Sejler 3F under falsk SoMe-flag?

Er det “astroturfing”, når 3F smider penge efter Facebook-gruppen "Store Bøffer, Små Hjerter", eller er fagforeningen bare foran sine modstandere i kampen om den offentlige opinion?
Fagforeningen 3F har postet 110.000 kr. i annoncering for Facebook-gruppen "Store Bøffer, Små Hjerter", der fører kampagne mod Jensens Bøfhus. Foto: 3F
Fagforeningen 3F har postet 110.000 kr. i annoncering for Facebook-gruppen "Store Bøffer, Små Hjerter", der fører kampagne mod Jensens Bøfhus. Foto: 3F
“Stop underbetalingen og giv de unge deres overenskomst tilbage”, lyder det fra den fyrede tjener og tillidsrepræsentant Sinem Demir. 
 
Hun er ansigt udadtil for Facebook-gruppen “Store Bøffer, Små Hjerter", der med 5.697 følgere organiserer lockoutede 3F-organiserede tjenere og deres sympatisører til faglig kamp mod bøfkæden Jensens Bøfhus. 
 
Konflikten startede i foråret 2020 – samtidig med den første coronanedlukning, hvor Jensens Bøfhus opsagde sin overenskomst og lockoutede de tjenere, der var medlemmer af 3F. 
 
Sinem Demir som frontperson for kampagnen Store bøffer, små hjerter.
 

Ingen bøffer og ingen kompensation

Arbejdskampen har ud over dårlig omtale kostet bøfkæden dens coronakompensation, for i socialdemokraternes optik er det at blande sig i en arbejdskonflikt, hvis staten støtter en af parterne. 
 
Det har til gengæld politiseret sagen i en grad, hvor borgerlige politikere og medier er gået aktivt ind i konflikten på restaurantkædens side. 
 
Derved er den langvarige konflikt blevet næste kapitel i sagaen om klassekampen, hvor fagforeningerne og venstrefløjen står over for arbejdsgiverne og de borgerlige kræfter.
 
Det er en kamp om kroner og øre. Om arbejdstider og vagtplaner. Men i en moderne medievirkelighed er det også en benhård kamp om den offentlige opinion. 
 
Konflikten startede i foråret 2020, hvor Jensens Bøfhus opsagde sin overenskomst og lockoutede de tjenere, der var medlemmer af 3F.
 

Denne gang fører fagbevægelsen i kampen om den offentlige mening

Fagbevægelsen har tidligere været i hård modvind i arbejdskonflikter som balladen i Tikøbgade, hvor vrede bygningsarbejdere væltede et stillads, og i lufthavnssagen, hvor en uorganiseret baggagearbejder blev presset til at melde sig ind i 3F.
 
Til gengæld tyder "Store Bøffer, Små Hjerter"-gruppens popularitet på, at den offentlige sympati denne gang er på arbejdersiden.
 
Er det bare godt arbejde, eller er det også lidt for godt?
 
For hvad der ikke fremgår direkte af Facebook-siden, er, at Sinem Demir ikke er en tilfældig lockoutet tjener. Hun er også professionel politiker for Enhedslisten. Her er hun folketingskandidat og sidder i Københavns Borgerrepræsentation. 
 
Det fremgår heller ikke nogen steder, at 3F ifølge Altinget har brugt 110.000 kr. på gruppen, og det kræver en tur på Google for at se, at administratoren af gruppen er ansat i 3F’s gruppe for Privat Service, Hotel og Restauration.
 
 
Sinem Demir er udover at være fyret tjener, og Store bøffer, små hjerters ansigt udadtil også folketningsmedlem, og sidder i Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten. Foto: Enhedslisten.
 

Er ikke i strid med reglerne, men…

Ikke overraskende vil direktør Anders Nikolajsen hos Jensens Bøfhus gerne udtale sig om kampagnen, som han nødigt vil “give en etisk eller moralsk vurdering”.
 
Så er det vist på plads. 
 
Men også Jan Trzaskowski, professor i markedsføring på CBS, og Charlie Stjerneklar, direktør for brancheforeningen for kommunikations- og lobbybureauer, udtrykker betænkning ved kampagnen, som de dog begge understreger, ikke er i strid med reglerne.
 

Astroturfing eller moderne digital aktivisme?

I USA kalder man det astroturfing, når en virksomhed eller organisation orkestrerer en kampagne, der ved nærmere eftersyn består mere af lobbyister og markedsføring end rigtige mennesker med en sag.
 
Astroturf betyder kunstgræs og ligner på afstand ægte græs, men kommer man tæt på, så er forskellen tydelig. Der er ingen ægte græsrødder. 
 
