Anons Qmmunikation

Under min specialeskrivning har jeg siddet i QAnons inderste hovedkvarter på 8kun, hvor de korresponderer med den famøse Q. Her har jeg forsøgt at afdække deres kulturelle identitet. Et projekt, der var lidt for stort til mit speciale, men med denne artikel forsøger jeg at give et lidt dybere kontekstuelt billede af QAnon, end hvad der er præsenteret i især de danske medier.

Det kan være svært at se, hvordan man kan komme til at tro på QAnon. Medierne introducerer ofte bevægelsen med en beskrivelse af deres mere absurde idéer. For eksempel teorien om, hvordan USA (og verden) er styret af en satanisk skyggeregering, ofte kaldet The Cabal, og hvordan denne korrupte magtelite ikke bare praktiserer pædofili, men også drikker børns blod for at leve længere. Og det er ikke bare politikerne, der har forbindelser til The Cabal, men også Hollywood-kendisser og jødiske rigmænd.

Denne udlægning af QAnon er ikke forkert. Men den slører de dybereliggende motiver, der driver følgerne til at tro på teorien. QAnon er på mange måder et ekstremt komplekst fænomen. Bevægelsens evne til at sprede sin ideologi med ekstrem hastighed er næsten kun overgået af, hvor hurtigt bevægelsens absurde narrativer kan radikalisere folk.

Derfor forklarer jeg i denne artikel, hvordan QAnon er et resultat af det teknologiske, kulturelle og politiske landskab i USA, der ledte op til teoriens opståen i 2017 – og ikke mindst, hvorfor den tiltaler så mange amerikanere.

Fremmede i deres eget land

I sin bog Strangers in Their Own Land fra 2016 udlægger sociologen Arlie Russel Hochschild sit femårige forskningsprojekt om Tea Party-bevægelsen i Louisiana fra 2011-2016. Hun afdækker den følelsesmæssige virkelighed, som disse republikanere lever i, og hvordan disse følelser formede deres fælles narrativ om USA.

Ifølge Hochschild føler disse republikanere sig ekstremt kulturelt fremmedgjorte. Deres modpart i form af demokraterne i storbyerne ved kysterne ser ned på dem og gør grin med dem. Tidligere havde republikanerne moralske værdier at falde tilbage på. Disse værdier var centreret omkring traditionelle, kristne ideer om familien, abortmodstand, det heteroseksuelle ægteskab og evnen til at udholde hårde trængsler uden at klage.

"Deres modpart i form af demokraterne i storbyerne ved kysterne ser ned på dem og gør grin med dem."

Disse værdier bliver dog oftere og oftere udfordret og set ned på af demokraterne. Demokraterne har en ny moralsk standard, der er baseret på politisk korrekthed og medfølelse med udsatte personer, som ikke er hvide, heteroseksuelle, kristne mænd.

Hochschild beskriver metaforisk, hvordan Tea Party-republikanerne ser det amerikanske samfund som en kø. For enden af køen er den amerikanske drøm. Den kan nås ved at arbejde hårdt og tålmodigt vente på, at det bliver ens tur. Men nu er visse folk ved at snyde sig foran i køen: Immigranter, sorte, kvinder og de forskellige udsatte personer, som demokraterne har medlidenhed med. Det er snyd og unfair! Disse republikanere er selv under et strukturelt pres og er udsatte på mange måder, men klager ikke. De har en grundlæggende tro på det meritokrati, som ligger til grund for den amerikanske drøm. En tro på, at hvis man bare arbejder hårdt nok, så skal man nok få det, man fortjener, uden hjælp fra regeringen. Men det synes demokraterne ikke længere, og de trækker deres holdning ned over hovedet på alle andre.

"Nu er visse folk ved at snyde sig foran i køen: Immigranter, sorte, kvinder og de forskellige udsatte personer, som demokraterne har medlidenhed med. Det er snyd og unfair!"

Gør Amerika stort igen

Som Hochschilds bogtitel afslører, føler disse republikanere sig som fremmede i deres eget land. Det er her, at Donald Trump kommer ind i billedet. Han løfter det kulturelle pres med et trylleslag og skaber et kulturelt rum, hvor republikanerne ikke længere føler sig fremmedgjorte.

Trump viser et alternativt Amerika, hvor alt bliver godt igen; hvor Amerika er great igen. Det er et løfte om at sætte tingene tilbage på deres plads. At fikse køen, altså det implicitte hierarki i den amerikanske drøm, så udsatte grupper ikke længere bliver placeret foran.

