Hvad siger din mulepose om dig?

På dansk er den blevet opkaldt efter noget, der hører til i en stald, og som skal hjælpe heste og andre hovdyr til at kunne stå og spise hø og gulerødder i deres eget rolige tempo. Den amerikanske betegnelse ”tote bag” betyder simpelthen bare en taske til at bære ting. For et 70’er-barn som mig vækker muleposen først og fremmest minder om venstrefløjsaktivisme ("Atomkraft? Nej tak"), medbragt frokost på storebæltsfærgen (der var ikke råd til caféens fiskefilet og pommes frites) og ulvetimer i de nyligt opståede discountsupermarkeder Aldi og Netto (Jeg vil hjem nu!). Det hele emmer af praktisk anvendelighed, økonomisk bevidsthed, samt politisk og økologisk samvittighed – men ikke af eksklusivitet og forkælelse.

I 70'erne var det solgule "Atomkraft? Nej tak"-logo alle steder – også på muleposer.

Det var derfor med en del undren, at jeg for nylig gik ud af Arnold Busck med den nye Helle Helle-bog – ikke i hånden, men i den Helle Helle-mulepose, som fulgte med som gratis merchandise. Og på årets HAVEN festival fik jeg det hurtigt som professoren i en vittighedstegning af Gary Larson, der på talerstolen opdager, at han, som den eneste, ikke har medbragt en and.

Til dette års Haven Festival var der muleposer her, der og alle vegne.

Jeg var omringet af dem. Ikke af den krøllede halvbeskidte slags med uheldige logoer fra banker, firmaer, organisationer med videre. Nej, foran festivalens store scene optrådte de med print af kunstværker, sort-hvide tegninger og med sjove, eftertænksomme og kloge citater. Selvfølgelig i farver eller gråtoner, der matchede resten af festivallooket. Jeg er stadig målløs. Kan det virkelig være rigtigt, at muleposen stille og roligt og under radaren ikke bare har genvundet det tabte terræn fra 70’erne og 80’erne, men tilmed også formået at relancere sig selv som et moderigtigt tilbehør?

En mulepose er ikke bare en mulepose. Udover at være et statement om bæredygtighed så siger posens budskab meget om, hvem du er.

Det må undersøges nærmere. Gåden om muleposens bemærkelsesværdige overlevelsesevner må – om overhovedet muligt – løses. Det vil blive forsøgt her igennem denne miniunderundersøgelse bestående af to afsnit og en konklusion.

Tote bag-wiki

Først på Wikipedia for lidt historik: En hurtig søgning viser, at selvom muleposens/tote bag'ens historie udspringer af praktiske behov, har den faktisk også formået at sprænge sig vej til catwalken. I 1940'erne var den et nemt alternativ til kufferten på bådture (i denne tidlige version kunne taskeåbningen ofte lukkes med snøre, senere blev den udstyret med lynlås eller var bare helt åben) og i 50’erne et anvendeligt indkøbsnet for den amerikanske middelklassehusmor.

Kforums muleposematrix. Klik her for at se det i større format.

Men i 60’erne lancerede designeren Bonnie Cashin sin ”Cashin Carry”-kollektion, der kombinerede stilfuldhed og funktionalitet, og tote bag'en blev et moderigtigt alternativ for efterkrigstidens selvstændige kvinde. Hurtigt spring til 90’erne, hvor tote bag'en for alvor fandt sin plads i modehusenes hellige haller, da en anden modedesigner, Kate Spade, i 90’erne begyndte at bære den. Siden da har muleposen aldrig rigtig været væk. Selvom den til tider kan gå i et med tapetet, dukker den altid op igen.

I 1960'erne var "Cashin Carry"-tasken et moderigtigt alternativ til lærredstasken fra fortiden.

En artikel fra den engelske avis The Guardian fortæller for eksempel om, hvordan modellen Anouck Lepère i 2008 blev knipset, imens hun bar en grøn tote bag fra boghandlerkæden Daunt Books, hvilket betød, at boghandlerposen med et blev indbegrebet af chik.

Selv et så kort og overfladisk blik på muleposens historie giver en anelse om dens store overlevelsesevner og forandringsparathed. Dette indtryk forstærkes kun, når vi i afsnit to forlader historien for at gå på feltstudium.

