Frank og konens nej til femi-revolutionen

Forløbet omkring Frank Jensens afgang har været alt andet end kønt. Allerede nu forestiller man sig, hvordan underviserne i krisekommunikation på landets højere læreanstalter allerede er i gang med at lave uddelingskopier af Frank Jensens undskyldningsshow, som er textbook material på what not to do, når krisen kradser.
af Anne Kirstine Cramon
I det hele taget har Frank grebet øvelsen med den offentlige undskyldning noget kluntet an. I sin første Facebook-post fralagde han sig faktisk decideret ansvaret for de situationer, der var vidnesbyrd omkring, og lagde i stedet ansvaret over på de krænkede kvinder. Det er hverken en stats- eller kommunemand værdigt, men dog erkendte han, at der var lidt om snakken, selvom ansvaret for det bestemt ikke kunne tilskrives Frank Jensen.
 
 
Der var tale om “episoder, hvor kvinder har følt sig krænket”, men ikke, hvor Frank var den aktive krænker. Der har været en “usund kultur” – men at omtale det som noget, der ligger uden for Franks ansvarsområde, virker bizart, når han selv var overborgmester og dermed øverste ansvarlige for hele arbejdspladsen.
 
Der var “episoder og detaljer, der var oplevet forskelligt”, men spørgsmålet er, hvor mange måder der egentlig er at opleve en våd og uvelkommen tunge i øret eller på halsen? Der var kvinder, der havde “oplevet”, at Frank Jensen havde overskredet grænser, men intet om, hvorvidt han faktisk også ville tage ansvar for at have gjort det. 
 
At skabe distance til det, der er sket, er en måde at iscenesætte sig selv som offer, og i det hele taget er Franks manglende selvrefleksion over sig selv og sin adfærd på Københavns Rådhus det, der glimrer allermest ved sit fravær.
 
Frank forsøger dog at styre fortællingen om sig selv og griber en del muligheder for at kommunikere sin egen side af sagen i de danske medier i et forsøg på at komme af med ansvaret for sin egen redelighed.
 
Den 24. oktober siger han til Berlingske, helt modsat sit Facebookopslag fra otte dage tidligere, hvor han erkendte, at der var nogle sager på ham: 
 
“Jeg er blevet beskyldt for, at jeg har kysset på øret eller slikket på halsen. Helt ærligt: Det gør jeg altså ikke. Det passer ikke. Og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg på den måde er kommet til at fremstå i et lidt komisk lys”. 
 
Det viste sig dog at være løgn. Det cementerede Annette Heick én gang for alle, da hun den 26. oktober i en klumme i B.T. afslørede, at hun også selv havde været offer for Frank Jensens øreslikkeri. 
 
Efter dette udsagn var der ingen, der kunne være i tvivl, for Annette Heick har absolut ingen aktier i hverken politik eller Socialdemokratiet.  
 
Derfor var hendes fortælling om, hvad der var sket til Øresundsbroens 10-årsjubilæumsfest, hvor hun under et fyrværkerishow blev slikket i øret af Frank Jensen, dét vidnesbyrd, der skrinlagde alle Frank Jensens undskyldninger. 
 
Og da otte af rådhusets ansatte fortalte, hvad de havde oplevet under en julefrokost tilbage i 2011, blev Franks sange fra de varme lande permanent og endegyldigt skudt ned. 
 
Den 26. oktober optræder Frank Jensen også i Aftenshowet, hvor han siger, at han også godt kunne have været sådan en borgmester, der havde valgt at sidde og gemme sig bag en lukket dør, men at han har valgt at være sådan en, der deltog i sociale arrangementer. 
 
Her siger han også implicit, at der ikke er en gylden mellemvej. Enten er du den røvkedelige borgmester, der sidder alene på kontoret og roder med et Excel-ark, mens de andre fester, eller også er du ude på dansegulvet og slikker på dine ansatte. Der findes åbenbart ikke nogen gylden mellemvej mellem disse to scenarier. 
 
Det, han forsøger, er en nedtoning af, hvad der er sket som noget, der kan ske i festligt lag alle steder. 
 
Det er forkert at bruge et barnebarn som maskot og dermed spænde dem for en vogn, hvor de skal være bannerførere for en renselseskampagne...
 
Der er også den strategiske brug af børnebørnene, hvor vi både på Frank Jensens Facebook og på hans medieturné, bl.a. i Aftenshowet, har set, hvordan børnebørnene er blevet taget som gidsler i øvelsen i at nedtone billedet af Frank Jensen som krænker.
 
Han er efter et langt liv i politik udmærket godt klar over, at alles øjne hviler på ham i forhold til alle hans sager på rådhuset, og derfor forsøger han at afmontere billedet af sig selv som krænker ved at inddrage børnebørnene i sin fortælling, så der i stedet bliver skabt et billede af ham som hyggeonkel og bedstefar. 
 
For let’s face it. Der ér stemmer i børn. Og traditionelt er en baby på armen et redskab, man hiver frem i en valgkamp, hvor vi både har set Trump og Lars Løkke posere med vælgernes afkom i armene. 
 
