Retorisk analyse af Corydon
Corydon, den kløgtige bølle

Skrevet af

Christian Kock
Professor

42 artikler

0 indlæg

Bjarne Corydon er en stærk mand. Han har magt, og han bruger den. Han er intelligent, sej og velformuleret, og han kan argumentere stærkt. Men han er samtidig skrupelløs med hensyn til at bruge bøllemetoder i sin argumentation og debatpraksis. Vi ser på hans bøllemetoder.
I Deadline den 27.1. mødtes Corydon og DF’s Kristian Thulesen Dahl med Martin Krasnik som ordstyrer. Vi kan begynde med at slå fast at Corydon uden hæmninger afbryder sin modpart i en grad der leder tanken hen på håndbold-EM for herrer: Når den anden er ved at komme på skudhold, griber Corydon fat i trøjen på ham så hurtigt at vi ikke når at opfatte om der er frikast eller ligefrem burde være to minutters udvisning. Det er med til at gøre debatten på Deadline uhyre flimrende. Parterne når ikke at få et punkt ”boret ud” – som Krasnik siger – før et nyt aspekt flimrer hen over skærmen, lanceret, for det meste, af Corydon (eller af ordstyrer Krasnik – der når at få dækket en hel masse, hvoraf næsten intet kommer til at stå klart for seerne).
 
Bjarne Corydon mødte Kristian Thulesen Dahl til debat i Deadline d. 27. januar. Debatten var ofte præget af uhensynsløse afbrydelser og slørede argumenter fra Corydons side, der ikke gavnede seernes forståelse af sagen
 
Corydon er i mange passager overbevisende at høre på, også på grund af sin urokkelige selvtillid, men bøllemetoderne dukker op hele tiden. Her er nogle flere af dem:
 
Sløring
Corydon gør til tider hvad han kan for at et penibelt punkt forbliver uklart (og Krasnik får det ikke ”boret ud”). Det sker for eksempel efter at han bliver spurgt hvornår han blev klar over at Goldman Sachs ville placere DONG-aktierne i et Luxembourg-skattely. Svar: ”Jeg tror alle ved at internationale investorer organiserer sig på forskellige måder af den her karakter” – og så går det videre med at snakke om noget andet, nemlig at Thulesen Dahl i ti år har vidst at DONG skulle sælges til investorer og så videre. Krasnik (der ellers er mest ivrig efter at krydsforhøre Thulesen Dahl) prøver at gentage spørgsmålet og får til svar: ”Jeg kan ikke huske nogen præcis dato, men det sker jo undervejs i den her proces i forbindelse med at der også er en offentlig debat omkring det.” Vil det sige lige for nylig, efter at den store, offentlige debat kom i gang, eller har det stået klart for Corydon længe, bare ikke for os andre, eller hvad? Det får lov at stå helt uklart. Senere slår Corydon fast hvordan man håndterer den slags skattemæssigt, ”det er skattemyndighedernes sag, og det gør de ret offensivt” – og det leder jo debatten i en helt anden retning.
 
Corydon undgik ømtålelige emner ved at trække debatten i andre retninger
 
Senere kommer Krasnik ind på at 250 medarbejdere i DONG ifølge aftalen kan score bonusser på tilsammen halvanden milliard. Er det rimeligt? Ja, siger Corydon, ”hvis man sætter sin løn på spil” – men er det også rimeligt at direktøren får ”en bonus på et tocifret millionbeløb”? Ja, svarer Corydon, for DONG er et stort selskab der skal løbe en rigtig stor risiko med sine havmøller, og derfor er det rimeligt at direktøren får en ”tilskyndelse til at han kan tabe penge hvis det går galt, og vinde penge hvis det går godt”. Men, kunne man spørge, hvis det går galt for DONG, er det da ikke direktøren der af egen lomme skal udrede de enorme tab – og dog skal han have et tocifret millionbeløb i bonus? ”Han skal selv skyde pengene ind”, siger Corydon ”han kan tabe noget af sin løn”. Men her standser Krasnik og siger det er ”noget for noget” – skønt det får lov at henstå helt uklart hvilken proportion der er mellem direktørens personlige risiko og hans personlige bonus.
 
En af de uskikke, der forringer dansk politisk debat mest, er at parterne tillægger hinanden fiktive, ekstreme standpunkter. Corydon: ”Du er simpelthen imod at man i de store danske virksomheder som konkurrerer internationalt, og som løber store risici og tjener gode penge hjem til os så vi kan holde arbejdspladser i landet, at dér er der incitamentprogrammer for ledelserne” – men nej, det er slet ikke et sådant kategorisk (og formentlig uholdbart) standpunkt som Thulesen Dahl har ført frem men derimod at bonusserne formentlig er urimeligt store.
 
