Uffe mod magten
En ganske alternativ historie

En presset Uffe Elbæk på den skæbnesvangre valgaften i 2019. Bag ham ses bogens forfatter Morten Reimar. Foto: Getty Images.

Skrevet af
Journalist og forfatter Morten Reimar er aktuel med bogen 'Uffe mod magten - en dagbog i hælene på revolutionen'. Kforum har talt med ham om, hvordan idéen opstod og om at skrive en politisk dagbog, hvor han har brugt de samme virkemidler, som hvis det havde været en spændingsroman. Og så har vi også spurgt ham om, hvad fremtiden mon bringer for et Alternativet uden Uffe Elbæk.
Det er onsdag den 27. juni 2018, og Alternativets leder, Uffe Elbæk, har lige annonceret, at han vil pege på sig selv som statsminister og derved udfordre Mette Frederiksen og Lars Løkke ved det kommende folketingsvalg. Det er den absolutte topnyhed i de fleste medier, på et tidspunkt hvor sommerferie og agurketid lurer lige om hjørnet.
 
De politiske kollegaer på Christiansborg reagerer for de flestes vedkommende med måbende forbløffelse og ser endnu et bevis på, at Alternativet, personificeret ved Uffe Elbæk, befinder sig i en alternativ, fiktiv virkelighed.
 
Men i Alternativet er der opbakning. Det er partiet, der ved folketingsvalget i 2015 leverede en veritabel Olfert til alle de eksperter, der dødsdømte Uffe Elbæk og hans følgere. De bragede ind i Folketinget med 9 mandater.
 
Selvom Alternativet har været i alvorligt stormvejr gennem mange måneder, hvor uheldige personsager om kontorindretninger og flyrejser har stået i kø, så tror Uffes følgere, at de nok skal finde vejen tilbage på det spor, der blev lagt i 2015 og nu skal udvides med flere medlemmer og måske en statsministerpost.
 
På Frederiksberg sidder journalist Morten Reimar og følger begivenheden på TV 2. Han er for nylig blevet færdiguddannet fra Journalisthøjskolen, men har allerede med artikler i blandt andet Euroman og Ud & Se afsløret et sjældent talent for at skrive indlevende featureartikler, interviews og portrætter.          
 
”Da jeg gik forbi fjernsynet den dag og hørte med det ene øre, at Uffe Elbæk sagde, at han ville være statsminister, så tænkte jeg: Det bliver jeg simpelthen nødt til at se, det her,” husker Morten Reimar.
 
 
Uddrag fra bogen:
Centrum for folkemødet er en overdimensioneret, rød ølkasse i træ, hvor alle kan få taletid, og som inviterede politikere også skal tale fra. Foran ølkassen ligger de mest engagerede og kigger missende op med solen i øjnene. Bagved frigør Elbæk sig af TV 2, selfiearme og unge, der klapper ham på ryggen for at fange hans opmærksomhed, og begynder at klatre op. Tilskuerne begynder at klappe og finder deres telefoner frem.
 
 
Morten Reimar er forfatter til bogen Uffe mod Magten – en dagbog i hælene på revolutionen, hvor han gennem ti måneder får lov til at agere flue på væggen og følge Alternativets inderkreds og støtter landet rundt. Det viser sig at blive en periode i Alternativets alternative historie, der skal lede til Uffes farvel til formandsposten. Men alt det er ikke skrevet nogen steder den dag, da Morten ser Uffe i fjernsynet.
 
”Jeg er freelancer og har på det tidspunkt allerede skrevet en del for eksempelvis Euroman. Det er da også dem, jeg først tænker på at kontakte. Idéen er at hive Uffe Elbæk ind til et klassisk spørgsmål-svar-interview,” husker Morten Reimar.
 
Men jo mere han tænker over det, jo mere udvikler idéen sig i den unge journalists hoved. Hvad foregår der mon bag de lukkede døre? Mellem festerne og de store mediebegivenheder? Hvad sker der, når der går hverdag i den?
 
 
Uffe Elbæk ankommer til DR, hvor han skal deltage i en særlig partileder-udgave af Mads og Monopolet. Til højre ses bogens forfatter Morten Reimar. Foto: Getty Images.
 
 
Forkærlighed for valgkampsreportager
Morten Reimar har aldrig været politisk journalist, men han er, som de fleste andre, uanset politisk ståsted, fascineret af Uffe Elbæk og Alternativet og deres revolutionære og lidt jubeloptimistiske måde at gentænke samfundet på.
 
