At trække en prins frem i lyset
Bent Fausing, lektor på Københavns Universitet, analyserer det nye portræt af Danmarks kommende konge, HKH Kronprins Frederik, malet af Kasper Eistrup.
af Bent Fausing
Kender jeg mig?
Vi kender os selv bedst. Ingen andre kender vore tanker, følelser, erindringer og ængstelser, som vi selv gør. Vi er eksperter, hvad os selv angår. Skulle man tro. Men andre har et fortrin frem for os. De kan se vore ansigter og dermed alle de fine træk og muskelspil, vi både kan kontrollere og slet ikke kan kontrollere. Derigennem viser vi vores indre frem. Vi kan få noget af det, som andre ser, tilbage ved at se os i et spejl, tage en selfie eller få vores portræt taget eller malet.
Det sidste har kronprins Frederik fået gjort af Kasper Eistrup. Det er blevet til portrætmaleriet Lanciers. Portræt betyder at trække noget frem i lyset, det vil sige at tydeliggøre nogle træk for den portrætterede og andre. Kasper Eistrup har ekspliciteret nogle træk hos kronprinsen.
Gennem synet på os selv, som et portræt giver mulighed for, får vi mulighed for at vurdere og reflektere over os selv. Refleksion betyder ikke for ingenting at bøje tilbage, genspejle og omtanke. I billedet af os selv bøjer vi os tilbage mod os selv for at iagttage os selv, som vi tager os ud for andres blikke. I spejlet og billedet af en selv mødes det ydre ansigt med den indre bevidsthed.
Når vi ser i spejlet eller på et portræt, kommer ansigtet til at besidde os, fordi det viser den fremtoning, vi er bundet til. Vi får en spejlbevidsthed og i videre betydning en selvrefleksion. Hvordan ser jeg ud for andre, og hvordan ser andre mig? Hvad er trukket frem i lyset via portrættet?
Kong Bond
”Kong Bond” kalder BT maleriet på forsiden (16.11.18). Det sammenfatter på direkte og munter vis Eistrups erklærede projekt. Hvordan står det projekt så mål med resultatet?
Eistrups intention er at fremstille tronfølgeren som en ikke royal figur. Han skulle i stedet have træk af James Bond, fordi kronprins Frederik inkarnerede mange af Bonds egenskaber: eventyrlysten, rejserne, de hurtige biler, styrkeprøverne, de mange udfordringer, som han overvandt, og så var kronprinsen også i ’her Majesty's service’.
Den stakkel! Er hans højre ben brækket? Skinnebenet er da helt ude af proportioner 😂
— Søren Ilsøe (@knudstrupgaard) 16. november 2018
Kunsthistoriker om nyt kronprins-portræt: 'Han ligner en, der har været til fest hele natten' https://t.co/4Lkh8rkfzK
På maleriet sidder en mandsfigur i midnatsblå velourblazer, brede seler, hvid skjorte, butterfly, grå bukser og laksko i hjørnet på en pudderfarvet plyssofa. Det er tilsyneladende efter lancieren, eller måske kigger han på de andre, der fester. Prinsen er alene, privat, i den store sofa. Der er plads i sofaen ved hans side, han er åben i sin gestik med armene roligt ud til siderne. Han befinder sig godt i det åbne rum. Han er afslappet, det ses først og fremmest på armene og hænderne.
Ansigtet er personen og afspejler kroppens tilstand. Ansigtet er desuden relateringens fokus, et closeup uanset afstand. Det er æstetisk overlegent i forhold til alle andre udtryk, også på dette maleri. Den rolige krop ses i det rolige, lidt fjerne blik i ansigtet og de afslappede ansigtstræk. Han er ikke i centrum, men ude til højre. Linjerne fører ind mod ham, men han kigger forbi linjerne. Det er ikke en selfie, hvor blikretningen er rettet mod betragteren. Han kigger roligt væk, frem for sig, fordi han er set i en afslappet stund med sig selv.