Corydon er en stærk mand. Hans styrke og ’talent’ er at han kan alle de bølletricks, som svækker debatten og demokratiet
 
Motivspekulation
Dette er et andet klassisk bølletrick, der afleder og får tid til at gå. Et par gange i debatten får Thulesen Dahl at vide at han alene har bragt sagen op og meldt sig som modstander fordi han er drevet af et rent strategisk motiv: ”Det er som om du gerne vil tage enhver lejlighed for at komme i medierne på noget du tror er populært.”
 
Talmanipulation
Lad os se mere generelt på hvad det er Corydon kan, nu med eksempler længere tilbage.
Et skoleeksempel på de fleste af Corydons kunster var hans pressemøde ved fremlæggelse af finanslovforslaget for 2013. Det fandt sted mandag den 27.8.2012. Her – og i flere af de medier som Corydon og hans regering kan kontrollere – var budskabet at den forslåede finanslov ville betyde ”21.000 flere arbejdspladser” det følgende år og ”tilføre milliarder til uddannelse, forskning og grøn teknologi”. Corydon sagde også ved forelæggelsen i Folketinget:”Når man ser på finanslovforslaget, ser man at det betyder 21.000 flere arbejdspladser i 2013.” Socialdemokraternes hjemmeside havde ligeledes en artikel som Corydon utvivlsomt også havde været inde over. Den hed ”Forstå Finansloven 2013 på et øjeblik”, og den hævdede:
 
"Midt i en historisk økonomisk krise fremlægger regeringen et finanslovsforslag, der holder arbejdsløsheden i skak, skaber fremdrift og sikrer en fortsat ansvarlig økonomisk politik. Regeringen halverer det offentlige underskud i 2013 og tager samtidig initiativer som skaber 21.000 job"
 
Budskabet ved pressemødet, i Tinget og ligeledes på hjemmesiden (hvis man ikke læser den meget omhyggeligt) kan kun opfattes sådan at det er selve den foreslåede finanslov der har disse heldige virkninger. Men som blandt andet professor Christen Sørensen påviste (Politiken den 14.9.), var det regeringens samlede pakke af initiativer, ikke finansloven i sig selv, der (ifølge prognoserne) skulle give de arbejdspladser. Selve finansloven ville, alt andet lige, have negativ beskæftigelseseffekt. Altså: en ganske effektiv men næsten umærkelig manipulation på det ’faktuelle’ plan – i form af udsagn om talstørrelser der får os til at tro noget der er forkert. (Om effekten på beskæftigelsen i 2013 faktisk blev som forudsagt, er en anden historie!)
 
En artikel på Socialdemokraternes hjemmeside forklarer, hvordan den foreslåede finanslov ville betyde 21.000 flere arbejdspladser - et budskab, der undlader en væsentlig faktor: At det var regeringens samlede pakke af initiativer, der skulle give arbejdspladserne, og ikke finansloven i sig selv
 
Anbefaling til selvstudium: Læs Finansministeriets hjemmeside gennem en periode. Bemærk hvordan dette officielle administrative meddelelsesorgan bruges til massiv selvros for regeringens politik, meget ofte med anvendelse af talstørrelser i stil med ovenstående. 
 
Svar på noget andet
Et andet dygtigt udført trick blev også demonstreret af Corydon ved det samme pressemøde. Det er blevet analyseret af Magnus Boding Hansen i en serie som i en periode kørte på websitet ræson.dk med titlen ”Udenomssnak” 
 
På pressemødet for fremlæggelsen af finanslovforslaget for 2013 undgik Corydon flere af journalisternes spørgsmål
 
Corydon roste på pressemødet regeringen for med sin finanslov at ”styrke kvaliteten i uddannelserne”. En journalist spørger så: ”Kommer der til at være flere penge per studerende i 2013 end der har været tidligere?” Bid nu mærke i Corydons svar: ”Samlet set kan du se, at vi bruger mere på uddannelse i 2013 end i 2012 – det er et stort løft midt i en krisetid.” Han taler altså om den generelle eller samlede bevilling men netop ikke om mængden af penge ”per studerende”. Og da en anden journalist spørger hvordan det for eksempel kan kaldes en massiv satsning at forskningsmidlernes andel af BNP falder i 2013 sammenlignet med 2012, ”svarer” Corydon:”Det er jo, fordi vi har et mål om at bruge 1 % af BNP på forskning. Og så bruger vi 1,07 % i år og ligger dermed massivt over indfrielsen af vores mål.” Altså, i år spenderer regeringen mere på forskning end den havde som mål. Hvad Corydon siger, kan få mange til at tro noget som er usandt, nemlig at andelen af BNP er steget, men det sker uden at han lyver lodret; og at han ikke svarer på det han spørges om, skal man være på tæerne for at se.
 
