En sølle sejr for en sand sosser
Ups. Det blev en sølle sejr for den sande sosser Mette Frederiksen. Der skete det, der ikke kunne, ville eller måtte ske for den eneste rigtige og ægte Socialdemokrat. Hun fik et dårligere valg end den forkerte og uægte Barbie-socialdemokrat Helle Thorning. Ganske præcist fire år efter, at Helle Thorning-Schmidt gik af som formand, og Mette Frederiksen slog til og kronede et livslangt tilløb til at overtage Socialdemokratiet.
Hvor meget vandt Mette, og hvor meget mere end Helle vandt hun? Lad os se på tallene – tal for tal. Ved valget i 2015 fik Helle Thorning-Schmidt og partiet 26,3 procent af vælgerne. Ved valget i 2019 fik Mette Frederiksens true red retro Anker Jørgensen-udgave af S 25,9 procent. Ikke en katastrofal tilbagegang, men on par, som man siger i Rungsted Golf Klub. Altså et mulehår ringere end Helles resultat. Forsiden af medaljen er så, at Mette har kurs mod Prins Jørgens Gård og får et ekstra mandat pga. Rasmus Paludan og de kristnes stemmespild i blå blok.
Valget var ellers planlagt som Mettes endelige og uendeligt store triumf. Endelig ville danskerne bjørnekramme den ægte vare. Alt kørte også på skinner til at starte med.
Et S-tog på skinner
Der var totalt styr på medierne. Her var tydeligvis en kæmpe Lars Løkke-wear-out, hvor den nihilistiske fascination af hans overlevelsesevner var væk. Samtidig var der en gryende Mette-mania. Medierne var fyldt med analyser af den succesfulde socialdemokratiske formand.
Det hele kronet med Berlingskes Thomas Larsens hyldestbiografi, der udråbte Mette Frederiksen til femtegenerationssocialdemokrat – hvilket tilsyneladende er et særligt adelstegn. En biografi, der nærmest bobler over af eufori, fordi forfatteren har fået adgang til flere år gamle strategipapirer, der sort på hvidt dokumenterede kvaliteten af ikke bare formanden, men også af de politiske genier i hendes inderkreds: Henrik Sass og Martin Rossen. Alt var timet og tilrettelagt.
Der var styr på partiet. Man skal helt tilbage til kroningen af Jens Otto Krag for at finde en lignende tilslutning bag den siddende formand. Ingen fraktioner. Kaffeklubber var steder, hvor der vitterligt kun blev drukket kaffe. Fryd og gammen. Mette Gjerskov overlevede godt nok et kluntet attentatforsøg sidste år, men hun var sat politisk under lås og slå. Selv de gamle – Ritt, Poul og Mogens – har holdt sig inden for linjerne.
.jpg)
Der var styr på det hele – også modstanderen, viste Mette Frederiksen gang på gang, når hun afvisende undlod at kommentere Løkkes rablerier om en SV-regering. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix.
Der var styr på modstanderen. Lars Løkke Rasmussens anden periode som statsminister vil gå over i historien som en af de mest kaotiske. Politisk var han lige så potent som en kastreret hankat. Der var ingen sammenhæng mellem, hvad han sagde, og hvad der skete i virkeligheden. Med dannelsen af VLAK-regeringen i 2016 blev der sat en ny standard for amatørisme på Christiansborg. Konstant præget af frygten for et sammenbrud, som allerede var indtrådt. Det var pinligt. Ingen vil huske VLAK-regeringen for andet, end at den tabte.
Der var styr på vennerne. Enhedslisten og SF har siden valget i 2015 slået ind på en mere pragmatisk linje i forhold til S. Ikke mindst i spørgsmål om udlændingepolitik. Grundlæggende stoler man på, at Frederiksen er den rigtige socialdemokrat – læs: skattestigninger og flere offentlige udgifter. De Radikale havde fået prygl. Dem kunne ingen tage alvorligt. Sidst men ikke mindst var der de nye venner i Dansk Folkeparti, hvor en måbende omverden kunne se Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen i en stadig tættere alliance med hinanden – mod Lars Løkke Rasmussen.
Der var styr på politikken. Opskriften var klar og logisk. Et skarpt ryk til højre på udlændinge. Og et skarpt ryk til venstre på økonomi. Dumme udlændinge. Aldrig mere DONG. Og med forslaget om at indføre en differentieret pensionsalder, havde man – for første gang i umindelige tider – noget ægte rødt på hylderne. Ikke mere snak om nødvendighedens politik og alle de andre forfærdelige ord fra Corydons regime.
Der var styr på kampagnen. Man skal ikke have bevæget sig meget uden for en dør det seneste år uden at have fået en hilsen med fra Mette Frederiksen. Massive bannerannoncer. Lækre annoncer. Lækre fotos. Et gennemført visuelt design. En veleksekveret kampagne, som har været proppet med penge, som en foie gras-gås kort før, den må lade livet.
