Helvede i paradis
The White Lotus er produceret under coronakrisens højdepunkt, da Trump så ud til at fortsætte de næste fire år. Serien er blevet hypet i diverse medier som tidens mest aktuelle og rammende satire. Sjældent har kritikken af de riges paradis været så ond. Spørgsmålet er, om satiren holder, eller om den knækker.
Pinlighedernes parade
De fleste anmeldere i den internationale presse fra engelske The Guardian til franske Liberation og tyske Die Zeit elsker The White Lotus for den måde, hvorpå den udstiller det værste i amerikansk overklasselivsstil og selvopfattelse netop nu. Alle fremhæver desuden den påfaldende årstidsrelevans, der inddrager sommerperioden, og anbefaler The White Lotus som den perfekte serie til ferie. Serien er skrevet og instrueret af Mike White.
The Guardian fokuserer på upstairs-downstairs-temaet, den satiriske udfoldelse af socioøkonomisk ulighed og kolonialismens uoverkommelige spor i nutiden. Franskmændene og tyskerne nyder udrulningen af, hvad de opfatter som det eksistentialistiske hovedbudskab, nemlig, at helvede – det er de andre. Eller med Die Zeits formulering: "Die Hölle, das ist das Paradies".
Også i Danmark har positive adjektiver domineret modtagelsen. Pernille Jensen fremhæver fx i Politiken seriens fremstilling af den amerikanske overklasses opmærksomhedskrævende børnehavebørn som ”dræbende sjovt”.
Et fåtal af anmeldere er kritiske. John Ganz på bloggen Gawkwer.com argumenterer for, at satiren i The White Lotus er skematisk – og, nåja, nærmest algoritmisk og dermed så stereotyp, at det er komplet umuligt at engagere sig. Lorraine Ali i Los Angeles Times mener, at karakterernes blinde vinkler over for det opvartende personale går igen i serien som sådan. At der er tale om pinlighedernes parade udstillet i satirisk form, er tilhængere og kritikere enige om. Uenigheden går på, om satiren er rammende og vellykket.
Manuskriptforfatter og instruktør til The White Lotus Mike White har blandt andet tidligere stået bag HBO-serien Enlightened.
Lad mig med det samme bekende, at jeg tilhører den kritiske minoritet, der spørger, hvad det næsten kollektive knæfald for serien skyldes. Efter min mening leverer The White Lotus snarere stereotyper end satirisk fornyelse. Satiren sigter på karakterernes dobbeltmoralske handlinger og overpinlige fremtræden, der episode for episode udstiller dem som karikaturer. Alle er omtrent lige rædselsfulde – også at være i selskab med på skærmen. Kun for Quinn (Fred Hechinger) i Mossbacher-familien og den forstående massøse Belinda (Natasha Rothwell) etablerer Mike White en smule afmålt sympati. I Belindas tilfælde udtrykt ved, at hun ikke igen indtager den foreskrevne rolle som trøstende vejleder, som den ulykkelige brud, freelancejournalisten Rachel (Alexandra Daddario) kalder på.
Lotussymbolet
Titlen angiver rammen om de fortællinger, der udspiller sig på det eksotiske feriehotel beliggende på en afsides Hawaii-ø. Lotusblomsten er i mange kulturer et symbol på tilblivelse. Blomsten, der gror i vand eller dynd, og som så smukt folder sig ud i luften, er både i oldtidens Ægypten og i hinduismen forbundet med frigørelse fra lidelse. Det er således et passende navn for et etablissement, hvis formål – foruden at tjene penge – er at yde den ultimative komfort for krop og sjæl.
I The White Lotus sætter allerede indledningssekvensen et stort spørgsmålstegn ved denne forståelse. Med tydelig reference til en anden HBO-serie, der handler om de riges fornøjelser og fordærv, nemlig The Undoing, tematiseres opløsningen. I begge tilfælde antyder de naivistiske skønvirke-tapeter, dekoreret med kunstfærdige dyr, blomster og frugter, en fascination, der er forbundet med et kulturelt ubehag. I The White Lotus bliver ubehaget påtrængende, når frugternes konturer udviskes, og råddenskaben fremstår i kanterne. Seeren er altså forberedt, når idyllen krakelerer.
