En bøn: Kunne vi voksne ikke få lov til at slippe for de ulideligt forvrøvlede og stygt politisk korrekte profilannoncer, som reklamebureauet Mensch jævnligt belemrer os med i dagspressen? Egenannoncerne fra Mensch placerer sig i den lidet interessante genre, som den deler med skolebørns fristile om vanskelige emner, nemlig at sige noget dumt om noget væsentligt.
Fra tid til anden blev Karl Marx så irriteret over en
eller anden ubetydelig økonom eller filosof, at han skrev
lange analyser af deres fejl. Det mest berømte eksempel er
nok "Filosofiens Elendighed", der blev til som reaktion på
P.-J. Proudhons "Elendighedens Filosofi". Uden så betydelig
en modstander ville Proudhon i dag have været glemt; nu
huskes han for, at han stod model til en af Marx' mest
udsøgte uforskammetheder:
Hr. Prudhon er så uheldig at blive miskendt på en
ejendommelig måde. I Frankrig har han lov at være en
dårlig økonom, fordi han går for at være
en habil tysk filosof; i Tyskland derimod har han lov at være
en dårlig filosof, fordi han går for at være en
af de stærkeste franske økonomer. I vor
dobbeltegenskab af tysker og økonom føler vi os
foranlediget til at indlægge protest mod denne dobbelte
fejltagelse.
En negl hen over en tavle
Jeg er således ikke uvidende om risikoen ved at beære
en undermåler med kritik. Men da jeg forleden læste
endnu en ulideligt dum annonce for og fra reklamebureauet Mensch,
valgte jeg at acceptere den risiko. På vegne af de gode
essayister må jeg hermed bede Frederik Preisler og Mensch om
at holde inde. Jeres fristile om emner, der ligger to-tre
divisioner over jeres niveau, lyder i dannede øren som en
negl hen over en tavle. Desuden kaster I et vanry over essaygenren,
vi andre dårligt kan leve med.
Klik på annoncen for at se en større
version
Den annonce, jeg vil bruge til at demonstrere min pointe, har
overskriften eller titlen: Hvad er egentlig forskellen på
Folkekirken og Scientology? Den er i princippet ikke anderledes
end bureauets andre annoncer om emner som 11. september,
Christiania, EU, islam, sprogets udvikling og andet, som både
kan og bør drøftes i offentligheden. Men den blev
bragt for nylig, og jeg formoder derfor, at den er mere levende i
hukommelsen end de øvrige.
Annoncens problem er dens kombination af emne og behandling af
emnet. Som man ser af figuren, findes der væsentlige og
uvæsentlige emner, og om hvert af disse emner kan man
vælge at sige noget klogt eller noget dumt.
Noget dumt om noget uvæsentligt
At sige dumme ting om uvæsentlige emner kan gøres
på flere måder. Man kan drikke sig fuld sammen med en
flok venner; så plejer det at komme at sig selv. Andre klarer
opgaven uden alkohol. Det kan være over en kop kaffe, hen
over hækken eller i et læserbrev i
Jyllands-Posten.
Noget klogt om noget uvæsentligt
At sige noget klogt om noget mindre væsentligt har flere
fremragende forfattere gjort. Erving Goffman var en af dem. En
anden var Roland Barthes. I Mytologier skrev han essays om banale
fænomener fra dagligdagen. Men hans metode var fantastisk, og
hans indsigter det ikke sjældent også. Derfor er
vurderingen af Barthes, og for den sags skyld også Goffman, i
vore dage generelt meget positiv.
Noget klogt om noget væsentligt
At sige noget klogt om noget væsentligt er svært.
Jürgen Habermas har skrevet om vilkår og betingelser
for, at en samtale kan kaldes demokratisk. Det falder klart inden
for rammerne. I Danmark har Keld Zeruneith præsteret nye,
originale fortolkninger af Iliaden og Odysseen. Dem kan man
indplacere samme sted i modellen.
Noget dumt om noget væsentligt
Så er der endelig det dumme udsagn om noget væsentligt.
Men møder det ikke sjældent i fristile; specielt
når emnet er for svært og eleven for ambitiøs.
Man mødte det også i halvfjerdsernes marxistiske
analyser af skønlitteratur. Og man møder det med
garanti i Mensch' pseudoessays.
