Flere grønne, flere problemer

Hvem siger, at dansk politik kun er spændende og fuld af drama i Borgen?

Uffe Elbæks karriere ligner i hvert fald nemt noget, der er opstået i Adam Prices hoved: fra gadepædagog til kaospilot, til kulturminister til afsat, til grøn superstjerne og nu til medstifter af det nye parti Frie Grønne.

Mandag d. 7 september 2020 holdt Frie Grønne deres første pressemøde på Blågårds Plads i København. Kilde: Liselotte Sabroe, Scanpix

Partiet opstår som en udbrydergruppe fra Alternativet og blev mandag præsenteret på Blågårds Plads af politisk leder og medstifter Sikandar Siddique. Ud over Siddique og Elbæk tæller partiet blandt andre Susanne Zimmer og Niko Grünfeld, som sidder i henholdsvis Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation. De lover en radikal grøn politik, antiracisme og en kompromisløshed, de lige nu finder fraværende.

"Det kan, såfremt de kommer i Folketinget, betyde en masse moralske sejre og ingenting gennemført."

Men vejen til genvalg for de p.t. tre folketingsmedlemmer er lang. For de har masser i bagagen, de har en utraditionel tilgang til det parlamentariske arbejde, og de fisker i samme sø som en række andre partier. Derfor skal de være dygtige til hurtigt at komme over de allermest åbenlyse spørgsmål, hvis de vil have mulighed for at folde deres partiprogram ud.

Her er de største kommunikative udfordringer for det nye parti formuleret i en række spørgsmål, både medierne og potentielle vælgere vil have, og som de derfor er nødt til at forberede rigtigt gode svar på.

Er de dårlige tabere?

Frie Grønne er født ud af flere ting: en utilfredshed med den førte integrationspolitik, med den førte klimapolitik, men altså også en utilfredshed med deres gamle parti, Alternativet. Som bekendt er såvel Siddique som Elbæk, Zimmer og Grünfeld foruden en række baggrundspersoner, herunder særlig rådgiver Rune Langhoff, alle tidligere ledende medlemmer af Alternativet.

Efter katastrofevalget i 2019 og Elbæks afgang som politisk leder blev partiet splittet i en række fraktioner, som Elbæk kun med hiv og sving havde haft held til at samle bag sig i de syv år, han var leder. Det efterfølgende valg af Josephine Fock til ny frontfigur var måske mere end så meget andet et fravalg af Elbæks fløj.

Derfor lignede det grangiveligt, at den del af Alternativet i næsten samlet flok forlod Alternativet i foråret. Nogle har fundet nye venner andre steder. Rasmus Nordqvist er blevet naturordfører i SF, Leila Stockmarr har meldt sig ind i Enhedslisten, men de fleste fra den gruppering er altså stifterne bag Frie Grønne.

"Uanset hvad, er der ikke tale om nogle store politiske forskelle, men nok nærmere procesmæssige."

Nu er opgaven at overbevise deres potentielle vælgere om, at Frie Grønne ikke bare er det Alternativet, de gerne ville have haft og ikke kunne få, men et vigtigt projekt i sig selv. Der er en risiko for, at nogle af de stemmer, de forsøger at tage med sig, vil synes, det alligevel er for groft ikke at bøje sig for baglandets flertal, men ikke alene smække med døren, ikke alene efterlade Alternativet i krise, men ovenikøbet bygge et alternativt Alternativet.

Og det fører videre til næste spørgsmål.

Hvordan adskiller det her sig fra Alternativet?

Når nu hele gruppen er afhoppere fra Alternativet, er det åbenlyst at lave en hurtig sammenligning mellem de to partier. Er de begge antiracistiske? Ja. Er de begge så grønne, man næsten kan være? Også ja.

Forskellen mellem Frie Grønne og Alternativiet er ikke lige til at se, men den er til at finde mellem linjerne. Kilde: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Lad os for en stund lægge det opgør og det personfnidder, der er i forhistorien, til side og kigge på det som de potentielle vælgere. De vil gerne have Danmark forrest i klimakampen, og de vil gerne rulle de seneste årtiers integrationsstramninger tilbage. Hvorfor skal de støtte op om Frie Grønne frem for Alternativet?

Selv fremhæver Sikandar Siddique det nye partis kompromisløshed. At de ikke, underforstået modsat Alternativet, vil stille sig tilfreds med lappeløsninger, fodnoter og promiller. Men gør Alternativet det? Stiller de sig tilfredse med småting?

Uanset hvad, er der ikke tale om nogle store politiske forskelle, men nok nærmere procesmæssige. Det frembringer minder om dengang den yderste venstrefløj diskuterede, om revolutionen skulle være væbnet eller demokratisk og endte med hverken-eller.

Hvorfor er kompromisløsheden en fordel?

Man kan tilnærmelsesvist sige, at hele deres raison d’être er at være kompromisløse. Analysen er ikke helt ved siden af; der findes i forvejen grønne partier på venstrefløjen, og i større eller mindre udstrækning er de alle beredte på at indgå kompromiser for at få deres mandater til at rykke på tingene.

Og det er så her, Frie Grønne skal fortælle deres vælgere det modsatte af det, de andre fortæller: Hvorfor er kompromisløsheden en fordel? Hvorfor er det bedre reelt at ende op med ingenting i stedet for en lille smule?

Det kan, såfremt de kommer i Folketinget, betyde en masse moralske sejre og ingenting gennemført. Vil sådan et fremtidsscenarie sælge biletter? Og biletter nok til at komme over spærregrænsen?

Æder I ikke jer selv?

Og med det til det sidste af de store spørgsmål, Frie Grønnes kommunikation er nødt til at finde gode svar på: Er der virkelig plads til så mange grønne, antiracistiske partier på venstrefløjen? I forvejen findes allerede Enhedslisten, SF og Alternativet. Veganerpartiet er for nyligt blevet opstillingsparate. Lykkepartiet er i gang med at samle vælgererklæringer, og nu skal Frie Grønne gøre det samme.

Ved næste valg vil de forskellige grønne partier højst sansynligt ikke kunne blive ordentligt repræsentet, da de stjæler stemmer fra hinanden. Kilde: Kristian Djurhuus, Scanpix

Når valget kommer, skal dette vælgersegment altså deles ud mellem op til seks partier. Alternativet ligger i den nyeste Voxmetermåling på 0,4 %, altså langt fra nok til at komme i Folketinget. Det virker realistisk, at Veganerpartiet vil få cirka lige så mange stemmer. Lad os for eksemplets skyld sige, at Frie Grønne tager 1,2 %.

På den måde kommer ingen af dem ind, og de tilsammen 2 % af vælgerne, der gerne så et parti kæmpe hårdt for den grønne omstilling, bliver ikke repræsenteret. Der er brug for en klar besked til vælgerne, hvilken forklarer præcis, hvorfor de ikke smider deres stemmer væk. Ellers risikerer de, at nervøse vælgere sætter deres kryds ved et mere sikkert valg.

Det er således ingen nem tid, det nye parti går i møde. Det bliver interessant at se, om det hele kan overvindes med et stort drys af Uffe Elbæks velkendte karisma og tro på det umulige, eller om dette en gang for alle bliver en brat opvågning for drømmerne.