Det gør den mange gange undervejs, og for fuld udblæsning i femte episode, hvis undertitel er The Lotus-Eaters. I Odysseen er lotusspisernes ø ensbetydende med glemslens ø. I denne episode slås glemsel og hukommelse da også om overtaget hos den rige, alkoholiserede Tanya (Jennifer Coolidge), der er kommet til øen for at drysse sin mors aske ud i oceanet, hvad hun har mere end almindeligt svært ved. Desuden har Tanya tidligere tilbudt sig som potentiel forretningspartner for Belinda og dermed mediator mellem rige og værdigt trængende – men sådan et løfte er nemt at glemme.
Glemsel og hukommelse kæmper også om Rachel. Hendes dejlige blå øjne og hendes slørede blik angiver fint balancegangen mellem de to tilstande. Hun begynder i denne episode så småt at anse sit ægteskab med den forkælede Shane Patton (Jake Lacy), der ikke udmærker sig ved nogen vid horisont endsige empati, for en eklatant fejltagelse. Hans mors anmassende besøg midt i deres bryllupsrejse var en øjenåbner og et varsel om, hvad der venter. På den anden side er der jo den materielle sikring, ægteskabet med Shane tilbyder.
Paula (Brittany O’Grady) med de rigtige meninger om kolonialismens overgreb er ligeledes spaltet mellem glemsel og hukommelse. Hendes naive genetableringsprojekt, der skal bringe hendes hawaiianske ferieforelskelse Kai (Kekoa Kekumano) og hans deterritorialiserede familie penge, ender i stedet med at bringe Kai i fængsel – uden at hun husker at hjælpe ham. Selvom hun græder lidt i smug, er Paula tavs som graven om den episode, hun så uheldigt har iscenesat.
Musikken understreger blandingen af fascination og ubehag. Den chilensk-canadiske komponist Juan Cristobal Tapia de Veer har blandet polynesisk slagtøj og fløjter med kendte melodier, fx i hovedtemaet Aloha!. Trommerne varsler emotionelle udbrud af vulkanstyrke i det traditionelle luksusferiesetup. Men seeren er måske dermed rigeligt forberedt på udbruddene. Hvor bliver spændingen og plottvistene af?
Isolation
Et andet led i seriens ramme udgør ø-bevidstheden. Tilværelsen på en ø indebærer for ikkefastboende ankomst og afsked som nødvendige momenter, opholdstiden på øen er spændt ud over. Ikke overraskende betones dette af, at første episode bærer undertitlen Arrivals og den sjette og sidste Departures. Standard i enhver ø-fiktion er derfor også understregningen af isolationen (som i Robinson Crusoe) eller dét at være overladt til sine medrejsendes forgodtbefindende (som i Skatteøen eller Fluernes herre).
Ankomsten krydres af sylespidse kommentarer fra makkerparret Olivia Mossbacher (Sydney Sweeney) og hendes medbragte slyngveninde, Paula. De teoretisk velbevandrede collegestuderende, der læser socialkritisk litteratur af Frantz Fanon og Camille Paglia, giver karakterer til medpassagererne på den båd, der bringer dem til hotellet. Alle dumper, mens de selv kroer sig i bedrevidenhed.
Også resten af Mossbacher-familien er genstand for pigernes sarkastiske foragt. Olivia forjager sin lillebror Quinn fra venindesoveværelset til først køkkenet og derefter stranden. Forældrene, den ferme CEO Nicole Mossbacher (Connie Britton) og hendes langt mindre succesrige mand, Mark (Steve Zahn), er under stadig beskydning for den livsstil, pigerne selv nyder godt af. Men forældrene er også i indbyrdes disharmoni.
Nicole er ganske vist på ferie, og formålet med ferien er, at familiens medlemmer skal komme hinanden mere ved. Men hun er mest optaget af at iscenesætte sine forretningssamtaler med kinesiske partnere. Mark er først plaget af en mistanke om testikelcancer, og, da den viser sig fejlagtig, af forestillinger om sin far, der fremtrådte som en meget maskulin person, men som var bøsse. Han forsøger at genetablere et forhold til sin egen søn, Quinn, ved at arrangere et dykkerkursus med ham og derved genoplive det maskuline fællesskab, han forestillede sig som barn. Begge forældre betoner familiens værdi, men har svært ved at bevise den i praksis.
