Dum dummere SoMe

I Metroxpress faldt jeg over nåheden om, at en blogger har fået fyldt endnu mere filler i sine læber. En googlesøgning på den tilsyneladende kendis bragte mig videre til et socialt univers af ligegyldigheder. Vi har brug for en bagatelgrænse for retoriske ytringer.
De sociale medier flyder over med forskellige posts, tweets og blogindlæg, det ene mere ligegyldige og trættende end det andet. Som bruger skal man måske overveje, om der bør være en bagatelgrænse for retoriske ytringer?
De sociale medier flyder over med forskellige posts, tweets og blogindlæg, det ene mere ligegyldige og trættende end det andet. Som bruger skal man måske overveje, om der bør være en bagatelgrænse for retoriske ytringer?
På Fie Laursens blog kan man - foruden et utal af reklamer - se videoer fra hendes egen youtubekanal om bl.a. bloggerens boligindretning. Her kan man som seer glane helt ned i natbordsskuffen, om hvilken hun oplyser, at den bl.a. bruges til opbevaring af allergimedicin, der også kan anvendes som sovepiller.
 
 
I klædeskabet ligger bloggerens sko hulter til bulter, fordi Fie ifølge eget udsagn ikke kan bestemme sig for, hvilket par hun skal tage på om morgenen (og, formoder jeg, derfor smider de fravalgte sko tilbage i skabet – så er sætningen i hvert fald formelt logisk sammenhængende).
 
Hvorfor skal jeg vide det?
Men hvordan kvalificerer indgående fotodokumentation med egen dårligt formuleret voiceover fra et rodet hjem - samt en tidligere deltagelse i reality-tv - nogen til at optræde i kendisspalterne på linje med for eksempel skuespillere, som har udført et stykke fagligt arbejde?
 
Hvordan blev det comme il faut at lægge videoer op på sin egen youtubekanal med titlen: ”Boris drikker en flaske tequila”, i hvilken Fies bror bæller et tequilashot, for hver gang han svarer forkert på et spørgsmål om hende, indtil flasken er tom, og hans øjne svømmer? 
 
 
Kort sagt: Hvorfor skal jeg vide det? Og endnu mere væsentligt: Hvorfor ønsker nogen overhovedet at vide det i en sådan grad, at Fie og andre bloggere kan leve af deres reklamefinansierede medieplatforme, hvor de ytrer sig om ingenting – i skøn symbiose med annoncørerne, der ved hjælp af reklamer på bloggen gør opmærksom på deres produkter for bloggens læsere?
 
 
Det ekstra perspektiv
I fatisk kommunikation bekræfter man, at kommunikationen mellem parterne rent faktisk eksisterer ved hjælp af selve ytringen. ”Hallo”, siger man i telefonrøret, bare for at lade samtalepartneren vide, at der virkelig også er hul igennem til nogen i den anden ende.
 
På samme måde kan et blogindlæg fra Fies rodede hjem ses som et livstegn: Nogen hører mig, altså er jeg - og i øvrigt er jeg bare ligesom dig, for min hverdag er lige så almindelig som din. Men dette antikvalificerende ”bare”-perspektiv er netop problemet set ud fra en retorisk vinkel. Afsender har nemlig ikke bidraget med noget som helst af hverken oplysende eller overbevisende karakter til samtalen. Der er bare blevet talt. Om ingenting.
 
I den teknologiske og kommunikationsmæssige oldtid før internettets storhedstid blev det honoreret i både samfundsdebatten og uddannelsessystemet, at man rent faktisk vidste noget om et givent emne og kunne bidrage med det ekstra perspektiv, som gjorde, at folk blev klogere af at ulejlige sig med at høre, hvad man kommunikerede. Man var som afsender kort sagt nødt til at vide, hvad man ville sige, hvor man ville hen, og helst også hvad man gerne ville overbevise folk om. Man måtte formulere sig sammenhængende og finde postkassen, hvis man ville gøre sig håb om at få et debatindlæg eller læserbrev optaget – og det skete vel at mærke kun, hvis en redaktør vurderede, at ens ytring havde en vis relevans for andre.
 
Ud fra dette klassiske retoriske debatperspektiv ville Fies boligindretning og tøjgennemgang kun være interessant, hvis hun havde en kvalificeret holdning til emnet, tog eksperthatten på og fremlagde sine synspunkter for at gøre folk klogere. Altså det modsatte af det flydende ”det er bare sådan mit rod ser ud lige nu, og det kan du sikkert relatere til, fordi vi er fælles om at være almindelige”.
 
