Bluffer's guide til årets mest hypede sommerlæsningsbøger
Bluff om sommerens bøger

Skrevet af

Redaktionen Kforum

791 artikler

57 indlæg

Orker du ikke tyre dig gennem tusindvis af sider for at kunne tale med om sommerens bestsellers? Vil du hellere se touren, shoppe eller bade end svede over bøgerne, når du endelig har ferie? Så kommer her en guide til, hvad du skal mene om Tøger-biografien, årets bedst anmeldte svenske krimi og en række andre hypede moppedrenge. Du får fif om plottet, blærede detaljer, smarte udlægninger og meget andet at forbløffe dit netværk med. Kom godt på ferie med Kforum – læs bluffer's guide til årets mest hypede sommerlæsningsbøger.
sommerbøger bluff
Stig Andersen: Tøger
Plottet for dummies
Total Tøger. Om Tøger med Tøger omkring Tøger rundt om Tøger med alle Tøgers venner og alle Tøgers gamle familiefotos. Kort sagt: Tøgers mange "stjernestunder", som det hedder, for dem, som elskede debatmennesket lige så meget, som de elsker at spise kage i Lousianas café.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
På side 40 er et nøgenbillede af Tøger som lille. Henvis til side 543, hvor der så er et nøgenbillede af Tøger som stor. Meget stor og gravid! Endnu vildere detalje: Tøgers fars første kone var storesøster til hans mors første mand, hvorfor Tøgers far og mor mødte hinanden som svoger og svigerinde.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
Alle mediemænd har et faderkompleks til Tøger. Tøger prøvede selv at leve op til en fjern far. Tøgers faderkompleks blev spejlet, da han i en håbløs kærlighed til Erik Seiden-far gentog farens historie.
 
Bluf med baggrunds-info
Sammenlign med Jytte Bonniers bog: ’Manilla, innanför murarna’, der – jo – handler om livet med Bonnier-mediemogulen Tor Bonnier i den berømte villa Manilla.
 
Bluf med beslægtede forfattere og bøger
Tøger var Henrik Stangerups shrink (og Stangerup var, som du selvfølgelig ved, forfatteren, der skrev ’Det er svært at dø i Dieppe’, også kaldet ’Det er svært at dø af at kneppe’). Påpeg, hvor tæt et sjælesørgende og økonomisk forhold, Tøger havde til Stangerup.
 
Bluf med metaanalytisk indsigt og komparation på tværs af alle anmeldelser
Sæt fokus på Bo Lidegaards røvkedelige, u-Tøger-agtige anmeldelse. Sig, at du synes, Bo Lidegaard pisser på Tøgers minde på den diskrete måde, som kun eks-topdiplomater kan gøre det i Stealth-mode.
 
Bluf løs om forfatterskabet
Nævn i en sidebemærkning Stig Andersens bog om tidligere nationalbankdirektør i Danmark gennem 30 år Erik Hoffmeyer, som jo også har haft poster i Politikens forskellige fondskonstruktioner. 
 
Hvis bogen var en Twitter-besked
Total-Tøger til alle.
 
Hvilke formuleringer og klicheer om bogen er no go
Sig intet om hetzen af Per Stig Møller (den skyldes faderkomplekser). Afhold dig fra ubetinget ros af bogen (fordi den er interessant anekdotisk, men ikke god).
 
Sæt trumf på med dette 
Nævn Håkon Stangerups (Henrik Stangerups far) forhold til Erik Seidenfaden (Tøgers far). Og sig så: Komplekserne går igen, anden gang som farce.
 
sommerbøger bluff
Leif G.W. Persson: Den døende detektiv
Plottet for dummies
Den pensionerede chef for det svenske kriminalpoliti, Lars Martin Johansson, rammes af en hjerneblødning, men formår alligevel fra hospitalssengen at opklare et 25 år gammelt mord på en niårig pige.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
"På Karlsbergsvägen 66 i Stockholm ligger Günters, Sveriges bästa korvkiosk" lyder første sætning. For selvfølgelig læser en kender som dig bogen på svensk. Du ved også, at ’korvkiosk’ betyder pølsevogn.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
Nøgle til mordgåden er udtrykket "øje for øje" (Anden Mosebog, 21:24). Og så siger du heller ikke mere... (fordi du ikke ved mere).
 
