3F's utallige shitstorms
3F: Fagligt Fælles Fuckup

3F har været i mange shitstorms. Lufthavns-gate slår fx ikke ud på den kommunikationsmæssige seismograf i samme grad som den katastrofale Vejlegården-konflikt, men der er markante ligheder.

Skrevet af

Niels Jespersen

1 artikler

1 indlæg

Få organisationer kan prale af samme folkelige opbakning og større kommunikationsmæssige muskler end 3F. Alligevel lykkes det gang på gang at ende i shitstorms, hvor selve fagforeningens eksistensberettigelse drages i tvivl. Man risikerer, at en fremtidig borgerlig regering udnytter forargelsen og klasker til sine røde fjender.
En skjult lydoptagelse fra Københavns Lufthavn, Kastrup, hvor en lokal 3F-aktivist forsøger at presse en vikar til at melde sig ind i fagforeningen, har udløst en vaskeægte mediemæssig shitstorm. Mens debatten om 3F’s metoder raser på sociale medier, sprøjter Berlingske kritiske artikler og ledere ud.
 
Samtidig falder borgerlige politikere over hinanden for at losse til den rødeste af alle de røde fagforeninger. Derved skrives endnu et kapitel i sagaen om 3F som den protestantiske filial af den sicilianske mafia, der afkræver ærlige mennesker beskyttelsespenge for at gå på arbejde. Loyal to 3F. Det er den klassiske fortælling om den lille mand mod det store brutale bureaukrati. Atter taber 3F de kommunikationsmæssige småkager på gulvet.
 
3F’s store problem er, at man fremstår som Goliat, der forsøger at tryne den lille mand, hvilket egentligt er godt gået af et fagforbund, der primært organiserer ufaglærte.
 
Heldigt for fagforeningen slår Lufthavns-gate ikke ud på den kommunikationsmæssige seismograf i samme grad som den katastrofale Vejlegården-konflikt, men der er markante ligheder. Dengang kørte lokalafdelingen af 3F i Vejle konflikt mod restauratøren Amin Skov.
 
Egentlig en sag efter bogen, men kombinationen af agurketid, en usædvanlig medieegnet Skov og et bizart forløb med hackere, stegt flæsk og påsatte brande skabte en perfekt storm, der nær var ved at blæse 3F omkuld.
 
Folkestemningen vendte massivt, og en overgang var der i det ellers så fagforeningsglade Dannevang flertal for et forbud mod sympatikonflikter. Den slags er ekstremt giftigt; det sekund, der er stemmer i at vende sig mod den danske model, løber politikerne i den retning.
 
Brækkede pengeskab op
Under Vejlegården-konflikten var aktivister fra 3F’s ungdomsafdeling efter sigende nødt til at brække et pengeskab op inde på 3F’s forbundskontor for at rejse midler til en mediemæssig modoffensiv. Hele ledelsen og alle kommunikationsfolkene var taget på sommerferie, så mens 3F befandt sig i sin værste legitimitetskrise nogensinde, var broen tømt for officerer.
 
Det billede gentog sig nogle år senere i mindre grad ved Letz Sushi-konflikten. Her fik 3F uventet hjælp af nogle dygtige unge venstrefløjsaktivister, men de var også, hvad der reddede konflikten fra at blive endnu et kommunikationsmæssigt fuck up.
 
Nu er 3F atter i skudlinjen, og billedet er det samme. Modstanderne dominerer debatten både i de traditionelle og sociale medier, og 3F er kommunikationsmæssigt i defensiven. Ironien er, at ser man på 3F’s kommunikationsafdeling, så er den 44 mand høj, og her taler vi alene dem, der er ansat på forbundskontoret.
 
Dertil kommer de ansatte ude i afdelingerne. Ja ja, det er medregnet studentermedhjælpere, men det er stadig nogle parodisk store kommunikationsmuskler. Som en bodybuilder med madolie i overarmene og steroideskrumpede nosser går 3F fra ydmygelse til ydmygelse.
 
3F’s store problem er, at man fremstår som Goliat, der forsøger at tryne den lille mand, hvilket egentligt er godt gået af et fagforbund, der primært organiserer ufaglærte. Udfordringen er, at hvor ingen af os kan få nok af at rose den danske model, så er der heller ikke nogen af os, der kan redegøre for dens virvar af jura og kedeligt aftalestof.
 
