Alle vil have en tur i sofaen
Det nye portræt af HKH Kronprins Frederik på Frederiksborg Slot kickstarter et tankemylder. Men er det subtil majestætsfornærmelse eller bevidst royal billedpolitik?
Læs også lektor Bent Fausings kommentar til maleriet af kronprinsen.
Kunsten sidder i beskuerens øje – og Kasper Eistrup har med sit nye portræt formået at skabe en masse projektive rum og blanke felter: Alle vil sidde i den sofa, der ligner noget fra Bolia.
Hele stemingen er som efterfesten til 1960'ernes The Party med Peter Sellers. Måske er det bare et portræt af en mand, der har ramt 50 og svæver alene i rummet til efterfesten, mens han drømmer om, hvad der nu skal på hans bucket list, nu børnene er store, og alt er prøvet.
Der er måske hamp bag sofaen, og skimmelsvamp på væggen, og anklerne er smukke, men svage, måske en bivirkning af alt det spandex-sport? Farverne er som en tidlig Hockney, (fløjls?)bukserne kunne være inspireret af Peter Ravn ... og genialt nok flasher han afslappet sine hippe seler, sidst set på Ove Verner Hansen i rollen som Bøffen. Måske er det kongehusets eminente stylist Anja Alajdi, der har været på spil?
Folket er allerede begyndt at remixe Eistrup, her med et mindre stylet billede af den kommende konge
Smart er det også at citere Kurt Ard – illustrationskongen fra Familie Journal – for ikke at svigte sit kernepublikum, de ældre uøkologiske ugebladslæsere fra landet. En perfekt balance mellem Olsen-banden-Danmark og cocktailklassen. Han er i øjenhøjde med skægstubbe, uden jagttøj, spandex eller uniform.
Der er reminiscenser af Familie Journalens Kurt Ards streg at finde i Kasper Eistrups portræt.
Det er et perfekt billede at spejle sig i; det er den tilgængelige monark – han ligner hvilken som helst anden friværdi-helt, der leger 007 nytårsmorgen på Dandy i Indre By. Det ekstraordinære udebliver, og vi elsker ham for det. Og fedt han ikke sidder med sin iPhone – eller en fjernbetjening.
Ikke en person - en position
HKH Kronprins Frederik er en krumtap i vores nationale selvforståelse, nu vi for alvor er ved at miste fælles sprog og tv-kanaler, og Kim Larsen er død. Men hans funktion som landets PR-agent er svær kommunikationsmæssigt – han er næsten stum af stram formatering. Han kan ikke bare indspille en popsang ligesom Alexandra, lave en podcast eller skrive en bog – han er altid nødt til at være den korrekte gyldne mellemvej, der taler som position, ikke person … hvilket må være trættende.
Samtidig kræver hans hverv jo, han afgiver nogle billeder, nu han mere eller mindre har opgivet at lære at holde tale – hvilket er helt fair, for hvem gør det idag? (Telepromteren skal nok hjælpe i fremtidens nytårstaler.) Han må alligevel ikke udtale sig om noget væsenligt, og alle ved, der er tekstforfattere i sidegemakkerne, så han har som så mange andre danskere valgt at udtrykke sig gennem billeder og sit forbrug af billeder … udover de klassiske smukke gallaportrætter med sildesalat på brystet, han nu er født til.
Krumtappen Frederik iklædt gallauniform og masser af sildesalat.
Jeg går til 100 kroners bandefrisør, så jeg er ikke orienteret om, hvad der sker i Billed-Bladet, men jeg bemærkede hans valg af nu #MeToo-ramte modefotograf Mario Testino; et smart valg, hvis man vil i Vogue og Vanity Fair som det classy, men menneskelige ansigt i ikoniske tidsløse skud – også i sort hvid. Frederiks generte charme og menneskelighed trumfer de mere indavlede Testino-skud af briterne.
Mit favoritbillede er et tilfældigt snapshot, hvor HKH triller rundt uden bodyguard iført en folkelig fleecetop på en cykelvogn med sin baby – totalt i sync med tiden, ren normcore-nirvana. Det burde re-stages i ordentlig kvalitet og cirkuleres globalt.
En folkelig fleeceklædt kronprins på cykeltur.
Kronprisen mangler ikke kunst. Hans egen residens er udsmykket af insversteringssikre højpandede stjerner som Olafur Eliasson, Signe Guttormsen, Morten Schelde, John Kørner, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Kasper Bonnén, Tal R, Erik A. Frandsen og Jesper Christiansen, der her ser lidt betuttede ud ved at miste deres sidste undergrundsstatus i et blitzglimt.