På samme tid befinder han sig i et journalistisk dødvande og er begyndt at kede sig, når han igen og igen bliver sendt på opgave til de der ‘nu skal vi sælge en film i otte interviews om dagen-interviews, hvor der sidder en skuespiller og en agent, der sørger for, at alle journalisterne kun får lov til at stille de samme ti rigtige spørgsmål.
 
”Jeg har altid været ret vild med amerikanske valgkampsreportager og ved nærmest alt om amerikanske valgkampe fra 1960 til 1972. Der findes en bølge af reportagebøger, hvor en journalist hægter sig på en kandidat, fra han får sit kandidatur og til den bitre ende. Så håber man jo som journalist på, at han bliver præsident eller taber, for så bliver det en sjovere bog at læse,” fortæller Morten Reimar.
 
Mange af hans journalistiske forbilleder fra Esquire og The New Yorker har skrevet den type bøger, og som idéen med Alternativet udvikler sig, går det op for ham, at det ikke er en artikel, men en bog, han skal skrive.
 
”Jeg kontakter nogle forlag. Gyldendals standardsvar er ”tak for din henvendelse, vi vender tilbage inden for 6 måneder”. Det svar får jeg også, og jeg gider ikke sidde og nøle for længe, for så kan valget blive udskrevet, inden jeg overhovedet kommer i gang med projektet,” siger han.
 
 
Første møde med Uffe
Morten Reimar skriver en meget velformuleret mail til Alternativet, hvor han forklarer, hvad han vil, og hvor han spørger, om han kan komme forbi og snakke med dem om det. Dagen før mødet tikker der så en mail ind fra Gyldendal, der pænt afviser idéen med den begrundelse, at de ikke mener, at der er nok stof til en hel bog. Så Morten gør sig klar til mødet med Uffe.
 
”Jeg skal vise dem, at jeg mener det alvorligt, og på det tidspunkt går jeg rigtig meget i jakkesæt. Men jeg ved godt, at jeg ikke skal gå ind til Uffe Elbæk i et jakkesæt,” husker han.
 
Inden mødet løber Morten Reimar med andre ord ind i en klassisk tøjkrise.
 
”Jeg står derhjemme og tænker, hvad skal jeg dog tage på. Det, du gør, Morten, er, at du tager en hvid skjorte på – ikke sådan en hvid-hvid skjorte. Den er vævet i lidt groft stof med brystlomme. Så vil jeg rulle ærmerne lidt op, så det bliver lidt casual. Jeg tager blå bukser og et par Dr. Martens-sko på – ikke støvler, men sko. Det er en god mellemting,” tænker han.
 
Udenfor Christiansborg ser han sig selv i vinduet af en bil og kan ikke få tanken om, at han ligner et medlem af VU, ud af sit hoved.
 
”Da jeg kommer ind til Uffe, har han den mest forvaskede T-shirt på, jeg nogensinde har set – den er nærmest vasket væk. Han har sorte jeans på og et par støvler, der ligner noget, han lige har vandret gennem Sahara med – de er helt udtørrede, brune af snavs og sprukne i læderet.  Jeg sidder ved siden af og ligner en idiot. Og vi snakker fuldstændig skævt af hinanden. Han starter med at holde en enetale i 30 minutter, hvor han fortæller om projektet på en meget passioneret måde,” husker Morten Reimar.
 
Morten er vant til, at når han skal pitche en artikel, så ringer han op, præsenterer sin idé, fortæller, hvad han vil gøre, hvor længe det kommer til at tage, og hvad han skal bruge.
 
”Det prøver jeg på Uffe Elbæk, og han er bedøvende ligeglad. Han kigger bare på mig og siger: Hvorfor vil du det her, Morten? Øhhh, siger jeg. OK, send mig nogle artikler, du har skrevet, så ser vi på det, siger han, inden jeg bliver sendt ud ad døren igen.”
 
 
Et poetisk fællesskab
Da Morten Reimar går hjem, er han overbevist om, at han har mistet muligheden – at den med andre ord er stendød. Han føler sig dum og ærgerlig.
 
Men et par dage senere får han alligevel en mail fra en af Uffe Elbæks rådgivere. 'Vi er i Valbyparken til ungdommens folkemøde. Du må godt komme herud nu, men det starter om 15 minutter', står der.
 
