Findes 'smartphone-afhængighed'?

’Jeg er afhængig af min smartphone!’

Sætninger som denne er ikke ualmindelige i dag. Og i medierne taler man ofte om de mange negative konsekvenser af, at vi er blevet for ’teknologiafhængige’. Den amerikanske professor Christopher J. Ferguson fra University of Central Florida mener dog, at den herskende populærbekymring om ’teknologiafhængighed’ mest vidner om løbsk moralpanik, der oppuster skræmmende forestillinger på baggrund af svage data.

Ferguson fremhæver i en artikel fra The Conversation, som han har givet mig lov til at gengive her med lidt dansk justering, temaet om teknologiens ’effekter på hjernen’ fra tv-programmet ’America Inside Out’.

Her interviewede journalisten Katie Couric medstifteren af et firma, der behandler teknologiafhængighed, som sin primære kilde. Ikke forskere. En mand, der har som forretning at behandle en 'sygdom', som landets psykiatriforening ikke anerkender. Den lader vi lige stå lidt.

Teknologi er en større del af vores tilværelse i dag end tidligere. Men det er ikke det samme som, at vi er sygeligt afhængige af den.

Vi har tilsvarende afvænningsforretninger, paperbackforfattere og foredragsholdere i Danmark, der lever af at holde liv i den samme skærmpanik.

Teknologipanikken reproduceres kulturelt
Den amerikanske ’teknologiafvender’ sammenlignede ikke overraskende afhængighed af teknologi med kokain og andre stoffer. Programmet antydede også, at teknologi skulle lede til Alzheimers-lignende hukommelsestab.

Det er et godt eksempel på, hvordan panikken tager form og reproduceres kulturelt, mens mere præcis forskning ofte må stå på sidelinjen og råbe ’hold op! Der er slet ikke belæg for de dér påstande!’

Men paniklavinen ruller lykkeligt videre.

Ferguson har som psykolog arbejdet med børn og familier foruden (ligesom jeg selv) at bruge årevis på at lave empirisk forskning i teknologibrug. Forskere graver i disse dage ned i de mere frygtskabende påstande og afdækker, at de ofte er noget værre vås.

For uanset hvor forsigtigt og afventende man stiller sig, er der flere myter om teknologiafhængighed, der fortjener at blive aflivet her og nu.

Her er de seks myter, som Ferguson peger på og gerne så knust:

Myte 1: Teknologi er som narkotika
Nogle har hævdet, at teknologibrug aktiverer de samme nydelsesprocesser i hjernen som kokain, heroin eller methamfetamin. Det er delvist sandt, men hjernereaktioner på behagelige oplevelser knytter sig ikke særligt til usunde ting.

Alt hvad der er sjovt, overraskende og/eller lærerigt er forbundet med øget dopaminaktivitet i hjernens ’nydelsesnetværk’ – uanset om det er en svømmetur, en god bog, en god samtale, mad eller sex.

Angiveligt narkoagtige teknologier som computerspil skaber for eksempel dopaminudløsning tilsvarende normale, sjove aktiviteter: omkring 50 til 100 procent over basisniveauet. Kokain, derimod, øger dopamin-tilførslen i dele af hjernen med 350 procent, mens methamfetamin øger dopaminen med vilde 1.200 procent.

Nylig forskning har fundet signifikante forskelle på, hvordan menneskers dopaminreceptorer virker, og det kan have indflydelse på, hvordan lokkende skærme skaber problemer for nogle frem for andre, ligesom det er tilfældet med weekendbrugere versus alvorlige misbrugere af narko.

Men ifølge Ferguson blæser folk, der hævder, at hjernen reagerer på computerspil og sociale medier på samme måde som på narko, en banal sammenlignelighed helt ud af proportioner. Det er som at sammenligne en skovsø med Vesterhavet.

Myte 2: Teknologiafhængighed er almindeligt
Mennesker, der taler om skærmafhængighed, udtrykker ofte frustration over deres eget smartphonebrug eller kan ikke forstå, hvorfor børn og unge tilbringer så meget tid med snotten i skærmen.

Men dét er ikke det samme som afhængighed, hvor man ser alvorlig forstyrrelse af andre livsaktiviteter som skole, arbejde og sociale relationer samt gentagende mislykkede forsøg på at standse forbruget.

Fergusons forskning i computerspil har fundet, at kun 3 procent af gamere udvikler noget, der ligner problemadfærd, som for eksempel konsekvent at negligere lektier til fordel for skærmen.

