Andel vil ikke udbetale kæmpe millionbonusser

Andels kommunikationsdirektør afviser nu, at man vil betale to- eller trecifrede millionbonusser til medarbejdere uden bonusloft.
Andel vil ikke svare på, om de pågældende medarbejdere er indforståede med, at de ikke får udbetalt de bonusser, som de har oparbejdet, eller om der kan komme et retsopgør om pengene. Foto: PR Andel
Andel vil ikke svare på, om de pågældende medarbejdere er indforståede med, at de ikke får udbetalt de bonusser, som de har oparbejdet, eller om der kan komme et retsopgør om pengene. Foto: PR Andel
Andel kommer ikke til at udbetale to- og trecifrede millionbonusser, som visse medarbejdere har stået til i både Andel og andre andelsenergiselskaber, der trader med el. Det skriver Finans, der har fået nye skriftlige svar fra Andels kommunikationsdirektør, Rikke Trikker.
 
Hun oplyser, at Andel ikke kan leve med at blive et billede på to- og trecifrede bonusordninger, og at man ikke vil udbetale bonusser i den størrelsesorden. 
 
"Aftalen, der var en kollektiv forhandlet bonusordning, var indgået af den adm. direktør for selskabet på det tidspunkt (Jørgen Holm Westergaard, red.). Vi kan i den forbindelse understrege, at der ikke udbetales resultatbonusser for 2022 på hverken to- eller trecifrede millionbeløb, hvilket er indregnet i selskabets regnskab, der offentliggøres i starten af maj. Det er Energi Danmarks klare politik, at bonusser er med cap/loft – det har det været tidligere, og det er det fortsat," skriver kommunikationsdirektør Rikke Trikker til Finans.
 
Andel vil ikke svare på, om de pågældende medarbejdere er indforståede med, at de ikke får udbetalt de bonusser, som de har oparbejdet, eller om der kan komme et retsopgør om pengene.
 
Tidligere har kommunikationsrådgiver Poul Madsen og CEO i RelationsPeople, Kristian Eiberg, kaldt situationen for et kæmpe forklaringsproblem for andelsenergiselskaberne til Kforum.
 
"De risikerer at blive dømt som grådige af offentligheden, når man har tradere, der får en masse millioner i bonus. Det er komplet tonedøvt over for virkeligheden, vi andre lever i. Andel og Norlys kan ikke leve med et ry som "el-gullashbaroner," sagde Poul Madsen i den forbindelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også