Men i dag er det nok at sige bare et eller andet på en blog eller i en facebooktråd – uden overvejelse om, hvad man vil sige med sin ytring, hvor man vil hen, og hvorfor man overhovedet ulejliger folk. Alle kan blande sig på nettet uden at leve op til normalt gældende kommunikationsstandarder. 
 
 
Undskyld, at jeg er ekspert
Lad os nu sætte Fies indlæg til eksamen. Havde det været min vejledningssession eller eksamination, ville mit første spørgsmål til bloggeren have været: Hvor vil du hen med dit indlæg? Hvorfor skal vi overhovedet vide det her, og hvad berettiger dig til at mene noget om dette emne? Er du indretningsekspert eller modeekspert, og hvad er din uddannelsesbaggrund eller dit autodidakte CV, som gør lige netop dig interessant og værd at lytte til?
 
Det sproglige indhold af denne type ytringer og deres manglende ekspertperspektiv spiller op ad en diskurs i tiden om, at alle skal være lige gode. Alle skal have talent, de færreste må være eksperter – faktisk blev eksperterne skammet ud under tidligere statsminister Fogh Rasmussen, der i sin nytårstale omtalte deres funktion som et ”vælde”.
 
Der tales ustandseligt om talent som en slags modtræk til solidt oparbejdet ekspertise. Enhver kan deltage i X Faktor, som skal blive ved at køre, uagtet at vores land er så lille, at der nødvendigvis kun kan være en vis mængde interessant nyt talent at opdage. Som nødvendigvis må være fundet hurtigere end i et større land som f.eks. Storbritannien.
 
 
Men hvorfor skal alting være lige godt? Hvorfor må der ikke være forskel på folk, når det er et faktum, at vi alle har forskellige evner og kompetencer, og at nogle arbejder hårdere end andre for at omsætte deres procent af talent til dygtighed, mens andre ikke har noget begavet at bidrage med, selvom de kan skrive det på en blog? 
 
Survival of the dumbest
Hvis de kommunikative og normmæssige rammer ekskluderes, og eksperterne dømmes ude, overtager den kommunikative junglelov. Her bliver alt lige godt – eller lige dårligt. Den, der råber højest i skolegården, vinder, og den der råber mest, bliver oftest hørt, uanset indholdets karakter.
 
Men hvornår var det lige, det blev passende at dele så megen information, som tidligere sorterede under privatlivets fred? Og for at gribe i egen facebookbarm: Hvorfor skal jeg se private facebookbilleder af professionelle kontakter, når jeg googler dem for at finde en mailadresse eller et fagligt resume på vedkommende? Behøver jeg informere mine perifere bekendte om, hvad jeg spiser til morgenmad, og skal jeg virkelig vide, hvordan andres børn ser ud med mæslinger, eller hvem i danseforeningen, der er blevet gift med hvem?
 
Man kan naturligvis takke nej til at se andres billeder af deres morgenmad ved at afholde sig fra Facebook eller ved at blokere alle madørerne. Men det er ikke det samme som, at billederne behøver blive uploadet i første instans. Hvorfor er der opstået en ytringskultur med at poste alskens mere eller mindre ligegyldige billeder og informationer om os selv, som til gengæld belønnes med likes eller shares?
 
Foto fra Facebook.
 
Følelsen af sammenhold og bekræftelse via deling af større eller mindre ligegyldigheder er åbenbart vigtig – på samme måde som det fatiske rod i natbordsskuffen hjemme hos Fie. Et bud på hvorfor disse ytringer kan interessere nogen er, at de får bloglæserne til at blive bekræftet i, at de eksisterer og er gode nok. Også selvom de hverken er filmstjerner eller har udrettet noget væsentligt såsom at bygge en bro eller undervise i grammatik, men bare går rundt og roder lidt i deres eget privatliv på samme måde som bloggeren gør det.
 
Et andet bud er, at blogindlæggene kan afværge en ensomhedsfølelse for dem, der føler sig som venner med Fie og kommer helt tæt på hendes liv gennem bloggen. Og så er der selvfølgelig den mulighed, at følgerne bare synes, Fie er interessant eller lækker. Altså det modsatte af at være ligeså almindelig som læserne eller seerne selv.
 
