewe hinanden – lyt, og byg videre

De bedste samtaler opstår, når begge samtalepartnere er indstillet på, at formålet med samtalen først og fremmest er at udveksle perspektiver, erfaringer og nuancer. Det gælder ikke om at nå først frem til et konkret mål, en konsensus eller en konklusion. Alt for ofte ender det, der skulle have været en ligeværdig samtale, med snarere at få karakter af et interview, hvor den ene griller den anden. Eller vi afbryder en ellers naturlig og flydende talestrøm meget abrupt med at sige ”Nå, nok om mig” eller ”OK, din tur”. Det gør vi af høflighedsårsager, og det er og bliver en god tommelfingerregel, at man skal lytte mindst lige så meget, som man taler. Men det bremser samtalen, når det bliver for rigidt.

 

En ligeværdig samtale kan sagtens tage udgangspunkt i noget, den ene har bragt på bane eller i særlig høj grad interesserer sig for – men hvis det også interesser den anden, og begge bidrager til at udforske emnet eller spørgsmålet, kan det faktisk være udtryk for misforstået høflighed at afspore en ellers velfungerende samtale for at sætte fokus på den anden. Bryd i stedet din talestrøm eller forklaring ned i mindre bidder, så du ikke tvangsindlægger din samtalepartner til det fulde foredrag. Hvis samtalepartneren så spørger dybere ind, er det ofte udtryk for oprigtig interesse – og hvis det ikke er tilfældet, er det tid til at skifte emne, hvis samtalepartneren ikke selv gør det for dig.

 

Som konkret eksempel kan vi opstille to scenarier, der begge starter med standardspørgsmålet: ”Nå, hvad laver du så?”. I scenarie et svarer jeg ufortrødent – og uafbrudt, så længe jeg selv kan leve med at tromle videre – ved at holde et mindre foredrag om Borgerlyst, Samtalesaloner, borgerengagement, faglige sammenskudsgilder og handlekraft i hverdagen. Jeg fortæller nogenlunde sådan, som jeg altid fortæller det, fordi jeg er fuldstændig uanfægtet af, hvem der sidder over for mig. Og når jeg så til sidst synes, det er ved at blive for pinligt, at jeg har snakket for meget, siger jeg: ”Nå, nok om mig. Hvad laver du så?”. Og efter mit lange foredrag vil den mest naturlige reaktion fra samtalepartneren være at holde et nogenlunde lige så omfattende foredrag om sit eget virke.

I scenarie to svarer jeg meget kort: ”Jeg står bag et samfundslaboratorium, der hedder Borgerlyst, hvor vi prøver at få lidt mere lyst tilbage i det at være borger og deltage aktivt i samfundet”. Det er egentlig et fyldestgørende svar, og hvis det ikke interesserer min samtalepartner en døjt, kan vi hurtigt springe videre til at tale om noget helt andet. Men typisk følger folk jo op med uddybende spørgsmål. Og det interessante er, at spørgsmål nummer to typisk allerede er langt mere personligt og overraskende end det standardspørgsmål, der åbnede samtalen. Det er vidt forskelligt, hvad folk tænker, når de hører ord som Borgerlyst og samfundslaboratorium – og vidt forskelligt, hvad de selv har af erfaringer med samfundsengagement eller mener om demokratiet. Allerede dér starter en samtale, der er helt ny for mig, fordi jeg aldrig har hørt netop denne samtalepartners perspektiver på noget, jeg ellers ofte taler om. Teknisk set er det selvfølgelig stadig mit arbejde, der er udgangspunkt for samtalen. Men i praksis er mit arbejde blot et fælles udgangspunkt for at udforske et helt nyt felt sammen. Et felt, der kun findes mellem netop os, netop nu. Og når vi så bevæger os ind på nye emner, hvor samtalepartnerens arbejde, hobbies, familie, børn, undren eller opvækst er udgangspunktet, vil jeg i lige så høj grad føle, at jeg er med til at præge samtalen, hvis min samtalepartner også giver mig mulighed for at spørge ind i stedet for at levere et velforberedt foredrag.

 

Til Samtalesaloner taler gæsterne typisk sammen to og to. Det giver samtalepartnerne den optimale mulighed for at kalibrere ind efter hinanden: Hvor personligt eller abstrakt har vi to lyst til at tale sammen? Hvor meget og hvor lidt skal vi tale om hinandens interesser, og hvor meget skal vi opdyrke et nyt fælles felt? 