Som sagt vil jeg gerne illustrere pointen ved hjælp af en
annonce, der sammenligner Folkekirken med Scientology. Ikke fordi
jeg er religiøs, men fordi de fleste danskere er
konfirmeret. De misforståelser, jeg udpeger, kræver
nemlig ikke en teologisk uddannelse; de kræver blot, at man
så nogenlunde har fulgt med til
konfirmationsforberedelsen.
Nej, folkekirken er ikke et reklamebureau
Straks i teksten hedder det: Hvis Den Danske Folkekirke var en
virksomhed, ville den have rod i regnskaberne, en forældet
distribution og en forvirret forretningsplan. Det er den
så ikke, en virksomhed. Derfor er de følgende
betragtninger overflødige. Taleren kunne udmærket
sætte sig igen og spare publikum for mere.
Men teksten fortsætter, beruset af grundløs
selvtillid: Vision, mission og værdier er ellers klare nok
- de står vel nærmest mejslet i en stentavle. Men
biskopperne som direktion og kirkeministeren som koncernchef ville
nok stå til en lodret fyring, hvis man ser på deres
håndtering af en forretning med et budget på 5-6
milliarder.
Passagen skal vistnok være morsom. Det lille ord "vel" i
sætningen om stentavlen antyder i hvert fald, at du og jeg er
med på et eller andet: Nudge, nudge, wink, wink. Say no more!
Men selv hvis man tog spøgen alvorligt, står
kristendommens vision, mission og værdier ikke i De ti bud.
Man kunne argumentere for, at de står i
Bjergprædikenen. Men det grundlæggende er manden, der
holdt den. Vision, mission og værdier ligger i Jesu liv,
død og opstandelse. Det er derfor, dåben og
altergangen er de to sakramenter, Luther valgte at beholde. Det er
derfor, påsken er den vigtigste begivenhed i kirkeåret.
Så stentavlerne er ikke sjove og indforståede. De er
bare dumme og uvidende.
Bag frækheden ligger ulidelig politisk
korrekthed
Nu skal den evangelisk-lutherske kirkes betydning for vores
kulturarv selvfølgelig ikke undervurderes,
fortsætter skribenten med suverænt og alligevel
tilbagelænet kendskab til kirke- og danmarkshistorie.
Nej - men det skal katolicismens betydning vel heller ikke? De
fleste kirker i Danmark er bygget som katolske templer. Og i hele
den katolske periode, der immervæk strækker sig over
mere end femhundrede år, kunne man ikke være konge i
Danmark uden pavelig velsignelse. Social- og sundhedsvæsenet
og store dele af uddannelsessystemet blev grundlagt og
administreret af danske katolikker. Man kan tænke på
Katedralskolerne i Viborg, Roskilde, Århus og Ribe. Man kan
tænke på Katedralskolen i Lund, der efter svenskernes
magtovertagelse blev til et fint universitet. Eller på
Københavns Universitet, som den katolske konge grundlagde i
1479.
Måske er det simpelthen den kristne kulturarv, man bør
tænke på? Men det tør Mensch ikke skrive. For
selvom teksten forsøger at spille fræk, er den i bund
og grund politisk korrekt. Skal ikke nyde noget af at skrive, at
Danmark er et gennem-kristent land, og at enhver, der
påstår andet, lyver.
Biskoppen er ikke en bøvet direktør
Men tilbage til teksten. Der findes næppe et fornuftigt
menneske, der vil bestride, at tiden efter reformationen i 1536 har
afsat en evangelisk-luthersk kulturarv. Så bemærkningen
giver nul points for skarpsindighed, selvom den turneres, som gav
den hundrede. Nogle har dog klattet deres arvelod bort, ser man
tydeligt af annoncen. Pointen med reformationen var blandt andet,
at den kristne kirke ikke skulle have en central eller
hierarkisk ledelse. Den står under den kristne stats
beskyttelse; men det er noget andet. Det karakteristiske ved den
danske udgave af den evangelisk-lutherske kristendom er, at
gejstlige helt konsekvent vælges nedefra - hvis man
anskuer sagen katolsk. Menigheden vælger sin præst.
Menighedsrådene vælger deres biskop. I den forstand er
en biskop det modsatte af en direktør, og analogien
både tom og bøvet.
Sådan bliver teksten ved og ved. Ævl er tæt
på at snuble over misforståelser, men kun for at buse
direkte ind i vås. Den indlysende forskel på
Folkekirken og Scientology er finansieringen. Jovist. Men
forskellen på Folkekirken og Scientology er også, at
førstnævnte er skrevet direkte ind i Grundloven. Det
er der i det hele taget ikke så mange samfundsmæssige
indretninger, der er - så den forskel var måske
også værd at nævne?
Igen er det, som om den politiske korrekthed bremser Mensch.
Hvad med bibelsproget i dagligdagen?
Kristendommen har i mere end tusind år været
statsbærende og kulturdefinerende i Danmark. Det har
Scientology ikke. Kristendommen er så selvfølgelig en
del af sproget og tænkningen, at det er ganske
overvældende. Tænk på udtryk som: Forbuden frugt,
syndflod, gammel som Metusalem, kainsmærke, dans om
guldkalven, Davids kamp mod Goliat, uriaspost,
ørkenvandring, det forjættede land, at kræve
nogens hoved på et fad, at sætte sit lys under en
skæppe, at kaste perler for svin, slagte fedekalven, jordens
salt, at gå på vandet, at gå fra Herodes til
Pilatus, at give et judaskys eller at bære sit kors.
Tænk på karakterer som den fortabte søn,
Lazarus, den barmhjertige samaritaner, tidselgemyttet eller det
store dyr i åbenbaringen.
Man kan næppe sige, at Scientology-tænkning og
Scientology-talemåder er vævet ind i vores sprog og
kultur på samme måde. Hvis der overhovedet er noget
værdifuldt ved Mensch' profilannonce, kunne det måske
være, at læsningen af den giver ny betydning til
udtrykket "via dolorosa".
En ikke-elegant ikke-frækhed
Oven i disse mængder af uvidende sludder, er der attituden.
Jeg har allerede været inde på det tilbagelænede
overskud, hvormed tekstforfatteren viser sin pletfri uvidenhed om
kristendommen, herunder dens evangelisk-lutherske variant. Men
teksten bliver ved og ved med den særlige variant af den
elegante frækhed, man kan kalde ikke-elegant
ikke-frækhed. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at
tale om vision, mission og værdier i forhold til Folkekirken.
Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at tale om bisper som
direktører. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at
tale om forretningsplanen i enhver religion. Det er en
ikke-elegant ikke-frækhed at tale om produktets
virkning. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at tale om,
at hvis man er indstillet på at bruge penge på et
kirkeligt bryllup, er det vel ikke urimeligt, at præst og
kirke skal betales lige som fadølsanlæg og
blomsterhandler.
Hvorfor er det alt sammen, og meget mere, ikke-elegante
ikke-frækheder? Fordi elegance har med præcision,
timing og balance at gøre. Og Mensch' tekst er
upræcis, dårligt timet og ude af balance. Fordi
frækheder bliver frækheder ved at være sande, men
respektløse. Og Mensch' tekst er fuld af pinlige
misforståelser og elementær uvidenhed, der i bund og
grund dækker over det politisk korrekte synspunkt, at Danmark
ikke er et kristent land.
Gud er tålmodig, det er jeg ikke
Den eneste grund til, at der indrykkes annoncer i aviserne, er, at
de virker. Derfor er det mest forfærdende ved alt dette ikke,
at der sidder en eller flere personer på reklamebureauet og
forfatter tekster med så meget vrøvl og selvfedme pr.
kvadratcentimeter, at selv Troels Kløvedal ville finde det
pinligt. Det forfærdende er naturligvis, at der findes
klienter, der af en eller anden grund tænker, at dette er
godt og dybsindigt. Frækt, javist - men elegant og de rette
ord i rette tid på rette sted. Annoncørerne må
gøre, hvad de vil, med deres penge. Men hvis Mensch'
profilannoncer siger noget om det generelle kvalitetsniveau
på bureauet, ville jeg nok, hvis jeg var annoncør,
tænke mig om en ekstra gang.
Hele idéen med kristendommen er, at Gud ikke er
forretningsmand. Var han det, ville han næppe investere i de
forhærdede gemytter på Mensch. Idéen med
kristendommen er, at Guds tålmodighed og tilgivelse er
uendelig, fordi Kristus døde på korset for vores
skyld. Derfor er der håb i det hinsidige, også for
ophavsmanden til annoncen om Folkekirken og Scientology. Men jeg er
ikke Gud; nur ein Mensch. Jeg synes fandeme, det er
svært at acceptere.
---
Se flere af Mensch' annoncer. Klik på den enkelte for at
forstørre.