Hotellet
Et tredje led i seriens ramme udgør hotellet. Hoteller er af mange grunde en yndet location i tv-serier. Hotelserier kan fortsætte, så længe nogen gider se dem. Anden sæson af The White Lotus er da også allerede annonceret, med nye gæster selvfølgelig. Mange slags mennesker går ind og ud af hotellets reception og befolker værelser med forskellig grad af luksus. Serieskaberne kan parallellisere og kontrastere klientellet efter behov, hvilket flittigt sker i The White Lotus, hvor et genkommende irritationsmoment for den rethaveriske Shane er, at han og hans kone ikke har fået Ananassuiten, den ultimative bryllupssuite, der huser et tysk par på bryllupsrejse, men må nøjes med den næstbedste, der dog i modsætning til Ananassuiten har havudsigt.
Nogle gæster er der kortere perioder, andre længere. Fx tillader konceptet at overtræde isolationsrammen ved, at Shanes mor, Kitty (Molly Shannon), dukker op, og at Tanya pludselig finder en ven, Greg (John Gries), der hurtigt udkonkurrerer hendes tidligere sjæleveninde, Belinda.
Hotellet er også det ideelle sted for upstairs-downstairs-tematikken. Hotellets stab er afgørende, når drømmene skal virkeliggøres, hvad vi hurtigt ser i Belindas psykologisk velfunderede behandling af Tanya. I denne tematik figurerer de oprindelige folk på én gang som dem, det hele går ud over, og som dem, der bærer showet, klarest illustreret gennem ilddansen, der underholder gæsterne under middagen.
Hotellets manager, Armond (Murray Bartlett), indtager en formidlende rolle mellem gæster og stab – en rolle, han bemestrer med samme blanding af selvovervurdering og servilitet som Basil Fawlty i Fawlty Towers. Hans karakteristik af gæsterne i første episode rammer dog skiven perfekt, når han opfatter dem som ”skrøbelige børn”, der gerne vil have opmærksomhed og være de særligt udvalgte.
Netop det barnlige og trodsige går i forskellige grader igen hos dem alle, ikke mindst i Shanes ødelæggende jagt på retfærdighed og value for money. Selv falder Armond i fælden, da han opsnapper de rige pigers righoldige forråd af drugs og dermed kommer tættere på de riges privilegier, end han kan styre.
Cirklen sluttes
Som et raffinement begynder serien med et flashforward til afrejsen. Vi iagttager med Shane, der sidder alene i lufthavnen, en kiste blive rullet ombord. Hvem der er omkommet og hvordan, huserer følgelig i baghovedet under hele seriens forløb, men det naturlige gæt er ikke det rigtige.
Tilsvarende er der en vis vilkårlighed i understregningen af det cirkulære forløb. Første episode begyndte med en fødsel. En af hotellets nyansatte går i fødsel på Armonds kontor, men overføres til øens hospital. Det påfaldende er, at så hører vi ikke mere til hverken hende eller barnet. Det afsluttende dødsfald virker ligeledes ret tilfældigt – det kunne have været hvem som helst, der er endt i kisten.
Lidelsen fortsætter altså, og den frigørelse, som lotussymbolet lovede, udebliver for langt de flestes vedkommende. Logisk nok i betragtning af karakterernes status som lotusspisere. Moralen er, at de rige kan tillade sig alt – alle slags overskridelser og alle slags forbrydelser – uden at blive anklaget, endsige straffet.
Eneste undtagelse udgør Quinn, der i flyterminalen sniger sig væk fra sin familie med det perspektiv at tilslutte sig en gruppe af unge mænd, der vil udforske havet, øerne og egne kræfter i deres traditionelle hawaiianske båd. Det er helt i tråd med, at havet har spist Quinns telefon og hans iPad og til gengæld foræret ham fornøjelsen af halvt i søvne at iagttage to prustende og legende hvaler i havet. Han udskifter altså sin tilværelse på skærmen med en anden virkelighed. Billederne af den hawaiianske natur, der hyppigt bryder samværet på hotellet, er overvældende smukke uden at være romantiserende. Måske i virkeligheden det bedste ved serien.
I karakterfremstillingen kammer satiren derimod over i en grad, så det virkelig bliver svært at opretholde interessen for alle de egoistiske, navlepillende båtnakker m/k og deres selvskabte plager.
