Dine børn finder sig selv i skærmen

Unges brug af teknologier relaterer sig til en myriade af forskellige praksisser, processer og paradokser i deres hverdagsliv. Men det er en forsimplet forestilling, når vi taler om afhængighed som en kobling til manglende kontrol og sygelig adfærd. Forestillingen om afhængighed risikerer faktisk at gøre mere skade end gavn, fordi den sygeliggør noget, der er helt normalt og aldeles menneskeligt – ønsket om at finde sig selv i det sociale.
Vi skal stoppe med at omtale børn og unges skærmbrug som noget, der først og fremmest skal begrænses og kontrolleres. Det reducerer vores egne handlemuligheder til et spørgsmål om at udstede forbud i stedet for at forholde os til de konkrete problemer, som de ser ud i børnenes og de unges perspektiv. Foto: Getty Images
Vi skal stoppe med at omtale børn og unges skærmbrug som noget, der først og fremmest skal begrænses og kontrolleres. Det reducerer vores egne handlemuligheder til et spørgsmål om at udstede forbud i stedet for at forholde os til de konkrete problemer, som de ser ud i børnenes og de unges perspektiv. Foto: Getty Images
af Anne Mette Thorhauge, Stine Liv Johansen
Det er som om, det er blevet en almindelig sandhed i den offentlige debat og i snakken rundt omkring i de små hjem, at man bliver afhængig af mobiltelefoner og sociale medier, og det især er noget, der rammer vores børn og unge.
 
Selv forskningsminister Søren Pind har for nylig i en tale på selve Det Kgl. Videnskabelige Akademi refereret til ældgamle behavioristiske rotteforsøg, der angiveligt skulle kunne bruges til at sige noget om menneskers forhold til deres mobiltelefon i dag – rotter, der indretter deres adfærd efter den næste umiddelbare belønning og dermed fralægger sig det frie valg.
 
Debatten gødes af jævnlige debatindlæg og ikke mindst avisartikler og tv-indslag, der baserer sig på præmissen om, at et liv med Snapchat-streaks, lysende blå mobilskærme og notifikationer på alle tider af døgnet kan karakteriseres som afhængighed – og kureres med detox.
 
Begreber hentet fra sundhedsindustrien, hvor typiske adfærdsmønstre for særligt unge mennesker bliver knyttet til en forestilling om noget, der er usundt og i hvert fald ikke godt for de unge. De unge, der deltager i programmer og artikler, er ofte hurtige til selv at overtage den dominerende diskurs: ’Jeg er nok lidt afhængig’, siger de.
 
Hjerneforskeren Jon Wegener er en af dem, der mener, at vi står over for et stort problem. I dette interview til TV 2 forklarer han, hvordan overdreven brug af mobiler, tablets og medier kan nærme sig ADHD-forstyrrelser. Men hvordan forholder vi os kritisk-problematiserende til unges hverdag med sociale medier, spil og skærme?
 
Forsimplet diskurs overskygger de reelle problematikker
Som forskere i børn og unges skærmpraksisser bekymrer det os, at forsimplede forestillinger om belønningsmekanismer og afhængighed får lov til at sætte dagsordenen i så høj grad, som det er tilfældet i dag, når størsteparten af den anerkendte forskning inden for området peger på, at mediebrug handler om en lang række sammenfiltrede praksisser og sociale processer, som ikke kan reduceres til entydige stimulus-respons-modeller.
 
For hvad vil det egentlig sige at være afhængig af noget, og er det rimeligt – og klogt – at bruge sådanne begreber om de hverdagspraksisser, som ikke bare de unge, men rigtig mange mennesker i alle aldre engagerer sig i?
 
Er det for eksempel et problem af være afhængig af sin cykel eller sine venner? Og kan vi forholde os kritisk-problematiserende til unges hverdag med medier uden som det første at italesætte det som et afhængighedsproblem?
 
Der er ingen tvivl om, at danske børn og unge bruger medier rigtig meget, også mere end børn og unge i de fleste andre europæiske lande, og de digitale medier har vundet stort indpas, ikke bare i deres fritidskultur, men også i skoler og dagtilbud.
 
Det giver nye muligheder for at skabe nye former for pædagogik og undervisning og ikke mindst nye måder at engagere sig i sociale fællesskaber på, men det skaber naturligvis også nye udfordringer og problemstillinger, som vi er nødt til at forholde os til i familien, i klasserummet, og hvor vi ellers befinder os sammen med andre mennesker.
 
