Guide til gode undskyldninger

Vi bliver ikke bedømt på vores handlinger, men på kvaliteten af vores bortforklaringer. Det gælder ikke kun politikere og Brøndby-formanden. Du bør derfor kende til de mest elegante undskyldninger. Peter Engholm giver dig listen.
Da bestyrelsesformanden i Brøndy IF, Jan Bech Andersen, onsdag beskrev sagen, hvor han anonymt har bagtalt bl.a. klubbens træner, skete det med en uforbeholden undskyldning – og en forklaring om passion.
Her kunne en virkelig god undskyldning – en blæret bortforklaring, måske – have været på sin plads.
 
Og de stærkt forhøjede bidragssatser fra Nykredit og Totalkredit – du har hørt om dem, og hvorfor? Ikke nødvendigvis fordi du har realkreditgæld, men fordi Nykredit i dén grad har været i bekneb for en god undskyldning. Undskyldningen for at hæve satserne var ’skærpede kapitalkrav fra EU’ – et forsøg på en bortforklaring. Den var bare ikke særlig god.
 
Det skulle i øvrigt blive værre. Da det kom frem, at Totalkredit-direktør, Troels Bülow-Olsen, havde sine lån hos konkurrenten BRFkredit, forsøgte han sig ikke engang med en undskyldning.
 
Noget mere effektiv var TV 2’s indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, da hun for nylig så tilbage på 2015 – herunder et ikke-gennemført-fedt år for TV 2 Zulu. Læs blot: ”TV 2 Zulu har haft en særlig penetrations-udfordring i 2015, og alligevel har kanalen haft sit næstbedste år nogensinde i målgruppen 15-40 år.”
 
Hun erkender ganske vist et problem, men det begynder at ligne noget, hvis modtageren ikke forstår erkendelsen – og det bliver en fin bortforklaring, hvis man følger en mudret problembeskrivelse op med en mere klar beskrivelse af en succes – i dette tilfælde det næstbedste år nogensinde.
 
 
Men det kan blive bedre endnu. Og det bør det.
 
’Gode undskyldninger’ giver godt 12.000 hits på Google. ’Gode bortforklaringer’ under 1000, og ’elegante bortforklaringer’ … ingen hits. Kan du nøjes med en enkelt, altså ’elegant bortforklaring’, så er der 6 hits i alt – heraf 2 på norsk, spøjst nok.
 
 
Der er noget at arbejde på, og det bliver der allerede. Elegante bortforklaringer er der masser af – vi er bare sjældent bevidste om dem, for de glider i sagens natur uhindret ned.
 
På bagkanten af krisen sidder du måske med håbet om, at vi mennesker langt om længe bliver bedømt på vores handlinger. Altså noget med belønning, retfærdighedssans, karma og andet godt.
 
Som om.
 
Det er ikke fordi, vi ikke fremhæver de gode gerninger, de effektive handlinger – kvinder og mænd, der får noget fra hånden på synlig og gavnlig vis.
 
Når det ikke sker hyppigt, skyldes det især det særdeles menneskelige i, at vi dummer os ret tit. De færreste af os har imidlertid lyst til at fremstå som en menneskelig mandagsmodel, og her kan de effektive bortforklaringer komme til deres ret.
 
Den perfekte undskyldning kan deles op i 17 punkter. Hvis du synes, det lyder af meget, så vid, at det kommer fra en hel bog, "Sorry About That: The Language of Public Apology”.
 
Mindre kan gøre det. Her er otte bud på gode undskyldninger – og elegante bortforklaringer
 
1. Jeg er kreativ
En klassiker, men uforandret brugbar. Kunstneren Jens Galschiøt forklarede engang på P1 om sin skulptur I Guds navn, der skulle på en udstillingsturné til tre byer.
 
Hvad skal der så ske derefter, ville journalisten gerne vide. Og i stedet for svare ”Det aaaner jeg ikke – jeg er helt kogt”, så lød det: ”Jeg ved det ikke; jeg opererer i kaos”. Direkte oversat: ’Jeg er ikke blank, jeg er kunstner’.
 
Jens Galschiøt, en gravid teenager og kaos. Foto: Polfoto/Lars Skaaning.
 
'Opererer' er som bekendt beslægtet med agerer og vurderer. Skulle man opgradere bortforklaringen, så ville ’navigerer’ nok komme i spil.
 
Og kaos er som bekendt den kreative klasses venlige betegnelse for rod, og selv Uffe Elbæk har ikke formået at slide bladguld-laget af betegnelsen.
 
2. Jeg har en uddannelse
Orkla Confectionery & Snacks Danmark (tidl. KiMs) lancerede sidste måned både pladechokolade og chokoladebarer. Ingen bortforklaringer i dét, men bemærk administrerende direktør Kim Munks ord om at brede sig inden for en kategori. Dem kan du bruge, hvis du er under kraftig mistanke om at have kysset en anden end din kæreste/ægtefælle: ”Jeg har udvidet mit sortiment i impulskategorien …”
 
Du kan også prøve den mere kunstneriske; ’Jeg lever i nuet’, men det er stærkt tvivlsomt, om du slipper af sted med den.
 

Utro? Jeg vil snarere sige, at jeg udvider mit sortiment i impulskategorien. Kilde: Unfaithful (2002)
 
3. Jeg er rig
Gør som Lars Løkke Rasmussen i hans tid som klima-formand: Lad dine forklaringer flyve på 1. klasse. Tag en situation, hvor du kommer for sent. Undskyld ikke, men opgradér i stedet dit grej: ”Apple Watch guld koster 140.000 kr., men vækkefunktionen er til grin …”
 
4. Jeg har erotisk kapital – eller andet distraherende
Esben Lunde Larsen har forsøgt at forklare sig ud af plagieringsanklager og beklage sig ud af at have givet Ida Auken med både håndflade og håndryg på Facebook.
 