Med dette løfte bliver Trump valgt til præsident.

I 2017, da Q og QAnon opstod og begyndte at samle popularitet, havde Trump snart været præsident i et år. Han gjorde alt det, som han havde lovet. Han strammede immigrationsreglerne og påbegyndte bygningen af muren ved grænsen til Mexico. Men for den gængse republikanere er der ikke en mærkbar forskel i hverdagen. De vandt valget med Trump, men intet ændrede sig.

Noget må været gået galt.

QAnon-tilhængere til Trump-rally i Suffolk County, New York. Billede: Getty Images

Anon før Q

Anons (beboerne af 4chan og lignende fora) har længe brugt disse platforme som deres fristed fra den politisk korrekte internetkultur. Her kommer absolut ytringsfrihed til udtryk i form af ekstremt transgressivt sprog. Og fordi alle er anonyme på disse fora, ved man aldrig, hvem der er ironisk transgressive, og hvem der mener det, de siger.

På mange måder kan disse brugere også ses som kulturelt fremmedgjorte, og ligesom de landlige republikanere føler de sig kvalt og overhørt i den politiske debat. De var derfor også fascinerede af Trump og hans evne til at ignorere det kulturelle pres fra politisk korrekthed. De fandt ham samtidig dybt underholdende i hans evne til at provokere venstrefløjen. En evne, der minder meget om disse Anons egen trolling-praksis.

"De var derfor også fascinerede af Trump og hans evne til at ignorere det kulturelle pres fra politisk korrekthed"

Mange ekstremistiske og konspiratoriske subkulturer har over tiden fundet en plads på disse fora. For eksempel var den teoretiske forløber til QAnon, Pizzagate, et påfund fra 4chan tilbage i 2016. Pizzagate brugte en gammel konspiratorisk idé om en skjult satanisk og pædofil magtelite og slog den sammen med nutidig partisanpolitik.

Alt dette var antagonistisk rettet imod Hillary Clinton, der blev symbolet på demokraternes bedrevidende hovenhed, som både Anons og landlige republikanere hadede inderligt.

Hvem er Q?

Her kom Q ind i historien. De trak på de tidligere konspirationsteorier og byggede langsomt et narrativ op, hvor de positionerede sig selv som en efterretningsagent, der arbejdede for Trumps sag. Her fik den hemmelige magtelite skylden for, at Trumps projekter ikke havde haft den effekt på amerikanernes hverdag, som alle havde forventet.

"Viralitet blev en ny form for sandhed"

Til trods for Trumps store magtbeføjelser, lyder teorien, bliver han holdt tilbage fra at kunne hjælpe det amerikanske folk, og han har brug for hjælp til at bekæmpe den skjulte magtelite, som er i ledtog med den forhadte Hillary Clinton.

Over de næste par år delte Q mere og mere information, og afkodningen af denne information blev til et helt spil i sig selv. Målet med spillet var at konstruere det narrativ, som gik mest viralt internt i QAnon-bevægelsen. Viralitet blev en ny form for sandhed, fordi det reflekterede den interne rationalitet og følelsesmæssige virkelighed, der herskede kulturelt blandt QAnons følgere.

QAnon forbinder en lang række konspirationsteorier. Billede: Getty Images.

QAnon startede med kun at være for Anons, men Q fortalte sine følgere, at deres hovedmission var at oplyse hele det amerikanske folk: At vise dem sandheden, så de sammen kunne rejse sig og bekæmpe The Cabal’s tyranni. Derfor begyndte Anons at finde nye måder at informere følgere og rekruttere folk til deres sag.

Anons havde i forvejen flair for internetkultur, så de vidste, hvordan de mest effektivt kunne sprede deres ideer. Det var sådan, den bredere offentlighed blev opmærksom på QAnons tilstedeværelse. For eksempel overtog de hashtagget #SaveTheChildren på Facebook, hvilket oprindeligt var forbundet til velgørenhedsorganisationer og deres kamp imod børnehandel. QAnon-aktivisterne kuppede hashtagget, så det ledte over til deres egne teorier om den pædofile Cabal. De har også bevidst kopieret andre internetsubkulturers æstetik og spredt idéer på den måde. I den forbindelse har de specifikt allieret sig med en overraskende stor mængde new age-spirituelle influencers, som taler QAnon-sagen. Og i mit eget speciale kom jeg frem til, at de har en meget organiseret produktion af memes og en koordineret promovering af dem på Twitter og lignende medier.

"QAnon-aktivisterne kuppede hashtagget, så det ledte over til deres egne teorier om den pædofile Cabal."

