5 tips, der gør din årsrapport cool
Årsrapporter på papir er så 2015

Årsrapporten. Hårdt arbejde til få læsere, ikke sandt? Man spørger sig selv, hvorfor årsrapporten ikke forlængst er kommet med på det digitale tog. Screenshot af email-marketingfirmaet Mailchimps digitale (og underholdende) årsrapport.

Skrevet af
Her får du 5 gode tips til at puste støvet af din årsrapport, gøre dit arbejde sjovere, din chef gladere og vigtigst af alt: dine interessenter interesserede. Der er nemlig god grund til at gøre din årsrapport digital.

Årets kedeligste opgave nærmer sig. Årsrapporten. Kan du mærke, hvordan livskraften siver ud af dig bare ved tanken? Alt det arbejde, du skal lægge i den. Alle de mennesker, der aldrig kommer til at læse den. Aldrig. Mest af alt, fordi den er så helt utroligt kedelig. Men sådan behøver det ikke at være. Og det er der flere, der har opdaget.

Gør din årsrapport levende
De seneste år er der dukket flere originale bud på årsrapporter op. Fx udgav ALSO deres årsrapport for 2016 som en VR-oplevelse, hvor aktionærerne fik tilsendt årsrapporten som VR-briller og en app. Sættet gav bl.a. adgang til 360 graders-videoer af partnere, ansatte og kunder, og årets resultater blev præsenteret som augmented reality. Men mindre kan også gøre det. Så måske er 2018 året, hvor du gør din årsrapport digital og giver din målgruppe en på opleveren i stedet for at kede dem ihjel?

På med VR-brillen og gå på opdagelse i årsrapporten. Papirårsrapporter er så 2015.
 
 
Digitale årsrapporter er ikke bare en PDF-udgave af din årsrapport. Det er et levende site, hvor din målgruppe har mulighed for at klikke/swipe/scrolle sig rundt i året, der gik i din organisation. Selvfølgelig fortalt gennem stemningsfulde billeder, lækker grafik, spændende video eller flot animation.
 
Digitale årsrapporter giver dig mulighed for at fortælle den store historie om din organisation og engagere din målgruppe gennem lyd, billeder, video og animation. Hvis du gør det godt, kan du konvertere din målgruppe fra passive modtagere til aktive medskabere. Og hånden på hjertet: Hvad vil du helst kaste dig over? Det her:
Den gode gamle årsrapport i papirform vækker mindelser om tunge akademiske pligttekster fra studietiden. Man skal være mere end almindeligt motiveret for at give sig i kast med den.
 
Eller det her:
 
Der er masser af muligheder for at gøre din årsrapport visuel og indbydende. Også selvom du ikke sælger sexede produkter som elbiler.
 
Er du stadig ikke overbevist om at gå den digitale vej? Så får du flere gode grunde her:
 
  • Skab relationer gennem indbydende indhold
Digitale årsrapporter giver dig en eftertragtet mulighed for at skabe en relation til din målgruppe. Men det kræver, at du fortæller den store historie om året, der er gået. Hvem er I? Hvad er jeres formål? Eller hvis vi skal svinge os på de helt store nagler: Hvordan bidrager I til at skabe en bedre verden?
 
Det er efterhånden et gennemgnasket faktum, at forbrugere er mere tilbøjelige til at engagere sig med (forblive loyale over for) brands og organisationer, der støtter en god sag, skaber følelsesmæssigt engagement eller identifikation. Årsrapporten er et glimrende sted at udrulle jeres formål. Men sørg for, at der er hold i jeres ord, og det stemmer overens med jeres kerneforretning. Nutidens forbrugere er lynhurtige til at gennemskue, hvis du vasker dit brand i gode intentioner.
 
  • Genbrug, og generér indhold
At digitalisere din årsrapport er ikke ensbetydende med, at du skal investere i en masse ekstra indholdsproduktion. Hvis du planlægger din indholdsproduktion i løbet af året, kan du genbruge en stor del til din årsrapport. Ligesom årsrapporten giver dig mulighed for at generere indhold, som du kan versionere til dine forskellige SoMe-platforme. Win-win.
 
  • Slank økonomien, og rid med på den grønne(re) bølge
Når du skrotter paiprudgaven af din årsrapport, kan du lave solide besparelser på tryk og distribuering. Samtidig undgår du spild og bidrager til en mere bæredygtig løsning. Det er ikke bare godt for CSR-profilen. Det er ren og skær sund fornuft.
 
  • Få den data, du sukker efter
Vil du vide, hvem der læser med? Og hvad de læser? Du kan jo gætte dig frem. Eller du kan høste den data, du har brug for. Det sidste er heldigvis muligt, når du digitaliserer.
 
Sidst, men ikke mindst har du mulighed for at markere dig som digital bannerfører. En hurtig stikprøve viser nemlig, at de fleste stadig gør, som de plejer. De gode eksempler er relativt få, men blandt danske organisationer markerer Danish Crown, PKA og NovoZymes sig positivt. Og af uransagelige årsager er alle de bedste eksempler, jeg har kunnet finde, fra 2016. Måske var det årsrapporternes guldalder?
 