En anerkendt afledningsstrategi er: Tal meget om enhver art ”selvmodsigelse” hos modparten. I Deadline-debatten mod Thulesen Dahl gentager Corydon mange gange at DF siden 2004 har været med til at mene at DONG skulle sælge op til 49 procent til investorer, og at DF’s finansordfører har ankerkendt og rost salget. Det er sandt nok, og det går der meget tid med, men det træder desværre i stedet for at vi får ordentligt forklaret hvad der er det gode ved salget og hvad der er svaret på argumenterne om at det er dårligt. I stedet får vi argumenter der bider sig i halen, for eksempel: Hvorfor skulle Finansministeriet ikke gøre deres arbejde ordentligt? Altså, som svar på kritikken af at aftalen er dum og dårlig, får man som svar: Ville vi gøre noget dumt? ”Hvorfor skulle vi have taget fejl?” Prøv selv at bruge det argument næste gang du bliver kritiseret for noget dumt!
 
Man kan også bare snakke sort. På spørgsmålet om hvorfor Corydon ikke gjorde aftalen tilgængelig for Finansudvalget tidligere end nu, i sidste sekund, lyder svaret ”Jeg lægger faktisk vægt på hvad Folketingets formand mener i sådan en sag.” Ja, det er rigtigt at Folketingets formand har foranlediget at aftalen nu kan gennemses af de andre, men det var da ikke ham der mente at det ikke kunne ske før!?
 
Angreb – det bedste forsvar
Corydon affejer med synligt velbehag modparters argumenter med nedladende karakteristikker, alt imens han – som lige påvist – rutinemæssigt forbigår kernen i deres argumentation. Et eksempel kan man finde i en tidligere debat om beskatning af nordsøolien der skal finansiere en togfond. To venstrefolk, borgmesteren i Esbjerg, Johnny Søtrup, og V-finansordfører, Peter Christensen, der er fra Aabenraa, skrev den 21.9.2013 i JydskeVestkysten et indlæg mod planen. Deres hovedargument var at ”internationale eksperter, den norske stat og de britiske vismænd er lodret uenige med Corydon om, hvor mange penge han kan hente op af Nordsøen.” Derfor, mente de, er planen om milliardindtægter fra Nordsøen til togfonden uholdbar.
 
Corydon svarede den 24.9. Han betegnede venstrefolkenes indlæg sommanipulerende, polemisk og urigtigt”, og han foreholdt dem at ”debatten skal være ordentlig og saglig”, og at ”tonen og argumenterne være i orden, selv om man kan føle sig fristet til at score billige point” (igen mistænkeliggørelse af modpartens motiver). Det gik der meget plads med. Desuden gentog han, uden at give belæg, tidligere påstande om at den opgraderede togtrafik, finansieret af ændret beskatning af nordsøolien, vil skabe vækst og masser af arbejdspladser, og at de nye skatteregler er ”en klog og fair politik”, der vil være ”til gavn for både borgere og erhvervsliv og bidrage til Esbjergs forsatte udvikling”. Og han afleverede et spark til den tidligere regering der ”svigtede” byen som på mange måder har ”haft stor glæde af at få en ny regering” – hvilket han så gav andre eksempler på. Og så gik der nogle linjer med dét. Men i alt dette var der intet svar på modparternes nøgleargument om at diverse navngivne autoriteter var helt uenige med planens faktuelle, økonomiske grundlag. Havde de pågældende da ikke sagt det som venstrefolkene påstod? Eller hvis de havde sagt det, var det da forkert hvad de havde sagt? Og hvad var i så fald det forkerte i det? Som borger, ikke mindst i Syd- og Sønderjylland, ville man nok være meget interesseret i at få belyst netop dé spørgsmål. Men ikke et ord herom fik man hos Corydon. Kun ren gentagelse af velkendte påstande og udokumenteret nedrakning af modpartens debatform, tilsat selvros og blame-game over for modpartens politik.
Det var et billede der præcis svarede til det indtryk man kan få af for eksempel at se en ordveksling mellem Corydon og Liberal Alliances Ole Birk Olesen fra førstebehandlingen af finanslovforslaget for 2013, den 6.9.2012.
 
Under førstebehandlingen af finanslovforslaget for 2013 var Corydons argumentation mod Liberal Alliances Ole Birk Olesen en gang selvros af egen økonomiske politik
 
Birk Olesen fremførte ud fra ”anerkendte tal fra OECD … at Danmark om 5 år forventes at være det fattigste land nord for Alperne” – fordi ”Danmark sammenlignet med andre lande ikke har den samme velstandsudvikling, som de har”. Igen var svaret fra Corydon blottet for stillingtagen til modpartens argument, nemlig henvisningen til OECD’s prognose. I stedet fik vi at vide at ”de planer, der er lagt frem fra regeringen, sætter jo ind på en bred række af områder og gør noget ved problemet ud fra en noget anden opfattelse af, hvordan en økonomi fungerer, end den, hr. Ole Birk Olesen giver udtryk for. Og det er jo det, der får 80 pct. af landets økonomer til at mene, at vores økonomiske politik fortjener topkarakter.” Igen selvros, nu tilsat generel afstandtagen fra modpartens holdninger samt henvisning til noget nogle andre har sagt – som ikke lige gik på det spørgeren spurgte om.
 