Men de fleste af disse vanskeligheder er milde, forsvinder typisk af sig selv over tid og er nok ikke stort anderledes end andre periodiske tidsrøvere som sport og kærester.

Myte 3: Teknologiafhængighed er en sygdom
Nej, hverken skærm- eller teknologiafhængighed er anerkendte diagnoser.

Dette kunne dog godt ændre sig: WHO har for nylig valgt at inkludere ’gaming disorder’ i deres næste sygdomsklassifikationskompendium. Men det er en kontroversiel proces, som bestemt ikke er færdig.

28 videnskabsfolk ,inklusive Ferguson og danske Rune Christian Nielsen, skrev til WHO i protest over, at beslutningen ikke er tilpas informeret af empirisk videnskab. WHO synes at ignorere forskning, der peger på at ’gaming disorder’-tegn kan tages som et symptom på andre, underliggende problemer som for eksempel depression og almindelig ’teenagehjerne’.

Mediepsykologi og Teknologi-divisionen i den amerikanske psykologisammenslutning har derfor taget afstand fra WHO's beslutning. UNICEF argumenterer tilsvarende imod at bruge ’afhængighed’ som sprog for børns skærmbrug.

De aktuelle data understøtter ikke populærforståelsen af teknologibrug som en afhængighed, og der udkommer stille og roligt mere kritisk forskning som reaktion på den offentlige panik.

Et Oxford-studie, der gjorde en særlig dyd ud af statistisk analysekvalitet for at undgå forkerte konklusioner, fandt, at folk der scorede højt på en ’spilafhængighed’-skala ikke udviste flere psykologiske eller helbredsmæssige problemer end andre.

Videre forskning har peget på, at eventuelle problemer hos teknologioverforbrugere (et godt begreb, som danske Center for Ludomani gør meget for at fremme) er mildere end ved psykisk sygdom, og oftest forsvinder de uden behov for behandling.

Nej, du er ikke syg, hvis du er glad for at se på din telefon. Foto: Getty Images.

Myte 4: Teknologiafhængighed skyldes selve teknologien
Diskussionen om vores fælles afhængigheder danser om, at skærmteknologierne i sig selv er hypnotiserende og skader normale hjerner.

Men Fergusons forskning peger på, at ekstrem teknologiafhængighed typisk er symptomer på andre, underliggende forstyrrelser som depression, angst og opmærksomhedsproblemer eller (som vi ofte ser det her i Danmark) mere jordnære livsomstændigehder som stress, ensomhed og samvittighedsfulde unges gennemsyrende oplevelse af ikke at slå til i præstationssamfundet.

»Folk tror jo heller ikke, at deprimerede mennesker, som sover hele dagen, har en ’sengeafhængighed’«, som han skriver.

Dette er væsentligt, når vi som samfund, politikere, forældre, lærere, læger og psykologer skal beslutte, hvem der har brug for hjælp, og for hvilke lidelser. Forsøg på at behandle oplevet ’telefonafhængighed’ spilder måske tiden på et symptom, mens de rigtige problemer går upåagtet hen.

Myte 5: Teknologi er unikt afhængighedsskabende
Der er ingen tvivl om, at nogle mennesker overdriver en hel række ting i hverdagen. Det inkluderer teknologibrug, fra spil til Twitter, men også motion, spisning, onani, arbejde og shopping. Der findes endda forskningscases om danseafhængighed.

Men få af disse har deres egen diagnose. Og med god grund. Samlet set er der ikke stærk evidens for, at det er mere sandsynligt at komme til at overforbruge særligt teknologi i forhold til andre tilfredsstillende aktiviteter.

Ting som telefoner er derimod nemme at tage frem, indlejret i ungdomskulturen og socialt allestedsnærværende, sammenlignet med for eksempel dans og cigaretter.

Denne virkelighed gør, at vi ser flere telefoner i hænderne på både voksne og unge, og nogle gange ønsker dem langt væk – men det er ikke i sig selv tegn på en slags sygelig afhængighed fremelsket i den enkelte snapchat-abonnent.

Myte 6: Teknologibrug fører til selvmord
Ok, denne myte har vi ikke hørt så meget om i Danmark. Teenageselvmord er tragiske og ofte uforståelige, hvorfor der ikke er noget at sige til, at forældre søger overalt i de unges liv efter svar. Man så det samme under bekymringen for terningrollespil i de tidlige 90’ere.