Det ville imidlertid være forkert at tale om astroturfing, når det gælder "Store Bøffer, Små Hjerter"-kampagnen. 
 
Der ligger reel faglig aktivisme bag, og det faktum, at gruppens frontfigur er en revolutionær marxistisk kritiker af den traditionelt socialdemokratiske fagtop, viser, at selv om kampagnen er understøttet af 3F, så er den ikke orkestreret fra Kampmannsgade. 
 
Og hvis 3F’erne ikke ville stå ved deres støtte, så havde det nok ikke været svært at kanalisere pengene af omveje – eller finde en administrator, der ikke var ansat i 3F.
 
Mon ikke også en dreven kommunikationsmand eller -dame havde fundet på et bedre navn end det lidt forvirrende postulat om, at bøfferne skulle være store på Jensens. 
 
Begrebet astrofturfing kommer af kunstgræs, der ikke har græsrødder. Foto: Getty Images.
 

Fagbevægelsen er blevet bedre til at udnytte energien hos aktivisterne

Hvad vi er vidner til, er i højere grad, at fagbevægelsen er blevet bedre til at påvirke meningsdannelsen på de sociale medier. Historisk har man i 3F været mere til traditionelle topstyrede projekter som SKÆVT-kampagnen, der i 2011 væltede Lars Løkkes første regering. 
 
Men med “Store bøffer, Små Hjerter” udnytter 3F energien hos de faglige aktivister, der ellers ved de seneste overenskomstforhandlinger har været en hovedpine for fagtoppen, og som under sygeplejerskekonflikten truede med at tage magten fra Dansk Sygeplejeråd. 
 
Jeg har tidligere kritiseret 3F for ikke at bruge fagforeningens mange sympatisører mere offensivt på de sociale medier. 
 
Derfor mener jeg også, det er klogt, at 3F her vender kommunikationspyramiden på hovedet og får budskabet ud der, hvor troværdigheden er størst, nemlig i bunden. En lockoutet tjenerinde har større troværdighed end en fagboss med stjerner på skuldrene. 
 
I stedet for at overlade onlineaktivismen til brokhoveder, der ofte er lige så rasende på fagbevægelsen som på arbejdsgiverne, vælger fagforeningen at spille en aktiv og støttende rolle. 
 
Inspirationen kommer blandt andet fra virksomheden “DeltagerDanmark”, der rådgiver fagbevægelsen til at blive bedre til at aktivere sine medlemmer og sympatisører. 
 
Det er en fremgangsmåde, vi også har set med Facebook-gruppen “Luftens Helte”, der samler modstandere af Ryanairs sociale dumping i danske lufthavne. 
 
Luftens Helte er et andet eksempel på en kampagne, der er støttet af fagbevægelsen.
 

Risikerer at tage luften ud af den traditionelle faglige kamp

Faren ved at understøtte den form for digital aktivisme er, at den risikerer at tage luften ud af den traditionelle faglige kamp. 
 
Som sygeplejerskekonflikten viste, så er der en nådesløs logik, der afgør, hvem der vinder en faglig kamp. Og det er ikke dem med flest likes på Facebook, eller dem som hele Danmark elsker. 
 
Arbejdskampe er krige. De vindes af dem, som er bedst organiseret og har flest ressourcer. 
 
Hvis den faglige aktivisme flyttes over på alle mulige andre platforme, hvad skal arbejderne så med organisationen med stor O? Med tillidsrepræsentanter, forbundshuse og trepartsforhandlinger? 
 

Facebook-aktivisme under de røde faner

Omvendt er der ikke noget til hindring for, at den nye onlineaktivisme kan fungere sammen med den klassiske faglige kamp. Mange af dem, der er aktive i “Store Bøffer, Små Hjerter", er også dem, der demonstrerer med røde faner foran restauranterne. 
 
Da arbejderbevægelsen var ung, brugte man ivrigt de nye teknologier som telegraf, jernbaner og trykkerier til at organisere klassekampen. 
 
Set i det perspektiv er det underligt, at det har taget 3F så længe at få øjnene op for nødvendigheden af at udnytte de sociale medier til at præge opinionen. 
 
Men i den nuværende situation, hvor de traditionelle medier mister gennemslagskraft, og hvor meningsdannelsen flytter over på platforme som Facebook, Twitter og, ja, TikTok, så må fagbevægelsen holde sig til og være til stede. Derfor vil vi fremover se flere eksempler på fagforeningsstøttet SoMe-aktivisme.
 
Niels Jespersen er Chefredaktør for Netavisen Pio.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også