Socialdemokratiet har leveret et nyt flertal, en ny statsminister og er fortsat landets klart største parti. Alligevel lægger Kforum op til, at partiet nu skal bøje nakken og skamme sig over valgresultat.

Det virker mildest talt, som om der er gået lidt ’selvpiskeri’ i den politiske analyse.

 

Det er rigtigt, at man både i Socialdemokratiet og i meningsmålingerne havde forventet et endnu bedre valgresultat. Valgfesterne var naturligvis blevet sjovere, hvis tv-skærmene også sidst på aftenen havde vist massiv S-fremgang. Der var jo meningsmålinger, der ligefrem havde spået 30 % til Liste A!

 

Sådan gik det ikke helt. Men resultatet efter 5. juni gav stadig rød blok et markant flertal, hvor man kan tælle til 90 uden at skulle regne hverken Alternativet eller de nordatlantiske mandater med. Og samtidig gik man sågar et mandat frem i Socialdemokratiet og kan opstille endnu en stol i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg.

 

Mette Frederiksen blev som formand for Danmarks største parti naturligvis udpeget som kongelig undersøger. At det skal være en rød regering, der i sidste ende bliver resultatet af Socialdemokratiets forhandlinger, synes blot at være en formalitet. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix. 

De centrale mål om klart rødt flertal og et systemskifte i Danmark er indfriet. Det er uanset – hvor meget man end spekulerer og teoretiserer – svært at finde årsag til at skulle piske sig selv over det resultat, hvis man er rød i kanten. Rød blok vandt den største sejr ved et folketingsvalg i over 40 år.

Det var S, der trak stemmerne over midten
Socialdemokratiets strategi har været at påtage sig ansvaret og trække stemmer hen over midten, hvilket sort på hvidt må siges at være lykkedes. Hvis man kigger på fordelingen af Dansk Folkepartis gigantiske nederlag, så tog Socialdemokratiet 10 procent, mens S, SF og RV hver tog omkring én procent. På nær Liberal Alliance, så er det S, der trækker klart flest stemmer over midten til rød blok.

 

Men langt vigtigere er det, at det var Socialdemokratiet, der på aflysning af topskattelettelser, aflysning af besparelser på pensionisternes boligydelse, kamp mod højere pensionsalder og hele diskussionen om tidligere tilbagetrækning fik sat ikke bare Dansk Folkeparti, men også hele regeringen under massivt pres.

Det blev efter 20 år umuligt for Dansk Folkeparti at lægge sig på hjul og forvente at udlændingepolitikken ville sikre en fremgang ved målstregen. Det er i høj grad Socialdemokratiets fortjeneste, når Dansk Folkeparti mistede 433.233 stemmer ved dette valg, hvilket De Radikale og andre bør huske, når de fejrer, at Inger Støjberg ikke længere skal være minister, og at Pia Kjærsgaard forlader posten som formand for Folketinget:

Et europæisk lyspunkt
Det endelig socialdemokratiske valgresultat kan således måles både i forhold til meningsmålingerne og i det faktiske forhold til skiftet i flertallet. Men i virkeligheden burde man måske også se det i forhold til resten af verden.

Selvom polariseringen absolut også har ramt Danmark, hvor Stram Kurs fik 6,2 % i Gedser, og selv et skamskudt Alternativet stadig høster knap 10 procent på Nørrebro, så bød Folketingsvalget 2019 stadig på en massiv fremgang til de fire traditionelle partier i dansk politik. Det er direkte opsigtsvækkende på europæisk plan.

Ved det seneste store valg på tværs af Europa (EP-valget 26. maj) stormede de nye, grønne partier frem på bekostning af især Socialdemokratiet, der flere steder blev blot 3.- eller 4.-størst. Syd for grænsen, hos vores tyske naboer, er både Alternative für Deutschland (AfD) og Die Grünen på fremmarch og ligger i flere målinger stabilt over 20 %.