El-skam: tyveri at oplade telefonen på arbejdet?

Frederiksberg Kommune havnede i en uheldig situation, da en mail blev lækket, hvor der stod, at opladning af mobil, iPad og batterier til elcykel og lignende blev anset på linje med tyveri. Småligt, umoderne og potentielt bekosteligt mener kommunikationsrådgivere.
Kforum har tidligere skrevet om blackout-branding og el-skam, hvor det seneste skud på stammen nu åbenbart er opladningsskam, som skal anses som tyveri.
 
I hvert fald ifølge Frederiksberg Kommune, hvor et maillæk, som K-News er kommet i besiddelse af, beskriver, at opladning af eksempelvis telefon eller iPad på arbejde er tyveri af strøm
 
"Jeg kan forstå, at der er enkelte medarbejdere, der oplader deres private elcykler, løbehjul, diverse batterier til telefoner, iPads og lignende. Det er ikke tilladt – faktisk på linje med tyveri," skrev Ole Philip, afdelingschef for Frederiksberg Kommunes gartner- og vejservice, i mailen.
 
Til K-News forklarede Ole Phillip, at mailen er sendt, fordi Frederiksberg Kommune skal spare på energien, og han ikke mener, at batteridrevne privatejendele, som ikke skal bruges i forbindelse med arbejdet, skal lades op på kommunens regning.
 
"Jeg kan jo heller ikke bare sige, at nu er dieslen dyr, så bruger jeg bare kommunens dieseltanke til at fylde min bil op," udtaler han til mediet.

Mellemledere skal på kommunikationskursus

Kforum har talt med to kommunikationsrådgivere, der ikke er imponerede af kommunikationen i kommunen. 
 
"Det virker voldsomt at sætte lighedstegn mellem tyveri og opladning af ens telefon eller elcykel. Det kan man ikke gøre. Det kommer til at virke småligt, umoderne og kan koste kommunen mere end de håndører, de sparer på strømmen i mistet engagement og tillid fra medarbejderne," mener Jonas Bladt Hansen, kommunikationsrådgiver med speciale i intern kommunikation, og uddybber:
 
"Frederiksberg Kommune opnår et imagetab, der kan gøre det sværere at fastholde og rekruttere medarbejdere, når man lægger tonen sådan an."
 
 
Jonas Bladt Hansen er ikke imponeret af den interne kommunikation i Frederiksberg Kommune. Foto: LinkedIn
 
Bjarne Rostbøll Christiansen, underviser i ledelse og kommunikation på Cphbusiness, mener, at det tydeligvis er en mellemleder, der ikke er vant til at kommunikere.
 
"Man skal ikke beskylde sine medarbejdere for tyveri. Især når der er tale om telefonopladning, hvor telefonen for de fleste er et arbejdsredskab. Problemet er, at den mail vil stå på skrift for evig tid. Han kan ikke løbe fra den. Det viser, at mange mellemledere uden kommunikationsfaglighed og -ekspertise godt kunne bruge mere uddannelse," siger han.
 
Jonas Bladt Hansen mener også, at tonen i kommunikationen er skudt ved siden af.
 
"Nu ved vi ikke, hvad der ligger forud for mailen, men det kunne lyde, som om alle får kollektiv skideballe for noget, få gør. Det er ikke smart at være rigid og smålig, hvis man forventer fleksibilitet fra sine medarbejdere. Så kunne de jo omvendt spørge, hvorfor de skulle bruge strøm på at besvare et opkald fra chefen. Der skal man ramme den rigtige tone i kommunikationen, hvis man ikke vil miste fleksibiliteten," siger han.
 

Rigide regler kan backfire

Kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune, Stig Henneberg, har efterfølgende trukket i land i et skriftligt svar til TV 2 Lorry, hvor han erkender, at tonen i mailen er "i lidt firkantede vendinger".
 
"Frederiksberg Kommune har ikke egentlige retningslinjer for medarbejderes opladning af privat udstyr på arbejdspladsen. Vi ønsker ikke rigide regler, men sund fornuft og en fleksibel tilgang, der tager hensyn til medarbejdernes dagligdag," siger han.
 
Bjarne Rostbøll Christiansen opfordrer mellemledere til at uddanne sig yderligere inden for kommunikation. Foto: Cphbusiness
 
Bjarne Rostbøll Christiansen mener, at man skulle have kommunikeret anderledes fra start af.
 
"Man kan accelerere konflikten eller deeskalere den med sin kommunikation. Han skulle have talt med medarbejderne selv eller have snakket med andre ledere om en fælles holdning, så man leder på tværs og kordinerer holdninger. Denne sag understreger, at mellemledere har brug for kommunikationsuddannelse, så disse situationer ikke bliver blæst op så meget, at vi to nu taler om det," siger han med henvisning til undertegnedes henvendelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også