Den amerikanske valgkamp nærmer sig afslutningen. Narrativerne om Clinton mod Trump har kørt som et bedøvende mantra i danske medier uden balance og dybere indsigt. Trump er populisten, der taler til laveste fællesnævner og slynger om sig med fremmedfjendske fordomme og beskyldninger om Clintons korrupte virke, mens Clinton har et problem med sin troværdighed, men er offer for Trumps grundløse beskyldninger.
Clinton i svingstaten Iowa. GettyImages.
Men hvor vi hører endog rigtig meget om Trump og hans nedsættende syn på kvinder og diverse befolkningsgrupper samt andre uhyrlige udtalelser og holdninger, hører vi ikke meget til baggrunden for Hillary Clintons troværdighedsproblem. For du SKAL nemlig holde med Hillary.
Pest eller kolera?
Lad mig sige det med det samme. Jeg er ikke fan af Donald Trump, og jeg ville ikke stemme på ham, hvis jeg havde valget. Men jeg er heller ikke begejstret for Hillary Clinton. Læger siger, at hvis man skal vælge mellem pest eller kolera, skal man vælge kolera. Og der er mange amerikanere, der føler, at valget mellem Trump og Clinton, er et valg mellem to onder, hvor de er tvunget til at vælge det mindste. Jeg er glad for, at jeg ikke skal vælge.
Trump og Clinton under den sidste kandidatdebat. GettyImages.
Der følger mange skandaler i kølvandet på Clintons politiske fremmarch. Whitewater, travelgate, Benghazi og ikke mindst den stadig aktuelle e-mail-sag er blot nogle få af de affærer, som vores medier ikke er meget for at gå i dybden med. Her handler det om e-mail-sagen.
Weiner blev bogstaveligt talt taget med bukserne nede, da han sendte penisbilleder til andre kvinder end sin kone, Huma Abedin, som er viceformand m/k i præsidentkampagnen samt Clintons personlige assistent. Denne gang skulle der være tale om billeder sendt til en mindreårig pige, og da FBI undersøgte Weiners og Abedins fælles elektroniske apparater i den sag, fandt de nye e-mails, der umiddelbart
lod til at være relevante for efterforskningen af den oprindelige e-mail-sag,
men som ikke har ændret FBI’s anbefaling.
Hillary Clintons betroede medarbejder, Huma Abedin, sammen med (nu) eksmanden Anthony Weiner. GettyImages.
Weinerpølser og fortrolige dokumenter – to forskellige efterforskninger
Man skal holde tungen lige i munden, når man udsættes for pressens behandling af emnet. Den ene sag er altså sagen om Weiner-billederne, angiveligt sendt til en 15-årig pige. Den anden er Hillarys oprindelige e-mail-sag.
Men hvad går den oprindelige sag egentlig ud på? Det stikker nemlig langt dybere end ’bare’ at lagre fortrolige dokumenter på usikrede servere og sende dem via usikrede elektroniske apparater. Det handler om løgne, medie-bias, nepotisme og korruption på allerhøjeste plan, og som USA’s allierede er det i os danskeres interesse at se en lille smule dybere end det, vores nyhedsmedier tilsyneladende er i stand til.
”Because you would be in prison”
Når Trump siger, at Hillary ville sidde i fængsel, hvis han var præsident, er det ikke bare varm luft og populisme. Det kan faktisk undre, hvorfor han ikke uddyber det, men det skyldes nok hans populistiske strategi overfor netop hans målgruppe. Går han i dybden, mister han sit publikum. Han kan sagtens nøjes med beskyldninger, men når man gør det, er saglige argumenter heller ikke nødvendige for at afvise beskyldningerne. Samme logik gælder i nyhedsmedierne, og måske er det derfor, vi aldrig har fået hele historien.
Det er efterhånden en meget omfattende sag med mange involverede, mange uregelmæssigheder og mange interessekonflikter. Her kommer nogle af hovedpointerne:
Som vi alle sammen nok har hørt, fortalte Hillary Clinton at hun ikke havde nogen privat server; og (senere) at hun ikke havde sendt eller modtaget fortrolige dokumenter på egne, usikrede apparater; og (senere) at hun kun havde brugt ét apparat og én server til at kommunikere uden om de officielle systemer.