Prøv bortforklaringens ædle kunst, Esben, og brug noget af dét, der bliver skudt dig i skoene; dit glatte udseende: ”Som minister er det ikke nok at være ung og slank – det kræver også erfaring, og 2½ punkt ud af 3 må siges at være ret habilt.”
 
Plagiat og miljø-minus? Hey, jeg er ung og slank. Foto: Polfoto/Jacob Ehrbahn.
 
Vi andre – knapt så blankslebne – kan også være med. Du kommer for sent, ligesom foregående punkt, men har aldrig været til gadgets. Få i stedet mødedeltagerne til at tænke på noget helt andet, et helt andet sted a la: Helena Christensen får 150.000 kr. pr. job, men hun bruger ikke pengene på et ordentligt vækkeur.
 
Velbetalt, men med en dårlig hånd med vækkeure. Foto: Giphy. 
 
5. Jeg har gode nyheder – om noget andet
Pressemeddelelser rummer tit reelle nyheder, men kan også bruges til at studere bortforklaringens ædle kunst. Da Aller i efteråret lukkede Kig Ind, hed det ikke ”Vi har aldrig ment det ugeblad alvorligt. Kig Ind har i næsten 20 år været et spoiler-projekt over for Her og Nu.”
 
Lad os genopfriske ordene fra pressemeddelelsen
"Aller fokuserer indsatsen på Se og Hør. Se og Hørs position som Danmarks førende blad inden for kulørt og afslørende journalistik styrkes yderligere. Udgivelsesdagen fremrykkes til onsdag, nye digitale universer og mere Hollywoodstof er en del af den udvikling, som skal føre ugebladet ind i fremtiden. Samtidigt lukker Aller Media gossip-søsteren, Kig Ind, for at understøtte Se og Hørs redaktionelle oprustning."
 
Billedet viser ikke Kig Ind, der lukker, men Se og Hør, der bliver styrket … yderligere.
 
6. Jeg har en diagnose
Du har kolleger eller bekendte, der enten har måttet skippe en arbejdsdag eller gennemføre den klatøjet, fordi de fladede ud foran skærmen (tv, pc, mac, tablet – kært barn). Men det skyldes, at de kom til at binge en serie.
 
 
De kender kodeordet og er derfor lidt uden skyld. De lider af bingeomani.
 
Hvis du ikke kan holde fingrene fra slikskålen, så skyldes det reelt, at du savner rygrad. Du kan vælge at omfavne det med ordene ”Jeg elsker chokolade med et-cifret kakaoprocent”, men endnu bedre er bortforklaringen, der avler medynk: ”Jeg er sukkerafhængig”.
 
7. Jeg har fundet nogen at sparke på
Politikere har det umiddelbart nemt: Der skiftes regering og regeringsleder relativt ofte. Så er der ofte nogle forgængere at skyde skylden på. Og så længe journalisterne ikke tjekker, om man selv har stemt for den beslutning, man nu kritiserer, så er det bestemt en farbar vej.
 
Tilgangen kan også bruges på dit eget job. Hvis en indsats er slået fejl, kunne ordene falde således: 
”Vi kan med fordel bruge nogle af lærepengene på at højne det mangelfulde uddannelsesniveau”. Bemærk, hvordan du her tager ansvar – men naturligvis ikke for det fejlslagne – og peger frem.
 
 
Og stadig med et positivt afsæt: 
”Lige så meget dynamik og liv det giver at ansætte mange praktikanter, lige så tydelig bliver manglen på erfaring, når det brænder på.”
 
Spark gerne nedad – især hvis det ikke er dig selv, der har ansat dem.
 
Det er min forgængers skyld … Foto: Polfoto.
 
8. Jeg har overblik og perspektiv …
Hvis noget bliver for ubekvemt, kan det svare sig at tale om noget andet. Det er faktisk ikke så svært. Det ses ofte i debatter, der involverer sex, kriminalitet eller etnicitet.
 
Langt fra alle synes, at en kriminalstatistik, hvor indvandrere vejer tungt, er specielt fed at fokusere på. Her har tricket bestået i at pege på de forbrydelser, som indfødte danskere – helst hvide mænd, hvis det kan lade sig gøre – bringer med til bordet.
 
Så bliver du konfronteret med ét problem, så peg på et andet – eller bedre endnu; flere andre.
Det kan bruges både ude og hjemme: ”Du har ikke støvsuget, som du har lovet …”, ”Jeg synes, du har en tendens til at glemme, hvor meget græsset trænger til at blive slået – og se naboen: Hendes vinduer er møgbeskidte.”
 
Tro om: Græsset er ikke grønnere, men længere – og generelt mere misligeholdt – på den anden side … Foto: GettyImages. 
 
At kende til – og mestre – bortforklaringens ædle kunst er naturligvis ikke kun et spørgsmål om at kunne vriste sig ud af en stram situation. Kig dig omkring, og du vil spotte personer, der har gjort karriere på elegante bortforklaringer. Og ligestillingen har gjort, at mænd ikke længere har monopol på denne tilgang.
 
Ovenstående guide kan bruges både af dem, der vil supplere deres ​handlinger med mindst lige så gode undskyldninger, og af dem, der gerne – bare en gang i mellem – vil påpege, når andre pynter sig med bortforklare​n​de fjer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også