De gode eksempler på digitale årsrapporter
Kan du stadig ikke helt forestille dig, hvordan en sexet årsrapport ser ud? Så har jeg fundet to strålende eksempler til dig: et dansk og et amerikansk.
 
Jyske Bank viser i deres årsrapport, hvordan man med et gennemført koncept og en original struktur kan løfte en årsrapport. Årsrapporten emmer af overskud, humor og personlighed, og det er da noget af en præstation, når det handler om årsrapporten for en bank.
 
Jyske Bank går lige på med en ferm tilbagevisning af rygterne om CEO Anders Dams snarlige pension. Screenshot fra Jyske Banks årsrapport.
 
MailChimp er kendt for deres stærke visuelle univers. De har formået at gøre noget så kedeligt som en marketingplatform til et sprudlende og cool fællesskab, man gerne vil være en del af. Bare tjek deres Instagram-profil. Årsrapporten er ingen undtagelse. Den er visuelt gennemført, humoristisk og helt igennem MailChimpsk.
 
Mailchimps årsrapport er fuld af effekter og visuelt overskud. 
 
Lær af de bedste
Gav de digitale årsrapporter dig blod på tanden? Så lær af de bedste. Her 5 gode råd, som de bedste digitale årsrapporter følger:
 
1. Gør relevansen tydelig
Du kan ikke forvente, at din målgruppe er lige så interesseret i din organisation, som du selv er. Derfor er du nødt til at få det til at handle om din målgruppe. Hvorfor skal de interessere sig for jeres år, der gik? Hvad betyder det for dem? Få det til at handle om mennesker. Det gør de bedste årsrapporter.
 
2. Tænk interaktivitet ind
Indbyd din målgruppe til at gå på opdagelse i din organisation. Gør dem nysgerrige, og lad dem stykke deres egen fortælling sammen. Leg med kronologien, og læg op til, at de enkelte emner kan aktiveres og udfoldes uafhængigt, men tag gerne din målgruppe i hånden med en klar tematisk overlægger. Danish Crown har fx arbejdet med temaet “Det gode måltid”, mens Kickstarters årsrapport for 2016 var en hyldest til deres mange investorer.
 
3. Tal til mere end fornuften
Hvis din årsrapport skal engagere din målgruppe, skal den ikke bare fodre din målgruppe med information, men også underholde dem, måske endda bevæge dem. Så gå på jagt i organisationen: Hvilke spændende, rørende eller overraskende historier ligger I inde med? Hvordan kan I folde dem ud gennem lyd, animation og video? Jeres år, der gik, er meget mere end tal.
 
4. Hold budskaberne enkle
De bedste årsrapporter formidler stoffet klart og lettilgængeligt. De tør prioritere, vælge fra og fortælle den enkle, men fokuserede fortælling om deres organisation. Utroligt nok er det ofte sværere at skrive korte og præcise tekster, men der er ingen vej udenom. Less is more, særligt når det kommer til tekstelementer.
 
5. Vær ikke bange for at vise personlighed (og måske endda humor!)
Kommunikation fungerer nu engang bedst, når man kan mærke, at der er mennesker bag. Og hvis I vil skabe en relation til jeres målgruppe, kræver det, at I investerer jer selv og sætter noget på spil. Så find ud af, hvilken stemme jeres organisation eller brand har. Det er muligt at være professionel og personlig på samme tid.

Relaterede artikler

Lav din social medie-strategi på fem minutter - Hvor skal du starte, når du skal lave virksomhedens nye strategi for sociale medier? Hvordan skal I engagere jeres bruge...
Har du lyttet til dit brand i dag? - De bedste brands synger til alle sanserne. En symfoni af oplevelser, hvor hvert touchpoint støtter op om samme melodi. M...
67 % ved ikke, at deres nyhedsfeed styres af algoritmer - Danskernes brug af samtlige nyhedsmedietyper i 2018 er markant faldende. Det, og mange andre ting, viser dette års rappo...
Når robotten har det bedste argument - IBM’s nyeste supercomputer, Project Debater, der er baseret på AI, bestod sin prøve forleden i San Francisco, hvor den d...
Lad de digitale platforme være dine filmklippere - Vi ved alle, at YouTube er til video, Instagram er til billeder og video, Pinterest er til billeder og video, Facebook e...
Tag robotten i hånden i dit pressearbejde - Digitaliseringen giver mange spændende nye muligheder. Som PR- og kommunikationsmedarbejder kan du få mere ud af dit PR-...
Da AI kom til kommunikationsland - I flere brancher får implementeringen af teknologier som maskinlæring og deep learning efterhånden ben at gå på, og det ...
Håndpluk dine sociale medier - Din organisation er på alle sociale medier. Du kan ikke forklare hvorfor. Lyder det bekendt? Få gode tips til at tænke d...
Mindre medvind og logofarvelade, tak! - I 2018 har virksomhederne virkelig taget FN's verdensmål til sig som pejling for bæredygtig udvikling. Det er godt. Men ...

Giv din stemme

22 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.