Feltstudier om den moderne muleposebruger

Følgende grupperinger og klassificeringer af den moderne muleposebruger er sket på baggrund af observationer foretaget på HAVEN festival 2018 samt chats med gode venner og veninder om deres tote bag-adfærd.

Den er desværre ikke regntæt, sådan en mulepose.

Den miljøbevidste

Ved at benytte en økologisk fremstillet mulepose af ubehandlet bomuld som alternativ til plastikposen kan man melde sig under miljøfanerne. Selv den hage, at posen skal bruges mange gange for at kunne hamle op med plastikken, kan vendes til en fordel. Hver gang man bringer varer hjem, kan man jo varme sin samvittighed ved at sætte endnu et flueben i sit indre miljøregnskab. Man kan selvfølgelig også vælge at købe sine stofindkøbsnet i genbrugsbutikken. Jo ældre poser man kan finde, jo større sandsynlighed er der for, at de rent miljømæssigt allerede har retfærdiggjort deres eksistens.

Du virker allerede som en, der tænker på miljøet, når du har en mulepose, men har muleposen et miljørigtigt budskab, så vanker der dobbeltpoint.

Retrobrugeren

Derved bliver der en flydende overgang fra den miljøbevidste muleposebruger til retrobrugeren. Denne er dog i langt højere grad styret af æstetiske (og nostalgiske) hensyn. Det er ikke nødvendigvis nemt at være retrobruger, da det ikke er alt, der er gammelt, som er retro. Man må være parat til jævnligt at bruge adskillige timer i genbrugsbutikker og på loppemarkeder for at finde lige præcis den rigtige pose med Irmapigen, hvis det da ikke var et psykedelisk mønster fra 70’erne eller 80’erne, man var ude efter. Jo ældre posen er, jo mindre sandsynlighed er der for at se andre med samme pose. Også her gælder det derfor, at der er en flydende overgang til den næste brugertype.

For retroelskeren skal muleposen helst være så unik som muligt. Den udstråler: "Det er kun mig, der har den her".

"Vis mig din mulepose..."

Muleposen kan fungere fremragende som det fuldendte tilbehør til det personlige look og som social markør. Formår du på overbevisende måde at inkorporere for eksempel en forholdsvis aparte tote bag i din garderobe, har du udvist stor originalitet og selvstændighed.

Et kunsterisk udtryk på din mulepose giver dybhedspoint på din coolkonto.

Er det for ”larmende” og iøjnefaldende at gå rundt i T-shirts med tryk, kan man gribe til poseløsningen. En pose med logoet fra en seriøs morgenavis, et voksent radioprogram, en hip pladebutik eller med et litterært citat fra for eksempel Borges eller Dostojevskij kan være med til at markere din store kulturelle kapital. I denne kategori svæver den letpåvirkelige bruger dog i fare for at blive offer for mulepose-washing, hvor der i kommercielt øjemed spilles på vores trang til at udtrykke noget specielt.

Et spil på et kendt citat fra the Economist, et politisk korrekt politisk budskab og Det Kongelige Danske Kunstakademi er alle glimrende identitetsmarkører.

Som for eksempel når den 40-årige, hvide heteroseksuelle forbruger, pinligt bevidst om sin privilegerede status, køber Tigerbutikkens regnbuepose for at udtrykke tolerance og accept af alverdens minoriteter.

Er du typen, der hører P6 Beat, læser Information og har været til Frost Festival? Så fungerer din mulepose som en social markør, der viser andre, at du hører solidt til i den kreative klasse eller hos Politiken Plus-segmentet.

Den idoldyrkende

De to sidstnævnte brugertyper var rigt repræsenteret på årets HAVEN festival. Til en vis grad kunne det også siges om den idoldyrkende bruger. Der kunne ses poser med logoer fra for eksempel Malk de Koijn og The Jesus and Mary Chain. Men man så absolut ingen gå med for eksempel The Kardashians over skulderen. Andre steder må man dog gå ud fra, at disse ville være rigt repræsenteret. Har man først anskaffet sig plakater, sengetøj, håndklæder med billeder af Christopher, skal man naturligvis også have muleposen. Det siger sig selv, at idoldyrkeren kan være langt yngre end de øvrige brugere. Afhængig af idolet kan de være teenagere eller sågar pre-teens.

Det siger meget om dig, hvem du godt kan lide. Især hvis du kan lide dem så meget, at de skal med dig i Netto, på arbejde eller til Haven.

