QAnon, et djævelsk spil
QAnon er en højreekstremistisk konspirationsteori, der handler om, at præsident Donald J. Trump er udvalgt af højtstående militære efterretningsofficerer til at bekæmpe en hemmelig global elite af satantilbedere, som bortfører børn til pædofile kannibalistiske ritualer, hvor de snupper børnenes blod for at fremstille et ungdomsserum til at få evigt liv. QAnon afventer “The Storm”, hvilket er den dag, hvor Donald J. Trump planlægger at arrestere tusindvis fra den hemmelige elite og sende dem i fængsel på Guantanamo Bay, og militæret overtager ledelsen af landet. Beskyldningerne retter sig primært mod kendte fra Hollywood og medierne samt politikere og offentlige personer tilknyttet Det Demokratiske Parti i USA. Det skal understreges, at konspirationsteorien er det rene opspind, og der ikke findes nogen gyldige beviser for den.
af Lars Konzack
Kilde: Getty
Det er svært at vide nøjagtig, hvor mange der tror på QAnon-konspirationsteorien, men det skønnes, at selv, hvis vi undtager dem, der kun tror på, at der finder et hemmeligt plot mod Donald J. Trump sted, men ikke tror på en hemmelig kult af børneædende satanister, så er det stadig hundredtusindvis af tilhængere.
Da Facebook i oktober blokerede indhold fra tusindvis af QAnon-grupper, nåede budskabet ud til millioner af brugere. Det var også lykkedes QAnon via de sociale medier at infiltrere og overbevise folk i new age-miljøet og blandt antivaccinegrupper.
Det er også nået højere op i systemet. En ærkebiskop i den katolske kirke i USA, Carlo Maria Viganò, sendte i maj et åbent brev til Donald J. Trump, hvor han advarer mod en global hemmelig konspiration af pædofile, og senest er QAnon-tilhængeren Marjorie Taylor Greene blevet valgt til Repræsentanternes Hus.
Derudover har bevægelsen spredt sig til Europa og fået tilhængere i Tyskland og England.
Pizzagate og 4chan
QAnon har sit udspring fra en anden højreekstremistisk konspirationsteori, nemlig Pizzagate fra 2016, hvor konspirationsteoretikerne mente, at Hillary Clinton stod bag en skjult pædofilring i et pizzeria.
Det kom så langt, at den 4. december 2016 gik den dengang 28-årige Edgar Maddison Welch amok med en AR-15 og skød omkring sig i pizzarestauranten Comet Ping Pong i Salisbury, North Carolina.
Han anså sig selv som helten, der skulle redde børnene. Heldigvis blev han anholdt uden, at nogen kom til skade. Bare for en god ordens skyld, så var der ingen hemmelig pædofilring styret af Hillary Clinton.
Kilde: Getty
QAnon begynder året efter i oktober 2017, hvor en besked dukker op på internetforummet 4chan. 4chan er kendt som et websted, hvor provokerende og anstødelige meddelelser deles anonymt. Det er tilholdssted for internettrolde og udspringet for internetbevægelsen Anonymous.
Beskeden på 4chan var tilsyneladende fra en anonym kilde, der kaldte sig selv Q, hvilket stod for “Q Clearance Patriot”. Denne hemmelige kilde, en højtstående efterretningsofficer, påstod at have kendskab til, hvad der foregik bag kulisserne i Washington.
Q har siden med mellemrum sendt kryptiske beskeder kaldet “Q drops” på det højreradikale forum 8chan, der i august 2019 skiftede navn til 8kun.
Det første Q drop lød:
“HRC extradition already in motion effective yesterday with several countries in case of cross border run. Passport approved to be flagged effective 10/30 @ 12:01am. Expect massive riots organized in defiance and others fleeing the US to occur. US M’s will conduct the operation while NG activated. Proof check: Locate a NG member and ask if activated for duty 10/30 across most major cities.”
Fælles for alle Q drops er, at de giver indtryk af, at Q ved noget, som kun få er klar over, og det er op til læserne selv at afkode, hvad meddelelsen handler om. Det er altså meget op til fortolkning, selvom der også er direkte forudsigelser for, hvad der vil ske.