”Heldigvis kan jeg ikke nå hjem og skifte til mit åndssvage VU-tøj. Jeg dukker op i en kortærmet skjorte, så man kan se mine tatoveringer på den ene arm.  Og Uffe kan ikke kende mig. Jeg er en helt anden i det tøj.  Jeg kører rockabilly-stil med totalt Elvis-hår med ekstra shine – og jeg mener det, når jeg siger ekstra shine. Først bliver håret sat, så det er helt stift, og så bliver der smurt shine udenpå – det tager en krig, og jeg skal skifte hovedpudebetræk hver dag. Det stikker helt af,” fortæller Morten Reimar.
 
Men det viser sig at være en fordel fremfor en ulempe. Især tatoveringen med Dan Turèll-citatet ”Jeg holder af hverdagen” åbner uventet en dør.
 
”Kan du lide Dan Turèll?” spørger Uffe Elbæk interesseret.
 
”Vi begynder at tale om forfattere, og hvem vi godt kan lide osv. Uffe har mødt Allen Ginsberg og er meget glad for beatpoeterne. Så vi har pludselig noget sammen. Jeg finder ud af, at Uffe Elbæk vægter den personlige kemi enormt højt, når han skal vælge, hvem han bruger tid sammen med. Det gælder også hans medarbejdere. Det er dygtige mennesker, men den personlige kemi vægter nok 55 procent. Så jeg får lov til en masse ting, fordi der er en personlig kemi. Uffe kan godt lide mig. Det kan godt være, at han ikke tænker, at jeg er særlig klog, første gang han møder mig på kontoret, men vi finder den dag i Valbyparken ind til et interessemæssigt fællesskab,” fortæller Morten Reimar.
 
 
Uddrag fra bogen:
Elbæk takker, trykker hende i hånden og indrømmer, at det er godt, hvis vi alle sammen spiser mindre kød, men at han nogle dage ikke kan forestille sig noget mere lækkert end en hotdog. ”Men altså kun, når jeg har tømmermænd. Ingen er perfekte.”
Pigen kigger på ham, som om hun prøver at afgøre, om han tager pis på hende. Bagefter kommer en hen og takker for alt det, Elbæk gør for homoseksuelle, der ikke tør springe ud. En pige med et kamera vil gerne filme ham til et eller andet sammenklip af deltagernes tøj, så Elbæk stiller sig op og bliver filmet. Han er i New Balance-sneakers, sorte jeans og en sort polo fra yndlingsmærket Wood Wood.” 
 
 
Trods sin unge alder er Morten Reimar allerede en erfaren journalist. Men derfor kan tingene alligevel godt gå helt galt, hvilket han oplevede, da han skulle mødes med Uffe Elbæk første gang. Foto: Forlaget Momenta.
 
 
Skal være som at læse en roman
Den første tid var han med Alternativet et par dage om ugen. Resten af tiden sidder han på sit kontor og skriver ned, hvad han har oplevet – som en dagbog. Han prøver at få lidt struktur på bogen. Skal han selv være med? Hvor mange direkte citater skal der være? Hvem er de interessante personer?
 
”Jeg tænker fra starten, at det skal være ligesom at læse en roman. Det er et mål for mig, at man skal kunne læse den, selvom man kender historien om Alternativet på forhånd. Bogen skal kunne stå for sig selv. Jeg har fokuseret meget på detaljerne. Prøvet at læse en masse bøger, se film og høre musik, der indfanger den stemning, jeg gerne ville have i bogen. Det er detaljerne, der gør, at man kan give en fornemmelse hos læseren af at være til stede i scenen. Det er jo min skrivestil.
 
For Morten Reimar er en scene kedelig, hvis den beskriver to mænd, der sidder ved et bord og drikker kaffe. Men hvis det er to midaldrende mænd ved et vakkelvornt bord, og de drikker Fairtrade økologisk kaffe med sojamælk, så bliver det interessant. 
 
”Jeg er med på, at man kan overgøre det nogle gange. Men det giver kød på beskrivelsen. Det er jo det, man på Journalisthøjskolen kalder de meningsbærende detaljer, og det er en skrivestil, jeg har øvet mig rigtig meget på og er blevet ret god til. Det gælder om at få så meget med fra en situation som muligt – men jeg har eddermame meget materiale, da vi når til folketingsvalget,” siger han.
 
Det første manuskript er dobbelt så langt, som den færdige bog ender med at blive, men Morten Reimar har endelig fundet et forlag, der tror på hans projekt. En kombination af Mortens evner som featureskribent, en redaktør, der er romanforfatter, og en forlagsdirektør, der er tidligere chefredaktør på B.T, viser sig at være et team, der sammen kan skære historien ind til benet, så resultatet bliver en politisk dagbog med en spændingskurve som en krimi og med lige så mange cliffhangers, som en sæson af Game of Thrones. En bog, der med andre ord er meget svær at lægge fra sig.
 