FBI’s efterforskning konkluderede, at hun havde løjet om alle disse ting.
Men så ligger sådan en sag jo lige til højrebenet, eller hvad? Nej.
Proceduren i sådan en sag er, at FBI først undersøger beviserne og dernæst giver en anbefaling om, hvorvidt sagens hovedperson skal retsforfølges. Herefter skal rigsadvokaten tage stilling til beviserne, samt om hun vil følge FBI’s anbefaling eller ej.
(1).jpg)
Hillary Clinton under høringen.
FBI-direktør James Comey anbefalede, at der ikke var belæg for at retsforfølge Hillary Clinton, og at ingen fornuftig anklager ville føre denne sag. Den anbefaling fulgte rigsadvokaten - til manges store overraskelse uden selv at tage stilling til beviserne. Mere om det længere nede.
Sagens kerne
Formålet med FBI’s efterforskning var at se (1) om fortroligt materiale var lagret ukorrekt eller blevet transmitteret gennem det personlige system i strid mod føderal lov, der gør en sådan håndtering af materialet til en grov forbrydelse enten intentionelt eller på en grov, forsømmelig måde, eller (2) i strid med en anden lov, der gør det til en mindre forseelse bevidst at flytte fortrolig information fra de korrekte systemer eller lagerenheder, fortæller FBI-chefen i pressemeddelelsen i linket ovenfor.
Som han også siger i pressemeddelelsen, bygger anbefalingen på den sidste paragraf, hvor Clintons omgang med fortrolig information bedømmes som
ekstremt skødesløs (extremely careless), og hvor præsidentkandidatens handlinger ikke ligger inden for strafferammen af
grove forbrydelser (
felony) men derimod inden for
mindre forseelser (
misdemeanor).
En mindre forseelse kan i amerikansk lovgivning straffes med ingenting og op til et års fængsel, mens en grov forbrydelse kan straffes med alt fra et års fængsel til dødsstraf.
Men hvorfor kommer sagen slet ikke for retten, når FBI ifølge pressemeddelelsen fandt e-mails afsendt af Hillary selv, som indeholdt klassificeret materiale fra alle tre niveauer -
Confidential, Secret og
Top Secret – på det tidspunkt, de blev sendt, og når det i det hele taget er
ulovligt at opbevare fortroligt materiale på uautoriserede lokationer?
New York Posts forside dagen efter, at undersøgelsesrapporten var blevet offentliggjort.
Juridiske spidsfindigheder
Det er - i hvert fald på overfladen - juridiske spidsfindigheder, der har afgjort FBI-direktør Comeys anbefaling. Som det fremgår af pressemeddelelsen, mener han nemlig ikke, der er beviser nok for det, der i amerikansk jura hedder criminal intent. På jævnt dansk betyder det, at Comey ikke mener, at det kan bevises, at Clinton bevidst håndterede fortroligt materiale på en ukorrekt måde, da hun kommunikerede uden om de officielle e-mail-systemer.
Og desuden var selve mærkningen af materialet som fortroligt enten ikke at finde i materialet, eller meget utydeligt. Han understreger dog, at Clinton burde have vidst, at der var tale om fortroligt materiale, og at hun derfor var forpligtet til at beskytte informationerne.
Kritikere af FBI-chefens fortolkning af loven mener, at formuleringen ekstremt skødesløs slet ikke giver mening, da det udtryk ikke eksisterer i lovgivningen. De mener, at Comey og FBI i stedet burde have brugt statutten om grov forsømmelighed (gross negligence), som de mener er åbenlys anvendelig i dette tilfælde.
Kritikerne mener også, at Comey har valgt en højst usædvanlig tilgang til bevisførelsen omkring intent, da de mener, at muligheden for en bevisbyrde bygget på indicier, hvor intent er hævet over enhver tvivl, sagtens kan etableres, så sagen kan afprøves i en retssal.
De fremhæver også det forhold, at mangel på intent ifølge dem ikke kan bruges som forsvar selv i sager, hvor sigtede ikke havde til hensigt at gøre skade, eller ikke vidste, at handlingen var potentielt skadelig. Desuden fremhæver de, at selvom intent er svært at bevise, bruger man netop forhold som beviselige løgne og skiftende forklaringer som indicier til at underbygge bevisførelsen.
