De er medforfattere på det moderne Danmark
ANMELDELSE: I de seneste 35 år har Danmark haft de samme fem statsministre - og de har derfor i høj grad været med til at skrive historien om det moderne danske, politiske landskab. Derfor er det lidt af en genistreg, at DR har evnet at samle Schlüter, Nyrup, Fogh, Thorning og Løkke på Marienborg Slot til samtaler om politiske fadæser, sejre, nedture og mennesket bag magten. Rasmus Jønsson anmelder.
af Rasmus Jønsson
I disse år spreder der sig en underlig bacille hos en del politikere, som handler om at skrue ned for magtfortællingen og op for fortællingen om, at man blot er en helt almindelig, jævn dansker. At politikerne har trang til at afklæde sig magten og spille folkelige er umiddelbart forståeligt. For ordet ”elite” er efterhånden et af de meste brugte skældsord, og politikerne bliver konstant skudt i skoene, at de ikke er i kontakt med virkeligheden.
Omvendt er det dog lidt besynderligt, at man som politiker har brugt en stor del af livet på at kæmpe for at få del i magten, og når man så endelig får magt, så vil man ikke stå ved det. Og måske misforstår vores politikere også borgernes opgør mod eliten i deres jagt på at spille folkelige. For mon det overhovedet genskaber tilliden til politikerne, at de træffer beslutningerne iført campinghabit på Hjallerup Marked.
En flot magtfortælling
DR-programmet 'Statsministrene' - som sendes i prime time fire søndage i træk - er heldigvis en stærk modvægt til den ”folkelige bacille”, der hærger. Her ses landets fem seneste statsministre i omgivelser, der udstråler magt, imens der bliver talt om magt, så det driver. Og det er en magtfortælling, som både pynter på demokratiet og på de ellers så ofte udskældte politikere.
De fem statsministre mødes på Marienborg (Foto: Rasmus Weng © Type 2).
For fortællingen i 'Statsministrene' er ikke drevet frem af ondskab, grimme konspirationer og den brutalitet, som politik ellers plejer at være pakket ind i, når det bliver behandlet i tv-programmer, serier og film. For trods politiske uenigheder og at der bliver kæmpet for eftermælet hos nogle af statsministrene, får seerne et vidunderligt indblik i alle de facetter og nuancer, som politik også rummer.
Schlüter i en klasse for sig
Bare det at høre en begavet, tænksom og reflekterende Poul Schlüter fortælle om, hvordan han greb det an at lede landet fra 1982 til 1993, er en fornøjelse. Hans overvejelser om at behandle sine regeringskollegaer ordentligt og sørge for ikke at blande sig for meget i de enkelte ministres områder er interessante. Nogle vil nok mene, det lyder en smule banalt, men de mennesker har ikke selv prøvet at været så tæt på politik, at de ved, hvor svært det er at efterleve disse dogmer i praksis.
Med det format, Schlüter optræder med i programmet, er man ikke i tvivl om, at han også dengang efterlevede sine overvejelser om god regeringsførelse. Oven i det er det befriende, at Schlüter på ingen måde spiller rollen som politisk nestor, med for meget højskolesang, højtravende demokratiske henvisninger og et væld af politiske anekdoter. Denne nestor-overstyring, som ellers ses hos en del politikere, der er oppe i årene, holder Schlüter sig langt fra - han er bare sig selv!
.jpg)
.jpg)
.jpg)
Store og små historier
I programmet bliver vi fint ført igennem små og store historier, der har betydning for statsministerhvervet. Der er de mindre historier om, hvordan dagligdagen blev indrettet som statsminister, om udfordringerne med at få skabt sig tænkepauser i en presset hverdag og om overvejelser om, hvorvidt nytårstalen skulle afholdes på Borgen eller på Marienborg. De større historier om betydningen af det stigende mediepres og udenrigsstoffets rolle i Statsministeriet bliver også berørt igennem samtaler mellem de fem statsministre.
Tv-seerne får også et fint indblik i de definerede politiske sager, som har præget Schlüters, Nyrups, Foghs, Thornings og Løkkes tid i Statsministeriet. Tilbageblikkene kombineret med politikernes efterrationaliseringer og bonusinfo om de enkelte begivenheder rummer et godt billede af, hvor kompleks, hård og til tider vanvittig en disciplin politik er.
Når man ser de gamle klip og hører statsministrenes beretning, forstår man godt, hvorfor erhvervsfolk - som f.eks. dem, Trump ynder at ansætte - kun holder i politik i et par uger. For selv om man kan spille 100-metermester i toppen af en virksomhed, er det naivt at tro, at man kan overføre det på politik.
En velproduceret fortælling
På billedsiden er 'Statsministrene' også vellykket. Det smukke Marienborg udgør rammen om det unikke møde mellem de fem statsministre, og billedsiden bliver ikke dårligere af, at det bliver optaget på to flotte solskinsdage i maj. I de forskellige sidehistorier, der flettes ind undervejs, får seerne også adgang til en række af de andre magtrum i det danske demokrati, som ikke så ofte ses.
Med det indblik, programmet giver i magtens rum, kan man godt forstå, hvorfor der i gamle dage blevet bygget tårne, flotte rum og pompøse omgivelser til de mennesker, der blev valgt til at styre landet. For selvfølgelig skal der være noget schwung og autoritet over magten. Selvom det også kan have sin charme at se landets statsminister ønske godt nytår med rødvinsbisser på Facebook, er det nu også betryggende at se ham sidde i rolige og nydelige omgivelser i sofaen på Marienborg.
'Statsministrene' er et program, der på alle måder er vellykket, og som er public service-tv fra øverste hylde. Ikke mindst er det en velproduceret fortælling om magt og politik, der falder på et tørt sted, når det handler om at fremstille vores folkevalgte i andre farver end de dystre og grimme. Og ikke mindst er det en magtfortælling, der er en skøn modvægt til den ”folkelige bacille”, der hærger i politik!