Ingen af disse forudsigelser har imidlertid holdt stik, heller ikke, at Donald J. Trump ville blive genvalgt med en overvældende sejr, men det har ikke afstået QAnon -tilhængerne fra at tro på Q, og de har fundet på undskyldninger for, hvorfor det ikke skete alligevel.
“Jeg har hørt, at det er folk, der elsker vores land. Jeg ved virkelig ikke så meget om det, udover at de angiveligt kan lide mig.
– Donald J. Trump om QAnon
Kilde: Getty
Alle disse Q drops og andres bemærkninger hertil opfattes af tilhængerne som brødkrummer fra det store billede. Det er så op til den enkelte tilhænger at sammenføje brødkrummerne til et samlet hele, kaldet et brød, og den person, der gør det, kaldes en bager. Så forskellige varianter af konspirationsteorien er altså forskellige brød med hver sin bager. Som man kan forstå, har de udviklet deres helt eget ordforråd. Men nok så vigtigt er, at det er et puslespil, som de deler med hinanden. Det har fået nogle til at sammenligne QAnon med et spil. I foråret under nedlukningen på grund af COVID-19 eksploderede salget af puslespil, og det var også her, at interessen for QAnon voksede eksplosivt.
Rumvæsner, øglemennesker og interdimensionelle dæmoner
Der er blevet givet flere bud på, hvem der i virkeligheden står bag Q, for al fornuft tilsiger, at ingen efterretningsofficer ville skrive halvforståelige meddelelser på 4chan eller 8kun.
Et detektivarbejde pegede på nogle af folkene bag 8kun, nemlig far og søn Jim og Ron Watkins. Andre har udpeget Thomas Schoenberger og Jason Gelinas, hvor sidstnævnte blev fyret som senior vice president i Citigroup Tech, da det kom frem, at han stod bag et populær QAnon-websted.
Faktisk kan det tænkes, at de alle sammen står bag, for forventningen er, at der ikke kun er én person, der poster som Q, men derimod en række individer, altså som en slags kollektiv figur for gruppen.
Det har også været fremme, at QAnon var et spil skabt af Cicada 3301, der tidligere har lavet gådefulde spil på 4chan med det mål at skaffe dygtige hackere til deres organisation. Nogle mener endda, at det oprindelig var et rollespil på nettet, der der løb løbsk.
Kilde: Getty
Vi ved ikke med sikkerhed, hvem der står bag Q. Men vi ved, at det minder om et spil. QAnon er en metakonspirationsteori. Den adskiller sig fra andre konspirationsteorier ved, at den er åben for, at man kan bygge videre på den, så længe kernen i den fastholdes.
Således er der nogle, der mener, at frimurerne står bag; andre, at det er rumvæsner, øglemennesker eller interdimensionelle dæmoner. Teorien har også inkorporeret andre konspirationsteorier om fx 5G-netværket og COVID-19, Eurabia og chemtrails. På den måde er den muteret af mange forskellige ideer, og der er ikke nødvendigvis indbyrdes enighed om alt.
Der er også en tendens til racisme, herunder, at give jøderne skylden, og QAnon-tilhængere har ved den lejlighed genoplivet den antijødiske konspirationsteori “Zions Vises Protokoller” og indarbejdet den.
Det er ikke først gang, at en metakonspirationsteori er opstået. Nazisternes konspirationsteorier fra 1930’erne mod jøderne var ligeledes åbne for alle mulige og umulige variationer af konspirationsteorier om jøder, så længe alle var enige om, at det var jøderne, der havde skylden. Fælles for dem begge er også, at de er højreekstremistiske og politisk motiverede.
Den magiske cirkel
Hvis vi ser QAnon som et spil, så giver det også en forklaring på, hvorfor konspirationsteorien er blevet så populær. Det er ikke sådan, at QAnon-proselytten bare modtager den her historie og genfortæller den. Nej, en vigtig del af QAnon-tilhængernes arbejde med konspirationsteorien handler om selv at tage del i den.
Det betyder, at det ikke bare er noget, personen får fortalt, men at konspirationsteoretikeren selv bruger tid på at opdage og udvikle sine egne teorier, og deler dem med andre ligesindede. Dette er den mørke side af deltagerkultur på nettet.
