Middelklassens overdådige fortrængning

I disse septemberuger vil en masse københavnske familier få at vide, at de fremover ikke vil have råd til at bo, hvor de bor, fordi regeringens ”moderne kontanthjælpsloft” indeholder en regel om, at ydelsens størrelse fremover vil være omvendt proportional med den husleje, som borgeren betaler for sin bolig. Sådan kan man jo også gå til det katastrofalt utilgængelige boligmarked i København: smide de fattige ud af byen, så er der bedre plads til de egentlige borgere. Eller brugere. Eller hvad det nu hedder på djøfsk i 2016.
Det dovne og amoralske "de" og det pompøse, arbejdende "vi". Regeringens "moderne kontanthjælpsloft" tager boliger fra dem uden penge, mens middelklassen endnu engang fortrænger sin omverden.
Det dovne og amoralske "de" og det pompøse, arbejdende "vi". Regeringens "moderne kontanthjælpsloft" tager boliger fra dem uden penge, mens middelklassen endnu engang fortrænger sin omverden.
Jeg er selv uddannet fra statskundskab og medlem af Djøf. Jeg har arbejdet seks år i Københavns Kommune som studentermedhjælper. Jeg arbejder nu under et ministerium med rang af fuldmægtig. Jeg har et ID-kort, der står ”Danish Government Official” på.
 
Jeg er, efter et års flakken rundt fra den ene ubetalte pseudostilling til den anden på dette sønderskudte arbejdsmarked, som vi har skabt, blevet optaget i fællesskabet af lønmodtagere. De virkelige borgere. De virkelige danskere. En af dem, der står op om morgenen. Spiser rugbrød med leverpostej.
 
Det moderne kontanthjælpslofts idémand, statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Scanpix arkiv.
 
Og hvad de ellers har i baghånden af maleriske floskler inde på Borgen, når der skal graves grøfter mellem dem, der pt. har et job, og dem, der pt. ikke har. Når der skal svinges en pisk over syge mennesker, skæres i nogle middel- og underklasseydelser eller uddeles skattelettelser til overklassen.
 
 
Boblen af nydelighed og fesen orden
Jeg kan konstatere, at den retorik på trods af min nylige indvielse i fællesskabet ikke bider på mig. Jeg føler mig ikke som en del af dette pompøse arbejdende ”vi”. Jeg føler mig tværtimod fremmedgjort, når jeg vandrer ned ad Bredgade mod Styrelsen, og alle, jeg møder, har pæne negle og nye sko og fine silketørklæder, som jeg har set i Magasin på udsalg til 750 kr.
 
Jeg undgår ikke at tænke først ”LOL”, derefter ”bastards”, når jeg går forbi reklamehuset Mensch, der ubehjælpsomt solgte Danske Bank deres New Normal-pakke og derved gjorde den til grin i hele landet. Banken, som uden selv at indse det for længst var blevet poster child for den finanskapitalisme, der medførte krisen.
 
Jeg går også forbi adskillige gallerier, der sælger slap-til-middelmådig kunst til folk, der godt kan lide at sige, de interesserer sig for kunst. Jeg går forbi brugskunst- og møbelbutikker, der sælger afrikanske masker til folk, der godt kan lide at tale om deres safaritur, og store hvide, æggeformede badekar til folk, der godt kan lide at præsentere deres rige udenlandske venner for Danish Design.
 
Jeg føler mig ikke spor beslægtet med livet, som det leves i Bredgade. Mest af alt føler jeg mig som en bedrager i denne boble af nydelighed og fesen orden.
 
 
                                     
 
 
Og det er i den forstand en lettelse hver dag at komme hjem til vestegnsbrovten i Fakta Hedehusene og til alkoholikerbanden, der holder dagligt møde ved stationen. Herude er der ingen, der gider at gøre noget aktivt for at smide dem væk.
 
Man har ligesom alle andre steder forsøgt sig med at fjerne de sparsomme bænke, der var til de ventende, men det har ikke virket. Underklassen er synlig i Hedehusene, og det tror jeg er sundt for lokalsamfundets realitetssans og medmenneskelighed. Jeg skal aldrig bo et sted, hvor alle mennesker får manicure.
 
Når jeg skriver sådan, er det ikke udtryk for, som en bekendt på Facebook kommenterede, mit ønske om ”flere sprittere og arbejdssky personager” i landet (eller byen). Det er udtryk for mit ubehag ved samfundets tiltagende tilbøjelighed til at ville fortrænge underklassens eksistens. Samfundets ubesværethed i sin selvfejring, den politiske offentligheds lumpne glatten-ud og dækken-ind på vegne af den smålige folkesjæl i en tid med eksplosivt voksende ulighed i befolkningen.
 
Kapitalinteresser som den styrende faktor
Det sker i en tid, hvor et globalt oligarki cementerer sin urokkelige økonomiske førerposition dag for dag. Hvor vores territorialt bundne demokratiske institutioner fremstår latterligt bedagede og aldeles uformående over for kapitalens superliga af grænseløse kommercielle gigantorganisationer.
 
