Læs Katrine Blauenfeldts angreb på punktummet her.

 

Da jeg for år tilbage arbejdede som redaktør på et personaleblad, var det i en institution, hvor diverse ansatte skulle bidrage med artikler. Fra køkkenpersonalet til det akademiske personale. Dengang opfattede man brug af udråbstegn som et mere eller mindre “no go”, idet dette tegn havde status som de sprogligt uformåendes forsøg på at give deres tekst en overbevisende kraft, som den ikke havde i sig selv. Der blev flittigt plantet udråbstegn rundt omkring i artiklerne eller – værre endnu – der blev fyret en hel række af som sluttegn i den sætning, der i særlig grad skulle sætte hovedet på sømmet. Jo mindre teoretisk uddannelse skribenten havde, jo større forbrug af udråbstegn, som stort set alle fjernedes af redaktøren. Udråbstegnet blev tilvalgt, fordi det ikke kun opfattes som en sproglig konstruktion. Man tiltroede det power til tematisk at understøtte indholdet; en kvalifikation, som man åbenbart ikke tiltroede det renfærdige punktum. Til gengæld blev dette tegn ikke fravalgt af skribenter med en såkaldt soigneret sprogbrug. Det gjorde udråbstegnet.

 

 

Generelt ildeset er udråbstegnet langt fra mere. Ifølge Blauenfeldts artikel forbindes tegnet nu med folk, som ikke er bange for at vise glæde, følelser eller entusiasme, og som vægter fællesskabet højt. Brugerne af tegnet sylter i en vis udstrækning korrekt tegnsætning, idet de er mere optagede af, hvad de forskellige tegn fortæller om deres eget gode humør og egen mentale tilstand. Omkvædet lyder altså: mig, mig, mig! Og det lyder højt og larmende, for nu er sidegevinsten ved udråbstegnet ikke bare at understøtte det skrevne indhold. En ny sidegevinst er, at tegnet skal understøtte skribentens image som en inkluderende type, der er på kram med alt og alle. Heroverfor forbindes punktummet ifølge Blauenfeldt med tidligere tiders fragmenterede, hyperindividualiserede og indadskuende brugere. Skribenter, der ikke har forventninger om, at punktummet skal redde hverken deres sproglige indhold eller deres personlige udstråling. Ellers tak, den slags styrer de selv i deres stilfulde, voksne liv. For dem er diskretion en æressag, så punktummets lidenhed antaster ikke dets status som tegnsætningens konge: ”Punktum er det vigtigste og efter komma hyppigste skilletegn. Punktum bruges til at adskille og afslutte selvstændige dele af en tekst, som oftest helsætninger.”  

 

 

Punktum er det vigtigste skilletegn, mens komma er det hyppigste. I de senere år har punktum dog været under pres i netop denne henseende, for rigtigt mange skoleelever kører udelukkende kommaer undervejs i deres egne tekster. Forklaringen er, at nogle dansklærere definerer punktum som noget, man skal bruge ”foran noget nyt” (jævnfør ”selvstændige dele”). Har lærerne så glemt at præcisere, at de med ”nyt” mener sproglige konstruktioner og altså ikke bare en fristil, der indholdsmæssigt aldrig hører op, ja, så er der jo indlysende kun brug for kommaer. Men der er andre anslag mod punktummet end folkeskoleelever. Der er brugere i alle aldre, som sværger til emojis som sluttegn, hvorved der ikke længere er plads til punktummet. Der er sågar brugere, som uden at gøre brug af emojis alligevel fravælger punktummet, fordi de synes, at det ser koldt, sygt og afvisende ud..! Op imod sådanne kræfter må man nødtvungent tilslutte sig dem, der mener, at den flotte rolle som rosinen i pølseenden måske er under udfasning for punktummet. Vi skal i hvert fald helt tilbage til 1990’erne, før vi rammer en periode, hvor udviklingen gik den rigtige vej for punktummet, nemlig, da det – i sin internationale udgave – blev indlagt i lyden af succes, da ”the dotcoms took the world by storm”.

 

 

Enhver skribent bestræber sig på at træffe de sproglige valg, som har den rette virkning på modtageren. Man taler i den forbindelse om foregrounding. At nogle sproglige træk er foregrounded, vil sige, at de har trængt sig i forgrunden, hvor de kan få ekstra opmærksomhed. Denne forhøjede opmærksomhed er opnået ved hjælp af sproglige teknikker som udråbstegn, tankestreg og brug af kursiv. Udråbstegnet er den kraftigste markør af foregrounding, men hvis det anvendes gentagne gange i fremstillingen, så kan det virke påtrængende på læseren – som om der er støttepædagog på – hvorved der opstår fare for, at teknikken slår bak. 

 

Ideelt set er formidling tofaset, idet foregrounding bør efterfølges af backgrounding. Når fortælleren via foregrounding-teknikker har haft held til at henlede læserens opmærksomhed på specifikke punkter i teksten, så skal de detaljer, man har ønsket at give ekstra opmærksomhed, uddybes. Først når dette niveau af processen er nået, er transmissionen af det formidlede til ende, hvilket man markerer med et ikke-ladet sluttegn, et punktum. 

 

Personligt har jeg det lidt stramt med foregrounding-niveauets brug af useriøse virkemidler (herunder emojis), som får mig til at føle, at jeg intellektuelt tales ned til. Ideelt set skulle kommunikation for mit vedkommende være ren backgrounding, hvor ord og tegn kun er bærere af deres oprindeligt vedtagne værdi. Sproget er imidlertid en dynamisk størrelse, hvis udvikling kan beskrives, men ikke styres. Lad os håbe, at det vigtigste skilletegn overlever uden at skulle beskyttes af en form for tegn-kvotering? Ergo, punktummet er ikke et koldt, sygt og afvisende tegn. Det er blot tegnet på et civiliseret menneske. Punktum.