Red verden i julen

Julen er en tid for traditioner og ekstremt forbrug. Noget kunne tyde på, at vi er nogle af de sidste, der kan redde planeten, men så bliver vi nok nødt til at pille ved noget af det allerhelligste: julen. Her kommer 10 bud på en grønnere jul.
Hvert år bliver de udsmykkede huse fotograferet og fejret, men de er superdårlige for miljøet. Selvom du ikke er lyskædetypen, så er der stadig masser af ting, du kan gøre for miljøet til jul.
Hvert år bliver de udsmykkede huse fotograferet og fejret, men de er superdårlige for miljøet. Selvom du ikke er lyskædetypen, så er der stadig masser af ting, du kan gøre for miljøet til jul.
Netop har vi afsluttet en 11 måneders lang prædiken om CO2-udslip, bæredygtig fremtid og farefulde klimaændringer, hvilket vi nu fejrer med en 24 dage lang årsafslutning, hvor der ikke spares på nogen poster. Efter at det danske vejr i maj måned slog en 129 års gammel varmerekord, og vi gennemgik en sommer med både grill- og vandingsforbud i flere kommuner, er vi nok alle blevet en smule bekymret for tilstanden af den klode, vi bor på.
 
Alligevel har vi netop skudt den årlige forbrugsfest kaldet “julen” i gang  denne gang krydret med 700 millioner kroner i samlet forbrug.
 
År efter år pakker vi fornuften ned i julekassen, hvorfra vi hiver enorme mængder af kemisk farvet gavepapir og glitrende glaskugler op. Dem pynter vi det stereotypiske danske hjem med  samme hjem, der som en 100 m2 blinkende diskokugle lyser hele villavejen op. Glæden vil ingen ende tage hos hverken naboen, din bankmand eller hos kære Moder Jord, der betaler den ultimative pris for dit meget visuelle julemanifest.
 
Det kan godt være, at det er hyggeligt, når husene er pyntet op til jul, og at kampen mod din nabo er sjov, men det er selvfølgelig rigtig dårligt for miljøet. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
 
Vi tænker ikke meget på den massive mængde CO2, som vi udleder gennem røde, gule og grønne julelys. I takt til mekanisk julemusik funkler de på både boliger og offentlige bygninger samt på gågaden i enhver by med respekt for sig selv. Om vi vil det eller ej, så er vores hyggelige juletraditioner blevet en skændsel for miljøet.
 
Den grønne og reformerede udgave af “De 10 bud”
“Men det er jo kun én gang om året”. Sådan afleder vi som regel dårlig samvittighed, før vi hovedløst fortsætter det absurde forbrug, som følger med den jul, som vi kender så godt. Men måske er 2018 året, hvor vi ikke længere kan se gennem fingre med vores dårlige vaner og dertilhørende skadelige adfærd over for miljøet.
 
Netop dét er en mission, som den miljøbevidste renovationsvirksomhed Junkbusters har bevæget sig ud på. For tredje år i træk har virksomheden et budskab på hjerte, som de ynder at dele med os i videoformat. Junkbusters har nemlig samlet sine 10 bud på en grønnere jul.
 
 
Bud 1: Spar på gavepapiret
I Danmark bruger vi over 100.000 kilo gavepapir hvert år omkring juletid. Hvis du prøver at lukke øjnene og forestiller dig, hvor let et stykke gavepapir føles, så er de årligt brugte 100.000 kilo gavepapir pludselig af en helt absurd mængde. Junkbusters’ første bud på en grønnere jul lyder derfor på at spare på gavepapiret.
 
Det funklende indpakningspapir er miljøskadende, da det ikke kan genbruges grundet sin kemiske behandling. I stedet brændes de 100.000 kilo gavepapir med almindeligt småt brændbart, hvilket naturligvis udleder en hel del CO2.
 
Gem de gamle aviser, og brug dem til indpakning. Foto: Michelle McMahon/Gettyimages
 
Bud 2: Giv gaver med omhu
Julen er hjerternes fest og detailforhandlernes paradis. Vores forbrug på julegaver stiger håbløst for hvert år, der går, og efter vi har tilføjet endnu en højhellig forbrugsdag til kalenderen i form af Black Friday, er det stukket helt af. Nu starter vi nemlig gaveindkøbene i slut november.
 
Ifølge Dansk Erhvervs julehandelsprognose for 2018 regnes der med, at udgifterne til julehandel i år stiger med 5 % sammenlignet med 2017. Vi kommer ikke uden om julegaveræset, men vi kan være opmærksomme på, hvor vi poster vores penge og dermed sørge for at give holdbare og miljøvenlige gaver til vores nærmeste.
 
Der er mange bløde pakker under juletræerne, men hvis du enten køber brugt eller GOTS-mærket tøj, så slider det ikke så meget på miljøet. Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix
 
Bud 3: Giv dit aflagte tøj væk
Vi køber i gennemsnit 16 kilo tøj om året, og tilsvarende kasserer vi i Danmark 8 kilo tøj. 90.000 tons tøj ryger årligt direkte i skraldespanden, og dermed genbruges det ikke. Der kommer flere og flere bløde pakker under juletræet, hvorfor der i videoens tredje bud på en grønnere jul opfordres til, at vi husker at sende vores aflagte kluns til genbrug.
 
Bud 4: Undgå madspild
Vi har alle en klokkeklar idé om, hvad en ægte julemiddag skal bestå af. Nogle vil have gås, andre vil have and. De fleste vil have flæskesteg, og så er der dem, der vil have både-og  plus medister. Nogle familier holder fortsat fast i den gamle tradition med grønlangkål til forret, andre har fundet på noget helt nyt.
 