Og sidst, men ikke mindst, troede man: Der var styr på vælgerne. Gennem de seneste to år har Socialdemokratiet ligget godt i målingerne. Da valget gik i gang lå man på 29 procent i Epinion. Ditto i utallige andre målinger. I de gode gamle dage, som socialdemokratisk fritænker, erklærede Mette Frederiksen frejdigt, at S skulle op på 30 procent. Det naturlige niveau. Underforstået, at det var hun kvinde for – i modsætning til Thorning.
Der var styr på det hele. Alligevel stemte færre danskere på S end ved forrige valg. Så hvad gik galt?
Er der stemmer på landet?
En lang historie kort: Det nye S er bare ikke særligt attraktivt for nogen som helst af de vælgere, man traditionelt forbinder med modernitet. De unge sagde farvel. Partiet er kun det femtestørste blandt de 18-24-årige. Byboerne sagde farvel. De veluddannede stemplede ligeledes ud. Partiet sagde farvel til fremtiden og goddag til fortiden.
Tallene lyver ikke. I Københavns Storkreds mistede Socialdemokratiet ligefrem et mandat. I Århus, det socialdemokratiske hjertekammer, gik partiet tilbage. Det samme i Odense. Og det var formentlig alene beslutningen om at sende Frederiksen til Ålborg, der sikrede et godt valg i Nordjyllands Venedig. Storbyvælgerne stak af fra S i ekspresfart. Til SF og De Radikale. Partiet gik tilbage i hele Københavns Omegns Storkreds – altså Brøndby, Taastrup, Rødover og Herlev. Steder, der ikke er kendt for at være oaser for den kreative klasse.
Kun ude i Peter Hummelgaards socialdemokratiske eventyrland – Taarnby – fik partiet en lille fremgang. Det kan han så stikke i næsen på Pernille Rosenkrantz-Theil, der var hentet ind som spidskandidat i København. Så meget for Mads og Monopolet.
Under Frederiksens ledelse har partiet bevæget sig ud ad et stadigt mere landligt spor. Hver eneste flække i landet er blevet besøgt. Og der bliver talt jysk som aldrig før i S-toppen. Politisk er kursen også blevet lagt om. De store byer fylder for meget i Danmark.
Uddannelsesinstitutioner skal flyttes ud. Når Mette Frederiksen taler om at samle Danmark, handler det om at flytte ressourcer fra by til land. Det virkede. Partiet har fået et flot valg i landdistrikterne. Sønderjylland, Lolland-Falster, øerne. Nogle steder et decideret comeback. Flot. Absolut. De vælgere kan så se frem til at få en masse havvindmølleparker og bedre forhold for flygtninge.
.jpg)
Mettes sejrstale på valgaftenen var afmålt. Nogle vil måske ligefrem sige kedelig. Regeringsmagten tilfalder med al sandsynlighed S & friends, men resultatet for Liste A begejstrede ikke ligefrem. Foto: Suhirrthavathy Thiruchelvam / Jysk Fynske Medier / Ritzau Scanpix.
Spin to win
I det københavnske spinmiljø er det umuligt ikke at møde en S-spinner, der med et nervøst smil siger, at partiet tog en for holdet. En triumf for den rationale og kyniske kalkule. Og det er rigtigt, at S har flyttet stemmer over midten. Mest fra Dansk Folkeparti. Men partiet samler på ingen måde alle de mange frafaldne DF-vælgere op. Vi taler om over 400.000 vælgere, som sagde farvel til Kristian Thulesen Dahl og sure mutter Pia. Den ilde hørte sandhed i S-land er, at De Radikale trak næsten lige så mange vælgere over midten.
I samme kredse er der uddelt ros til kampagnen. Den kørte altså på skinner. Som smurt. Ikke noget med hurtige meldinger. Det var en streg i regningen, at Mette Frederiksen var syg de første dage. Omvendt er det eneste, vi kan huske fra hendes valgkamp, den brilliante Facebook-video, hvor hun causerer over sine mavelidelser.
Ellers var kampagnen en lang udflugt i en socialdemokratisk potemkinkulisse. Fuld af musik og glade mennesker. Roser i spandevis. Den var tænkt som en stillings- og nedslidningskrig. Hvor Rossens spinstyring af sit image står tilbage som amatørisme med stort A.
Men hvis “buschefen Rossen” kunne sin Gramsci, ville han vide, at de store politiske slag udkæmpes som bevægelseskrig. En valgkamp er dramatisk. Den vil have historie og friktion. Den vil have kamp til stregen. Og ikke bare lirum-arum og kanoner ladt med floskler. Sat på spidsen: Mette Frederiksen var statist i den valgkamp, der gjorde hende til statsminister. Præcis det samme, som Helle Thorning-Schmidt oplevede i 2011.
Mette Frederiksen & co. har haft 4 år under de bedst tænkelige omstændigheder til at give Socialdemokratiet en markant valgsejr. Det lykkedes ikke. Nuvel. Det er ikke et dramatisk nederlag. Sølle 0,4 procent. Og regeringsmagten skal de jo nok få. Men sosserne må nok også bare sande, at historien har det med at gentage sig – rigtig meget endda. Selv for Den Rigtige Socialdemokrat.