 

3: Prøv at veksle så ubesværet som muligt mellem det personlige og de helt store perspektiver

Noget af det, der gør en samtale rigtig interessant, er, når samtalepartnerne ubesværet kan veksle mellem at dele personlige erfaringer, minder og overvejelser og svinge sig helt op i helikopterperspektiverne. Så føles samtalen på én gang meningsfuld, væsentlig og betydningsfuld og håndgribelig, personlig og nærværende. Men i praksis har vi ofte svært ved at skifte ubesværet mellem det personlige og konkrete og det mere abstrakte. Alt for ofte skyder vi helikopterperspektiverne ned ved at fremføre alt for konkrete personlige eksempler, som for eksempel når vi afsporer en samtale om rygnings skadelige effekter ved at fremhæve den ene onkel, der røg som en skorsten og levede, til han blev 95. Og alt for ofte tager vi det alt for personligt, når nogen taler om udfordringer med børneopdragelse eller stress i det helt store perspektiv, selvom der aldrig var tale om et angreb på samtalepartnerens livsvalg.

 

 

Jo bedre samtalepartnere er til at veksle mellem de nære, de fælles og de fjerne perspektiver, jo mere interessant bliver samtalen. Træn dit makroskopiske blik ved at skærpe din opmærksomhed på, hvordan dine egne små hverdagshandlinger påvirker den store omverden. Der ligger især interessant samtalestof i at udforske ”fællesperspektivet” med din samtalepartner. For det er der, vi hver især går fra opgivenhed over, at vores egne handlinger næppe betyder noget i den store sammenhæng, til at tro på, at vi sammen kan gøre en forskel.

 

Samtalesaloner – en træningslejr for den danske samtalekultur

Da jeg i 2010 tog initiativ til de første Samtalesaloner sammen med Andreas Lloyd, handlede det i høj grad om at styrke den danske samtalekultur. Det ville vi gøre ved at inspirere gæsterne til at starte samtalerne uventede steder, tale ligeværdigt, åbent og fordomsfrit med hinanden uden at holde foredrag eller interviewe hinanden og træne den ubesværede vekselvirkning mellem det personlige og det abstrakte.  

 

Vi fandt meget hurtigt frem til, at det hjalp gæsterne rigtig godt i gang, hvis vi som værter påtog os ansvaret for at blande dem, så de kom til at tale med nogen, de ikke allerede kendte – og stillede nogle uventede spørgsmål, der sikrede, at begge samtalepartnere var på ukendt grund og derfor udforskede svaret sammen. De første gange vi skulle sætte samtalerne i gang, var vi ret spændte på, hvordan gæsterne ville reagere på vores strenge instrukser. Men det viste sig, at langt de fleste fandt det utrolig befriende, at vi skabte rammerne, så de havde en god undskyldning for at springe direkte til de spændende samtaler og spørgsmål, de ellers aldrig ville have drømt om at stille vildfremmede. Og næppe nogen sinde havde stillet sig selv.

 

I løbet af de første fem år med Samtalesaloner har vi udviklet et hav af forskellige blande-folk-teknikker, hvor gæsterne flere gange undervejs i salonen skifter samtalepartner, stærkt inspireret af folkedansens skiftende dansepartnere. Vi har også eksperimenteret med et hav af samtalestartere, hvor overraskende kombinationer af stikord eller prikkende spørgsmål har fungeret som løftestang. Det ligger alt sammen til fri inspiration og afbenyttelse på Samtalesaloner.dk, hvor du også kan downloade vores håndbog om, hvordan du selv holder dine egne samtalesaloner.

 

Det er nemt og sjovt at gøre – og som vært kan du hvile trygt i forvisningen om, at uanset hvor dårlig en vært, du selv synes, du er, så vil dine gæster altid få nogle rigtig gode og spændende samtaler ud af det. Alene fordi du hjælper dem med den allermest basale samtaleudfordring: De slipper udenom at spørge og svare en hel masse alene i mangel af bedre.

 

God samtalelyst!

 

Nadja Pass er cand.mag. i retorik og startede i 2010 samfundslaboratoriet Borgerlyst sammen med antropologen Andreas Lloyd. Deres nye bog ”Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak” udkommer i januar 2016, men allerede nu kan du printe samtalestartere og samtalemenuer på Samtalesaloner.dk, så du kan sætte godt gang i samtalerne omkring julefrokostbordet eller nytårstaflet.