Det signalerer nemlig, at man er troværdig og tillidsvækkende, at folk lader en holde deres børn. Det er det, Frank Jensen forsøger at kopiere. 
 
Men det er forkert at bruge et barnebarn som maskot og dermed spænde dem for en vogn, hvor de skal være bannerførere for en renselseskampagne, og det nærmer sig noget, hvor børnenes bedårende uskyld står i temmelig skarp kontrast til de tanker, der ligger bag den strategiske anvendelse af dem. 
 
I det hele taget er Frank Jensens families offentlige indblanding i sagen spektakulær. I det lokale medie KøbenhavnLIV fandt Frank Jensens kone, Jane Frimand Pedersen, den helt store sølvpapirshat frem og fremlagde et forsvar af de helt store for sin detroniserede mand.
 
For Jane Frimand Pedersens hovedbudskab var, at det var alle andre end Frank Jensens skyld. Det er Socialdemokratiets skyld. Det er et komplot. Og Frank er blevet ofret for at dække over andre sager. Faktisk går hun så langt som at sige, at Frank er uskyldig i de anklager, der er væltet ned over ham.
 
Jane Frimand Pedersen leverer flere guddommelige citater, fx: “Jeg tror, at Frank har gjort sig sårbar ved at opføre sig som en kollega og deltage i det sociale liv, politik også er. Med den viden, vi har i dag om metoo, tror jeg da ikke, han ville have være gået med i dag. Han har betalt en høj pris for at være et normalt menneske.”
 
I familien Frank Jensen er det åbenbart normalt at slikke på folk på dansegulvet. Helle for ikke at komme med til deres familiefester. Og den eneste måde at undgå at udsætte kvinder for krænkelser er at lade være med at deltage i sociale begivenheder på arbejdsplanen. Og det er, må vi forstå, Frank, der har gjort sig sårbar – det er ikke de kvinder, han gennem et langt liv har krænket, der er de sårbare her. Ak ja, man burde finde sig en partner, der er lige så loyal, som Frank Jensens kone. 
 
Et af de elementer, der også har været en del af debatten, fordi Frank Jensen selv i Berlingske-interviewet bragte det på banen, er retssikkerhedsaspektet. Men som juraprofessor Frederik Waage skrev i Politiken: 
 
“Der er ikke nogen, der har retskrav på at være overborgmester i København, og Frank Jensens sag handler ikke om jura, den handler om moral og etik. Når vælgerne ikke har tillid længere, så må man forlade sin post. Sådan er gamet.“
 
For politik er en folkedomstol, der hvert hvert fjerde år afholder en retssag, hvor det rent faktisk er borgerne, der bedømmer, hvem der har ret til at være med i legen, og hvem der ikke har. 
 
Vi skal huske, at han selv – i hvert fald udadtil – valgte at gå. Så kan man jo spekulere i, om han er blevet ringet op fra oven, men hans egen forklaring er, at han selv valgte sin afgang. 
 
Og i politik har man ikke den samme sikkerhed, som man måske har i andre stillinger. For man er i sit job på vælgernes nåde og det faktum, at de har tillid til én. Forsvinder tilliden, forsvinder jobbet også i rigtig mange tilfælde. 
 
Vi har set flere gange, hvordan politikere fejlslagent tror, at de er på den rigtige side rent juridisk, men simpelthen ikke har opdaget, at det slet ikke er jura, det handler om, men moral. 
 
Det så vi også i sagen med Anna Mee Allerslev, der stejlt holdt fast i, at hun ikke havde foretaget sig noget ulovligt i sin bryllupsafholdelse på selvsamme rådhus, men hvor det var det moralske aspekt i den – og et par andre sager – der endte med, at hun var nødt til at forlade sin plads. 
 
Det er det samme, der gør sig gældende nu, hvor Frank Jensen må overlade nøglerne til en anden. Det har ikke handlet om jura, det handler om moral. Og først at få den opdagelse for sent kan være en dyr lærestreg.
 
For der er rent faktisk intet i denne sag, der handler om strafferet. Det handler om dårlig ledelse og grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen. Det handler om sager, der ikke er blevet behandlet ordentligt, når folk er gået til ledelsen med dem, og så bliver det en art last resort at gå til medierne. Det handler om, at der skal være retfærdighed til. 
 
Franks medieturné har ødelagt mere for ham, end den har gavnet. Det rigtige at gøre ville være at have redet stormen af, dukket nakken og ikke være stillet op i medierne. 
 
Derefter kunne han sidde på sit eftervederlag og hygge sig de obligatoriske otte måneder, man helst skal være sygemeldt, når man har lavet en politisk bommert, og så kunne han stille og roligt være vendt tilbage til et ikke så offentligt job, når tiden var gået, og folk havde glemt, hvad det hele egentlig handlede om. 
 
Til den tid ville han også kunne levere det store forkromede interview i et af de store dagblade, hvor han med rund hånd delte ud af alle de refleksioner, han havde foretaget i mellemtiden, og erkendt sit ansvar. 
 
Det ville være den bedste vej videre i teksten. Men den valgte han ikke. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også