Små medier som podcasts har også haft held med fanmuleposer. Her er muleposen fra Ane Høgsberg og Jonatan Spangs podcast Voksenvenner.

Mandeposen

Enhver, der har set tv-serien Friends, har lært af Joey Tribbiani, at en mand også kan få brug for en håndtaske. Her er muleposen den helt åbenbare løsning. Den kønsdiskriminerer ikke, men kan bæres af både mænd og kvinder. (Også kvinder, der synes, at det er for damet at bruge håndtaske, kan finde på at vælge muleposen. Den er simpelthen mere chill, og som ekstra bonus kan den rumme uanede mængder af vandflasker, opladere, dimser, hårelastikker, myslibarer, makeup-punge og andet tungt rod.)

Der er ikke noget, der kan gøre en mands maskulinitet usikker som at holde en håndtaske, men med en mulepose er det noget helt, helt andet. Den er nemlig unisex.

Politikposen

Muleposen med politiske budskaber har en lang tradition bag sig og er også den slags, som jeg husker tydeligst fra min barndom. Der er ingen grund til at tro, at denne brugertype ikke skulle leve i bedste velgående. Mon ikke der allerede er sat planer i værk for store poseoplag, når valgkampen snart går i gang. Også i græsrodsbevægelser er muleposen en tro følgesvend. Det skal dog tilføjes, at poser med deciderede partipolitiske logoer efterhånden er et absolut no go på for eksempel den moderne festival. Her går peace, love and harmony ikke længere i hånd i hånd med et politisk budskab, men bliver snarere forstyrret af det.

Med en mulepose fra Folkekirkens Nødhjælp signalerer du overskud for nogle og frelsthed for andre, men det er et meget sikrere valg end en pose fra et politisk parti.

Gør-det-selv

Da en mulepose er ret nem at fremstille, kan den også tiltrække gør-det-selv-typen. Det er dog ikke sikkert, at denne brugertype overhovedet vil vide, at de har fremstillet en mulepose. Mange vil bare kalde det et net. Til denne kategori hører også muleposerne dekoreret af børn (måske med kartoffeltryk). Mange af disse poser vil havne under juletræerne som gaver til forældre, der med større eller mindre glæde vil bære dem med sig mange år fremover.

Muleposen i sig selv signalerer jo overskud, da man ikke bare er sådan en, der bliver overrasket over at skulle handle ind hver eneste dag og derfor flår plastikposer ned fra Nettos hylder. Men vil du toppe den, så skal du selvfølgelig lave din mulepose selv.

Den modebevidste luksusbruger

Denne bruger skal selvfølgelig også med. Der findes altid dem, der gerne betaler 500,- for noget, som man andre steder kan få for en tier.

Til den nette sum af 926 kr. kan du erhverve dig denne mulepose med kanariefugle fra Maison Kitsuné.

I den billigere ende er der muleposerne fra La La Berlin, som "kun" koster 370 kr.

Denne her mulepose fra The New Yorker var faktisk gratis, men blev et større statussymbol end en Hérmes-taske.

Muleposen er som en snerle i haven

De foregående to afsnit viser en forbavsende stor spændvidde i muleposens/tote bag'ens brug og udseende. Kan det tænkes, at taskens sejlivethed simpelthen skyldes dens kamæleonagtige forvandlingsevne? I sin cirka 100-årige historie har den igen og igen formået at tilpasse sig nye tider, nye steder og nye behov. Den er blevet fremstillet i utallige materialer: Lige fra billigt kanvas, bomuld og nylon til dyrt læder.

Dens grundlæggende praktiske anvendelighed kan kombineres med uendelige variationer af farvning og udsmykning. (Er man det mindste kreativ, kan man ligefrem selv dekorere den.) Også billigudgaven kan med lidt fantasi se ud som en million, men alligevel tabes eller glemmes ved kassen, uden at det er en større katastrofe (medmindre pungen lå i).

Eller med et andet billede: Er forklaringen, at muleposen er som snerlen i min have? I hårde tider er den nøjsom, ydmyg og går i ét med sine omgivelser, men når gunstige vinde blæser, springer den ud i fuldt flor overalt. Under alle omstændigheder må man lære at elske den. Det ser ikke ud til, at vi bliver af med den lige med det samme.