Innovation: Pretotyping med mockups og rapid prototyper a la Servicedesign Thinking  

 

Pretotyping handler om at få testet sin idé, før man bruger tid og penge på lange analyser og forberedelser. Historien er fuld af eksempler på gode idéer, der bare ikke var interessante nok for brugerne i sidste ende. App Store bugner for eksempel af apps, der sikkert alle sammen var glimrende idéer, men bare ikke relevante eller attraktive for brugerne.

 

 

I bogen ”Pretotype It” af Alberto Savoia beskrives det, hvordan 90 procent af alle apps ikke tjener penge, 4 ud af 5 startups ikke tjener penge, og 80 procent af alle restauranter lukker inden for det første år. Verden er fuld af en masse gode idéer, der bare ikke bliver til noget, når de realiseres. Svaret er ifølge Savoia (tidligere Google-innovationsguru) en mere systematisk brug af pretotyper til at differentiere mellem de gode og dårlige idéer.                  

 

P for pretend

Pre står for pretend, og pretotype er en videreudvikling af det velkendte begreb prototype. Men hvor en prototype er en realiseret idé, der tester, om det er muligt at bygge det ønskede produkt, er en pretotype blot en indledningsvis forestillet skitse, der tester, om brugerne overhovedet kunne være interesserede i produktet. Hvor en prototype tager lang tid at bygge, er en pretotype bygget på et øjeblik.   

 

Pretotype har en del til fælles med begrebet rapid prototyping, der bruges i Servicedesign Thinking og begrebet mockup, der bruges i designbranchen. Begge begreber handler også om at lave en hurtig og meget ufærdig skitse af en ide. Der er også en del overlap med The Lean Startup, hvor man meget hurtig launcher et nyt firma på baggrund af MVP’s (Minimum Viable Product). Men der er også en række subtile forskelle, der gør metoden særlig. Her formuleret som et manifest:

 

 

 

Placering i innovations-pipelinen

Ifølge Jeremy Clark, der er Co-Founder af Pretotypelabs, skal pretotyping sættes ind i The Front End of Innovationspipelinen, efter man har fået den første gode idé. Her skal ikke bruges fokusgrupper, der ytrer sig med holdninger til ideen, men derimod skabes reelle brugssituationer, hvor ideen kan testes.       

 

Den klassiske model over innovationsprocessen, hvor pretotyper er sat ind efter den første gode ide

 

Slagordet for Alberto Savoia er: ”Make sure you are building the right it before you built it right” Den simple pointe er, at det ikke nytter noget at bygge et genialt produkt, hvis ingen vil have det. Så det gælder i første omgang om at bygge det produkt, som folk vil have. Savoia præsenterer to kerneeksempler i bogen:

 

IBM's talegenkendelsescomputer som pretype  

I 1970-80’erne var der en del hype omkring computeres talegenkendelse. IBM ville med på bølgen, men først lavede de en pretotype (før begrebet fandtes). Kunderne sagde, de gerne ville have og betale (i dyre domme) for talegenkendelsescomputere, men IBM var i tvivl, så de lavede et eksperiment for at finde ud af det. De inviterede kunder ind og lod dem teste en ”talegenkendelsescomputer”. Mens de talte, kom der tekst frem på skærmen. Men teksten kom fra en medarbejder, der sad ude bagved og tastede løs, mens de talte. Kundernes reaktion var efterfølgende ikke særlig positiv, og IBM skrinlagde dengang projektet. Testen havde været et billigt og hurtigt alternativ i forhold til at udvikle en rigtig prototype. Testen var et eksempel på en forestillet type (pretended type). Selv i dag, hvor teknologien er langt bedre og billigere, og der findes simple talegenkendelsessystemer, sidder vi stadig og skriver på et keyboard.    

 

IBM testede ved hjælp af en experimentel pretotype behovet for en talegenkendelsescomputer og fandt, at behovet (dengang) ikke var tilstrækkeligt 

  

Palm Pilot’en som pretotype

I 1996 blev den første Palm Pilot lanceret af opfinderen Jeff Hawkins. Det var den første PDA (Personal Digital Assistent), og han var længe uklar om, hvorvidt markedet havde brug for produktet. En tidligere version var blevet launchet, men var blevet en stor fiasko. Hawkins tænkte, at det havde noget med designet og størrelsen at gøre, så han lavede en simpel pretotype: Han tegnede nogle funktionaliteter på et stykke papir, som han satte på et lille bræt (han skiftede regelmæssigt papiret/funktionaliteterne). Han bar pretotypen med sig omkring for at erfare dens mulige brug i hverdagen. Han rettede til og launchede tidligt. Resten er en succeshistorie.      

 

 

Model af Hawkins pretotype mockup PDA, som han brugte til at teste i forskellige brugssituationer 

 

Morale: Fake it before you make it

Den overordnede pointe fra begge cases er, at det gælder om at snyde sig selv og andre med tidlige ikke-funktionelle, men relevante og visuelle typer, der gør det muligt at forestille sig, hvordan det endelige produkt kan se ud. Hvor det sidste eksempel med Palm Pilot’en minder meget om mockup – eksempler, der også findes i Design Thinking-redskabskassen (fx IDEO's operationsredskab) – er det første eksempel med IBM anderledes, da det ikke involverer et fysisk produkt på samme måde, men derimod et helt eksperimentelt setup. Pretotyping inviterer altså til en langt mere metodisk varierende tilgang til testning af ideer. Først og fremmest fordi det er en dyd at opsøge failure.

