Brian Laudrup, der godt kan fremstå knastør på dansk tv, folder sig mere ud i dette interview, hvor han både ser nostalgisk tilbage og samtidig giver en vurdering af det nuværende danske landsholds kvaliteter.  

 

Dubai er landet, hvor mange af tilskuerne til VM i fodbold i Qatar til november 2022 forventes at skulle bo. Landet er nabo til Qatar, hvor FIFA har besluttet, at VM skal afholdes. Derfor er det relevant og legitimt, at et dansk fodboldikon opholder sig der. Det er svært at mene noget andet, hvis man samtidig insisterer på at dække VM i 2022. 

 

Brian Laudrup er jo langt fra den første, der får turen. 

 

På samme måde gik det den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel, da han i 2018 arbejdede for det statskontrollerede russiske medie Russia Today, da der var fodbold-VM i Rusland.  

 

På samme måde som badmintonstjernen Viktor Axelsen blev kritiseret for at flytte til Dubai for at træne. 

 

Siden har medierne glemt kritikken af Axelsen. De skete cirka, samtidig med at han blev suveræn verdensmester. 
 

Og på samme måde som landsholdsspilleren Nadia Nadim blev kritiseret for at være ambassadør for slutrunden i Qatar. 

 

 

Lad os vende tilbage til den kraftfulde case Berlin. 
 
Dagen efter citatet, der indleder denne klumme – den 2. august 1936 – har Berlingske Tidende en forsideartikel, der hylder åbningsceremonien i Berlin. Her fremhæves Adolf Hitler som "nationens afgud", og i overskriften lyder det ligefrem: 
 
"Da Hitler ankom til Stadion, holdt det op med at regne". 
 
Igen ser vi den magiske evne, som danske medier har formået at bevare og ligefrem udvikle siden, at man sagtens kan være begejstret i reportagen i øjeblikket, selvom rammerne ideologisk set er dybt kvalmende. 

 

 

Det kommer også til at ske i Qatar, for det er præmissen for sportsjournalistik, at den formidles gennem følelser. Enten skal vi begejstres. Eller vi skal være skuffede. Men vi skal ikke forstå verden. 
 
Dagbladet Politiken holder sig heller ikke tilbage, da legene i Berlin skal beskrives for læserne. Den udsendte korrespondent Povl Sabroe fortæller begejstret om mødet med Berlin: "Man fristes næsten til med Hr. Lenke at slutte - Heil Hitler!" 
 
Selv Socialdemokraten, der ellers havde været imod dansk deltagelse i legene i Berlin, lader sig imponere og kritikken forstumme: 
 
"Tyskernes Evne til at stable et imponerende Arrangement paa benene vil fejre Triumfer. Uforglemmelige øjeblikke bliver skabt paa Olympia-Stadionet uanset al Politik og Tysklands Forsøg paa at drage Nytte af de olympiske Lege som Reklame for Nazismen." 
 
Der sniger sig altså trods alt en vis bevidsthed ind om, at Tyskland nok bedriver propaganda for en ideologi, vi som danske ikke kan tilslutte os. Men herfra og til at tale om at tage faglig konsekvens af omstændighederne er der meget langt. 
 
Berlingske priser sig da også lykkelig over, at verdenssamfundet og Danmark deltager i legene. 
 
 ”Ikke blot er denne Boycot ikke blevet til noget, men Olympiaden i Berlin er blevet den største i Legenes Historie baade hvad Antallet af deltagende Nationer og Sportsmænd angaar - og det er kun godt!"  

 

 

Da det kommer frem, at Brian Laudrup har været i Dubai, der ligger i Forenede Arabiske Emirater, falder beslutningerne hurtigt i den danske medieverden. 
 
B.T. fyrer op under kampagnen med overskriften: ”Brian Laudrup i seng med Dubai: 'Det her er stedet, du skal være”. 

 

Brian Laudrup forklarer ganske fornuftigt B.T., at det jo er FIFA, der har valgt, at Qatar skal være vært for VM. Han bevarer roen: 

 

”Så det må i høj grad være op til dem at tage ved lære af den debat, som værtskabet har skabt. Som de fleste i vores del af verden, synes jeg selvfølgelig også, at vi mennesker skal behandle hinanden ordentligt - ingen tvivl om det.”  

 

Her nailer Laudrup reelt debatten og retter lyset det eneste rigtige sted hen: Hvem har ansvaret for udpegelsen af Qatar som værtsnation? Underforstået: Selvfølgelig kan frie mennesker rejse derhen, hvor verdens sportsorganisationer på demokratisk vis har besluttet, at et af verdens største og mest promoverede arrangementer skal afholdes. 

 

 

Men den logik bider ingen på. Der er ingen klik i så dyb en refleksion. Og alle ved jo, at det er umuligt at hive en citatvenlig udtalelse ud af FIFA. Derfor: Vi kanøfler Laudrup!                

 

TV 2 er først ved håndvasken. Kampagnen for Dubai stemmer ikke overens med jobbet som fodboldekspert, lyder forklaringen. 

 

Det er et såkaldt kommunikeret svar. For hvad menes der i virkeligheden? 