Bluf med baggrunds-info
Undertitlen på alle Leif G.W. Perssons krimier er "en roman om en forbrydelse". Samme undertitel benyttede de gamle, verdensberømte, svenske kollegaer Maj Sjöwall and Per Wahlöö, hvis opdager jo hedder Martin Beck (sig ikke, at du kender Martin Beck fra tv).
 
Bluf med beslægtede forfattere og bøger
Det her skal du sige med en snerren: Bogens sydende sarkasme ligger langt fra den svenske femikrimis tamme, politiske korrekthed.
 
Bluf med metaanalytisk indsigt og komparation på tværs af alle anmeldelser
Bogen er i virkeligheden et længe ventet ældreoprør.
 
Bluf løs om forfatterskabet
Anbefal, at læsere med forkærlighed for forfatterens korrupte, fordrukne, liderlige og homofobiske antihelt Evert Bäckström hellere skal (gen)læse Perssons roman ’Linda – som i Lindamordet’.
 
God sætning om bogen
"Krimikongen giver krimidronningerne baghjul." Godt at sige, især til mænd.
 
Hvilke formuleringer og klicheer om bogen er no go
Sig ikke, at bogen ligner en kalender med alle de datoer i kapiteloverskrifterne. Det lyder bare for dumt.
 
Sæt trumf på med dette 
Sig det med pondus: "Testosteron på tryk!"
 
sommerbøger bluff
Niels Lunde: 100 topchefer
Plottet for dummies
Den blå bog for, om og med – noget af – toppen af poppen i dansk erhvervsliv. Cheferne er vistnok opdelt i løse kategorier, f.eks. ’Brug din mavefornemmelse’, ’Sæt en stor dagsorden’ osv.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
Ryst på hovedet og sig, den er Mærsk-biased. Fremfør, at der kun er seks kvinder med, og brug det som løftestang til en nuanceret diskussion af positiv særbehandling af kvinder og corporate governance generelt.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
Kom indledningsvis med nogle bemærkninger om vejen til magten, som modsat Tyskland ikke kræver en doktorgrad. Diskuter forholdet mellem ejerledede virksomheder kontra virksomheder med ansatte direktører. Hav en holdning til dem, som har arvet virksomheden fra deres far, og sammenlign deres performance på tværs af industrisegmenter f.eks. Kirk versus Mærsk. Spil klog ved at diskutere fordele og ulemper ved at rekruttere udefra contra indefra. Bemærk, at Danske Banks Strårup begyndte som bankelev i banken.
 
Bluf med baggrunds-info
Sæt bogen i forhold denne sociologiske analyse af topchefer og diskutere top 100 i forhold til de feltsociologiske direktørtyper, de to sociologer fandt frem til.
 
Bluf løs om forfatterskabet
Ros Nils Lunde for, at han har givet Politiken en lidt større erhvervsprofil. Diskuter videre, at Politikens erhvervsdækning altid har handlet om Mærsk, og den fejl gentager Nils Lundes bog ved at være Mærsk-biased.
 
Hvis bogen var en Twitter-besked
VL – nu som poesibog med grimme tegninger.
 
Sæt trumf på med dette 
Lær dette perspektiverende citat udenad: ”People who take credit in good times and blame external forces in bad times do not deserve to lead.”   Det er sagt af Jim Collins, der – jo – er verdenskendt managementekspert med eget rådgivningsfirma og uddannet på Stanford. Diskuter lighed / forskel mellem Jim Collins opskrift på succes og bogens ti værktøjer. Altså hvad er industri struktur og hvad er direktør / virksomhedens betydning. Nævn at Collins blev fyret fra McKinseys SF kontor pga misundelse og sig McKinsey stadig er sure på Porter over han har taget æren for værdikæde modellen. Lad en bemærkning falde om Porters fodnote henvisning til McKinseys næsten identiske model i den oprindelige præsentation af modellen.  Slut af med en skarp holdning og løsningsforslag til McKinseys aktuelle image krise.
 
