Kforum

Hvad kan identitetspolitik lære os om coronakrisen?

Identitetspolitik og forsøgene på at mindske smitten handler begge om at ændre andres adfærd til det fælles bedste. Meget tyder dog på, at offentlig udskammen og løftede pegefingre ikke altid er det mest effektive; fy-retorikken er ikke kuren mod corona. Men hvordan i alverden skal vi så få dem, der ikke kan holde sig væk fra caféerne, til at fatte situationens alvor?
af Silas L. Marker
#StayTheFuckHome. Sådan lyder det vrede hashtag-opråb, der i øjeblikket pryder tusindvis af profilbilleder. Adskillige debatindlæg, tweets og Facebookopslag starter eller slutter med et surt og afmægtigt ”Så fat det dog”, ”Stop dog!” eller ”Tag jer sammen!” – ofte endda med Caps Lock. Måske i håbet om, at budskabet går bedre ind på den måde.
 
Selv de store aviser går med på retorikken med et ”Stop dig selv!” i Politiken og et ”Så fat det dog!” i Århus Stiftstidende.
 
Den aggressive og desperate tone afspejler situationens alvor, og hvordan nogen tager den mere seriøst end andre. Fjernsynet fortæller, at flere bliver smittede, at folk dør, og at det især går ud over de svageste. Men kigger man ud ad vinduet, kan man se folk hygge sig i store grinende grupper og drikke rosé ved Søerne. Ungdommen nu til dags.
 
 
På mange måder ligner den offentlige samtale om coronavirussen vores diskussioner om identitetspolitik, der i Danmark (ofte uberettiget) kaldes ’krænkelsessager’. Især den feministiske og antiracistiske af slagsen.
 
Tænk på debatten om ’mexicanerfester’ på Københavns Universitet, kritikken af Djurs Sommerlands ’hottentotkarrusel’ eller shitstormen mod DSB’s kønsstereotype piktogrammer. Essensen i den slags sager er, at nogle mener, at nogle andre handler forkert. Med en fy!-retorik i et offentligt opråb forsøger man så at ændre syndernes adfærd og holdninger.
 
Præcis som, når man siger: Tag dig sammen, og bliv hjemme til krisen er overstået!
 
Derfor er spørgsmålet, om debatterne om identitetspolitik kan lære os noget om retorik og adfærdsændringer her i coronakrisen? Det skal vi se nærmere på nu. Vi starter selvfølgelig med at se på fy!-retorikkens formål.
 
Corona-callouts
Det oplagte formål med fy!-retorikken er, at man gerne vil have, at folk gør, som man siger. At Facebookbrugere, der støder på et #StayTheFuckHome, tager budskabet til sig, tænker sig om og bliver derhjemme. 
 
 
Fy!-retorikkens offentlige, løftede pegefingre svarer til det, man i venstreorienteret identitetspolitik kalder et callout: en offentlig kritik af en bestemt person, organisation, virksomhed eller adfærd, typisk for at være sexistisk, racistisk eller på anden måde diskriminerende.
 
H&M blev for eksempel called out, da de iførte en sort dreng en trøje med teksten ”Coolest monkey in the jungle.” Callouts kan udvikle sig til deciderede shitstorms, der i de succesfulde tilfælde får deres mål til at tænke sig om og sågar sige undskyld og gå offentlig bodsgang.
 
Hvor identitetspolitiske callouts går på sexister, racister og homofober, retter corona-callouts sig imod ”alle jer, der drikker rosé ved Søerne!”, ”jer på caféerne, der åbenbart mener, at jeres latte er vigtigere end menneskeliv” og ”dem, der hamstrer i butikkerne og åbenbart ikke fatter, at Mette Frederiksen med ’vi skal handle nu’ ikke mente: ’Vi skal handle i Netto nu’.”
 
 
Corona-callouts kan i visse tilfælde også få folk til at tænke sig om – om ikke andet retrospektivt. Men ligesom identitetspolitikkens callouts, kan de også have den modsatte effekt på folks adfærd og bidrage til et mere polariseret og ubehageligt debatmiljø – måske en decideret callout culture.    
 
Generelt hader vi det, når andre løfter pegefingeren og fortæller os, at der er noget, vi ikke må. De identitetspolitiske debatter starter som regel med, at nogen siger ”det må du ikke.” Tænk for eksempel på krav som ”hvide mennesker må ikke have dreadlocks”, ”du må ikke sige ’neger’” eller ”stop med at lave blondinevittigheder.”
 
Uanset om det er fornuftigt og godt for samfundet eller ej, sker der en begrænsning af nogens frihed. Før måtte man have dreadlocks, sige n-ordet eller lave sjov med blondiner, men det kommer der nu nogen og afgør suverænt, at man ikke længere må.
 