Intet er tilfældigt

New age-grupper på internettet overlapper ofte med antivaccine- og anti-5G-grupper, som sammen med QAnon deler konspiratoriske teorier om korrupte statsenheder. Det giver alle disse bevægelser en fernis af, at de er antiautoriteter og antieliten.

Men QAnon er langt fra antiautoritær. Bevægelsen har en tiltro til autoriteter i så høj grad, at de ser verden omkring dem gennem en autoritær linse: I deres øjne er verden konstrueret af gode og onde autoriteter. Og de tilskrive alt det dårlige i verden til de onde autoriteter og vice versa med de gode autoriteter.

Denne observation passer med den meget populære beskrivelse af QAnon som et spil. Spildesignere har påpeget, at QAnons konstruerer mening ud af umiddelbart tilfældige sammenhænge. Spillere kan konstruere betydning ud af elementer, som spildesigneren ikke har intenderet, men hvor spillerne har en antagelse om, at der ligger en designerautoritet bag tilfældighederne. På samme måde antager QAnon-folk, at der en intelligent autoritet bag stort set alting. Eller som Q har erklæret:

“Nothing is random. Everything has meaning.”

Nyt fra Q: Intet er tilfældigt. Screenshot: 8kun.

Autoritetskonstruktivisme

På denne måde har QAnon nærmest en form for autoritetskonstruktivisme som deres epistemologi, hvor alt i verden nemt kan sorteres i ‘god’ og ‘ond’.

Dette er årsagen til, at COVID-19, krav om mundbind og Trumps tab ved valget i november 2020 alt sammen bliver tilskrevet de korrupte autoriteter. Eller tag skovbrandene i Californien, hvor ANTIFA fik skylden. Trump og Q er omvendt blandt de få gode autoriteter, og deres autoritet er absolut.

Hvad er problemet med konspirationsteorier som QAnon? Kirby Ferguson fortæller og forklarer.

Det er her, vi får de mere absurde teorier fra QAnon, fordi de onde autoriteter får en nærmest karikeret form for ondskab. Ikke nok med, at eliten er korrupt; dens medlemmer er også sataniske, de er pædofile, og de drikker børns blod, så de kan leve for evigt. Og selvom denne karikatur virker latterlig for de fleste andre, er den blevet et farligt værktøj. Et værktøj, der kan retfærdiggøre nogle meget drastiske handlinger, f.eks. en belejring af Capitol Hill.

Nogle skal jo redde USA fra at kollapse under sin egen korruption.

En heltefortælling

Og så er vi tilbage til Trump, Q og deres bevægelse – de eneste, der kan redde USA i denne bibelske kamp mellem det gode og det onde. Hvor mange konspirationsteorier før i tiden har påstået, at verden er styret af en korrupt magtelite, så manglede der ofte noget meget vigtigt i fortællingerne: den gode helt.

Det er især problemet med de gængse konspirationsteorier: Der ikke er nogen forløsning. Flat Earth-teorierne har meget af den samme kritiske tilgang til føderale institutioner, som NASA, som man anklager for at producere falske billeder af en rund jordklode. Men der er ingen løsning på problemet – kun kritik. Den korrupte magt er for overvældende til, at man kan gøre modstand. Det eneste, man kan bruge denne nyfundne sandhed til, er at vise den til de andre ‘sheeps’ og belære dem.

QAnon, der beskriver sig selv som “the greatest intelligence operation of our time”, har både en løsning og nogle helte. Dét er teoriens helt store styrke.

QAnons deler verden op i lys og mørke. Screenshot: 8kun.

De værdiges klub

Det er her, USA’s og især republikanernes racistiske kulturhistorie kommer frem. Republikanerne tror oprigtigt på, at hvis man er værdig, så bliver man belønnet for sit hårde arbejde. Men hvis man i QAnon kigger på, hvem de anser for uværdige, så tegner der sig også et billede af, hvem de værdige er. De uværdige er blandt andre demokrater, jøder, sorte, immigranter, muslimer, LGBTQ+-folk – og de fleste kvinder. Der findes undtagelser til hver demografi, men de, der ikke er på listen, er hvide, kristne, heteroseksuelle mænd.

Screenshot: 8kun

På QAnons inderste fora bliver rigtigt meget af brugernes tid brugt på at nedgøre disse uværdige fjender, alt imens de definerer sig selv som deres fjenders diametrale modsætning. Disse Anons beskriver sig selv som overlegne på enhver tænkelig måde, og det er også deres argument for, hvorfor de burde bestemme, hvem der skal være statsledere.

