Don Corydone - den kompetente kyniker

Bannerne var talrige, da lærerne for to uger siden holdt demonstration på Christiansborg Slotsplads. 'Nej til enevælde' og 'Corydon: 12 i diktat, dumpet i stil' stod der på nogle bannere, mens andre bevægede sig tættere på lortespanden med udsagn som: 'Kære regering: I skider, hvor I æder' og 'Don Corydone: Er Ziegler din kone?'

Mange af bannerne var kendetegnede ved, at de lidt abstrakte 'fjender' - KL og regeringen - var personificeret ved Michael Ziegler, Christine Antorini og Bjarne Corydon. Særligt Corydon er blevet portrætteret på et utal af måder til både demonstrationer og i den generelle debat om lockouten. Og især én sammenligning er gået igen: 'Don Corydone' - altså at Bjarne Corydon har en vis lighed med den udspekulerede mafiaboss Don Corleone fra Godfather.

Men Corydons argeste modstandere ender måske med at gøre ham en tjeneste ved at bruge denne Godfather-reference. For 'Don Corydone' er ikke det værste navn at have klæbende til sig, når først støvet fra konflikten har lagt sig. Godfather-billedet rummer nemlig mindst lige så mange retoriske muligheder som begrænsninger.

I lærernes demonstrationer mod lockouten er Bjarne Corydon et af de allermest populære mål for nedsættende slagord – og de handler næsten alle om, hvordan han spiller magtspillet. Fotos fra kpnet.dk

Anders Fogh var taknemmelig for hulemanden

Det er ikke første gang i dansk politisk historie, at en sammenligning er blevet noget nær synonym med en bestemt politiker. Det bedste eksempel er fra nullerne, hvor Politikens tegner Roald Als tegnede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som en hulemand komplet med kølle, overdimensioneret kæbeparti og et skind smøget om livet.

De fleste husker sikkert, hvordan Roald Als igen og igen portrætterede Anders Fogh på den måde. Men hvad færre måske ved er, hvad den sammenligning ifølge hensigten skulle udtrykke. Om det var fordi Roald Als anså den tidligere skatteminister for at være et fortidslevn? Eller om det skyldtes Foghs påståede krigsliderlighed? Eller måske bundede i, at Roald Als mente, at Fogh var dum?

Egentlig er det også lige meget, for det er op til den enkelte læser at tolke, hvad han eller hun mener, der ligger i en given sammenligning. Men det er interessant at se nærmere på Roald Als' oprindelige motivation for at tegne Anders Fogh som hulemand for at forstå, hvor meget forståelsen af en bestemt sammenligning kan ændre sig over tid.

Roald Als har for et par år siden forklaret, at han oprindeligt tegnede Fogh som hulemand pga. Foghs bog "Fra socialstat til minimalstat": "Så tænkte jeg, at han ville have Danmark tilbage til stenalderen, og derfor tegnede jeg Anders Fogh som hulemand", sagde Roald Als til Politiken.

Gad vide, hvor mange mennesker, der kom til at tænke på minimalstatsbogen, da de op gennem nullerne så karikaturtegningerne af en borgerlig statsminister, der ikke just kunne beskyldes for at skære velfærdsstaten ned til sokkeholderne?

Roald Als’ hulemandstegninger af Anders Fogh blev en integreret del af befolkningens billede af den daværende statsminister. Og det har ifølge Fogh selv været helt uvurderligt for hans image. Tegninger: Roald Als for Politiken

Men tilbage til det retoriske potentiale i hulemandanalogien. På overfladen er et stenaldermenneske måske ikke det mest flatterende at blive sammenlignet med. Men det rummer dog visse retoriske muligheder, hvilket Anders Fogh da også gjorde klart i Politiken i 2008, da han anmeldte Roald Als' bog "En god socialdemokrat - Et olmt tilbageblik på Danmarkshistorien 1980-2008":

"Jeg er Roald Als megen tak skyldig. Han har gjort mere for mit image end nogen spindoktor eller reklamemand. Hans konsekvente karikatur af mig som køllesvingende hulemand - til tider i forskellige ekstra-forklædninger - har været uvurderlig for mit politiske brand."