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Plottet for dummies
Dorte på 21 bor til leje i Glumsø. Hun tager jævnligt toget ind til København, hvor hun skal forestille at studere, men det bliver ikke rigtig til noget. I stedet fjumrer hun rundt i Scala (hvoraf man nok kan slutte, vi er i firserne) og med et par mænd. Hun har også et interessant forhold til sin barnløse tante, som hun er opkaldt efter. I løbet af romanen får Dorte en abort (kan man nok tillade sig at slutte). Hun nærmer sig vist også kunsten. Ellers sker der ikke så meget.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
Du skal bemærke, at hovedpersoner næsten altid har samme alder som forfatteren. Det er sjovt, at der er så mange navne på ikke-steder i bogen. Giver en fin, lidt pornoagtig virkning at få Haslev og Osted og Greve og tilsvarende steder smidt lige i synet. Det er også sjovt, at Dorte har tjent penge på at skrive festsange. Det kunne læses som en kommentar til den statslige kunststøtte.
 
Bluf med metaanalytisk indsigt og komparation på tværs af alle anmeldelser
Off the record siger mange i miljøet, at de ikke begriber, at Helle Helle bliver ved med at få gode anmeldelser. Hun fortsætter med den formel, der virkede i ’Rødby – Puttgarden’, og det er dårlig stil. Første gang med gentagelser (som var ’Ned til Hundene’) lader vi hende gå. Anden gang så lige så. Men tredje gang, som bliver den næste, så tager vi hende og kommer hende i gryden. Hvis Helle Helle var en aktie, skulle du nok overveje at sælge inden alt for længe.
 
Hvilke formuleringer og klicheer om bogen er no go
Du skal aldrig sige noget om Helle Helle, der gør brug af metaforen ”toppen af isbjerget”.
Du skal heller aldrig sige, at der står noget mellem linjerne. Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er al information i en tekst faktisk lagt ned i linjerne. Resten er noget, du af den ene eller anden grund projicerer ind i den. I tilfældet Helle Helle er det nok forestillingen om Vor Tids Forfatterinde, der får dig til at projicere en masse ind i teksten og tænke, at den er dybsindig.
 
Sæt trumf på med dette 
Sig: "Hun kan bare ikke skrive sexscener."
 
sommerbøger bluff
Claus Meyer: Almanak
Plottet for dummies
Ufatteligt mange madopskrifter i en ufatteligt tyk kogebog. Bogen hedder ’Almanak’ (en slags oldgræsk for ’kalender’), fordi den er kronologisk opbygget med opskrifter til hver dag i et helt år.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
Sig, at Claus Meyer afslører alt i sit forord, hvor han skriver, at han fik lyst at beskæftige sig "med hverdagsmad ud fra et måltidsperspektiv". Det lyder klogt det med måltidsperspektivet. Hold kæft med, at du ikke forstår, hvordan dette perspektiv adskiller sig fra andre kogebøgers.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
Bogen er en bibel for blindt fanatiske tilbedere af måltidsperspektivet, dette store mystiske, der fortaber sig i tågerne ude omkring CBS og omegn.
 
Bluf med beslægtede forfattere og bøger
Mesterkokken Paul Bocuse har skrevet en kogebog, ’La cuisine du marché’, som er på sølle 476 sider. Smid stjernene og gå hjem og læg dig i ovnen, gode Bocuse, for Meyers Almanak er på 695 sider.
 
Bluf med metaanalytisk indsigt og komparation på tværs af alle anmeldelser
Prøv den her, hvis du virkelig er ude på ballade: Den saftige sociolog Ulla Holm kalder Meyer-inficerede Noma for fascistisk, fordi personalets uniformer er brune.
 
Bluf løs om forfatterskabet
Almanak er bedre end en af hans forrige bøger, ’Mad med Meyer’, hvor han på omslaget selv står med en bundt rødder i hånden og smiler svedent. Det er alt for meget, især sammen med denne forrige bogs mange "kunstneriske" fotos og tegninger, der kun efterlader lidt plads til egentlige opskrifter.
 
Gode sætninger om bogen
 "Man kan ikke andet end beundre en mand, som laver spaghetti med kødsovs uden at bruge en eneste dåse flåede tomater eller tomater i det hele taget."
 
Hvis bogen var en Twitter-besked
Ingen hverdag uden Meyers magiske måltidsperspektiv. Nu med smag af folkets sved.
 