Dette giver et lidt andet billede af den meritokratiske kø, som Hochschild beskriver. I QAnon mener man, at denne kø er uretfærdig, medmindre hvide, kristne, heteroseksuelle mænd står forrest. Selve ideen om, at en jøde, kvinde, sort eller immigrant kunne gøre sig selv fortjent til sin egen succes, virker urealistisk og må derfor være et resulat af en uretsmæssig statslig indgriben.

For QAnon handler den amerikanske drøm ikke om, hvordan enhver kan komme til toppen, hvis de arbejder hårdt nok. Det er en fortælling om, hvorfor Anons burde være på toppen af samfundet. Og hvis man graver sig nok ind i denne fortælling, kommer man frem til deres ekskluderende ideologi.

Konspirationsteorier som Qanon bringer magien tilbage i politik gennem symboler, kræfter og okkultisme. Instruktøren Kirby Ferguson forklarer hvordan.

En rationalisering af den amerikanske drøm

Jeg tror desværre, denne tankegang fortsat spreder sig i det republikanske parti. Grunden til, at QAnons narrativer kan virke appellerende til gængse republikanere, er, at den bekræfter den amerikanske drøm og holder den i live i en særlig form, de kan forstå.

"Jeg tror desværre, denne tankegang fortsat spreder sig i det republikanske parti."

For os i Danmark kan det være svært at forstå, hvorfor den amerikanske drøm er så vigtig for amerikanernes identitet. Man kan historisk se, hvordan der konstant er en kamp om kulturelt at definere den amerikanske drøm.

Sloganet fra Reagan-æraen lød: “Government is not the solution to our problem, government is the problem.” Dette, sammen med propaganda fra store virksomheder, skabte et billede af regeringen som en forhindring, der stod i vejen mellem borgeren og den amerikanske drøm.

Vi kan anskue den politiske polarisering i USA gennem to forskellige fortolkninger af den amerikanske drøm. Den nye venstreorienterede bølge, med Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez i spidsen, ser den amerikanske drøm som noget, alle i USA bør opnå, og regeringen bør hjælpe dem, som har brug for det.

"Denne version af den amerikanske drøm er stærkt forbundet til mange amerikaneres selvbillede, og QAnon kan ses som et forsøg på at rationalisere denne drøm og de irrationelle samfundsstrukturer, mange amerikanere lever i."

På den anden side finder vi den mere Reagan-prægede amerikanske drøm, hvor man med sin egen merit arbejder for sin egen succes, uden at regeringen blander sig. Denne version af den amerikanske drøm er stærkt forbundet til mange amerikaneres selvbillede, og QAnon kan ses som et forsøg på at rationalisere denne drøm og de irrationelle samfundsstrukturer, mange amerikanere lever i.

Det kan være fristende at mobbe og håne QAnons tilhængere. Men ifølge New York Times og instruktøren Kirby Ferguson, er det ikke en god strategi, hvis man vil have dem op af kaninhullet. Ser her hvorfor.

Hvad så nu?

Dette er blot en måde at forstå QAnon og deres identitet. Man skal huske, at stormen på Capitol Hill ikke blot var ledet af QAnons, men af et overlap mellem dem og dedikerede Trump-støtter, kristne dominionister og erklærede nynazister.

Det er endnu uvist, hvor meget af denne ideologi, der har spredt sig til det republikanske parti. Som beskrevet i denne artikel har Trump haft en essentiel rolle i populariseringen af QAnon og deres ideologi, men det er svært at sige, hvilken rolle han kommer til at spille fremover. I skrivende stund tror nogle QAnons stadig, at Trump kan nå at vinde valget ved at indføre krigsret den 20. januar. Samtidig har Q ikke kommunikeret siden den 8. december.

"For flere af dem er Joe Bidens indvielsesceremoni den 20. januar den sidste vigtige dato. De venter med håb og skepsis på at se, om Trump og Q kan gøre noget i den sidste time."

På 8kun, hvor jeg har observeret QAnon, er brugerne vrede, frustrerede og i tvivl. For flere af dem er Joe Bidens indvielsesceremoni den 20. januar den sidste vigtige dato. De venter med håb og skepsis på at se, om Trump og Q kan gøre noget i den sidste time.

QAnon kommer med garanti til at fortsætte i en eller anden form. Mange har investeret sig så hårdt i bevægelsens projekt, at de har frastødt deres egen familie og venner. De har ingen vej tilbage og er derfor ekstra desperate og dermed ekstra farlige.