Intet kunne være mere provokerende for et voksent menneske, og derfor reagerer mange hårdt med beskyldninger om ”krænkelseskultur” og ”tankepoliti”. At gøre ”det forbudte” bliver endnu sjovere, fordi det nu er et slags edgy oprør, en kulturel frihedskamp.
 
Det involverer en tabserfaring for den enkelte, også selv hvis det gør samfundet bedre som helhed. Det er præcis det samme, der er på spil, når nogen fortæller os, at vi nu ikke engang må drikke en øl i ikke-coronasmittede venners lag.
 
Selv folk, der godt kan se det fornuftige i at blive hjemme på et samfundsplan, kan blive provokerede på et individuelt plan. Måske gør de derfor det modsatte af, hvad der var formålet med calloutet. 
 
Med andre ord: De, der ikke har fattet det endnu, fatter det ikke, fordi du skriver ”fat det dog.” Der skal mere til.
 
 
Sanitær wokeness og alle os, der bliver hjemme og vasker hænder
Det andet mulige formål med fy!-retorikken handler mere om afsenderen end om modtagerne. Fy!-retorik kan fungere som det, den britiske sprogfilosof John Austin (1911-1960) kaldte en performativ talehandling.
 
Her falder effekten sammen med dens udsigelse. Som performativ talehandling kan udsigelsen af et ”fy!” være med til at forme afsenderens (gruppe)identitet. Afsenderen italesætter sig selv som en del af et os. ‘Os’, der tager situationen alvorligt – i modsætning til et ‘dem’, der ikke gør det.
 
Undtagelsestilstanden indstifter nye normer for rigtigt og forkert. Hvor vi i de identitets- og værdipolitiske debatter taler om ”politisk korrekthed”, har coronakrisen indstiftet en hygiejnisk korrekthed. I langt de fleste kredse er det ikke længere velanset at tage til store fester eller på anden måde udsætte sig selv og andre for smittefare.
 
De færreste kunne finde på at tweete noget i retning af ”Jeg skider på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og jeg er stolt!” Selv ikke dem, der faktisk gør det. Det bliver stadig mere skamfuldt og socialt uacceptabelt ikke at være hygiejnisk korrekt, omend det ikke medfører, at alle er det i praksis.
 
Hvis man ændrer sit profilbillede til et #StayTheFuckHome-badge eller skriver en lang statusopdatering, hvor man opfordrer folk til at tænke sig om, signalerer det, at man er en del af det kloge, hygiejnisk korrekte selskab.
 
I den forstand er det næsten symbolsk, at det lyserøde Facebook-badge placeres på ens profilbillede.
 
Det er altså Facebookbrugerens ansigt udadtil, der sættes i fokus; det handler om en selv. At gøre brug af fy!-retorik viser, at man er en af dem, der ikke har behov for selv at blive udsat for den. Man har tænkt over det og er sanitært woke.
 
Med et badge til dit profilbillede kan du vise alle dine venner, at du er sanitært woke.
 
Talehandlinger skaber både fællesskaber og fjendskaber. Mens man pligtskyldigt holder distance til andre mennesker i supermarkedskøen, kan fy!-retorikken både bevidst og ubevidst skabe social distance mellem os, der bliver hjemme og vasker hænder, og dem, der ikke kan eller vil fatte situationens alvor.  
 
Denne strategi kan også give bagslag. Fra debatter om identitetspolitik kender vi udtrykket virtue signalling, der, ligesom udtrykket ’politisk korrekt’, for det meste fungerer som et lettere nedladende udtryk for folk, der gør det gode primært for, at andre skal se det.
 
Det bruges både af antifeminister, der kritiserer feminister for at være for hellige, og af feminister, der kritiserer andre feminister for at gå mere op i, hvordan de tager sig ud end rent faktisk at kæmpe kampen.
 
Mens man gør det gode og viser det – for hvorfor ikke, når man nu alligevel mener det – og høster en masse likes på det fra ens med-hygiejnere, kan det provokere andre til at gøre præcis det modsatte.
 
Man vil jo ikke ligge under for tidens hygiejnisk korrekte elite, der har så travlt med at have – og skilte med – deres ”rigtige” adfærd.
 
 
Den hygiejniske korrekthed åbner, ligesom corona-callouts, op for skabelsen af modidentiteter; dissidenter, der nægter, alene fordi alle andre er så irriterende hellige.
 
Den positive fortælling
Den gode nyhed er, at begge effekter – at ændre folks uønskede adfærd og skabe en gruppeidentitet – kan opnås på andre måder. Også her kan vi lære noget af de identitetspolitiske kampe.
 