Kronprisen mangler ikke kunst, hans egen residens er udsmykket af insversterings-sikre højpandede stjerner som Olafur Eliasson, Signe Guttormsen, Morten Schelde, John Kørner, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Kasper Bonnén, Tal R, Erik A. Frandsen og Jesper Christiansen, der her ser lidt betuttede ud ved at miste deres sidste undergrundsstatus i et blitz-glimt.
Mit offentlige favorit-HKH Frederik-øjeblik var, da han græd til sit bryllup – det afspejlede perfekt den danske mand.
Mit værste prinseøjeblik var til Smukfest (smag på det navn …), hvor der ikke var en ven, som stoppede ham i at lalle rundt i coma på scenen uden et instrument med et af verdens værste bands, Nephew. Det skal være alle menneskers ret til et kontroltab at blæse sig væk til nær-voksenble-stadiet iført beige far-cargo-shorts og Hawaii-skjorte på scenen, så længe det ikke går ud over nogen – håber bare nogen tog hans bilnøgler.
Kronprinsen på slap Smukfest-line.
Men igen, måske var det et snedigt spin: At vise den hedonistiske konge for at balancere kritikken om, at han gav Danmark en jogger-trafikprop i 50-års fødselsdagsgave? Eller var det monarkiets endelige opløsning, vi var vidne til, at musik og druk udjævner alle klasseskel, ja, alle ideer om god og dårlig stil? Hvad er næste træk – at Pingo dykker i skinkesalat? Måske havde vores udbryderkonge bare behov for en mental Houdini der? Synd, alle havde iPhones med kamera. Hvad bilder de sig ind? Frede er fredet.
Fair nok, manden er vild med rock – jeg fik ikke skimmet den seneste biografi, Under bjælken, men jeg har spolet playlisten, der indeholder alt fra gedign kanoniseret far-rock, blød narko-rap, plat dansk-hall, P3-plattituder, gotisk bænkevarmer-indie og klart selvbevidste “jeg flytter hjemmefra”-klassikere, som Public Enemys Fight The Power, Rage Against the Machines Killing In The Name og Sex Pistols' God Save The Queen. DJ-generation X. HKH elsker rock så meget, han fik opført en tro kopi af rockbaren Floss til sin 50-års fødselsdag – klart et bedre signal end den pølsevogn, han fik rullet ind til festen.
Australske Ralph Heimans' portræt af kronprins Frederik i anledningen af dennes 50-års fødselsdag. Maleriet viser både den officielle og private side af kronprinsen.
Masserne har fyret op på min Facebook, thi billedet har aktiveret den indre fortolker-Holger: “Bænkevarmer”, “Ensom?”, “Et råb om hjælp”, “Han ligner en, der lige har solgt en trillebør med ketamin til et andet IOC-medlem”, “Fedt ,han erkender sine feminine sider” – en pornostjerne tolker billedet som “mangel på kærlighed”, “Måske er det en meta-joke på den gamle gallerist-joke om samleren, der skal have billeder, der passer til sofaen”.
En kunstner skriver anonymt: “Bonderøvenes konge malet af rockmaleren, der vil skifte branche efter streaming dræbte musikbranchen. Perfekt match i al sin ligegyldighed.” Den slags primitiv perfiditet er vel prisen for at være Danmarks dyreste mand – de fleste vil bare sidde i sofaen – eller have en selv.
Kasper Eistrups inspiration til det seneste portræt af kronprinsen?
Mine kunstnervenner magter ikke at kommentere på sofastykket som kunst, da de ikke ser det som sådan, men på den anden side er så pressede, de ikke vil brænde en bro til en potentiel fremtidig status som hofleverandør. Det elitære har trange kår. Jeg gætter på, at Kasper Eistrup udstiller til foråret i et stort galleri i Bredgade, og det kommer til at gå godt.
Hvis jeg var kongehusets medierådgiver, ville jeg fortsætte den menneskelige bløde stil, men komme bedre ind på den internationale scene, så jeg kunne få mere spalteplads til Danmark end Bjarke Ingels, f.eks ved lave noget med Trier, før det er for sent – evt. omkring et H.C. Andersen-remix med Beyoncé. Måske er det bedre, han bare fortsætter med at spille sig selv.
-------------------------------
Morten Vammen skaber indhold og rådgiver - læs mere på www.blazar.dk