FBI-direktør Comey og det republikanske kongresmedlem Trey Gowdy, som begge er tidligere anklagere, har en ophedet diskussion af emnerne her:
En kort, delvist opsummerende smagsprøve fra kongreshøringerne, som de fleste nok ville finde både overraskende og interessante i fuld længde.
Udover det kunne man passende henvise til
et dokument udstedt i 2011 af Hillary Clinton selv til sine medarbejdere i Udenrigsministeriet. I dette dokument advarer hun ministeriets ansatte om, at fremmede modstandere går målrettet efter ministeriets medarbejderes personlige e-mail-konti, og at de derfor skal undgå at bruge deres personlige konti til officielt arbejde.
Repræsentant og tidligere CIA-agent Will Hurd harcelerer over faren ved at sende og lagre fortroligt materiale på usikrede apparater og udtrykker samtidig sin bekymring om det todelte retssystem.
For rigsadvokat
Loretta Lynch gik den officielle procedure op i røg, da Bill Clinton – få dage inden Lynch skulle tage stilling til bevisførelsen –
besøgte Lynch i et privatfly på landingsbanen i en lufthavn i Phoenix. Det blev opsnappet af pressen, som såede tvivl om Lynch’s habilitet i sagen. Som svar på kritikken meddelte hun; at der var tale om en
social visit, hvor de hovedsageligt talte om golf og børnebørn; at der ikke var nogen interessekonflikt. Og at hun for at undgå inhabilitet ville følge FBI’s anbefaling, når den forelå, uanset hvad FBI anbefalede. Det lyder skørt, og det er det også.
Loretta Lynch bliver spurgt til mødet i lufthavnen, samt hvem der egentlig besluttede ikke at retsforfølge Hillary Clinton
Under overfladen: interessekonflikter og inhabilitet – en saga blot i den amerikanske magtelite
Loretta Lynch blev i 1999 valgt til distriktsadvokat for New Yorks østlige distrikt, nomineret af Bill Clinton, hvor hun sad til 2001. Efter en otte-årig periode som partner i Hogan og Hartson (et advokatfirma, der bl.a. var involveret i
Clinton-parrets skattepapirer) og en bestyrelsespost i New York-afdelingen af centralbanken Federal Reserve blev hun igen valgt til samme post i samme distrikt, denne gang nomineret af Præsident Obama.
Så selvom rigsadvokaten og præsidentkandidatens politiske forbindelse går 25 år tilbage, og på trods af mødet i privatflyet, samt at hendes fremtidige karriere under Hillary Clintons præsidentskab kunne være på spil, var der ifølge rigsadvokaten ikke tale om en interessekonflikt.
En decideret aftale mellem Bill og Lynch kan naturligvis ikke dokumenteres. Men den diskussion behøver man slet ikke at komme ud i for at erklære rigsadvokaten inhabil, for det er netop de personlige interesser og det personlige kendskab til den anklagede i en eventuel retssag, der definerer inhabilitet. Inhabilitet har intet at gøre med, om det kan bevises, at nogen drager fordel af interessekonflikten. Alene muligheden for det er nok.
Comey-forbindelsen
Inden James Comey blev FBI-direktør sad han bl.a. i bestyrelsen i storbanken HSBC. Her skulle han håndtere bankens compliance-program efter en sag om et forlig på $1,9 mia. for ikke at have overvåget og stoppet omfattende hvidvaskning af penge fra blandt andet mexicanske narkokarteller. Et forlig som hvilede på en efterforskning, Loretta Lynch var ansvarlig for uden at høre centrale personer i skandalen.
James Comey.
Dette kan man naturligvis ikke hænge Comey op på, da han var ansat til at få rettet op på problemet. Men udover disse forhold har Clinton Foundation
modtaget meget store beløb fra nogle af kunderne i bankens filialer i skattely samt fra nationer som Saudi Arabien og Qatar, der, som Hillary selv skriver i en af de offentliggjorte e-mails ifølge
Berlingske, giver logistisk og finansiel støtte til blandt andre Islamisk Stat.