Organisationer, hvis eneste formål i denne verden er profitmaksimering, men som skamløst postulerer at have alle mulige andre formål, at være interesseret i at redde miljøet, at forsvare den lille mand mod systemet og at redde børn i Afrika fra sultedøden.  
 
      
                                                          
 
 
Det er der sikkert masser af gode mennesker, som arbejder i disse virksomheder, der oprigtigt er interesseret i. Men det strider imod virksomhedernes raison d’être, og derfor vil det aldrig blive realiseret i deres regi. Synlig fattigdom er bad for business, men at bekæmpe fattigdom er endnu mere bad for business. Derfor bliver løsningen i et samfund, hvor kapitalinteresser er den styrende kraft, at fattigdommen gemmes af vejen og fornægtes.
 
Dette i den allermest konkrete forstand. Vi fjerner bænke og spiller høj musik, så spritterne går et andet sted hen og sover. Vi står ranke med vores tunge rygsække og venter på perronen, fordi hvilepladser udgør en åben invitation til de uønskede elementer, og fordi det altid er bedre at være fri for de uønskede elementer, end det er at sidde ned ved siden af dem.
 
Eller fordi vi bare ikke længere tænker over, hvorfor vi gør det. Vi indfører regler, der gør det umuligt for de fattige at bo i vores byer, så vi kan føle, at det er vores byer, så vi kan føle, at vi, de arbejdende, belønnes for vores arbejde.
 
Vi, dette uvante vi, vi drømmer om gated communities, så vi uforstyrret kan være os selv nok. Vi, de arbejdende, kræver strengere straffe for tiggeri, så vi endelig kan få et lovgrundlag for den foragt, vi nærer for svagheden.
 
 
                          
 
 
Indtil da må vi nøjes med de inkrementelle tiltag, såsom den gradvise udvidelse af det socioøkonomiske hul midt i samfundet, som kontanthjælpsloftet eksemplificerer. Og nå ja, de ydmygelser, vi nu kan afstedkomme på det rent retoriske plan.
 
Med Karina Pedersen-spektaklet så vi endnu engang, hvordan et gennemført fladpandet og usammenhængende argument kan vinde gehør i den danske offentlighed, hvis ophavsmanden blot har et skær af ”autenticitet”.
 
Det er tilsyneladende nu comme il faut blandt visse magthavere at tale om underklassens angivelige dovenskab og dårlige moral som noget, der er genetisk betinget. Det er sådan set irrelevant, hvor meget af Karina Pedersens beretning, der er hevet direkte ud af røven. Faktum er, at flere folkevalgte i fuld offentlighed lod sig besnære af en tankegang, der helt ublu er informeret af eugenikken. Det var ”stof til eftertanke”, måtte man forstå.
 
Karina Pedersen, forfatteren til bogen om en opvækst uden penge; 'Helt ude i hampen'. Debatten kører fortsat. Polfoto/ Rune Aarestrup pedersen.
 
Angsten for at blive posedame
Det er da også en tiltalende tanke, at succes i livet udelukkende er betinget af en selv og de gener, man har, især når ens position som magthaver synes at tjene som bevis for, at man i hvert fald ikke selv går rundt med sådan nogle tabergener.
 
Det hænger bare ikke særlig godt sammen med den liberale kongstanke om mennesket som en frit handlende agent i en verden, hvor alle har lige gode chancer, ligesom det gør ethvert argument om, at man kan påvirke marginaliserede borgeres adfærd med økonomiske incitamenter, ugyldigt.
 
Men den slags petitesser kom aldrig rigtigt til at indgå i diskussionen om, hvorvidt Karina Pedersens angivelige erfaringer og deraf dragne konklusioner var værd at beskæftige sig med.
 
Måske fordi det med den genetiske faktor, ligesom de fleste af Karina Pedersens udsagn i medierne, forekom mest af alt at være en strøtanke. Noget, hun havde sjusset sig frem til, for eksempel siddende i et offentligt transportmiddel omgivet af andres larmende snotunger, smøgtrængende og fyldt til randen af indestængt bitterhed.
 
Ikke noget, hun systematisk havde analyseret sig frem til qua sin omfattende erfaring og dybe indsigt i livet på samfundets bund eller for den sags skyld forskning på området. Ikke noget, man behøver at tage så tungt.
 
En borger uden rettigheder
Anderledes tyngde har det, når det er lovgivning, vi taler om. Konkret betyder kontanthjælpsloftet, at en masse mennesker mister deres hjem. Og at middelklassesamfundene i de større byer lukker sig yderligere om sig selv og fortrænger bevidstheden om den stadigt dybere afgrund, man kan blive skubbet ned i, hvis man en dag mister sit job eller pådrager sig en sygdom eller skade, der sætter en ud af stand til at agere tandhjul i samfundsmaskineriet.
 
At være ude af stand til at arbejde vil i konkurrencestaten betyde, at man bliver frataget sin identitet og sine rettigheder som borger. Det bliver den uafvendelige konsekvens af middelklassens fortrængning af angsten for at blive posedame.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også