En nation af besserwissere
Intet giver så god trafik på kommentarsporene på sociale medier som artikler om, hvor dårlige folk er til det danske sprog, og hvor bekymrende det er. Mangel på sproglig dannelse, lyder en af diagnoserne. Men fejlfindingsartiklerne er selv udtryk for denne mangel. Sproglig dannelse handler nemlig om respekt for andres sprog og om at tage ansvar for sit eget.
af Malene Bjerre
Vi danskere er en nation af sprogspassere. Kan ikke kende forskel på hans og sin og udtaler ordene sjusket og helt forkert. Vi forstår ikke, at forfordele betyder at give for lidt, ikke for meget, og kan rask væk finde på at stille spørgsmålstegn i stedet for at sætte dem.
Sprogrevserne elsker at sætte andre på plads og forklare, at de ikke har fattet noget som helst af sproget. Og på en fredelig sommerdag, hvor der ellers ikke er meget at fylde aviserne med, kan sprogets sørgelige tilstand altid få en ekstra tur.
En ”afgående lektor” beklager sig fx i Politiken over, at vi sætter alt for mange punktummer og skriver, som vi taler. Og Niels Lillelund fra Jyllands-Posten er på linje med ham, når han skriver: ”Vi er blevet et land af selvsikre ordblinde, der bajerbrovtende staver, som det passer os, indtil ordbogen retter ind.” Og det værste er, at vi ikke skammer os, mener han.
Vil du lære at skrive tekster, der giver klik og konverteringer? Så tag med til K-dag 9. november og få din værktøjskasse fyldt med skrivetips og brugbare metoder.
Agurketid eller ej er det simpelthen godt stof, når sprogpolitiet ruller sig ud. Susanne Staun, der elsker at sige frække ord og på den måde vise, at man slet ikke behøver være en stramtandet pedant, bare fordi man går op i kommaer, får uendelig meget spalteplads med sin bog ”Fuck (,) en lækker røv”, der henvender sig til ”den svigtede sprogbruger”, og hvor vi kan lære alt det, vi burde have lært i folkeskolen. Og enhver sprogblog med respekt for sig selv har en liste over de værste sprogfejl – som straks ryger til tops blandt de mest populære indlæg.
På Bro Kommunikations blog handler de tre mest populære indlæg alle sammen om sproglige fejl
Mangel på sproglig dannelse
På Point of View International stiller Monica Krog-Meyer diagnosen: Der mangler simpelthen dannelse i sproget. Og Dansk Sprognævn tager ikke sit ansvar på sig og forklarer folk, hvad der er rigtig og forkert. Fx at det bør hedde forpligtelse og ikke forpligtigelse.
Monica Krog-Meyers blogindlæg om sproglig dannelse fra december er lige blevet delt igen og kaster derfor nye kommentarer af sig. Og som altid, når sprogrevserne folder sig ud, klappes der i kommentarerne. ”Godt gået, Monica” og ”Jeg elsker den artikel,” hepper de og bidrager med deres egne yndlingsaversioner – fra jeg tænker, at … (i stedet for jeg mener, at …) over ligger/lægger-klassikeren til åbne op.
.jpg)
Den gode stemning varer dog ikke længe, for så snart kommentatorerne dykker ned i de enkelte ord, er de slet ikke enige om, hvad der egentlig er det rigtige – og derfor det mest ”dannede”. Hedder det nu sponsorere eller sponsere, og må man egentlig skrive Stop med …?
.jpg)
Men hvad er dannelse egentlig – sproglig dannelse? Ud fra eksemplerne hos Monica Krog-Meyer og i kommentarerne kan dannelsessynet her kort opsummeres til dette: Dannelse er det, som jeg gør. Jeg har lært, at det hedder forpligtelse, og derfor er denne bøjning af ordet den mest dannede, mens forpligtigelse er udannet og et udtryk for sprogligt forfald.
Men dannelse må siges at være noget nær det modsatte. Dannelse er ikke at have en bestemt adfærd, heller ikke sprogligt, og det er da slet ikke at sætte andre på plads i forhold til deres sproglige adfærd. Det er derimod at have sproglig bevidsthed og at være herre i sit eget sproglige hus.
Opdag dig selv
Med begreber lånt fra Kierkegaard: Dannelse er at vælge sig selv og de vilkår, man er underlagt. Derfor begynder den sproglige dannelse med, at man opdager sig selv og sit eget sprog, herunder sine sproglige præferencer. Selv taler jeg, som jeg gør, fordi jeg er født i 1966, har boet i Jylland i mine formative år og er barn af akademikerforældre. Blandt andet. Derfor har jeg selvfølgelig også selv bestemte yndlingsaversioner, som jeg kværner løs om sammen med min mand foran fjernsynet.
Men jeg forsøger at holde dem for mig selv. For min sproglige viden og bevidsthed gør, at jeg er klar over, at jeg ikke nødvendigvis har mere ret end andre. Det er bare mig (og dem med samme kronolekt og sociolekt som mig), der synes, at forfordele absolut må betyde ”give mindre end” og ikke ”give mere end”. Og den viden kan jeg så bruge til at finde et udtryk, der ikke er tvetydigt, hvis jeg vil være sikker på, at andre mennesker forstår mig.
Det siger sig selv, at grundlaget for sproglig dannelse er viden. Derfor er det en fremragende idé at opruste på den sproglige uddannelse, både i grundskolen og på uddannelserne. Hvordan skulle man kunne opdage sit eget sprog uden at have nogle sproglige briller at se med; opdage, hvornår man afviger fra normen, uden at kende den?
Denne sproglige bevidsthed hjælper bl.a. det stærkt kritiserede Dansk Sprognævn med. På Ordnet.dk kan man fx læse at både sponsere og sponsorere er godkendte former, mens det endnu ikke går at sige sponsore, selvom nogen prøver at slippe af sted med det. På Sproget.dk og i publikationen Nyt fra Sprognævnet kan man fx læse, hvorfor mere-end-betydningen af forfordele er lige så logisk som mindre-end-betydningen, og hvorfor forpligtigelse er og bør være en godkendt form.
Dernæst fortsætter sproglig dannelse med, at man tager ansvar for sit eget sprog. Netop fordi vi taler forskelligt, må man kunne stå inde for sine egne valg. Derfor hører det med til sproglig dannelse, at man kan indrette sit sprog efter, hvem man taler til. At man fx ikke bander til en jobsamtale eller på det første besøg hos de nye svigerforældre, og at man som journalist undlader at skrive ”Det ligner, at Trump ikke får sit forslag igennem”, fordi man ved, at mange over 40 vil blive irriterede over det. Og hvis man gør læserne eller lytterne irriterede, får de ikke fat i indholdet.
Sproglig dannelse handler nemlig om at tage hensyn, om at gøre det let for andre mennesker også at være her – som dem, de nu er. Ikke om at slå de andre i hovedet med sine egne normer.