Når vedkommende således selv investerer sin egen tid i projektet, så bliver det ens eget projekt; noget, man selv har skabt, og derfor går det langt dybere ind psykologisk end blot at fortælle og genfortælle en konspirationsteori.
Ved at konspirationsteoretikeren selv er overbevist om at have fundet ud af de her ting på egen hånd, så forsvinder sund fornuft og skepsis til fordel for potentielt at blive fanatiker.
“Da jeg så QAnon, vidste jeg præcis, hvad det var, og hvad det gjorde. Jeg havde set det før. Jeg havde næsten bygget det før. Det var spillenes onde tvilling. Et spil, der spiller folk.”
– spildesigner Reed Berkowitz
Der er tre sider af den her leg. Puslespillet, den alternative virkelighed og det sociale spil. Puslespillet er som sagt der, hvor konspirationsteoretikeren selv udvikler sine teorier.
I den alternative virkelighed udlever personen sig selv som karakter i den fiktion ligesom i et rollespil. Forskellen er, at hvor spilleren i et rollespil er klar over, at det er fiktion, så tror konspirationsteoretikeren, at denne selvskabte fiktion er den egentlige virkelighed. På den måde bliver indlevelsen i den alternative virkelighed ikke bare en rolle i en leg, men en helt ny identitet.
Det sociale spil er mindst lige så vigtigt. Det er her, konspirationsteoretikeren opnår social status blandt ligesindede konspirationsteoretikere og viser, hvad vedkommende er nået frem til og lader sig inspirere af de andres ideer til efterfølgende at videreudvikle konspirationsteorien yderligere.
Over tid går konspirationsteoretikeren fra at være i periferien til at blive kernen af den sociale gruppe med den respekt og indflydelse, vedkommende har oparbejdet. Det sociale spil giver også tilhørsforhold og opbygger et fjendebillede af dem uden for gruppen, hvilket styrker gruppen indadtil.
Kulturfilosoffen Johan Huizinga anså legen som forudsætningen for kulturel udvikling. Han sammenlignede en leg med kultiske mysterier og gådelege, som kun de indviede var i stand til at forstå.
Der var en slags magisk cirkel, der omgav de legende, og som gjorde, at i legen blev symboler tillagt ny betydning, der gav mening i legens univers.
Det er en evne, som vi ifølge kybernetikeren Gregory Bateson bruger til at forstå ikke blot leg, men også fiktion. Der, hvor det går galt, er, når man som konspirationsteoretiker bliver fanget i legen og tror, at det er den virkelige verden.
Det er en manglende evne til at være kritisk og en alt for vidtgående fortolkning af hændelser, hvor alt skal give mening, og hvor der ikke er plads til tilfældigheder. QAnon-tilhængerne bliver fanget af spillet, og som en ludoman kan de ikke selv komme ud af det.
Kilde: Getty
Det er en farlig leg, som i sidste ende kan føre til heksejagt, for hvis der virkelig er en konspiration af pædofile kannibalistiske satantilbedere, der søger at leve evigt, så er der jo grund til at handle for at forhindre dem i at beholde magten.
Men det forholder sig ikke som konspirationsteoretikerne påstår, og de farlige er ikke de påståede satanister, men derimod konspirationsteoretikerne selv, der risikerer at udvikle sig til voldelige fanatikere uden realitetssans.
Hvad kan vi gøre ved det? Det er svært at overbevise en konspirationsteoretiker om, at vedkommende tager fejl. Alle andre mennesker opfattes af konspirationsteoretikeren som en mulig fjende eller i bedste fald blot som en naiv person, der ikke har forstået, hvad der foregår.
Særligt QAnon har endvidere den trossætning, at desinformation er nødvendig. Det betyder, at selv når det er åbenlyst, at QAnon tager fejl, så kan de slå det hen med, at det er en del af den nødvendige desinformation for at forvirre fjenden. Men de forvirrede er ikke deres indbildte fjender, men dem selv, og det vil kræve et stort arbejde at trænge igennem deres psykologiske forsvarsværker for at overbevise dem om noget andet.
Det handler ikke blot om at overbevise om, at vedkommende tager fejl, men nedbrydning og genopbygning af en helt ny identitet.