Hvilke formuleringer og klicheer om bogen er no go
Det her siger du altså ikke: "Kan jeg ikke bare få en stor, blodig bøf?"
 
Tom Buk-Swienty: Dommedag Als
Plottet for dummies
Dokumentarisk fortælling om skæbneslaget i 1864, hvor den danske hær får tæv af prøjserne (altså Hitlers forfædre) og taber Als (ukendt lille ø i nærheden af den danske halvø Jylland). Og Danmark er tæt på at blive indlemmet i datidens Tyskland.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
Nævn, at i slutningen af kapitel 30 gengives i facsimile en avisartikel om det katastrofale tab. Overskriften er tankevækkende blodfattig: "Als er inat angrebet". Det siger alt om den danske underdrivelse af katastrofen.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
Sig, at bogen i virkeligheden handler om modsætningen mellem top og bund. De stakkels menige soldater på begge sider af fronten står over for kyniske eller stupide ledere, og det koster masser af liv.
 
Bluf med baggrunds-info
Kulturminister Per Stig Møller (K) (ja, K står for Kud, Konge og Kædreland) ser helst ikke, at DR filmatiserer bogen, der så pinligt udstiller dansk inkompetence inden for politik og militærvæsen.
 
Bluf løs om forfatterskabet
Bogen er bedre end forgængeren, ’Slagtebænk Dybbøl’, der svælgede lidt for meget i krigskirurgiske detaljer som amputationer uden bedøvelse og sammensyning af halverede hoveder. Gylp.
 
Gode sætninger om bogen
 "Make love, not war". Sig det med et undskyldende grin.
 
Hvis bogen var en Twitter-besked
Hellere tabe Als end hovedet.
 
Hvilke formuleringer og klicheer om bogen er no go
Tal for alt i verden ikke om fede kampscener og lignende krigsliderlighed.
 
Natascha Kampusch: 3096 dage
Plottet for dummies
Natascha Kampusch blev kidnappet af Wolfgang Priklopil og var fanget i hans klamme kælder i Wien, indtil det otte år senere i 2006 lykkedes hende at slippe fri. Kidnapperen kastede sig derefter ud foran et metrotog, mens Kampusch jo blev verdensberømt.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
Tapetet i cellen bliver en psykologisk flugtvej til hendes gamle barneværelse.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
Bogen viser en pige, der  – berøvet sin normale barndom – er blevet gammelklog. Hun har endda overskud til at vise forståelse for Priklopil, uden at hun af den grund lider af Stockholm-syndrom.
 
Bluf med baggrunds-info
Bogen er – surprise – slet ikke skrevet af Kampusch, men af to ghostwriters, som bygger på Kampusch’ dagbøger.
 
Bluf med beslægtede forfattere og bøger
Du kan henkastet nævne Jean-Dominique Baubys ’Sommerfuglen og Dykkerklokken’, der er en selvbiografi af Bauby, som efter en hjerneblødning er indespærret i egen krop. Sammenligningen viser din store psykologiske indsigt (kælder=krop, ikke sandt!)
 
Bluf med metaanalytisk indsigt og komparation på tværs af alle anmeldelser
Historien er i virkeligheden en Robinson Crusoe-historie om, hvordan man klarer sig igennem ensomheden.
 
Gode sætninger om bogen
"Det smukkeste er hendes kamp for at befri sit selv efter befrielsen fra Priklopil."

Hvilke formuleringer og klicheer om bogen er no go
Drop lige den om visse pornografiske kvaliteter af sadistisk karakter (Kampusch skriver ikke direkte om de seksuelle oversgreb)
 
Sæt trumf på med dette 
Sig med klog mine: "Det var ikke Kampusch, men Priklopil, der var den svage."
 
Amy Chua: Kampråb fra en tigermor
Plottet for dummies
En kinesisk-amerikansk kvinde opdrager sine døtre med hård disciplin og ekstreme krav.
 
Bluf med fin detalje fra bogen
Chau fortæller, at hun er stolt af at have kaldt sin datter for ’affald’, hvilket fik de andre ved middagsselskabet til at begynde at græde. Så kan de lære det.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
I virkeligheden er det ikke en bog om børneopdragelse, men om forskellige kulturers sammenstød i en globaliseret verden. Hallo derude, læs her, hvorfor Kina bliver verdens næste supermagt.
 