Det er meget nemmere at identificere sig med mennesker. Mennesker, som 3F tramper på. Det er i hvert fald den narrativ, der sælger.
 
For selvom der er dygtige folk i 3F og masser af kommunikationsstød, der går rent ind, så er det overordnede billede bare, at 3F taber debatten gang på gang. Fagbosserne er dygtige til at forhandle overenskomster, hvilket det danske lønniveau vidner om, men karismatiske og mediepolerede er de ikke.
 
Problemet med ikke bare 3F, men hele fagbevægelsen er, at de tykke mure omkring forbundskontorerne effektivt lydisolerer ledelsen for samfundsdebatten ude på den anden side.
 
Enten lyder de som embedsmænd med lange snørklede udredninger, eller også fremstår de som hende den emsige skolelærer, der ikke vil lade nogle få slik, hvis ikke alle i klassen får slik.
 
Omvendt kommunikerer modstanderne det, som vi alle sammen vil have. Nemlig, friheden til at gøre, hvad der passer os. Vi vælger nu engang med følelserne, og i den situation er det ikke svært for finde ud af, hvem man skal holde med.
 
Rejser man rundt med den fremstilling af virkeligheden, bliver man ikke populær i den kongeligt privilegerede danske arbejderbevægelse. Ligesom i en anden institution, hvor jeg har slået mine folder, nemlig Forsvaret, så sætter man i fagbevægelsen større pris på evnen til at marchere i takt end på at udpege fejl og mangler.
 
Problemet med ikke bare 3F, men hele fagbevægelsen er bare, at de tykke mure omkring forbundskontorerne effektivt lydisolerer ledelsen for samfundsdebatten ude på den anden side. I fagbevægelsen er man typisk optaget af de indre anliggender. Et valg til repræsentantskabet et sted eller endnu en sammenlægning.
 
Er der blødt brød til mødet? (Moderne fagbosser drikker ikke længere Gammel Dansk) Hovedet er, om ikke oppe i røven, så i hvert fald et andet sted end der, hvor meningsdannelsen foregår.
 
Første skridt: Erkend alvoren
Nuvel. Det er nemt nok at påpege alt det, man burde havde gjort. Det interessante er, hvad man gør, når først skaden er sket. For 3F er første skridt at erkende alvoren af den slags kriser. Man risikerer at løbe ind i den farligste diskussion af alle: Nemlig, hvorvidt organisationen overhovedet fortjener at eksistere. Det skete med Vejlegården-sagen. Hvis man vil se, hvad sådan en kan føre med sig, så kan man jo kigge over i den finansielle sektor.
 
Her sliber politikerne knivene, for de kan ikke vise ublodige hænder til vælgerne. Vreden er simpelthen for stor. Med en rød regering er 3F fredet, men når de borgerlige kommer til magten igen, vil det være oplagt at bruge den slags anledninger til at daske lovgivningsmæssigt til fagbevægelsen.
 
Der hvor 3F fejler fælest, er på de sociale medier, hvor en stor del af den politiske samtale og meningsdannelse er flyttet hen. Her står modstanderne stærkt.
 
Derfor skal man i gang med krisekommunikationens ABC. Erkende, at man har trukket skurken i rollehjulet, og kommunikere derefter. Stoppe ulykken. Vælge en linje og holde den. Kommunikere klart og tydeligt og for guds skyld uden at blive taget i at lyve eller skifte forklaring. Bøje af på skodsagerne samtidig med, at man kaster støv op og forsøger at skifte emne. Naturligvis uden at blive taget i det.
 
Opgaven bliver kun endnu større af, at 3F skal gå en balancegang mellem på den ene side at tage afstand for ulovlige metoder uden at komme til at tage afstand fra medlemmerne og deres stærke faglige fællesskaber. Berlingske og LA hader 3F ligegyldigt, hvad de gør. Hvis man også mister lufthavnsarbejdernes opbakning, så er man for alvor i problemer.
 