Jeg overvejede meget, om jeg skulle udelade denne myte for ikke at puste til et bål, som læseren måske ikke havde hørt om allerede. Men nu er vi altså tro mod Fergusons arbejde.

Nogle amerikanske stemmer har peget på den stigende selvmordsrate blandt teenagepiger som bevis for teknologiproblemer. Men selvmordsraten har været stigende for næsten alle aldersgrupper, navnligt midaldrende voksne fra 1999 til 2016.

Stigningen begyndte øjensynligt omkring 2008, under finanskrisen, og er blevet mere udtalt siden da. At en anden forklaring så nemt kan trylles frem, tyder på, at påstanden om, at skærme fører til ungdomsselvmord, forveksler kausalitet og korrelation (forskellen på de to kan du læse mere mere om i Videnskab.dk-artiklen 'Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?').

Der foregår øjensynligt noget større og mere uhyggeligt i samfundet. Skærmpanikkens jagt efter en nem syndebuk kan distrahere almindelige mennesker, beslutningstagere og professionelle fra at identificere og behandle det egentlige problem.

Et nyligt paper fremanalyserede en forbindelse mellem skærmbrug og teenagedepression og selvmord. Men en anden forsker, der havde adgang til det samme datasæt, afslørede hurtigt, at effekten ikke var større end sammenhængen mellem selvmord og at spise kartofler(!).

Her har vi et typisk problem: Forskere (eller journalister, inklusiv universiteternes egne pressekorps) kommer nogle gange med skræmmende udmeldinger ud fra små ’statistiske bip’ – ikke sande effekter, der burde bekymre os.

Jeg håber bare, at danskerne er lidt langsommere til at lade sig forskrække end amerikanerne.

Skærmpanik i lille Danmark?
Denne artikel er delvist oversat fra Chris Fergusons tekst ’Debunking the 6 biggest myths about technology addiction’. Teksten er justeret til en dansk kontekst efter aftale med forfatteren, som jeg blandt andet har været afsender på denne artikel i Journal of Behavioral Addictions sammen med.

Vores bekendtskab foregår i øvrigt primært på Facebook, for selvom vi har mødtes i virkeligheden, sidder vi til daglig på to forskellige kontinenter.

Ferguson bygger sin myteafliving på en opsamling af international forskning, og selv samler jeg og mine kolleger nye data for bedre at kunne sammenligne de store strømninger med en dansk kontekst. For eksempel har vi opdaget, at store dele af den mest uhyggelige forskning stammer fra Asien, men om det skyldes forskelle på skærmkultur eller forskningskultur er svært at sige lige nu.

Teknologien er ikke uproblematisk, men det er ikke en sygdom
Toneangivende forskere fra blandt andet Medierådet for Børn og Unge arbejder dog allerede hårdt på at erstatte myter og moralpanik med mere pålidelig viden herhjemme.

Hverdagsteknologien har helt sikkert sine problemer inklusive overvågning og udfordringer med at finde den rigtige skolepolitik. Og man skal helt klart balancere skærmene med resten af døgnets timer, ligesom man som forældre bør tage aktiv stilling til sine ungers adfærd, hvilket inkluderer at forstå børns teknologibrug fra et hverdagspraktisk synspunkt.

Det er også værd at holde øje med den lille procentdel af mennesker, der måske overbruger medier eller teknologier – for de kan have glæde af omverdenens omsorg – navnlig hvis adfærden er tegn på andre problemer.

Der er altså en lille bitte kerne af sandhed bag idéen om, at man kan være afhængig af sin smartphone, men det er næppe en sygdom, du har. Forskningen, som Ferguson her har gennemgået, viser, at sammenligninger med narkotika er forskningsmæssigt og klinisk uberettigede.

At Fergusons myteaflivning når hele verden rundt, viser, at skærmpanikken har været blæst unødigt op i den seneste tid, men også, at kurven måske er ved at knække.

De forsigtige og kritiske stemmer bliver flere, og myter, der savner empirisk opbakning, bliver aflivet én for én.

Artiklen er bragt i samarbejde med Forskerzonen, som er en del af Videnskab.dk.

Forskerzonen er et onlinemagasin, hvor forskere selv viderebringer deres viden om stort og småt. Få solid og velformidlet viden om sundhed, teknik, historie og meget andet helt gratis lige her.