Ve den, der ikke spritter

Den bedste løsning er social distance. Total kropslig afstand. Den næstbedste løsning er hygiejne, hvilket man har lært på den hårde måde i den medicinske historie. Hvor det værste sted, man kunne havne, var på hospitalet, for dér levede vira og bakterier i bedste kår. I slutningen af 1800-tallet var Pasteur nærmest en rockstjerne for at have identificeret de små krabater.

Louis Pasteur opdagede blandt andet mikroorganismer.

Hygiejne er ikke rocket science

De gode hygiejneråd er ligefremme og simple: Vask dine hænder tit, og brug håndsprit; host, eller nys i dit ærme, undgå håndtryk, kindkys og kram, og begræns den fysiske kontakt i det hele taget; vær øget opmærksom på rengøring, og hold særlig afstand til ældre og svagelige.

De gode råd er hverken nye eller anderledes. Men de sociale konsekvenser ser anderledes ud nu, når folk er særligt opmærksomme. Som fx, at håndsprit hamstres. Men socialt ses en ny normativitet. For ve den, der ikke spritter.

Håndsprit bliver stjålet.

Sneeze-Shaming

Ve den, der kan finde på at snøfte eller pudse næse i S-togs kupeen eller bussen. Pludselig står alle af ved næste stop. Selvom løbende næse ikke engang er et udpræget symptom på coronavirus.

Fra Mashable

Hygiejnenormativitet

Det kommunikativt interessante er, når vi går fra sundhedsdiskursen til socialdiskursen. Når coronavirussen ikke længere alene tematiserer de rette sundhedsmæssige forholdsregler omkring hygiejne, men slår over i en sanktionerende social kontrol som normativitet.

Normativitet er et teoretisk yndlingsord for poststrukturalister og queer theory, typisk fremhævet som problemet med heteronormativitet; altså de, der mener, at køn er et binært faktum (mand/kvinde).

Problemet med normativitet er, at den skaber stærke sociale normer og social stigmatisering for dem, der ikke kan/vil tilpasse sig normen. For en transkønnet er heteronormativiteten begrænsende.

Man kan så spørge, om hygiejnenormativitet som stærk social kontrol og norm er et problem eller en løsning.

Masken er blevet det ypperligste symbol på hygiejnenormativitet; en måde at beskytte sig på med høj symbolsk værdi.

Hygiejnenormativitet og sociale normer

Vi ser de nye normer opstå i det små. Folk ved godt, at smitten sidder i hænderne. Hånden som ondskabens rod. Hånden som kilden til smitte. Fra det ypperligste værktøj, vi har på kroppen, til den klammeste smittebærer. Så alt, hvad der er håndbaseret, er den største fjende af den hygiejnenormative diskurs.

Hvad har du rørt ved? Kan du så spritte. Og vi ved, at sociale normer internaliseres og hurtigt bliver til nye selvfølgeligheder. Snart er håndtrykket en saga blot.

Ve den, der hoster i metroen. Selvom de informerer om, at det er helt sikkert at rejse med dem. Men det er allerede oldnews. For nu opfordres til, at man ikke rejser i myldretrafikken.

Nu bliver der kigget ondt på en, hvis man glemmer at spritte hænderne før, man går ombord i kantinefrokosten.

Nu står nøddeskålene fyldte tilbage efter et møde, mens kaffen drikkes tør, og deltagerne lurepasser på hinandens hænder.

Nu husker alle pludseligt at bruge et viskestykke til at holde brødet, før det skæres.

Nu føler man, alle kigger skrækslagen, hvis man rør sit eget ansigt (self / face touch).

Nu tager ingen længere fat i trappegelænderet, når de kæmper sig op mod 4. sal.

Nu åbnes døre med albuen, og telefonen afsprittes desperat (og ødelæggende).

Nu giver partneren strenge ordre om at bringe spritten med i arbejdstasken, før man kaster sig ud i den offentlige trafik.