Derfor bør hæren af kommunikationsansatte allerede i starten af sådan en konflikt gøre det klart for familien, at weekendplanerne er aflyst. Fagbevægelsen er her kommunikationsmæssigt udfordret af sin decentrale struktur. Det er ikke som en virksomhed, hvor man bare kan tage beslutninger. Fagbevægelsen er en byzantinsk labyrint af lokalafdelinger, klubber, forbund og karteller, hvor alle vogter på alles magt.
 
Forbundsformand Per Christensen regerer som en feudalkonge over et vidtstrakt rige, hvor han bærer kronen, men hvor magten reelt er i hænderne på lokale stormænd. Det betyder, at det i lufthavssagen er den lokale 3F-afdeling i Kastrup, der efter bedste evne står med pressekontakten. Det samme gjorde sig gældende i Vejle.
 
Det fungerer ikke. Hvis man ikke vil centralisere kommunikationen, så skal man have et beredskab af dygtige spinfolk, der kan sendes ud til de lokalafdelinger, der havner i orkanens øje.
 
Der hvor 3F fejler fælest, er på de sociale medier, hvor en stor del af den politiske samtale og meningsdannelse er flyttet hen. Her står modstanderne stærkt. 3F’s kritikere kan hente deres argumenter fra en hær af borgerlige debattører og mediefolk samt trække på forproducerede memes fra Konservativ Ungdom. The left can’t meme, som de siger på den anden side af Atlanten. I Danmark kan fagbevægelsen ikke engang bruge Facebook.
 
Atter er styrkeforholdet paradoksalt, for få organisationer har flere sympatisører i offentligheden og få bruger dem mindre end fagbevægelsen. Det ved jeg, for jeg er alt andet end en uvildig iagttager. Jeg meldte mig ind i SiD, da jeg som 13-årig fik mit første job som avisbud, og kampen for arbejderrettigheder er den af mine ungdomsforelskelser, der er rustet mindst. Jeg har da også brugt et par døgn med at skændes med Rasmus Jarlov.
 
 
Alligevel er der langt imellem dem, der taler 3F’s sag på de sociale medier. 3F’s kommunikationshird og de ikke så få ansatte og politisk valgte må komme på banen. Vil de ikke selv tage debatten, så skal de være i sympatisørernes indbakker med opbakning og talking points.
 
Endelig er der et par af kommunikationskunstens mindre fine tricks, som ikke desto mindre kan være effektive. Som i jiu-jitsu kan man vende modstanderens styrke imod ham og udnytte fejltrin til at skifte emne. Flere borgerlige toppolitikere, som Rasmus Jarlov (K) og Alex Vanopslagh (LA), kaster om sig med beskyldninger for lovbrud og kræver, at ministeren sætter myndighederne ind mod 3F.
 
Det er friskt nok og skaber pludselig en ny dynamik, hvor 3F kan blive underdog i kampen mod det politiske system. Det sidste hundeslagsmål kan det godt være, 3F skal holde sig fra, men så kan de føre en proxykrig i stedet. Få ambassadørerne i sving og nudge medier og debattører i den rigtige retning.
 
Hvis man løber ind i de samme kriser, gør man måske noget forkert?
Det er efterhånden en tilbagevendende tradition, at 3F bliver ramt af disse shitstorms. Alligevel er det, som om man intet lærer. Når lufthavnssagen er drevet over, så bør man holde et af de møder, man er så glade for i fagbevægelsen. Denne gang skal man bare sørge for, at der også kommer andet end tomme kaffekopper ud af anstrengelserne. 3F har brug for – fanfare – en ny kommunikationsstrategi (alternativt bare følge den, man allerede har).
 
I dag er der ikke nogen, der gider høre på fagbossernes budskaber.
 
Grundlæggende er udfordringen, at 3F er mest synlig i konfliktsituationer. Derfor må fagbevægelsen ikke forsømme den stille piblen af positive historier, der skaber goodwill og fungerer som polstring, når kritikken rammer. Selv efter, at Aktuelt er lukket, er man i fagbevægelsen stadig optaget af at drive egne medier.
 
Det betyder, at mange af de gode historier ender i fagblade, som de færreste får læst. De kommer aldrig ud at cirkulere i den brede offentlighed. Det skal ændres.
 