”Det er nogle skønne typer i Alternativet, og vi har det sjovt, men det er jo vigtigt at være professionel – det er nemt at blive forelsket i en gruppe mennesker, som jeg følger så tæt og lærer så godt at kende. Men det er gennem hele processen vigtigt for mig at holde fokus og ikke blive venner med dem,” siger Morten Reimar.
 
 
Uddrag fra bogen:
Uffe Elbæk og Rune Langhoff ankommer til Skuespilhuset, fem minutter inden debatmødet går i gang. Det er aftenmørkt, og alene på Elbæks gang kan man se, at han ikke har mere energi tilbage i sig. Alt på ham hænger nedad, han går med korte, arrige skridt, og da han kommer tættere på lyset fra vinduet, ser han adskillige år ældre ud end normalt. Han har samme trøje på som i går. Langhoff går foran ham og rydder vejen for teknikere, der prøver at hæfte mikrofonen på Elbæk, inden han har nået at komme på toilettet og få vejret.
Hold kæft, hvor er jeg træt, siger Elbæk på vej ind ad svingdøren.
 
 
Det er ikke så meget, han har set medlemmer fra Alternativet, efter at bogen er udkommet. Den har fået gode anmeldelser i dagspressen, og Morten ved, at den har fyldt noget til Alternativets Landsmøde. Derudover har der været nogle kritiske kommentarer til nogle af bogens scener. Men ingen har på noget tidspunkt sat spørgsmålstegn ved troværdigheden.
 
 
Alternativet efter Uffe
Efter ti måneder som flue på væggen er det oplagt at spørge Morten Reimar om, hvordan han ser fremtiden for Alternativet uden Uffe som den altdominerende frontfigur.
 
”Det er et kæmpeproblem for Alternativet, at Uffe er væk. Han ER Alternativet. Jeg ser en direkte linje mellem Frontløberne, Kaospiloterne og Alternativet. Det er den samme energi og det samme overordnede projekt. Den samme verdensanskuelse. I alle tre projekter. Fællesnævneren er Uffe Elbæk,” fortæller Morten Reimar og fortsætter:
 
”Uffe Elbæk har prøvet at få andre ind, men de har efter min opfattelse købt sig ind i hans vision. Det kan godt være, at de er med, men det er stadigvæk overordnet set Uffes vision.
Nu kommer Josephine Fock og siger, at nu bliver det noget andet. Og det er der så en masse, der bliver ærgerlige over. Det bliver et nyt Alternativet, og overgangen bliver ikke køn. Det er en virkelig svær overgang. Der er mange, der siger, at Josephine ikke kan få stemmer, fordi hun ikke er karismatisk og er for kedelig osv. Men af de kandidater, der var til at overtage, så er hun den, der bedst vil kunne genopbygge partiet. Det er det, de har brug for lige nu. Idéerne er jo stadig relevante. Hun skal overbevise folk om, at det ikke var et Uffe-projekt, men det bliver ikke nemt. Hun har fået en hård start, så hun kan næsten kun overraske. Jeg kender hende som en kontant dame. En no bullshit-type, og det er nok ikke det første, man ville beskrive Uffe som,” siger Morten Reimar.
 
Måske skulle han bare se at komme i gang med at skrive en to’er?
 
 
Uddrag fra bogen:
23:10 på valgaftenen 2019 står Elbæk ved siden af et tårn af tomme ølkasser og gør sig klar til at gå på scenen. Han skal holde sin tale, den vigtigste i aften. De ting, han siger nu, vil blive genudsendt fra nu af og til dommedag på DR. Først i nyhedskavalkaden, siden ´Husker du 2019?’ og ’Husker du 10’erne?’ – og måske en dag ’Husker du Alternativet?’.
 
 

Relaterede artikler

Alternativets alenlange tømmermænd - Alternativet ved tilsyneladende ikke, hvad det skal være - udover alternativt. Uffe Elbæk er seriøst god til at vinde - ...
Sådan overlever du Clement afbrydelse efter afbrydelse - Forleden var det Uffe Elbæks (Å) tur til at besøge Clement Kjersgaard i programmet "Vi ses hos Clement". Emnet var flygt...
10 uforfalskede, uforbederlige Uffe-træk - Uffe Elbæk har succes. Han har tværet DF, fået en borgmesterpost og adresseret penis-stormen på en ... Uffe-agtig måde. ...

Giv din stemme

12 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Projektleder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.