Anmeldelse af The Undoing
Dream a little dream of me

The Undoing indføjer sig som seneste led i Susanne Biers nyere internationale genrefilm, der spænder fra det stjernespækkede, men plotmæssigt usammenhængende historiske melodrama Serena (2014) til agentthrilleren The Night Manager, der både vandt Emmys og Golden Globes, og science fiction-filmen Bird Box (Netflix 2018). Kilde: HBO

Skrevet af
Det begynder med barnlig uskyld og fortsætter med det perfekte ægteskab. Vi er i thrillergenren, så begge dele lanceres med foruroligende undertoner. Den indtagende, rødkrøllede lillepige, der puster sæbebobler – og punkterer dem – i introsekvensen, optræder i et fin de siècle-miljø præget af overflod og en smule dekadence. Lydsidens Dream a little dream of me giver en stærk fornemmelse af dobbelthed.

SPOILERALERT: Artiklen indholder afsløringer til HBO miniserien The Undoing

 

I Nicole Kidmans udgave fungerer denne sang, der daterer sig tilbage til 1931, som en erotisk undertone under barnets performance.

Den offecielle teaser til The Undoing
 
Pigedrømmen er tilsyneladende blevet opfyldt i ægteskabet mellem Grace (Nicole Kidman) og Jonathan Fraser (Hugh Grant). Let genkendelig i sin rødhårede pragt, når hun skridter gennem New Yorks gader, er den lille pige blevet voksen – eller er hun? 
 
Grace er en velbetalt parterapeut med speciale i at få kvinder til at indse, hvad de i virkeligheden hele tiden har vidst om deres mænd. Jonathan er en lige så velbetalt specialist i kræft hos børn, med legendariske evner til at opmuntre de syge på hospitalet. 
 
Begge dele vises i udvalgte, næsten demonstrative klip. Far, mor og deres 12-årige søn Henry (Noah Jupe) lever det gode liv på samfundets eksklusive top, symboliseret ved deres lejlighed på Upper Manhattan. 
 

De mere og de mindre privilegerede

Til det privilegerede liv hører privatskolen, den fiktive Reardon, der først og fremmest satser på de velstillede, men samtidig bryster sig af viljen og evnen til at skaffe stipendier til ”the less fortunate”, som det hedder. 
 
Hvorledes vises ved den store donationsfest, arrangeret af en komité bestående af Grace og andre mødre, hvor et glas postevand falbydes på auktion for 1.000 dollars. Så er niveauet lagt. Både i privatlivet og i arbejdslivet er overfladen så velpoleret, at det er en fryd for øjet. Men introsekvensen har forberedt os på ridser i lakken.
 
For hvem er de mindre heldige? Det er fx medlemmerne af familien Alves, der har latinamerikanskklingende navne og mørkere lød. De bor i en lille lejlighed i East Harlem og består af Elena Alves (Matilda de Angelis), Fernando Alves (Ismael Cruz Córdova), Miguel (Edan Alexander) og en babypige. De mere privilegerede er tydeligvis ikke helt trygge ved de socialt laverestillede. De udgør i overklassens perception slangerne i paradiset, både i det sociale liv, i skolen og i familien. 
 
Elena Alves sniger sig ind på Grace i første episode. Gennem sin anmassende opførsel får hun sig uafviseligt placeret i Graces bevidsthed som en ekstremt tiltrækkende kvinde, der gør alt det, man ikke gør i hendes kreds. Hun blotter sine bryster, ammer som en selvfølge sit barn ved komitémødets bord og retter en naturkraft af begær mod kvinder såvel som mænd. Hun behøver blot at vise sig, så flokkes mændene om hende, hvilket vi ser til donationsfesten. Kvinderne, der er mere fordomsfulde end liberale, følger hende med en blanding af misundelige og forargede blikke – undtagen Grace. 
 
Senere opsøger Elena Grace i træningscentret og udfordrer hende igen ved sin påtrængende nøgenhed. I skolen går Alves-familiens ældste søn, Miguel, som er Jonathans forhenværende, nu helbredte patient. Det viser sig hurtigt, at Elena både har haft en affære og fået et barn med ingen andre end Jonathan. Men hvorfor har hun malet Graces portræt i sit eget billede? Senere forfølger Fernando Grace i parken og på gaden. Og de to sønner har et sammenstød på skolen.
 