Dernæst er der brug for en omkalfatring af hele den måde, fagbevægelsen formidler sine budskaber på. I fagbevægelsen har man for længst lært at kopiere erhvervslivet, når det kommer til kommunikation, og bruge formuer på de samme kommunikationsbureauer. Problemet er bare, at man er 20 år bagefter alle andre.
 
Hvor moderne virksomheder arbejder med influencers og viral markedsføring, så benytter fagforeningerne sig af den gammeldags top-down-struktur, hvor myndige bekendtgørelser udgår fra toppen. Man lever i en tid, hvor danskerne lagde bestikket fra sig og lyttede opmærksomt med, når Hardy Hansen eller Thomas Nielsen tonede frem på billedrørs-TV’et.
 
I dag er der ikke nogen, der gider høre på fagbossernes budskaber. Især ikke efter en hær af reklamefolk har sandblæst budskabet for al nerve og autenticitet. Der er heller ikke mange, der gider dødkedelige kronikker, hvor budskabet er laveste fællesnævner af noget, man er kommet frem til på et møde.
 
Fagbevægelsen har fostret stærke debattører, men meget sigende er de typisk organiseret i Enhedslisten og i opposition til den socialdemokratiske ledelse.
 
Hvornår har vi sidst set en FH-leder i et debatprogram? FOAs Dennis Kristensen var en af de få, der evnede at brænde igennem. Han er gået på pension. Samtidig skriger avisernes debatredaktører på indlæg fra almindelige danskere med noget på hjerte.
 
Der er en kommunikationsmæssig motorvej at køre på, men fagbevægelsen insisterer på at sende deres kedeligste kommunikatører afsted på væltepeter. I stedet skulle de vende pyramiden på hovedet.
 
Kommunikere fra bunden, hvor troværdigheden er størst. Finde nogle medlemmer, som almindelige danskere rent faktisk kan identificere sig med, og få dem frem i debatten. Fagbevægelsen og ikke mindst 3F har det, som alle brands sukker efter. Autenticitet, historie og forankring. Det er bare at bruge det.
 
Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han har været tillidsmand i både SiD/3F og HKKF og ernærer sig idag som forfatter, kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Han udgav i 2018, sammen med journalist Mikkel Andersson, bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. Samme år forsøgte han uden held at blive socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde

Relaterede artikler

De syv k-strategiske synder - Direktionen kræver det. Den skal være lang, og så skal den ligge på hjemmesiden, og der skal helst stå noget med værdier...
Sådan bliver du en bedre hvidvask-kommunikatør - Blot en tanke, men jeg synes, at det er for let at kloge sig på andres krisesager og kritisere. Problemet er, at vi ikke...
Danske Bank samler krisehåndterings-handsken op - Danske Banks omdømme har fået det ene hak efter det andet, siden Berlingskes gravegruppe i marts 2017 breakede historien...
Derfor virkede DB Cargos krisekommunikation - Under den tragiske ulykke på Storebæltsbroen klarede Politiet og DB Cargo krisekommunikationen til topkarakter under eks...
Nets: grovere end grovgrisk - 7.000.000.000. Så meget mener ledelsen i Nets, de fortjener i bonus for at passe deres arbejde. Tilsyneladende kom det s...
Krisekommunikation: state of the art 1980-2020 - 1980’erne var kriseledelsens årti, mens 1990’erne var krisekommunikationens årti. Den store udfordring i de kommende ti ...
Savner du værktøjer i din eksterne k-kasse? - Du er så småt klar til sommerferie. Den er tiltrængt. Familie, venner og læskende drikke venter. Men hvordan undgår du a...
Fortjente hug til Journalistforbundet - Skomagerens børn går med hullede sko, siger ordsproget. Og Dansk Journalistforbund laver elendig krisekommunikation.
3F - Flere Folkevalgte Forbindelser - Hvad har to borgmestre, tre spindoktorer, Folketingets formand, tre ministre, og mere end et dusin medlemmer af Folketin...

Giv din stemme

20 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Presserådgiver

Se alle job Indryk job

Job

Pressekonsulent

Frist: 16. december

Fagredaktør

Frist: 13. december

Redaktør for dansk skønlitteratur

Frist: 6. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.