Bluf med baggrunds-info
Den dygtige datter Sophia kom både ind på Yale og Harvard. Hun valgte Harvard.
 
Bluf med beslægtede forfattere og bøger
Amy Tan: ’The Joy Luck Club’.
 
Bluf med meta-analytisk indsigt og komparation på tværs af alle anmeldelser
Faktisk har Chau en ironisk tilgang til fortællingen om den hårde opdragelse af sine døtre, som hun godt kan se har mange svagheder. Og så fastholder hun, den stakkels forfatter, at det har gjort mere ondt på hende selv end på døtrene.
 
Bluf løs om hele forfatterskabet
Tidligere har Chua skrevet ’World on Fire’, der blev fremhævet i The Economist og The Guardian, ligesom den lå på New York Times’ bestsellerliste.
 
Gode sætninger om bogen
Bogen er et billede på splittelsen mellem en konfuziansk og en socialliberalistisk tilgang til livet.
 
Hvis bogen var en Twitter-besked
Kun det bedste er godt nok til #mine børn.
 
Hvilke formuleringer og klicheer er no go
Hold egne lommeuldsbemærkninger for dig selv. Ikke noget med: "Det er bare nogle erindringer."
 
Sæt trumf på med dette
Kinesertæv til et tolvtal.
 
Peter Bastian: Mesterlære
Plottet for dummies?
Forfatterens kunstneriske og intellektuelle søgen.
 
Bluf med dekonstruktiv, religiøs eller eksistentialistisk analyse af bogen
Han fortæller om noget, der hænder for de fleste: man bliver konservativ med alderen. Ikke nødvendigvis reaktionær; bare mere opmærksom på store sammenhænge og ting, der ikke nødvendigvis bør laves om. Han siger det imidlertid på en anden, mere spændende og anderledes måde. Så behøver ældre kulturradikale ikke at anfægtes over deres egen konservatisme.
 
Bluf med baggrunds-info
Bogen bygger på foredrag holdt for et udpræget hjemmebanepublikum. Det er ikke godt at vide, hvordan Peter Bastian ville fremlægge sin sag for et skeptisk publikum.
 
Bluf løs om forfatterskabet
Bogen er en sequel til ’Ind i Musikken’.
 
Bluf med metaanalytisk indsigt
Alt det med håndværk og mesterlære siges meget bedre af Richard Sennett. Han er også nået frem til, at der er en dyb sammenhæng mellem beherskelse af et håndværk og udviklingen af en moral (egentlig formuleres det også udmærket i den snart tredive år gamle film Karate Kid: ”Wax on. Wax off”. Det bør du dog holde for dig selv). Den sjove bonusinfo er, at Sennett også er musiker. Han var i fuld gang med at opbygge en karriere som cellist, da en alvorlig håndskade satte en stopper for ham.
 
Hvilke formuleringer og klicheer om bogen er no go
Sig aldrig, at Peter Bastian er dybsindig. Det eneste, du opnår, vil være, at du indirekte får sagt en masse ufordelagtige ting om dig selv.
 
Sæt trumf på med dette 
Sig eftertænksomt: Hvor er det egentlig udansk at insistere på, at vejen til personlig udvikling går over beherskelse af et fag. Tænk, hvis det var noget, man gjorde i skolerne og på universiteterne.
 
---
 
Så skulle den sommer sidde lige i bogskabet!
 
---
 
Bliv opdateret med artikler, debat og stillingsopslag i Kforums nyhedsbrev hver uge – tilmeld dig her. Det er gratis.
 

Relaterede artikler

Er Bogforum egentlig Louisiana Literatures onde stedmor? - Er Bogforum Louisiana Literatures onde stedmor? Forfatterne slider for at leve op til hendes krav om publikums- og press...
Forsvind ind i disse bøger under solen - Hvilke fantastiske bøger skal vi egentlig læse i sommerferien? Hvilke fagbøger, graphic novels, klassikere og krimier pa...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Tekstforfatter

Frist: 1. december

Praktikant

Frist: 27. november

Digital projektleder

Frist: 24. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.