Din næste kollega er et syntetisk menneske
Er du helt syntetisk mand?

Kilde: Getty Images

Skrevet af
Du kan vælge at få denne tekst læst op af et ”syntetisk menneske”, eller du kan læse den selv. Hvad vælger du? Et syntetisk menneske er ikke et menneske, men et stykke computerkode, der taler som, lyder som og ligner mennesker i al almindelighed. Måske er du syntetisk? Der er tale om en moderne avatar, der virkelighedstro repræsenterer dig eller en jobkategori. Det handler om, at den digitale lyd og tekst nu har fået et ansigt og dermed ”personlighed” på. Sig velkommen til din nye kunstige kollega, der kan læse nyhederne op, give liv til jeres instruktionsmateriale, læse kedelige pdf’er op med et smil eller sende en pressemeddelelse. Gør dig klar til at møde din velkendte kollegas ansigt, der nu blot er en ydre skal bag den kunstige intelligens. For din næste kollega er en avatar. Du bliver digitalt disruptet. Der er nyttige perspektiver, men det er også skræmmende.
Du kan lave en videopræsentation, der tager rigtig lang tid, fordi du skal gøre følgende: 
 
  • Få overtalt din kollega, din chef, osv. til, at det er en god idé, at de præsenterer XYZ for målgruppen via video i stedet for via en laaang kedelig skriftlig meddelelse
     
  • Få trænet din kollega osv. i, hvordan de bedst optræder foran skærmen
     
  • Få sat studiet op med kameraer, lyd, lys, osv.
     
  • Tage en prøve og en mere og så lige en mere, og så er der hurtigt gået en halv dag plus en uges forberedelse.
 
Eller du kan copy-paste din velskrevne tekst ind i et program fra Synthesia, og vupti, det hele er klaret på et øjeblik. Herunder ser du et eksempel, jeg hurtigt testede i en prøveversion. Prøv selv her.
 
 
 

Hvad er et syntetisk menneske?

Først og fremmest er det et fjollet ikke-ord. For der er på ingen måde tale om et menneske, selvom man let kan foranlediges til at tro det. I al almindelighed bruges ordet ”syntetisk” til at beskrive noget, der er kunstigt frembragt. 
 
Teknisk set taler man overordnet om ”synthetic media”, og herunder om ”human image synthesis” blandt andet baseret på ”computer generated imagery”, også kendt som CGI, der bruges i mange film til at skabe trolde, drager og anden magi. 
 
Der findes mange slags syntetiske medier som fx computerskabt musik, tekst, lyd, billeder og så ansigterne. Det mest kendte område er ”deepfakes”, hvor teknologien bruges til at erstatte ansigterne i en video med nogle andre – det kan du læse om på Kforum her.
 

Lad os tale om avatarer

Når det handler om kunstig intelligens, lider sproget voldsomt af ubærlige sprogspil, der forvilder os til at menneskeliggøre computeren. Derfor bør vi nok i stedet blot tale om avatarer eller ”syntetisk indhold” til at beskrive fænomenet.
 
En avatar er en virtuel, kunstig og altså syntetisk repræsentation af et menneske på nettet. Tidligere var en sådan kun kendt som en grafisk tegneserieagtig repræsentation af en bruger i et computerspil. I dag kan en avatar altså også være en repræsentation af en jobkategori i den virkelige verden. 
 
Et godt eksempel på en avatar, der repræsenterer en kategori (nyhedsvært), der laver ”syntetisk indhold”, finder vi på Bornholm, hvor avataren Bridget fra Synthesia læser nyheder op.
 
 
På bornholm.nu findes den syntetiske vært Bridget.
 

Hvad er brugsscenarierne ved avatarer og syntetisk indhold? 

Fordelen ved avatarer er, at det er så hurtigt og billigt. Man kan tilgå og få avataren til at arbejde 24/7, og indholdet kan bruges til meget forskelligt. 
 
Hos firmaet Synthesia kan du vælge imellem +40 forprogrammerede syntetiske avatarer. Og de kan tale +50 sprog. Dansk fungerer glimrende, som vist i eksemplet ovenfor. Det er ikke kunstigt frembragte ansigter, men ansigter fra skuespillere, der har solgt deres ansigt til formålet. Man kan betale yderligere for at få sit eget eller chefens ansigt indbygget i tjenesten.
 
Brugsscenarierne tæller blandt andre:
 
  • Træningsvideoer: instruktioner til nye medarbejdere, guidelines til work-from-home, hjælp til nye redskaber i virksomheden, instruktioner i bogholderisystemet, osv. osv.
     
  • Corporate communication: Alle former for budskaber, der skal ud til medarbejdere, kan gøres tilgængelige som videoer formidlet af avatarer. Se overbevisende eksempler her.
     