Handlekraftig helt vs. køllekastende tumpe

I sin anmeldelse uddyber Anders Fogh ikke, hvordan sammenligningen med en hulemand helt præcist har påvirket hans politiske brand. Men følgende ræsonnement er formentlig ikke skudt helt ved siden af:

På den negative side er en hulemand kendetegnet ved at være primitiv, brutal, ufølsom og et levn fra fortiden. Og så er det selvsagt én, der lever i stenalderen eller måske endda vil have samfundet tilbage til dengang, som Roald Als oprindeligt ville pege på med sine tegninger.

Men der er også meget, der trækker op. Først og fremmest er en hulemand handlekraftig. Han sidder ikke og venter på, at tingene sker, han gør noget ved det. Derudover er hulemanden stålsat - han ved, hvad han vil have. Det kan selvfølgelig føre til en konfrontation i ny og næ, men så er det heldigt, at hulemanden har sin styrke. Endelig har hulemanden det karakteristikum, at han fører et spartansk liv, hvor han udelukkende fokuserer på det vigtige og ikke spilder sin tid på pjat og pjank. Enhver kan selv føje flere karakteristika til listen - billeder og sammenligninger har som bekendt den force, at de er meget åbne for fortolkning.

Det er nok ikke helt urimeligt at antage, at det var nogle af de værdier - handlekraft, stålsathed, styrke, fokus og afholdenhed - som Anders Fogh tænkte på, da han fremhævede hulemandens positive indflydelse på sit politiske brand.

Og måske slog hulemandssammenligningen også netop igennem, fordi de flugtede ganske fint med den herskende opfattelse af Anders Fogh - i hvert fald da han var statsminister, og før bagkloge vismænd havde besmudset hans eftermæle.

Under alle omstændigheder er det nok de færreste, der i dag får præcis de associationer af hulemandstegningerne, som oprindeligt fik Roald Als til at opfinde karakteren. Hulemanden fik med andre ord sit eget liv. De negative holdninger, der havde skabt ham, endte med at glide i baggrunden, og sammenligningen blev i stedet et aktiv for Foghs politiske brand.

Når først en rigtig fængende sammenligning er etableret, kan den bruges til alt og varieres over forskellige temaer. Her er hulemanden tilpasset en debat om klima. Tegning: Roald Als for Politiken

Merkel og et rigtig hadeeksempel

Det er dog langtfra alle sammenligninger, der er tvetydige eller har potentiale til at gøre noget godt for en politiker. Det klassiske eksempel er Hitler-analogien, som der under Eurokrisen tilsyneladende er kommet flere og flere af rettet mod Tysklands kansler, Angela Merkel. Prøv selv at lave en billedsøgning på 'Merkel Hitler' - det er ikke noget kønt syn.

En Hitler-analogi gør hverken noget godt for debatten eller den politiker, som den rammer. Til gengæld kan Angela Merkel trøste sig med, at en så åbenlyst absurd og perfid sammenligning, der intet har at gøre med hendes personlige egenskaber, aldrig vil klæbe til hende, som hulemanden klæbede til Fogh. Hvis en sammenligning skal være rammende og slå bredt an, skal den indeholde et komisk element og have en vis sammenhæng med virkeligheden.

I mange Sydeuropæiske lande har vreden over besparelser og eurokrise fået flere til at lave visuelle sammenligninger mellem Hitler og Angela Merkel. Og den sammenligning tilfører naturligvis intet godt til Merkels brand. Foto: gazatesiz.com

Mafiabossen i Finansministeriet

Men her i Danmarks nutid er det som sagt 'Don Corydone’-sammenligningen, der bliver ved med at poppe op. Ideen om vores finansminister som parallel til den udspekulerede, kyniske mafiaboss fra Godfather-trilogien, der ikke skyr nogen midler for at nå sit mål.

Karakteren 'Don Corydone' er - hvis ikke opfundet - så i hvert fald blevet udbredt af satireprogrammet Selvsving på P1. To gange har Selvsving fremstillet Bjarne Corydon som hæs mafiaboss: Første gang i november 2012, da sagen med Corydons meget omtalte SMS til kabinepersonalet i SAS kørte. Anden gang i marts i år i forbindelse med den igangværende lockout af landets folkeskolelærere.