Elena Alves bliver spillet af Matilda de Angelis. Kilde HBO
 
De små, foruroligende sprækker i første episode kulminerer i billederne af den døde Elena. I løbet af de næste episoder udvikler sprækkerne sig til en kløft på størrelse med Elenas kavalergang, efterhånden som mistanken rettes mod mulige mordere m/k. En ekstra dimension af uhygge ligger i, at de to næsten-teenagere, drengene i de to familier, ser og hører med, når de voksne afslører deres hemmeligheder og løgne. 
 
Gennem dørsprækker og gardiner siver forældrenes og bedstefarens forklaringer ned over dem. Som da Miguel af sin far jages ind på sit værelse efter, at Jonathan har prøvet at overbevise netop ham om sin uskyld i drabet på hans mor. Og da Henry overhører Graces karakteristik af deres familieliv i 4. episode: ”Not a perfect life. Just a happy life, like you and mother’s life.” Og han derefter er vidne til, hvordan hendes udsagn uden tøven bliver punkteret af hans bedstefar, Franklin Reinhardt (Donald Sutherland): ”I was unfaithful to her again and again.” Alle ved mere, end de siger. Også drengene. Det dramaturgiske brændstof er, hvem der lyver mest og bedst.
 
 
 

Kilde: HBO

Format, iscenesættelse og location

Hvor miniserien af de store netværk og streamingselskaber tidligere blev dømt ude af hensyn til omkostningsniveauet, er den med produktioner som The Night Manager (BBC, 2016, 6 episoder), Chernobyl (HBO, 2019, 5 episoder) og Unbelievable (Netflix, 2019, 8 episoder) vendt stærkt tilbage. 
 
Fordelen er den åbenlyse, at miniserien på grund af den mere overskuelige produktionstid kan tiltrække højtkvalificerede filmfolk og skuespillere – en fordel, serier i Danmark længe har nydt godt af. Denne type filmisk iscenesættelse er det æstetiske omdrejningspunkt i The Undoing. 
 
At alt forekommer iscenesat, understreges på flere måder. Tydeligst i den overdådige scenografi, der i produktionsdesigner Lester Cohens udformning folder sig ud, ikke blot i Grace og Jonathans interiører, der mimer introens fin de siècle-stil, men i endnu højere grad i Franklins. Hans optræden er konstant indrammet af malerier, både i hans opulente lejlighed og under hans gentagne besøg på kunstmuseet The Frick Collection, hvor klassikere fra de nederlandske mestre til William Turner udøver en særlig tiltrækning. Det er lige før, man skal gøre sig umage for at kende forskel på interiøret i Franklins lejlighed på Fifth Avenue og The Frick Collection. 
 
Jonathan Fraser bliver spillet af Hugh Grant og Grace spiller af Nicole Kidman. Kilde: HBO
 
Kostumedesigner Signe Sejlund signalerer præcist, hvad smag betyder, når hun til donationsfesten kontrasterer Graces plisserede, metalglinsende Givenchy-silkekjole med Elenas billige, gennemsigtige rosa sag. Fornemmelsen af spil understreges af et andet træk, nemlig skakspillet, en klassisk ingrediens i thrillers. I The Undoing er det Grace og hendes far, der overvejer hvert træk. Tilsvarende iscenesætter de to NYPD-efterforskere Mendoza (Edgar Ramírez) og O’Rourke (Michael Devine) omhyggeligt hver afhøring af Grace i et spil, hvor de tilbageholder viden, mens de forsøger at få hende til at udlevere sin.
 
Et vigtigt led i den spektakulære iscenesættelse er location. New York behandles med omhu af Anthony Dod Mantles kamera, der både drives af forelskelse og nysgerrighed, når der klippes mellem floden og broerne, bilernes glidende strøm, de lyssky gader, butikkerne og himlen – alt sammen med Graces røde hår og fejende elegante grønne frakke som ledetråd. Grace og Jonathans eksklusive adresse er 8 East 63rd Street. Placeringen understreges af, at lejligheden for tiden er til salg for knap 30 mio. dollars.
 
Som det sociale liv er location bygget op over kontraster. Fængselskomplekset på Riker’s Island, hvor Jonathan i en periode opholder sig, er berygtet for både sit skrabede interiør, sine skrappe fanger og sit hårdhændede personale og betegner den størst mulige kontrast til Upper Manhattan. New York er lige så sammensat som hovedpersonerne.
 