Disse uregelmæssigheder og overlappende interesser har ikke haft betydning for sagens behandling og udfald overhovedet. Hillary Clintons modstandere forklarer det med det todelte retssystem, hvor præsidentkandidaten og mange andre i den amerikanske magtelite er to big to jail, uanset hvor omfattende interessekonflikterne er, samt hvor meget dokumentation på urent trav der lægges på bordet.
En løgner bliver præsident
Det kan ikke benægtes. Hillary Clinton løj om sine servere, sine apparater og sin omgang med tophemmeligt materiale. Hendes personlige og professionelle forbindelser til FBI og anklagemyndigheden anses ikke for interessekonflikter. Sagen bliver ikke afprøvet ved retten.
Samtidig er det dybt naivt at tro, at fremmede stater ikke ved præcis, hvad der er foregået på de apparater. Ifølge blandt andre
Judicial Watch blev hendes server hacket mindst ti gange, mens
FBI siger, at det er der ikke solide beviser på.
Det er også naivt at tro, at Bill Clinton ikke forsøgte at påvirke rigsadvokaten, da han besøgte hende i privatflyet. Indrømmet, det er spekulation, men skulle han virkelig sætte troværdigheden af både Lynch og sagens udfald over styr for en snak om golf og børnebørn? Han er klog nok til at vide bedre, ikke sandt? Og han er også klog nok til at vide, at det ikke kom til at betyde en hujende fis for debatten om inhabilitet.
Hillary Clinton bliver efter alt at dømme vores største og vigtigste allieredes næste præsident og den såkaldte frie verdens leder. Hun får derfor enorm betydning for for eksempel dansk krigsdeltagelse i diverse, for tiden mellemøstlige, nationer, uanset om der er opbakning i befolkningen, FN og internationale konventioner eller ej.
Den amerikanske præsidents velfærdsreformer og andre gode ting har ingen direkte betydning for Danmark, men det har udenrigs- og sikkerhedspolitik, skandaler og interessekonflikter i hobetal (
også ud over de nævnte) samt beviselige løgne og skødesløs omgang med fortroligt materiale, især hvis materialet omhandlede danske interesser.
Er vi som danskere interesserede i sådan en præsident, når vi ikke kan vide, hvornår hun taler sandt? Vil vi se flere eksempler på løgne a la dem om masseødelæggelsesvåben, der gik forud for Irak-krigen? Vil Danmark kunne vide sig sikker på, at hemmelige dokumenter ikke havner i hænderne på de forkerte? Berettigede og relevante spørgsmål. Men desværre også upopulære.
Gaffatape på et åbent sår
Fordelen ved Donald Trump er, at han ikke er dybt filtret ind i den amerikanske magtelite, og at han er mere umiddelbar i sin formidling. Man ved stort set, hvor man har ham, uanset om man bryder sig om ham eller ej. Men hvor Hillary er indbegrebet af alt det, der er råddent ved amerikansk politik i forhold til store interesser og store penge, er båtnakken Trump som gaffatape på et åbent sår. Måske kan han holde etablissementet lidt i skak, men nedenunder vil såret gro.
Det kan i det store hele undre, hvorfor danske medier slet ikke interesserer sig for e-mail-sagen andet end rent overfladisk, hvor fokus på genåbningen har været rettet mod Anthony Weiners sexting-skandale. Indtil videre ser det mere ud til, at hele cirkusset kan gå hen og blive til Hillarys fordel, hvis den oprindelige e-mail-sag drukner i penisbilleder.
Det er ikke det, at Hillary ikke er blevet dømt, der er problemet. Problemet er, at sagen ikke får lov til at komme for retten, og at danske medier ikke interesserer sig for den. For den viser med al tydelighed, at kritiske spørgsmål og dybere mediedækning er mere end berettiget.
Den amerikanske magtelite har endnu engang vist sin magt og styrke og medierne deres ufuldkommenhed og meningsløshed, og det er åbenbart noget, der smitter af på lille Danmark. Herhjemme er vores medier nemlig mindst lige så populistiske som Donald Trump, hvis populisme de slet ikke kan holde op med at trampe rundt i. Og danskerne tramper med i takt. Jo tak, det er sandelig berettiget at behandle den slags, men hvor er dybden og balancen?
Ubehagelige spørgsmål bliver aldrig stillet. Modstridende narrativer diskuteres ikke. Fakta kommer aldrig frem. Livet går videre.