 

The Law of Failure    

Som beskrevet i starten fejler 70-90 procent af alle nye opfindelser. Derfor gælder det om at opsøge alle de tænkelige situationer, hvor ens idé kan tænkes at blive mest kritiseret eller ignoreret, for derved at konfrontere the Law of Failure. Det er den samme tankegang, der findes i Antifragile-bevægelsen, hvor man aktivt opsøger giften (kritikken, ignorancen) for at indarbejde den tidligt, før tid og penge er blevet brugt på ligegyldige prototyper.

 

Der er altid risiko forbundet med at opfinde nye ideer/produkter. Det gælder om at få alle fejlkilder elimineret så tidligt og hurtigt som muligt. Det kan pretotype-metoden hjælpe med

 

Har brugerne ret?

Den store fare ved at teste sin idéer er selvfølgelig, at brugerne ikke ved, hvad de vil bruge i sidste ende. Det er den grundlæggende problemstilling i al brugerdreven innovation: Brugerne er oftest konforme og har svært ved at se anvendeligheden i radikale idéer. Det betyder, at de både kan give positiv feedback på idéer, de i sidste ende ikke vil bruge, og omvendt; negativ feedback på ideer, de faktisk vil bruge. Det sker ofte i de situationer, hvor idéer forbliver abstrakte størrelser, som brugerne kan nøjes med at have holdninger til. Som for eksempel i de velkendte fokusgrupper. Men holdninger er omkostningsfrie og hypotetiske. Det er derimod i reelle brugssituationer, at den virkelige test står sin prøve. Alberto Savoia foreslår en række teknikker, man kan bruge:

 

The Mechanical Turk – erstat teknologi med mennesker

I 1800-tallet fandtes en ”automatisk” skakmaskine, hvor der inden i en stor kasse sad et menneske og styrede brikkerne. Modparten ”troede”, at han spillede skak mod en ”computer”, men i virkeligheden spillede han blot mod et andet menneske. Pointen er den samme som med IBM-eksemplet: Teknologi blev erstattet med mennesker.

 

 

Pinocchio – byg i et andet materiale

Ligesom Pinocchio lignede og opførte sig som et menneske, men var bygget i træ, kan man også bygge op i alle mulige andre materialer. Dette er, hvad man almindeligvis gør, når man laver mockups som i eksemplet med Palm Pilot’en. Pointen er at vælge det letteste, billigste og hurtigste materiale til den første pretotype.  

 

Den falske dør – kun første funktionalitet er nødvendig

Du behøver kun opfinde eller skabe én funktionalitet på din nye dims, og det er den første adgang. Du skal bare kunne registrere, om der bliver trykket på én knap. Resten af funktionaliteten, der skal være bag knappen, kan altid komme bagefter. I første omgang skal du bare finde ud af, om der bliver trykket og dermed udvist interesse. Den første knap er derfor en falsk dør.

 

One night stand – lån og lej, før du køber

Det nytter ikke noget at investere dyrt i lokaler og hardware, før man ved, om idéen kan holde. Derfor skal der lånes og lejes og byttes for at skabe et tæt-nok-på-virkeligheden-scenearie, som man kan tage udgangspunkt i. Lav for eksempel et helt setup af lejede produkter, og lad brugerne gå omkring (fysisk eller digitalt) i et rum og afprøve funktionalitet bare for en dag (one night stand).  

 

Mål, om det er en god idé

På nettet findes en bunke fora, hvor man hurtigt og let kan teste sin idé. Alberto Savoia foreslår måleenheden: ILI (Initial Level of Interest). Det betyder antal handlinger (for eksempel klik på en blogpost i et forum) i forhold til antal responser (for eksempel positive svar på blog eller e-mail). Hvis der er 1490 mennesker, der efter et stykke tid har læst ens blogpost med beskrivelse af ens ide, og der efterfølgende har været to positive responser, så lyder regnestykket 2/1490 = 0.13 procent succesrate. Så skal man nok begrave ideen. Den anden måleenhed er OLI (Ongoing Level of Interest), det vil sige den procentvise andel af de, der først afprøvede produktet, der stadig bruger det efter et stykke tid.  

 

 

De to måleenheder, der kan bruges til at teste, om ens pretotype har brugernes interesse nu (ILI) og over tid (OLI).

 

Metodeudvikling

Pretotyping er ikke en række faste metoder, men et perspektiv på at arbejde kreativt med mange forskellige slags metoder, der alle har det til fælles, at de handler om at skabe forestillinger så hurtigt og let som muligt, for at få en stor mængde reel feedback fra brugere i reelle brugssituationer. Det involverer en lang række forskellige eksperimentelle setups ud fra følgende spørgsmål.

 

Læs mere

Pretotype It af Alberto Savoia

Pretotyping@work af Jeremy Clark