 

Der mangler helt åbenlyst nogle opfølgende spørgsmål i artiklen. Det første må lyde: 

 

”Hvorfor er det ikke foreneligt med tjansen som ekspert, at Brian Laudrup deltager i en reklame for en by, der ikke er en del af et fodboldarrangement, som FIFA står bag, og som TV 2 vil dække?”  

 

Der er måske lidt mere substans i forklaringen fra Politiken, der også opsiger et samarbejde med Brian Laudrup.  

 

“I en situation, hvor han reklamerer for VM i Qatar via VisitDubai, er det for uforeneligt med vores standarder for kritisk og uafhængig journalistik, som selvfølgelig også gælder vores dækning af VM i Qatar”, lyder forklaringen fra Politiken. 
 

Logikken i forklaringen fra Politiken synes at være, at Laudrup bliver inhabil, fordi han mod honorar og ferieophold i Dubai optræder i en video med Visit Dubai, og samtidig skal dække VM i det nærtliggende Qatar. 
 

Det er et dumt ræsonnement. 
 

De to roller har jo intet med hinanden at gøre. Laudrup er en prominent rejseguide i videoen, men det kan jo ikke smitte af på hans kommentering af gode indersider og dybe stikninger, der jo ikke rummer en forventning om dyb systemkritik. 
 

Derfor er det en logik, der ikke holder. Det opfølgende spørgsmål, der selvfølgelig ikke bliver stillet til avisens egen chefredaktør, ville lyde: 
 

”Prøv at forklare, hvorfor Laudrup ikke kan kommentere en fodboldturnering i Qatar, fordi han har anprist udsigten i Dubai?” 
 

Og videre kunne man spørge de to medier: 
 

”Er I ikke selv med til at legitimere ikkedemokratiske stater, der undertrykker menneskerettighederne, ved at transmittere og dække stævnet?” 
 

”Hvis I mener, at det er så forkert at have relationer eller forretninger med Qatar, hvorfor har I så købt rettighederne til kampe, der sikrer Qatar enorm reklameværdi?” 
 

”Hvad tror I har størst værdi for regimet: At FIFA har valgt dem som værtsland, og at kampene transmitteres til hele verden – eller at Laudrup besøger Dubai?” 
 

Svarene blæser i vinden. Det har de gjort siden 1936. 

 

Både TV 2 og Politiken indtager i virkeligheden frelste positioner, sandsynligvis, fordi de frygter en shitstorm i medierne, hvis de ikke siger fra. De kaster dermed Brian Laudrup under bussen på et meget spinkelt grundlag.  

 
Begivenheden er publicistisk og kommercielt så vigtig for de to medier, at de ikke kan forfølge deres principper selv. Derfor er fravalget af Laudrup en rituel ofring, som fremstår uskøn og dybt dobbeltmoralsk.  

  

Den egentlige fare og det egentligt kritisable er ikke, at enkelte sportsfolk rejser til lande, som flertallet mener er ideologisk afsporede. Det er derimod det totale fravær af refleksion over, hvordan selve arrangementets afholdelse altid vil være et led i promoveringen af den ideologi, vi er imod. 

 

Men den tv-station, der har rettighederne og har betalt dyrt for dem, er oftest meget lidt tilbøjelig til i selve sportsreportagen at tale begivenheden imod. 
 

TV 2 taler ikke doping, når de rapporterer fra landevejen i Frankrig; de taler om muligheden for dansk sejr og danskere i trøjer, der signaler sportslig gevinst. 

 

Lad og vende tilbage til det udmærkede historiespeciale, der har givet denne klumme et perspektiv, der rækker tilbage til det første sportsarrangement, der blandt andet gennem tv-dækning blev en enorm reklamesøjle for det nazistiske Tyskland. 

 

Konklusionen lyder blandt andet:  

 

”I aviserne Berlingske Tidende, Fyns Tidende, Jyllands-Posten og Politiken kan der ikke ses artikler med fokus på en boykot af olympiaden i Berlin. I disse aviser findes der tydeligt en holdning om, at sport og politik ikke skal blandes sammen.”  

 

 

Og resten af konklusionen ligner næsten en spådom om, hvordan det vil komme til at gå med VM i Qatar. Kritikken vil forstumme, mens bolden ruller. Nu vil vi begejstres: 

 

”Dermed kan det altså ses, at de aviser, der var kritiske før olympiaden, bliver mindre og mindre kritiske, som olympiaden skrider frem, mens de aviser, der ikke vil blande sport og politik, fortsætter med denne tendens i løbet af legene og ligefrem hylder, at boykotten ikke blev til noget.”  

  

Med andre ord er mediernes kritik af sportsfolk, der optræder for nationer, der er konsensus om, at vi ikke kan lide, snarere udtryk for, at det er en god historie, end det egentlig viser noget kritisabelt.  

 

Det er en spekulation i en forventet folkestemning, som man som journalist ikke kan overkomme at skrive op imod. 

 

Her ligger det sande problem i placeringen af store sportsarrangementer i kritisable regimer. 

 

Slutresultatet vil altid være en konsolidering af det system, man burde kritisere. Så fri os for disse rituelle slagtninger af sportsfolk. Det ændrer intet. 

 

Hvis du er imod, så bliv hjemme.