Omvendt lommetyveri
Siger man noget imod Corydon, skal man altså ikke regne med at få svar på det man har sagt, men derimod en bredside af meget skråsikre – nogle vil sige arrogante – tilrettevisninger, pakket med debattekniske uskikke – faktisk alle dem der er gennemgået i min bog De svarer ikke, 2011 (der er en udvidet og opdateret udgave fra 2013 hvori også den nye regering, derunder Bjarne Corydon, optræder). En hyppig uskik er det jeg kalder ”omvendt lommetyveri”, det vil sige at man prøver at få lirket diskutable antagelser ned i lommerne på folk uden at give argumenter for dem, og uden at folk opdager det. 
 
Det var det Corydon praktiserede i konflikten med lærerne (og før den gymnasielærerne) for et års tid siden. Deres arbejdsforhold skulle ”normaliseres”, hørte vi gang på gang – hvorved det uden argumenter blev taget for givet at disse forhold var ’unormale’. Her var det formålet at få det til at fremstå som ’unormalt’ at underviserne af begge disse slags har faste normer for forberedelse – fordi andre slags ansatte ikke har den art normer. Finansministeriet under Corydon – og dens kamporgan, ”Moderniseringsstyrelsen” – spillede også systematisk den melodi at lederne på skoler nu omsider skulle have ”ledelsesretten” – som om de ikke altid havde haft den.
 
Corydons håndtering af lærerkonflikten i april 2013 fik flere af lærerne til at sammenligne Corydon med mafiabossen Don Corleone fra Godfather. Læs mere her
 
Ved disse verbale tricks slørede man en central forskel. Det er ganske rigtigt mest ’normalt’ at en leder kan bestemme hvilke arbejdsopgaver hans medarbejdere skal udføre – for eksempel sidde ved kassen i supermarkedet eller arbejde på lageret. Men netop undervisning og forberedelse fungerer ikke på denne ’normale’ måde: Undervisning forudsætter forberedelse; at sidde i kassen forudsætter derimod ikke arbejde på lageret. En skoleleder kan derfor ikke skære undervisernes forberedelse vilkårligt ned, eller droppe den helt. Derfor er ledelse af skoler ikke på det punkt lig med ledelse på de ’normale’ arbejdspladser. Og derfor var snakken om ’normalisering’ af arbejdsforholdene på skoler – hvor den altså uden videre blev antaget for unormal og dermed forkert – manipulation. Ligesom ”Moderniseringsstyrelsen” – der blev oprettet i Corydons ministerium i slutningen af 2011 ved en sammenlægning af de tidligere styrelser Økonomistyrelsen og Personalestyrelsen – er et manipulerende navn. Som om alt hvad den foretager sig, er at modernisere noget der altså dermed antages at være forældet og forkert.
 
Corydon er en stærk mand. Han maser ting igennem. Han var anset for et politisk talent længe før valget i 2011 der på Sass Larsens ’afbud’ gjorde ham til finansminister og dermed nøgleperson i regeringen. Hans styrke og ’talent’ er at han kan alle de bølletricks som jeg har gennemgået med eksempler ovenfor. Det er alt sammen ting der forhindrer eller undergraver en seriøs politisk debat om tidens svære emner – én som borgerne kan bruge til noget, for eksempel til at blive klogere på sagerne og tage begrundet stilling til hvad de synes er bedst. Dén evne har Corydon, og han bruger den driftsikkert og uden at få sved på panden. Bødskov havde den også. Han var også – til et vist punkt – et driftsikkert politisk ’talent’. Det sørgelige er at man for at blive en højtrangeret politiker i Danmark skal udvise netop denne (dybest set destruktive) evne frem for noget andet. Kvaliteten af den politiske debat – og borgernes mening om politikernes troværdighed – bærer præg af det.
 

Relaterede artikler

Brander blå Bjarne Børsen bedre? - Valget af Bjarne Corydon til Børsens chefredaktør er headhunterens ønskedrøm. Han får nu et job, som ingen kunne forudse...
Helt fair: Her er Bjarnes fem fejl - Bjarne Corydon har udgivet sit første egentlige manifest som en fri mand: en leder i Dagbladet Børsen. Får vi at se, hve...

Giv din stemme

305 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

64 JOB

Studiejob: Content & Community Manager

Se alle job Indryk job

Job

Creative Producer

Frist: 17. oktober

Leder af digitale medier

Frist: 23. oktober

SoMe-specialist

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.