Han nyder et glas, der står på bordet ved siden af. Glasset bestyrker referencen til James Bond. Det er et Dry Martini-glas, en Dirty Martini for sig selv til at komme sig oven på den officielle lancier.
Hans tøj kunne være det samme, som nogle ville tage på nytårsaften. Det er ikke jægersoldaten Pingo, der er afbildet, heller ikke den muntre 50-års løber fra Royal Run eller familiefaren med Christiania-cykel på vej fra børnehaven. Hans er afbildet i en figur, der inkarnerer ham som elsker og eventyrer, men ikke i elskov og heller ikke på eventyr, derimod afbalanceret og roligt vegeterende i hjørnet af sofaen under eller efter fest.
Den ualmindelige almindelighed
Både kronprinsen, og de kongelige som sådan, og James Bond kan ses som ualmindeligt almindelige. De skal afspejle noget fælles, som alle kan identificere sig med. De skal samtidig hæve sig over denne almindelighed med en ualmindelig almenhed, at kunne tillade sig noget – vaner, besiddelser, rejser, privilegier, eventyr, som andre ikke kan. Men man kan spejle sig i dem via den ualmindelige almenhed.
Hvis kronprinsen skal være den afslappede og sexede dandy fra det gode selskab, kommer maleriet i konflikt med sig selv, sin egen fremstilling.
Maleriet er et portræt. Portræt betyder at trække noget frem i lyset. Det, der er fremhævet, er manden som erotiseret livsnyder og selvsikker demonstration. Vægten er lagt på krop og eksteriør med ansigtet som det uomgængelige nærbillede. I eksteriøret er der nogle få rekvisitter: en plyssofa, et sofabord, et Martini-glas og en plante. Men tingene fungerer som rekvisitter til at signalerer smag, høj standard; igen noget sædvanligt, der er usædvanligt.
På den ene side en afslappet figur, der er dandy og erot. På den anden side en malemåde med ret korte, febrile penselstrøg i baggrunden bag kronprinsen, der konnoterer det modsatte. Ikke vellyst, ikke nydelse, men sprængning og fragmentering af perception og nydelse.
Hertil kommer dobbeltperspektivets forvrængning, som man kender det fra mange japanske træsnit og nu i nogle af Bill Violas digitale installationer. Det ser ud som om, planten er malet på væggen, men alligevel bliver den tredimensionel for oven og rækker ud i rummet. Og benenes lidt firkantede udseende er med til at give billedet den sære rumfornemmelse, hvor noget ses fra oven, og noget ses fra siden.
Kunstneren bag portrættet, Kasper Eistrup. Foto: Ólafur Steinar/Ritzau Scanpix
Masken er alt
Kongehuset har haft en webside siden 2002. Turen til de sociale medier kom ret sent i forhold til befolkningen og andre kongehuse, nærmere bestemt den 31. maj 2016. Den officielle begrundelse for at gå til de sociale medier var:
”Danskernes medieforbrug flytter sig og Kongehuset vil gerne være der, hvor danskerne er. Med de nye platforme har vi som supplement til den øvrige medieomtale mulighed for i højere grad direkte at fortælle danskerne om Kongehuset, den kongelige families virke og Kongehusets rolle i samfundet. Her mener vi, at Facebook og Instagram er gode platforme. Vi ser det som en naturlig videreudvikling af Kongehusets medieplatforme, at Kongehuset går på de sociale medier.”
Sådan var hofmarskal Michael Ehrenreichs ord om nyheden, da kongehuset offentliggør, at de nu vil være officielt til stede på de sociale medieplatforme Facebook og Instagram (@detdanskekongehus).
På disse platforme kan man så finde mange eksempler på kronprinsens ualmindelige almindelighed: Han tager en selfie, nærbillede af trætte løbesko, til Royal Run, et blik ud af vinduet på Amalienborg.