Fælles for alle julemiddage er, at mad er der nok af og ofte i et overflod så stort, at vi ender med at smide store mængder mad ud. I Danmark smider vi samlet set 700.000 tons mad ud årligt. Julen er uden tvivl en tid på året, hvor vi bør være ekstra opmærksomme på dette.
 
Det er vigtigt at overveje, om det virkelig er nødvendigt med både and og flæskesteg juleaften, og i fald det er, så overvej, hvordan du undgår at smide resterne ud bagefter. Foto: Peter Klint/Ritzau Scanpix
 
Bud 5: Køb svanemærkede stearinlys
I det 5. bud på en grønnere jul opfordres vi alle til at gå efter Svanemærket, når vi køber stearinlys. Svanemærkede stearinlys har den fordel at være fremstillet af vegetabilske råvarer og indeholder dermed mindre sod og afleder ligeledes mindre CO2 under sin brændetid. Kræftfremkaldende opløsningsmidler, tungmetaller, parfume m.m. er derfor pillet ud af denne ligning.
 
Bud 6: Brug muleposer til juleshopping
År 2018 har for alvor været et år, hvor flere og flere butikker har revurderet deres forbrug af plastikposer. Netto kørte et pantforsøg på Fyn, hvor den brugte Netto-pose kunne omveksles til en 1 kr. i udvalgte butikker. Ligeledes har H&M sat en købspris på deres poser og ladet overskuddet gå til WWF Verdensnaturfonden. Der er altså mange kilder til vidensdelingen af, hvor stor en forskel det kan gøre for miljøet, hvis vi skiftede plastikposerne ud med muleposer og net i stedet.
 
Bud 7: Sortér dit juleaffald
Med et stort og formidabelt julegilde følger en massiv mængde affald. Som allerede nævnt smider vi både store mængder gavepapir, julemad og endda gaver ud i tiden efter jul. Ligeledes afskaffer vi i stor stil juletræer, julepynt og gamle ting, vi ikke længere har brug for, fordi vi har fået nye og bedre ting i julegave.
 
Det er ikke kvantefysik at regne ud, hvor voldsom en mængde affald vi danskere sender til udsmidning omkring december måned. I Danmark genanvender vi 70 % af alt affald, hvilket umiddelbart lyder strålende. Men sammenlignet med vores naboer er vi fortsat bagud.
 
Bud 8: Køb det rigtige juletræ
Der går torvestemning i den, når julen nærmer sig, og de mange juletræssælgere atter sætter op på ethvert ledigt fortov i byerne. Ofte skal du ikke gå mange meter i december, før du bliver prakket et juletræ på. Men hvis du agerer bevidst om typen af det juletræ, som du er i færd med at hive hjem i stuen, så ville du måske gå videre til næste torvesælger.
 
I Danmark foretrækker vi Nordmannsgran formentlig fordi disse har en længere levetid end det originale juletræ, rødgran. Det skyldes formentlig de ekstra sprøjtemidler, der er tilsat produktionen af Nordmannsgran. 8. bud er altså en opfordring til at tænke dig om, inden du hiver tusindvis af grannåle hjem i hytten.
 
Det er ikke lige meget, hvilket juletræ du vælger. Den klassiske Nordmannsgran bliver nemlig sprøjtet mere end rødgran. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
 
Bud 9: Spar på lyskæderne
Det er naturligvis ressourcekrævende at lyse hele husets facade op med små funklende julelys. Alligevel er det på mange villaveje rundt om i landet blevet en rendyrket konkurrence at se, hvem der kan hænge flest lyskæder op, uden at strømmen går i resten af huset. Derfor opfordrer Junkbusters til, at vi alle sparer på lyskæderne  både for klimaet og pengepungens skyld.
 
Fem lyskæder med hver 100 pærer vil på blot seks uger koste dig omkring 800 kr. Ved at skifte disse ud med LED-lys eller blot ved at lade dem stå tændt færre timer i døgnet, kan du hurtigt reducere både CO2-udledning og el-omkostninger.
 
Bud 10: Lav dit eget julepynt
Allerede i november valfarter danskerne til butikkerne med en hungren efter glitrende julekugler og og guirlander på stribe. Vi starter nemlig tidligere end før med at købe julepynt. Dermed når vi også at bruge en hel del penge på sæsonbetonede dekorationer. I stedet for at kaste os over pynt i kemisk fremstillede farver, så bør vi pynte op med de materialer, som vi helt gratis kan hente hjem fra naturen. Internettet bugner med guides og ideer til miljø- og budgetvenligt julepynt.
 
Du kan lave juledekorationer af mange ting, du kan finde frem, og som du ellers ville have smidt ud. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
 
Fra tanke til handling
Der er nok ingen, som med god samvittighed kan få over sine læber, at de erklærer sig uenige med dette statement. Men for blot at kalde elefanten i rummet, så ved vi alle, at en 2:30-minutters video ikke får os til at ændre adfærd  om end den er vigtig. Der mangler ikke vidensdeling om vigtigheden af en adfærdsændring  der mangler forgangspersoner.
 
Det er nemmere at forholde sig til konsekvensen af at give barnet en julegave mindre, end det er at forholde sig til konsekvensen af den massive CO2-udledning, som vores generation ikke kommer til at lide smerteligt under. Men mon ikke dit barn vil takke dig i fremtiden, når han eller hun fortsat kan holde den danske sommervarme ud  til trods for en manglende julegave og lidt færre lys på huset.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også