Nu får børnene et ekstra højrøstet: “Har du vasket dine hænder?”, før de sætter sig til bords.

Ve den stakkel, der hoster og snøfter i metroen. De hurtigt skulende blikke siger alt.

Ve den, der bliver taget i ikke at vaske hænder; også en god mulighed for influencers til lige at markedsføre egne produkter.

Sanktionering og stigma

Konsekvensen af hygiejnenormativiteten og tilhørende nye sociale normer er stigmatisering. Normativitetens magtudøvelse er altid stærkest i de små dagligdags situationer.

I det meste af Asien betragtes det nu som meget uhøfligt ikke at bære maske. Det er et rent udslag af hygiejnenormativitetsløsrevede facts, fordi ingen anbefaler masker til raske mennesker.

Betragtet i et foucauldiansk normativitetskritisk perspektiv er disse normer (eller dispositiver) nogle mekanismer, der skaber og vedligeholder magtudøvningen gennem social implicit kontrol.

Vi er alle ofre for disse nye normer om hygiejne, hvilke får os ret ubemærket til at ændre adfærd og stigmatisere dem, der er ikke er “normale”. Social stigma, som Goffman også beskrev det.

Tandlægen i Græsted tager ingen chancer.

Fra stigma til diskriminering

Men stigmatiseringen har det også med at bevæge sig uhindret fra enkelte cases til ulogisk generalisering. Som ideer om, at bare, fordi man ser kinesisk ud, så er man også en uren smittebærer. Herfra er faktisk ikke langt til en racistisk normativitet som ukritisk og tit også uerkendt ideologi.

Hvem kan se sig fri for ikke at kigge en ekstra gang efter kineseren, med mundbind, der hoster i metroen? Der melder sig xenofobi og antiasiatisk racisme.

New York Times videregiver kinesernes oplevelser: stigmatisering.

Sociale normer som det offentliges bedste gratis adfærdsøkonomiske kampagne

På den anden side er det måske netop denne normativitet – “Sprit dine hænder, eller bliv socialt ekskluderet” – der kan sikre os mod hurtig smitte, der vil overbebyrde sundhedsvæsenet.

Det er jo et drømmescenarie for adfærdsøkonomien. Nudging, der ikke koster en øre. Social kontrol er et nøgleparameter i social norm-teori, der med et effektivt greb får os alle til at gøre det ønskværdige (set fra statens /folkesundhedens side).

Som kampagnestrategi kaldes det social proof. Det handler om at kommunikere det, der er normen i stedet for at kommunikere forbud.

Så i stedet for at sige, at man ikke bør mødes i større forsamlinger, så kan man fx kommunikere, at 90 % faktisk allerede holder sig hjemme og ikke mødes med andre. Vupti. Sociale normer er skabt og kommunikeret, og ønsket adfærd opnået.

Arbejdspladser landet over tager deres forholdsregler.

Magt avler modmagt

Problemet med nye stærke sociale normer, der tvinges ned over os, er, at de avler modstand.

Ligesom heteronormativitet skaber kritisk teori og aktivisme, ser vi også så småt, at hygiejnenormativitet skaber aktivistisk modstand i det små. Opgør mod social afstand og det stupide i visse retningslinjer.

Når fodbolddrengene og håndboldpigerne får at vide, de ikke må lave highfive efter en kamp, hvor de alligevel har været kropsligt meget tætte, så gør de det alligevel som den lille mands modstand mod systemet.

Når jyske spillesteder får at vide, de skal aflyse, så afviser de med vanlig jysk sindighed og siger, at det har de ikke fantasi til.

Mod folkedybets bedreviden er det som Don Quijotes kamp mod vindmøller.

Når din mormor får brug for en respirator

På hygiejnenormativitetens plusside er det faktum, at der nok samlet set vil blive lagt mindre pres på sundhedsvæsenet hvis alle blot indordner sig. Og så kan det være, at der er en respirator ledig, når din mormor får brug for den.