Det er efterhånden en travesti, en nærmest parodisk fortælling, at den celebre personlighed dybest set er et ganske almindeligt menneske, der blot længes efter at kunne være…almindelig. Celebriteten viser sig bag masken at være en ganske ordinær nede på jorden-person. Eistrups maleri slutter op om dette udsagn, men gør kunststykket at besvare kronprinsen i sin ualmindelige almindelighed som James Bonds alter ego.
Ansigtet, der ejer mig
Ansigtet er ikke den, jeg er. Bag ansigtet ligger en sjæl, som du ikke ser, men som ser ud på dig. Dette ansigt, som du ser, men jeg ikke gør, er et medium, jeg har for at udtrykke noget af det, jeg er. Eller sådan er det, indtil jeg vender mig mod spejlet. Eller selfien. Eller selvportrættet og portrættet. Så jeg kan se mig selv. Så kan mit ansigt synes at eje mig ved at konfrontere mig med en betingelse, som jeg er bundet til: Mit ansigt. Jeg kan forsøge at kamuflere det med sminke, skæg og blå briller. Men jeg er bundet til min fremtoning, min maske og det skue, jeg skaber.
Men skuespillet eller performancen er ikke noget, der skjuler forhold omkring den afbildede, tværtimod. Masken afdækker. Overfladen rummer syntesen. Overfladen er alt, hvad der er. Man kan kun komme bag ved overfladen ved at arbejde med den, har portrætfotografen og essayisten Richard Avedon forklaret. Eistrup har ikke arbejdet med den. Det, der vises, er det, vi allerede ved om kronprinsens ligefremhed, selvsikkerhed og ekstravagante liv på indlandsis og ved lanciers.
Jeg, Dig og Sig
På et portræt af os ser vi os selv. Vi er både subjekt og objekt, ligesom vi er det i et spejlbillede.
Det er præcis vores evne til at se os selv, når vi ser os selv, der er det unikt menneskelige. Dyr kan godt se, at himlen er grå. Det kan mennesket også. Men mennesket kan samtidig se, at det kan se, at himlen er grå. Det er denne refleksion, der danner bevidstheden om at være til. Det gør følelsen af at være til nærværende. Som det tredje sig, imellem jeg og mig.
Det er ikke en objektiv visuel repræsentation af os selv. Den er derimod en subjektiv visionær præsentation af os selv. Det er ikke os, som vi ser ud. Det er os, som vi ser os, når vi ser ud. Og portrættet, den æstetiske bearbejdelse, ligger netop i åbningen derimellem. Som det tredje sig. Ikke et jeg, ikke et dig, men et sig.
Det her maleri er ikke dårligt håndværk, men man fornemmer, at kunstnerens talent forekommer som spændt til bristepunktet.
Min indvending er, at Eistrup ikke er landet midt imellem, men ved siden af. Han er gået alt for meget over på objektets side, mig. Skildrer pænt og ret fadt udtryk, rekvisitter og ting, der hører det til. Øverst er der kommet et lille Dannebrogsflag til. Der er desuden i løse streger malet trikolorens farver - rød, hvid og blå - på væggen bagved. Men det bliver ikke levende udtryk som symbolske udvidelser og kommentarer. Det forbliver i det autentiske, virkeligheden, der taler om virkeligheden, som så meget andet æstetik i tiden.
Det her maleri er ikke dårligt håndværk, men man fornemmer, at kunstnerens talent forekommer som spændt til bristepunktet. Det står i modsætning til en anden royal portrætmaler, Thomas Kluge, hvis værker af dronning Margrethe, især gruppeportrættet fra 2013, er fulde af overskud. Kluge bevæger sig uhindret mellem det fotografisk realistiske og det symbolske, og det bevirker, at Kluge kan gøre præcis, hvad han vil, mens Eistrup er henvist til at gøre, hvad han kan. Der mangler symboldristighed, raffinement og erotik, mens de tilsigtede udtryk, Frede Bond, fremstår utilslørede og grænsende til det banale.