Tegneren Erik Petri viser Don Corydone og Johanne Schmidt-Nielsen ved efterårets tovtrækkeri om de udfaldstruede dagpengemodtagere

Sammenligningen er siden blevet taget bredt op af både journalister og arbejdsmarkedets parter. Et kort udvalg:

Dennis Kristensen, formand for FOA, er i Politiken 14. april 2013 citeret for:

Hvis finansministeren har fjernet det, arbejdstidsreglerne koster, fra økonomiaftalen med kommunerne, så kan han sikre sig, at kommunerne makker ret. Så har de fået et tilbud, de ikke kan afslå - et hestehoved i sengen.

Per Sand Pedersen, formand for Dansk Lærerforenings Organisations- og arbejdsmiljøudvalg, skrev i Folkeskolen 10. april 2013:

Overalt har befolkningen mødt lockoutede, der med rette har gjort opmærksom på den forstokkede måde, de er blevet angrebet på af fire gamle mænd, der bare lader sig styre af landets "godfather".

BT bragte 9. marts 2013 denne rubrik: Baglandet ulmer over 'Don Corydon': Han har taget magten i S. Dog uden, at nogen bliver citeret for at kalde Bjarne Corydon for 'Don Corydon' i selve artiklen.

ATS-redaktør Ole Rasmussen skrev 21. april 2013 et indlæg i Politiken med denne rubrik: Åbent brev til Don Corydone

Og endelige er nedenstående billede med Corydon blevet flittigt brugt under lockout-demonstrationer.

De positive sider af Corleone-sammenligninger er, at Corleone er cool, velovervejet og handlekraftig. Træk en finansminister også meget gerne skal forbindes med

Fælles for disse eksempler er, at de med sproglige eller visuelle virkemidler drager paralleller til Godfather-filmene. Enten med variationer over et af filmenes mest kendte citater - I'm gonna give ham an offer he can't refuse - eller ved simpelthen bare at bruge betegnelserne 'Don Corydone', 'Don Corydon' eller 'Godfather'.

Kynisk, men kompetent

På minussiden indeholder Don Corleone-figuren selvfølgelig mange af de negative værdier, som Corydons modstandere formentlig mener, at finansministeren står for i øjeblikket. Don Corleone er en kynisk, beregnende, udspekuleret, brutal og manipulerende bagmand, og ja, slet og ret en forbryder.

Men der er også meget på plussiden. For det første er Don Corleone selvfølgelig cool. Han kan holde hovedet koldt og panikker ikke, bare fordi der måtte ske noget uventet. Corleone ved nemlig, at han er velovervejet og har taget alle sagens aspekter i betragtning, så han vil altid være parat til at tage sig af de problemer, der måtte dukke op. Derfor er Don Corleone ikke bange for at handle, når det er nødvendigt, også selvom handlingen måske vil være upopulær blandt nogle.

Disse forskellige værdier kan afslutningsvis sammenfattes i ét ord, som alle politikere til enhver tid må hige efter at blive forbundet med: kompetence. Man kan kritisere Don Corleone for anløben moral, javel. Men ingen kan betvivle, at han ved, hvad han gør, og han er god til det.

Don Corleone er en kynisk, beregnende, udspekuleret, brutal og manipulerende bagmand, og ja, slet og ret en forbryder. Men han er også cool

Den mest troværdige minister

Det ser ud til, at denne opfattelse af 'Don Corydones' kompetence også har slået rod blandt de røde vælgere, selvom mange af disse samtidig er utilfredse med, at Corydon og resten af regeringen fører 'blå' politik. I hvert fald hvis man skal tro en nylig troværdighedsmåling, hvor Bjarne Corydon af de røde vælgere bliver ratet som den mest troværdige minister.

Lige nu er stemningen ophedet, lærerne rasende, og forældrene frustrerede. Men gemytterne skal nok falde til ro igen. Og til den tid kan Don Corydone-sammenligningen meget vil vise sig at have gjort mere for Bjarne Corydons politisk brand, end nogen spindoktor eller reklamemand, som Anders Fogh ville have formuleret det.

Links:

Roald Als om hulemanden i Politiken

Anders Fogh om Roald Als i Politiken,

Selvsving om ’Don Corydone’: november 2012 og marts i år.

Per Sand Pedersen i Folkeskolen 10. april 2013

Baglandet ulmer over 'Don Corydon': Han har taget magten i S

Bjarne Corydon ratet som den mest troværdige minister.