Identitetspolitik handler ofte om minoriteter eller undertrykte grupper, som majoriteten skal tænke på, inkludere eller tage hensyn til.
 
Disse kampe bliver dog oftest først for alvor succesfulde, når de identitetspolitiske bevægelser lykkes med at foretage, hvad den argentinske filosof Ernesto Laclau (1935-2014) kalder en hegemonisk operation: at italesætte de partikulære spørgsmål (kampen for de få) som universelle spørgsmål (kampen for os alle). Når minoritetens interesser bliver hele menneskehedens interesser.
 
Hvad kan du gøre i din corona-kommunikation? Her er et par tips.
 
Fra fy! til hurra! Fremhæv det fede ved at blive hjemme i stedet for den begrænsning, det indiskutabelt er at være lukket inde i sit eget hjem.
 
Flere er allerede gået fra fy!- til hurra-retorik: Ved siden af de mange løftede pegefingre og formaninger kan man på de sociale medier og i dagbladene finde et overflødighedshorn af gode råd om, hvordan man ikke bare får tiden til at gå, men decideret får noget positivt ud af at blive hjemme, som man ellers ikke ville have fået.
 
"Det er uundgåeligt ikke at blive vred og apatisk af, at alt for mange har en laissez faire-holdning med sygdom og død for deres medmennesker til følge."
 
Universalisér det partikulære. I coronakrisen er det (modsat i identitetspolitiske kampe) majoriteten, der skal overbevise minoriteten om at ændre adfærd. Denne minoritet handler dog, som den gør, af samme årsag som majoriteten i identitetspolitiske spørgsmål: Den kan være ligeglad (i hvert fald ifølge den selv).
 
Hvis man ikke er bange for virussen og alligevel ikke har tænkt sig at besøge sine bedsteforældre, er det nemt at se bort fra anvisningerne og holde stor fødselsdagsfest. Derfor: Fokusér på, hvordan dit budskab er en naturlig del af det fælles gode, vi alle gerne vil opnå.
 
Fra ”os mod dem” til ”vi”. Skab identiteter og fællesskaber ud fra den fælles situation i stedet for at pege fingre ad de andre. Gå fra ”alle os, der følger reglerne” til ”alle os, der har det megafedt med endelig at have tid til at lære at spille mundharmonika”.
 
Eller endnu mere opbyggeligt, brug undtagelsestilstanden til politisk organisering, gensidig hjælp og etablering af de fællesskaber, det jævnligt med bevingede ord siges, at vi kan bruge krisen til. Folk vil gerne følge de nye normer, hvis det lukker dem ind i et positivt og givende fællesskab. Især hvis fællesskabet kan leve længere end virussen.
 
Selvfølgelig skal vi ventilere …
Fy!-retorikken er hverken uforståelig, moralsk forkastelig eller helt ubrugelig. En oplagt årsag til at bruge fy!-retorik er at ventilere og komme af med sine berettigede indebrændte følelser.
 
 
Det er uundgåeligt ikke at blive vred og apatisk af, at alt for mange har en laissez faire-holdning med sygdom og død for deres medmennesker til følge. Især, når man selv går meget op i at standse smitten.
 
Og når man nu ikke kan brokke sig til kollegerne ved kaffemaskinen på ens nedlukkede arbejdsplads, og hvis ens familie efterhånden har fået nok af at høre på ens forbandelser, hvor skulle man så ellers lukke luft ud, hvis ikke på sociale medier?
Derfor er denne analyse heller ikke ment som en moralisering endsige en løftet pegefinger over for de mange løftede pegefingre.
 
… men der er brug for noget mere
Ikke desto mindre har fy!-retorikken brug for at blive suppleret af en positiv fortælling. Voksne mennesker kan ikke lide at blive talt ned til, og især her i jantelovens land bliver vi trætte af at høre på (folk, vi opfatter som) selvgode virtue signallers.
 
Til gengæld har vi gennem vores fælles historie i andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, højskolerne og foreningslivet i almindelighed lange traditioner for at organisere os i opbyggelige, forpligtende og konstruktive fællesskaber, der ikke siger ”fy!”, men derimod ”kom og vær med.”
 
Måske pandemien kunne bruges til noget i den dur?
 
Slutnote
Hvis du interesserer dig mere for identitetspolitik, og hvordan de ofte stærkt polariserede identitetspolitiske debatter kan gøres mere opbyggelige, har jeg skrevet en bog om emnet sammen med min kollega Vincent F. Hendricks. Bogen hedder Os og dem. Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter og udkom på Gyldendal sidste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs