Alle er på Facebook. Men ikke alle er glade. Kforum har set nærmere på kritikken af Facebook i anledning af femårsdagen. Vi har samlet sammen og bringer dig et overblik over de mest udbredte indvendinger – og slutter af med lidt om konsekvenserne af dem.
Fem år, fem indvendingerDe mest udbredte indvendinger mod Facebook er lige så mange som lysene i fødselsdagskagen den fjerde februar i år, hvor Facebook fyldte fem. Altså med lidt god vilje: fem år, fem indvendinger. Lad os se på dem én for én.
Indvending 1: Dine sociale relationer er ”kommutative”Facebook er snarere end et dynamisk, interessebaseret netværksmedie et statisk, egocentrisk ditto. Mediet sætter selv-plejen i centrum, og de sociale relationer online er primært blot en konvertering af eksisterende offline-relationer. Dem, man ikke allerede kender eller kendte IRL, skal man helst ikke lege med, selv om de jo kunne tænkes at interessere sig for noget af det, man selv interesser dig for. På Facebook er det ikke først og fremmest en mangfoldighed af sager, som knytter folk sammen i forskelligartede og nye relationer; relationerne er primært egoers systembevarende og systemreetablerende relationer. Venskaber på Facebook er typisk reduceret til McVenskaber.
Anderledes teknisk udtrykt: De sociale relationer på Facebook er overvejende ”kommutative” (ombyttelige) relationer. Bliv ikke forvirret af terminologien. Med anvendelsen af begrebet ’kommutativ’ i forbindelse med Facebook drejer det sig stadig om påpegningen af, at man i dette medie helst skal holde sig til og bekræfte sig selv via sin egen slags; at den ene part i den sociale relation lige så godt kunne være den anden. Det er hip som hap. Facebook lægger ganske vist op til, at man kan dele for eksempel intimiteter med ”vennerne”; men mediet indebærer grundlæggende en særdeles afrettende måde at skabe eller – som det så primært bliver til – blot vedligeholde eller retablere sociale relationer på. Således giver mediets brugerflade nok én en hel del muligheder for at tilkendegive, hvordan det forholder sig med ens seksuelle relationer og præferencer, men ingen muligheder for at sige noget om, hvorvidt en ”ven” er for eksempel en studerende, ens tidligere vejleder eller lærer – eller om vedkommende snarere er en bekendt end en ven.
Sat på spidsen: Fordi Facebooks sociale relationer overvejende er kommutative – fordi den sociale arkitektur udvisker forskelle og ikke tilskynder til nye relationer med brugere, hvis profil er markant anderledes – ender disse relationer ofte i en slags forskudt narcissisme. Man spejler sig primært i nogle, der er lig én selv.
Derudover ansporer Facebook en tvangsagtig trang til konstant at være vidende om, hvad ens ”venner” foretager sig – og til meget gerne at se det, og ikke blot få sin viden som følge af læsning. Som en ufuldendt norsk undersøgelse peger på, synes mange brugere af Facebook mere end noget andet om at se private billeder. Facebook, om ikke skaber, så bidrager til en sygelig form for opmærksomhed. Men det kommutative – eller narcissistiske – aspekt og den sygelige opmærksomhed er dog ikke modsætninger. Den sygelige opmærksomhed giver spejlingen i dem, der ligner den spejlende, et konstant skær af forskelligheder, som gør den interessant, men stadig basalt kommutativ: Vi kan og vil gerne og hyppigt vide, hvad de, der er lig os, laver, ligesom vi gerne vil have, at de hyppigt vil vide, hvad vi laver. Den nævnte norske undersøgelse indikerer da også, at flertallet af brugerne af Facebook er meget optaget af at fremvise egne, og altså ikke blot se andres, private billeder.
Er man på Facebook, interagerer man altså i en social verden, hvis primære omdrejningspunkt er det altid ombyttelige. De sociale relationer er derfor fattige på nye inputs og outputs. Brugerne spejler sig i hinanden; de dyrker sig selv og hinanden som repræsentanter for det basalt samme, afrettede, egocentriske jeg. At dele erfaringer, at sprede viden, er således hovedsageligt et spørgsmål om ophobning af varierede gentagelser i Facebooks sociale rum. Vil man opdage andet end sit kommutative selv, er vilkårene dårlige.
Indvending 2: Dit privatliv er ufredetSer man på Facebooks grundlæggende opbygning og dets normal- eller standardindstillinger, er det tydeligt, at mediet – for eksempel i kraft af nyhedsfeed’et – forøger adgangen til det private, set i forhold til de håndgribelige rum, vi ellers færdes i. I det hele taget fremelsker Facebook en ny norm, der i radikal grad strider mod den gængse med hensyn til forholdet mellem offentligt og privat.
I det ”virkelige” liv findes masser af rum, hvori man er offentlig, men alligevel ikke offentlig. I indkøbscentret anser de fleste det således for upassende, hvis en fremmed, chefen, bankrådgiveren eller sagsbehandleren lytter med på ens samtaler med den ven, man følges med. Men på Facebook – eller lignende sociale netværksmedier – er denne valorisering af grænser i det offentlige rum, denne semi-offentlighed, i høj grad sat ud af kraft. Den form for privatlivets fred i det offentlige liv, som vi værner om IRL, er trængt i baggrunden. Den nye tavse lov: Hvad der er tilgængeligt for mig, er også tilladt for mig at følge med i. Det sociale rollespil, som er væsentligt for, at man kan være på én måde overfor moster Pia og en anden overfor vennerne, er blevet en underordnet faktor.
Særligt i denne sammenhæng spiller generationsspørgsmålet en vigtig rolle. For det er dog primært de unge generationer, som er flasket op med stadig mere individ- og konsumorienteret adfærd samt med internettets grundlæggende anti-hierarkiske struktur, der er tilbøjelige til forholdsvis ukritisk at tage Facebooks forøgelse af adgangen til det private til sig. Mange i disse generationer mister som brugere af et medie som Facebook noget, de dårligt er klar over, at de mister. For dem er privatliv, om ikke en by i Rusland, så noget ganske andet, end det er for de ældre generationer. En panoptikon-lignende tilstand accepterer de unge gerne for fællesskabets skyld – det være sig kommutativt eller ej.
Indvending 3: Din tid kollapser; intet B.F.Facebook er ikke blot en tidsrøver, for så vidt tiden brugt på Facebook oftest er tid brugt på kommutative relationer. Mediet har også vanskeligt ved at håndtere fortiden. For eksempel vil en opdatering af ens profil, der har at gøre med gammelt nyt, typisk annoncere sig selv som en vaskeægte nyhed på Facebooks nyhedsfeed. Begivenheder B.F. – before (communicated on) Facebook – tæller her så at sige ikke med. Har du været forlovet i et halvt år, inden du vælger at opdatere din profil med dette faktum, kan nyhedsfeed’et fortælle, at ”X er nu forlovet”. Pludselig strømmer det ind med virtuelle lykønskninger fra ”vennerne”, og måske får man Facebook-”gaver”.
På grund af, at Facebook ikke blot røver tid, men også gør modstand over for fortiden, manifesterer det kommutative ved mediet sig nok engang. Idet Facebook-tiden ynder at fremstille alt som en sekvens af evindelige nu’er, bliver det nemlig klart, at ét tidspunkt i princippet lader sig ombytte med et hvilket som helst andet, for så vidt den tidslige orden angår. Tiden kollapser. Med andre ord fremtvinger Facebook i høj grad en konstant selvforskydende og nærmest surrealistisk eller postmoderne kollage-bevidsthed og udtryksform på grund af den måde, tiden er på i mediets sociale rum. Med dyrkelsen af nu’et og de automatisk genererede informationer begrænses brugerens mulighed for at skabe og formidle selvstændige og sammenhængende forløb af informationer markant. Informationerne sideordnes altså og er gerne standardiserede; det er svært at skabe dybde, perspektiv, personlighed og orden i den kaotiske strøm af udvekslede nutider.
Indvending 4: Du er underlagt stram kommerciel topstyringFacebook er dekoreret med, ja, afhængigt af ikke blot bannerreklamer, som vi kender fra snart sagt alle andre steder på internettet og overalt i byrummet og i traditionelle medieformer, men også kædebreve og/eller virale markedsføringsapplikationer. Som den ”professionelle Facebook’er” Mikael Lemberg for nylig skrev her på K Forum:
For mig at se er Facebook en unik mulighed for 1:1 markedsføring. Altså muligheden for, at din virksomhed kan lære hver enkelt kundes behov og præferencer at kende, og derigennem tilbyde dem skræddersyede løsninger helt ned på mikroniveau. Grundlæggende bliver hver enkelt skrue og møtrik mere værd, hvis de sælges som skræddersyede løsninger, så for virksomheden er det ganske simpelt værdiskabende at bygge sociale relationer til sine kunder og lære dem bedre at kende.
Derudover er der jo de sociale dynamikker på Facebook, der gør, at din virksomhed i høj grad kan overlade salgs- og markedsføringsarbejdet til kunderne. Den sælgende kunde er hyper-effektiv, hyper-troværdig og hyper-loyal – og væsentligt billigere i drift end en lønnet medarbejder, ej at forglemme. :-)
Det, man skal huske på i denne sammenhæng, er, at brugerne af Facebook er ikke selv herre over kommunikationen. De kommunikerer eller socialiserer under forudsætning af, at de accepterer en magtoverdragelse til kommercielle interesser som en grundlæggende præmis. På Facebook betaler man for at kunne være sammen med sine ”venner” ved at overgive sin opmærksomhed til markedsføring en masse. Det er ikke et tilfælde, at Facebook er konstrueret således, at vi ofte for at få fat i én eller anden ny information skal navigere ikke så lidt intern i mediet (Facebook kunne jo i højere grad sende én direkte adgang til dette eller hint via e-mails). Det handler for Facebook om at få genereret så mange sidevisninger, som det er muligt, uden at brugeren føler sig så generet, at han/hun får nok. Men det er ikke alt. For ”den enkelte kundes behov og præferencer” – altså Facebook’erens – er i forvejen, før Facebook, så tilpas forudbestemte af kommercielle kræfter, at idéen om virksomheders brug af Facebook til at tilbyde ”skræddersyede løsninger” reelt primært er ensbetydende med en endnu strammere styring og ensartning af individer.
Også i denne sammenhæng er der en forbindelse til kritikken af Facebook for at være orienteret mod det kommutative: Dels er den kommercielle kommunikation skåret over mere eller mindre almene eller reproducerbare og dermed ombyttelige skabeloner (er ikke skræddersyet), og dels dyrker den også nu’et eller nyheden. (Vi kender jo for eksempel alle formlerne ”X – nu med endnu mere Y” eller ”Prøv den nye X og bliv Y”, og så videre).
Al talen om demokratisering af marketing via et netværksmedie som Facebook er altså en sandhed med store modifikationer. På Facebook er det primært de virksomheder, der i forvejen er store, som profiterer. De største er og bliver de største. De har flest penge og dermed magt til at cirkulere deres reklametiltag. Styringen kommer ikke fra neden, men fra oven. Blot forledes vi til at tro noget andet, fordi vi ofte selv vælger at dele vores erfaringer om virksomheder og produkter med andre. Vi smigres over, hvad vi, om ikke refleksivt, så ubevidst opfatter som personlig omsorg for vores egne særlige præferencer. Naiviteten blomstrer, fordi vi føler os forstået som individer.
Indvending 5: Din sjæl er FacebooksSom den sidste i denne samling af de mest udbredte indvendinger mod Facebook har vi så den måske allermest udbredte: at mediet ikke i juridisk forstand beskytter private informationer tilstrækkeligt – for eksempel mod kommercielle kræfter. Ikke blot fremelsker Facebook altså en ny norm, der i radikal grad strider mod den gængse IRL med hensyn til relationen mellem offentligt og privat; også i forhold til lov og ret er her noget på færde.
Ser man bort fra de basale kommercielle brugervilkår, vælger enhver ganske vist selv, hvad eller hvor meget han/hun vil kommunikere på Facebook. Problemet er imidlertid, at man ikke altid selv vælger, hvor længe ens data skal være tilgængelige, og over for hvem, ligesom man har vanskeligt ved at overføre data til for eksempel et andet netværksmedie. Har man sagt eller vist noget, man fortryder, kan det være enten svært eller umuligt at slette eller flytte det helt og aldeles. Et fremskridt i denne forbindelse er, at det for godt et år siden blev muligt at undgå den dengang meget kritiserede Beacon-applikation (en applikation, der indsamler og spreder persondata med henblik på reklame); et andet er, at såkaldte dataportabilitets-systemer såsom OpenID siden sidste år i nogen grad understøttes af Facebook. Men særligt problematisk er, at profiler er blevet gemt i længere tid end brugere eller eksbrugere ønskede/ønsker, og muligvis stadig bliver det – ”you acknowledge that the Company [Facebook Inc.] may retain archived copies of your User Content” – samt at dette Company forbeholder sig retten til ”at bruge information i din profil uden at identificere dig som individ over for tredjepart”. Videre står der:
Vi gør dette for at finde frem til f.eks. hvor mange medlemmer af et netværk, der kan lide et bestemt band eller film, samt for at personliggøre markedsføring og kampagner, så vi kan fortsætte med at drive Facebook.
Facebook – som meget andet på internettet – befinder sig i et juridisk limbo. Hvem skal bestemme, hvem der har ret til hvad? Hvilke retslige instanser er eller bør være gældende? Megen udredning er der ikke sket på dette område. Men det er et faktum, at Facebooks betingelser er i strid med den danske persondatalov. I Californien, hvor Facebook Inc. holder til, har denne lov dog ikke megen vægt. Endnu ejer Facebook din sjæl.
Konsekvenserne?Hvad skal man stille op med disse fem indvendinger? Er de så alvorlige, at man (hvis man da kan få lov til det) bør undlade at have noget som helst med Facebook at gøre?
– Det umiddelbare svar herfra: ja. Men hvad man bør gøre, afhænger selvfølgelig ikke mindst af, hvad man tror, at fremtiden vil bringe for Facebook, samt af, hvad man ganske enkelt véd om og grundlæggende forventer sig af dette sociale netværksmedie (eller sådanne medier i almindelighed).
Man kan som det første spørge sig selv: Er der ret mange (alvorligt mente) tegn på, at Facebook i det store og hele har viljen til at foretage de ændringer, der skal til, for at man ender op med et medie, som skaber markant bedre betingelser for andet end kommutative sociale relationer? – for privatlivets fred? – for et tidsforbrug, der ikke dyrker det uselvstændige og usammenhængende nu? – for frihed fra stram kommerciel topstyring? – og for (nogle steder) ulovlig brug af private informationer?
– Og svaret fra undertegnede: næppe. Samlet set er Facebook nemlig en uhyre velsmurt pengemaskine af de helt store. Det, man vanskeligt kan komme uden om, er, at vi har at gøre med et ihærdigt og effektivt forsøg på at styre brugerne i og med den sociale arkitekturs underlæggelse kommercialistiske hensyn, som let forveksles med personlig omsorg for egne særlige præferencer. Dertil kommer, at Facebook Inc. lukrerer på et juridisk limbo, der effektiviserer det kommercielle aspekt yderligere. Men det mest snedige er, at brugernes sociale relationer, fordi de overvejende er kommutative, fikseret i nu’er og underlagt en ny norm for, hvad der er offentligt/privat, også i høj grad er forudsigelige og kontrollerbare. Sådan noget som forbruger- eller segmentanalyse samt den praktiske opfølgning heraf bliver en leg. Altså: Brugerne er en alt for ringe trussel mod de kommercielle kræfter, så længe de interagerer i en tidsligt forarmet social verden, hvis centrum er det altid ombyttelige. Men de er det også, så længe de (fleste af dem) tavst accepterer, at det, der er tilgængeligt for mig, også er tilladt for mig at følge med i. Når de sociale relationer således er langt mere transparente end normalt og fattige på nye inputs og outputs; når brugerne spejler sig i hinanden, dyrker sig selv og hinanden som repræsentanter for det basalt samme, afrettede jeg; når deres måde at dele erfaringer på, at sprede viden, primært er et spørgsmål om ophobning af varierede gentagelser – ja, så er det jo næsten for nemt at være forretningsmand.
Men det handler som nævnt også om viden og grundlæggende forventninger. Det næste spørgsmål, man kan stille sig selv, kunne derfor være: Forstår jeg egentlig, hvad jeg har at gøre med? Og dernæst: Synes jeg, at jeg får opfyldt så vigtige sociale behov på Facebook, at min viden om mediet og dets skyggeside er enten mindre vigtig eller skal komme mig til gode i en bestræbelse på at skabe forbedringer af det?
Er Facebook kort sagt blot en falsk ven?
Henvisninger- Lemberg, Mikael: ”Hvad kan virksomhederne egentlig bruge Facebook til?”. K Forum, 29.12, 2008
- Bernsen, Markus: ”Du har jo allerede nul privatliv”. Weekendavisen, 14.11, 2008
- Bogost, Ian: ”A Professor’s Impression of Facebook”
- Boyd, Danah: ”Facebook’s Privacy Trainwreck: Exposure, Invasion, and Social Convergende”. Convergence: The International Journal of Research into New Media Techologies # 14,1, 2008
- Buffardi, Laura E. og Campbell, W. Keith: ”Narcissism and Social Networking Web Sites” i Personality and Social Psychology Bulletin # 34, 10, 2008
- Facebooks seneste Terms of Use (23.9, 2008)
- Facebooks seneste dansksprogede regelsæt (26.11, 2008)
- Harford, Tim: “How Facebook Is Like Ikea”. Slate, 19.1, 2008
- Hodgkinson, Tom: ”With friends like these…”. The Guardian, 14.1, 2008
- Kirkegaard, Filip Schwartz: ”Danskerne kaster privatfotos i grams på Facebook”. Computer Reseller News, 24.1, 2008
- Thompson, Clive: ”I’m So Totally, Digitally Close To You”. New York Times Magazine, 7.9, 2008
- Tv-programmet The Switched Show: “Facebook Killed the Private Life”. 8.12, 2007
- Weisser, Agnethe: ”"Fjesingene” kikker, men mobber ikke”. Aftenposten, 3.12, 2007