 Kilde: HBO

Fra You Should Have Known til The Undoing

You Should Have Known er titlen på den roman af Jean Hanff Korelitz, der har inspireret filmens grundlæggende præmis – at vi egentlig har en ubevidst fornemmelse, når vi møder moralsk anløbne karakterer, men bare ikke vil erkende faren, fordi vi tiltrækkes af deres charme. Denne præmis er ikke ukendt i fiktion, tværtimod er den indgået specielt i psykologiske thrillers; tænk bare på en klassiker som Alfred Hitchcocks Rebecca (1940), der i øvrigt er genindspillet i 2020 af Ben Wheatley. Eller på Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999), der – inspireret af Arthur Schnitzlers Traumnovelle – også handlede om erotiske drømme. 
 
Tv-udgaven er i dette tilfælde bedre end bogen, der mere ensidigt fokuserer på Graces erkendelsesproces. Hvis man nyder et spændstigt sprog i en roman, behøver man ikke nødvendigvis at læse You Should Have Known. Selv om Korelitz’ grundlæggende plot er genkendeligt ligesom hoved- og ledsagerkaraktererne, lægger The Undoing da også en vis distance til sit forlæg. Distancen angives fx ved navne- og titelskift. I romanen hedder familien Sachs til efternavn, i tv-føljetonen Fraser. Romanens Malaga er blevet til Elena. Og mens romanens titel peger på hustruens selvbedrag som nøgle til gåden og entydigt solidariserer sig med hendes synsvinkel, kaster The Undoing os rundt i et univers, hvor der hele tiden sås tvivl om den sidst opnåede erkendelse. 
 
Titlen The Undoing kommenteres flere gange, fx i episode 4, hvor Jonathan siger: ”What we had together was too big to undo it.” Det spørgsmål, han og titlen rejser, er altså, om den familielykke, karakteriseret af overskud og humor, kan og skal skrives ud af historien, blot fordi den byggede på en løgn.
 
I tv-udgaven spiller opfindsomheden i genrehåndteringen, den overdådige rollebesætning og valget af  Susanne Bier som instruktør sammen om at sikre underholdningsværdien – også selvom slutningen forekommer mindre ambivalent end strengt nødvendig.
 

Suspense og subgenrer

Thrillerdramaturgien håndteres forholdsvist traditionelt med pointerede suspense-elementer og en gedigen cliffhanger som afslutning på hvert afsnit, hvilken lægger op til en ny drejning i plottet. En ny subgenre tilføjes efter hvert tvist. 
 
Det psykologiske drama og dets evige spørgsmål om, hvem vi egentlig kan stole på, er ledetråd gennem det hele. Samtidig sætter en gedigen satire sig igennem i 1. episodes udstilling af de bedrestilledes livsstil. Komitémødets åh så velmenende deltagere udleveres nådesløst til latteren ligesom donationsfesten med udstilling af luksus og dens overgearede auktion. I 2. episode begynder makkerparret Mendoza og O’Rourke deres efterforskning af mulige mordere, og dermed introduceres et whodunnit-element, der fortsætter gennem de næste episoder. Det suppleres løbende af det fængselsdrama, der udspiller sig omkring Jonathan i midterepisoderne – med inddragelse af klassiske genreelementer som grov fangevold og rørende familiebesøg. Retssalsdramaet dominerer 5. episode med velkendte elementer som advokatstrategi, pingpong mellem den stålsatte anklager Catherine Stamper (Sofie Gråbøl) i klassisk Hugo Boss-jakke og den strategisk tænkende forsvarer Haley Fitzgerald (Noma Dumezweni), der selv karakteriserer sin opgave som ”to create muck”. 
 
 
Kilde: HBO
 
Pilen har skiftevis peget på Jonathan, der er anholdt og sigtet for mordet; Grace, der opholdt sig i nærheden af åstedet på mordnatten; Fernando Alves, der var jaloux og måske voldeligt disponeret; sønnerne Miguel, der fandt liget, og Henry, der skjulte mordvåbnet i sin violinkasse. Og også på bedstefar Franklin, der selv var bekendt med utroskabens fristelser, og bedsteveninde Sylvia (Lily Rabe), der måske var hovedperson i Jonathans anden affære. Whodunnit-elementet kulminerer i slutepisoden – med en lidt mat finale præget af panik før lukketid, bortførelse, bil- og helikopterjagt, for den mest indlysende mistænkte var alligevel gerningsmanden.
 