Lige fra fødslen ser børn, at forældrene er optaget af telefonen. På tværs af aldersgrupper handler det store medieforbrug om at være en del af fællesskabet og kunne udtrykke sig selv og sin identitet. Foto: Getty Images
 
En af udfordringerne relaterer sig til muligheden for at være tilgængelig når som helst og hvor som helst, kombineret med de sociale mediers og apps’ designfunktioner, der per default sender os notifikationer, hver gang vi har fået en besked, en snap eller et like på et opslag.
 
Eksempelvis har der i medierne været meget fokus på streak-funktionen på Snapchat, som gennem et ikon indikerer, om man har snappet med sine venner hver dag i en given periode. Her er det umiddelbart oplagt at bedømme de unges determinerede adfærd og insisteren på at opretholde streaken som et udtryk for afhængighed – og det har som nævnt også været en term, de unge selv har brugt, når de er blevet interviewet til tv og artikler.
 
Men dykker man bare lidt længere ned i brugen af – i dette tilfælde – Snapchat, så viser det sig, at der er meget andet på spil. Ønsket om at være en god ven, at kunne fremvise mange venner og måske en fælles forestilling blandt de unge om, at det ikke vil blive anset som o.k. at bryde en streak (Kilde: Kofoed og Larsen (2016)  og Ballisager (2018).
 
Det handler altså om det sociale, om unge menneskers relationer til hinanden og deres ønske om at være en del af fællesskabet og kan således ikke reduceres til at være et udtryk for afhængighed af en specifik teknologi med specifikke designfeatures.
 
Forestillingen om afhængighed risikerer faktisk at gøre mere skade end gavn, fordi den sygeliggør noget, der er helt normalt og aldeles menneskeligt – ønsket om at finde sig selv i det sociale, og den er udtryk for den generelle bekymringsretorik, der omgiver unge mennesker og deres mediebrug.
 
Danah Boyd har forsket i unge og sociale medier i over 10 år og har skrevet bogen 'It's complicated', der forsøger at bryde med tanken om medieafhængige børn og unge. Det er vigtigt at diskutere emnet på en konstruktiv måde, så man kan hjælpe sit barn i stedet for at sygeliggøre det.
 
Når vi taler om mediebrug som noget, der først og fremmest skal begrænses og kontrolleres – og dermed sætter det i relation til usund mad og alt, hvad det medfører af deller og anden ukontrollabel kropslighed – så reducerer vi vores egne handlemuligheder til et spørgsmål om at udstede forbud i stedet for at forholde os til de konkrete problemer, som de ser ud i børnenes og de unges perspektiv.
 
Og problemerne er faktisk genkendelige, også selvom man ikke er vokset op med en smartphone. Det handler for eksempel om ønsket om at være en del af fællesskabet og frygten for at blive udelukket, ønsket om at udtrykke sig selv og sin identitet gennem fællesskabet og de normer, det repræsenterer, og ønsker om at være dér, hvor vennerne er, uanset hvor de er.
 
Løsningen findes i aktiv dialog og fælles grænsesætning
Mobile teknologier og netværksmedier sætter selvfølgelig nogle nye rammer for disse problemer, ikke mindst deres udstrækning i tid og rum, men vi løser dem på ingen måde ved at stemple vores børn og unge som afhængige og forbyde dem adgang til deres fællesskaber.
 
Vi løser det gennem dialog – og allerhelst i samarbejde med de andre børn, unge og forældre, for det er i fællesskabet, at normerne dannes.
 
Vincent Hendricks, dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, fortæller her om de unges færden på de sociale medier. 
 
Unges brug af mobile medieteknologier relaterer sig til en myriade af forskellige praksisser, processer og paradokser i deres hverdagsliv. En forsimplet forestilling om afhængighed overser behændigt disse og kobler mediebrugen til forestillinger om manglende kontrol og sygelig adfærd.
 
Hvis vi gerne vil hjælpe de unge (og os selv) med at skabe mere hensigtsmæssige, sjove, sociale og udviklende vaner med medier, skal vi ikke skamme dem ud, men derimod tage udgangspunkt i deres individuelle og fælles praksisser og oplevelser. Og ud fra disse skal vi åbent og kritisk diskutere med dem, hvordan medierne bruges, hvordan det føles, og hvad de andre mon tænker.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også