For vi bekræfter også med vores klik og likes, at afsender er god nok. Og det får måske afsenderen til at føle, at han eller hun er bedre end gennemsnittet – til trods for at kommunikationen udgiver sig for at være dette ”helt almindelige” rode-/mad-/mæslingeperspektiv - og den opmærksomhed får tendensen til at fortsætte med endnu flere ytringer under bagatelgrænsen.
 
Men bliver vi i virkeligheden ikke dummere af den slags information? Information som ganske vist kan fungere som hyggelig smalltalk (se lige billedet her af min nyvaccinerede kat / den omelet, som min kæreste lavede til mig i morges / jeg har ikke mere rent vasketøj), men som ret beset er tvivlsom, når det private lægges ud på diverse medier og læses ind i en slags oplysningskontekst? 
 
 
 
Foto fra Facebook.
 
Overvej dumpegrænsen
Som eksaminator eller censor kan man uddele karakteren minus 3 på 7-trinsskalaen. Det er en ufrivilligt komisk karakter, for hvordan kan nogen gå dummere ud, end de gik ind ad døren? På 13-skalaen var lavest mulige karakter 00 - her havde eksaminanden lært absolut ingenting - men på den tidssvarende skala er det talmæssigt og billedligt talt muligt at blive fordummet af at modtage eller videregive informationer.
 
En interessant fodnote er, at eksaminanden i gamle dage gik ind som den laveste karakter 00 og møjsommeligt arbejdede sig op ad skalaen via hårdt argumentatorisk arbejde. I dag går vedkommende i bedste X Factor-stil ind som et 12-tal og arbejder sig nedad på trods af en formodning om, at han eller hun som udgangspunkt er et kæmpestort talent med noget interessant at sige. 
 
Så tilbage til natbordsskuffens indhold: Man kan sige, at vi på samme måde går i kommunikativt minus, når ytringer får lov til at passere den bagatelgrænse, som vi ikke længere opererer med. Eksempelvis på Fies blog og i Metroexpress’ formidling af hendes læbeforstørrende indgreb. Ytringerne har ikke andet formål end at gøre opmærksom på sig selv. De bidrager ikke med nogen reel oplysningsværdi.
 
 
De tre gyldne spørgsmål
Som modtræk kunne man begynde med at stille sig selv følgende spørgsmål, før man delagtiggør verden i sine seneste oplevelser på eksempelvis sin blog, youtubekanal eller facebookside – eller andre af vores utallige medie- og kommunikationsplatforme:
 
  1. Er dette overhovedet vigtigt for mig at fortælle? Hvorfor skal andre vide, at det roder hjemme hos mig / jeg har løbet et maraton / min kat er blevet vaccineret / mit barn har fået lus / jeg er blevet forfremmet på arbejde / min kæreste har lavet morgenmad til mig? Og hvis det virkelig er vigtigt for mig at ytre:
  2. Er det da passende at dele denne information med: a) mine nærmeste i mundtlig sammenhæng som en form for deling af, hvordan det går i mit privatliv, b) med mit store netværk som en information om, hvem jeg er og opfatter mig selv som eller c) med hele verden som en slags generel oplysning til borgerne om samfundet? Og vigtigst af alt - før jeg trykker på knappen og deler:
  3. Tilfører jeg med min ytring en reel merværdi for modtagerne? Kan jeg argumentere sammenhængende for et givent perspektiv på dette emne, på en måde som giver modtager følelsen af at være blevet klogere på emnet eller sig selv? Uagtet hvor mange likes eller blogbesøg jeg måtte få for at meddele, at min bror kan drikke store mængder spiritus, eller at jeg har købt et hus i Gentofte?
 
Hvis vi alle begyndte at kigge mere kritisk på, hvor vores private retoriske bagatelgrænse ligger, ville vi givetvis ytre os mindre på alle vores mange kommunikationsplatforme - og forhåbentligt kun gøre det, når vi virkelig havde noget på hjerte og ønskede at gøre en forskel. På den måde ville det blive lettere at navigere i den stormflod af information, vi bliver tilbudt hver dag.
 
Og vi ville kunne få mere ud af vores overspringshandlinger og måske endda finde inspiration til næste faglige diskussion i netværket eller til en artikel til Kforum (nuvel, jeg skylder Metroexpress tak for irritation over læbefiller og natbordsskuffer.)
 
I håbet om, at ingen vil gå ud dummere, end de var, da de kom ind ad den elektroniske debatdør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også