Rollefordeling

The Undoing er skrevet af David E. Kelley, kendt for seriehittet Ally McBeal omkring årtusindskiftet og på det seneste Big Little Lies, ligeledes med Nicole Kidman. Også i andre dubiøse roller som Alice i Eyes Wide Shut og Grace i Lars von Triers Dogville (2003) har Nicole Kidman leveret overbevisende præstationer. Mens hendes manglende mimik afslører en vis stivhed i rollen som Grace, nyder Hugh Grant åbenlyst at spille en mere tvivlsom, grånende og rynket karakter end dem, de romantiske komedier gjorde ham til specialist i. Scoopet er dog Donald Sutherland. Hans vingefang ses i løbet af de få klip, hvor han på skoleinspektørens kontor forvandler sig fra omsorgsfuld bedstefar til en herre, man nødigt ville møde: ”You speak of ugliness, Mr. Connaver. You have not yet met ugliness!” – akkompagneret af Sutherlands foretrukne fjæs i closeup.
 
Som andre skuespillere har Nicole Kidman fået øjnene op for fordelene ved at indgå som producer. Man har selv udspillet i forhold til valg af samarbejdspartnere og lanceringen af en produktions image, og som en lidt ældre skuespiller kan det være en glimrende idé. Men: Hvorfor må hun ikke se ud som en kvinde først i 50’erne – med bare en lille smule smilerynker og lidt erfaring i ansigtet, ligesom Hugh Grant?
 

Susanne Bier

Susanne Bier har ifølge Kidman og Grant været det naturlige valg af instruktør. Grant fremhæver hendes danske film og i forlængelse af dem The Undoing som ”a Scandi noir thriller with a massive and I hope successful whodunit element”. Spørgsmålet er, om vi får flere af de originale danske film, Hugh Grant sætter så stor pris på, af Susanne Bier, skrevet i samarbejde med Anders Thomas Jensen.
 
Susanne Bier, Nicole Kidman and Hugh Grant. Kilde: Getty
 
The Undoing indføjer sig som seneste led i Susanne Biers nyere internationale genrefilm, der spænder fra det stjernespækkede, men plotmæssigt usammenhængende historiske melodrama Serena (2014) til agentthrilleren The Night Manager, der både vandt Emmys og Golden Globes, og science fiction-filmen Bird Box (Netflix 2018). Den blev ikke prist af kritikken, men er til gengæld ifølge Netflix blevet set af 45 mio. mennesker. De nævnte titler er alle adaptioner. Genrespektret, som Bier behersker, er særdeles bredt. Resultaterne viser, at det er forbundet med både op- og nedture at indgå som et eftertragtet led i den internationale film- og tv-industri. 
 
På tværs af genrer sætter Susanne Bier dog sin umiskendelige signatur på de internationale produktioner, især gennem sin evne til at udstille grelle kontraster og bruge forbrydelsen som værktøj til at belyse karakterernes moralske dilemmaer. Og så er der jo de berømte closeups. Øjnene er sjælens spejl, også i The Undoing.

Relaterede artikler

Tenet er spild af tid - Det er ikke fremtiden, som er forudsigelig. Det er fortiden. I Tenet sker en inversion af både personer og objekters ent...
Når virkeligheden er bestialsk - TV 2-dramadokumentaren om Ubåds-Madsen er blevet til rost til skyerne mange steder. Endelig en dramadokumentar, som be...
Jeg er Greta - Dokumentaren I am Greta føjer ikke for alvor nye lag til klimaaktivisten Greta Thunberg, og slet ikke til klimadebatten....
Michael Jeppesen har en plan - Han er blevet skildret som en skummel Mørkets Fyrste. Strategen, der ikke gav interviews, som er blevet kaldt ikke-folke...
Lidt om dillermænd, leg og Ole Lund Kirkegaard - Det ligner efterhånden lidt en tabersag at anklage DR Ramasjangs nye animationsserie ”John Dillermand” for at være skade...
Skru helt ned for din træning nu - Afspejler fysiske ekstremdiscipliner som crossfit eller Ironman en tilbagevenden til vores naturlige tilstand? Eller er ...
Bevidsthedens arkæologi - Historien er overalt i vores hverdag, og den er også på mange måder inde i os. Det er måske ikke altid, vi bemærker hist...
Små og store synder - Manipulation. "Allen v. Farrow" er en opvisning i, hvordan man ikke skal opføre sig, når der er mistanke om overgreb på ...
Guru – hvem, hvad, hvor - Guru indføjer sig i “En mand vender hjem”-formlen, og Silkeborg stråler ved hjemkomsten. Men serien har svært ved at fin...

Giv din stemme

14 stemmer
3,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

61 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Kampagneleder

Frist: 21. maj

Social Media Manager

Frist: 24. maj

Projektleder

Frist: 24. maj
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.