  • Produktvideoer: Du kan introducere nuancer af dine produkter med levende ansigter på
     
  • Din næste influencer: Opbyg en influencer, der kan sprede jeres gode brand-budskaber, eller bliv købt af andre. Som fx den nu verdensberømte Lil Miquela.
     
  • Nyhedsoplæseren: fx Bridget på Bornholm. Enhver større virksomhed kan snildt få sig sin egen interne nyhedsoplæser på intranettet. 
     
  • Pressemeddelelsen: I stedet for at sende den kedelige pdf-tekst afsted får omverdenen en frisk video med jeres egen avatar.
     
  • Erstat din chef: Upload et billede af din chef eller en anden kollega, og brug det, hver gang han/hun skal optræde; når han/hun er syg, fraværende, bortrejst, mangler tid, eller hvad det nu kan være.  
     

Et udsnit af de avatarer, du kan vælge imellem hos Synthesia. https://www.synthesia.io/features/avatars 
 

Hvor havner vi?

Der er spændende brugsmuligheder med syntetiske avatarer, og vi bevæger os nu ind i en fremtid, hvor kommunikationsarbejdet for alvor kan blive disruptet. Rationalet er, at det er billigt og tidsbesvarende, og man kan i mange tilfælde sikre højere kvalitet. 
 
Når avatarerne ikke længere blot læser op, men også selv skaber det indhold, som de læser op, hvilket nogle ”journalister” på fx B.T. gør, så skal kommunikationsfolk seriøst overveje at bevæge sig op i værdikæden og blive bedre til rådgivning og anden ekspertise. Den digitale transformation kan komme meget hurtigt, som vi har skrevet om i Langt fra Sillicon Valley, og det kommer for k-folk til at handle om at sætte de rigtige systemer op og få de rigtige nye kompetencer. 
 

Og så kommer det helt enormt meget til at handle om etik:

  • Skal teknologien bare udvikle sig derudad, ud fra hvad der er teknologisk muligt, og hvad der kan spare tid og penge? 
     
  • Hvad er det særligt menneskelige, vi ønsker at bevare og ikke ønsker at få digitaliseret? 
     
  • Hvem stiller ansigter til rådighed, og kan vi opbygge et system, der sikrer, at vi ikke får et marked for salg af ansigter, som ingen kan gennemskue?
     
  • Hvordan undgås det, at disse avatarer og teknologien bag ikke også samtidig benyttes til deepfake, og hvordan sikres i det hele taget klarhed over, hvem der er mennesker, og hvem der er ikke er? Fake news-verdenen kommer meget tæt på her.
     
  • Hvordan sikre vi kontrol over, hvad avataren spytter ud? Vi kan give den et input, men outputtet kan ikke styres helt, så hvordan sikres det? 
     
  • Hvordan sikres det, at avatarerne ikke bliver så virkelige, at de også kan bypasse personlige biometriske sikkerhedsredskaber som fx ansigt- og stemme-genkendelse?

Relaterede artikler

Deepfakes: Stol på ingen og intet - Deepfakes kombinerer det værste fra fake news med kunstig intelligens (AI). Om lidt er alt, hvad du har lært om kildekri...
Fake på formel? - Der går ikke en dag uden nye gennembrud inden for kunstig intelligens. Hovedleverandøren af AI-gennembrud er den delvist...
Hvordan genopstår de døde digitalt? - Hvad vil du sige til at chatte med din afdøde bedstemor eller få en personlig hologram-hilsen fra Amy Winehouse? Det sid...
Fra syntetiske medier til sensorisk journalistik - Det er futuristernes og trendforskernes juleaften hvert år til SXSW, når ”den årlige fremtidsbibel” bliver præsenteret a...
Når den virtuelle og fysiske verden smelter sammen - Du har måske allerede hørt det rundt omkring: Metaverset kommer. Men hvad betyder det helt præcist? Sofie Hvitved, rådgi...
Fra robotter, der kan skrive, til folk, der kan skrive - Nu kan du få den berømte robot GPT-3 til at skrive dine artikler. Programmører og AI-entusiaster har ventet på lancerin...
Kunst af kunstig intelligens - OpenAI lancerede tidligere i år DALL·E, en proprietær computermodel, der kan skabe kunst ud fra prompts. Og selvom DALL·...
Audio deepfake giver lyd fra sig nu - Verden og virkeligheden bliver mere og mere kunstig. Ingen kan længere skelne originalen fra kopien. Du har nok hørt og ...
Har du et resting rich face? - Du har nok hørt om udtrykket resting bitch face. Altså, at man kan se lidt sur ud, når man slapper af i ansigtet. Nogle ...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Ledende Pressekonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.