DKF: krise-konkurs kommunikation?

Dansk Kommunikationsforening lukker og slukker, og en æra er slut efter 17 år. Det blev en sørgelig salut uden nogen form for kommunikation og inddragelse af medlemmerne af DKF. I stedet blev de mødt med en grav af tavshed.
DKF findes ikke mere. Djøf overbragte budskabet - men ingen talte med medlemmerne.
DKF findes ikke mere. Djøf overbragte budskabet - men ingen talte med medlemmerne.
af Jon Kiellberg
Vi blev alle taget på sengen, da Djøf i forgårs meddelte, at de overtager dele af dødsboet fra den nu hedengangne Kommunikationsforening. Ingen kommunikation. Kun stilhed fra foreningens side.
Hvorfor skulle vi høre det fra Djøf og ikke DKF?
 
Med et pennestrøg er k-branchen blevet fattigere og en udbyder af faglige tilbud færre for alle os, som lever og ånder for kommunikation hver eneste dag. Væk er KomDag, Sprogprisen, ComAcademy, ComCaseCompetition og en lang række andre arrangementer, som har udgjort kittet i Kommunikationsforeningen.
 
 
DKFs hjemmeside eller det, der er tilbage af den
 
Fallitkommunikation fra Komforeningen
For de godt 1.700 medlemmer af foreningen kom det som lidt af et chok og en kæmpe skuffelse, at de skulle læse om foreningens fallit fra en standardmail fra Djøf!! I årevis har flere tusinde medlemmer lagt time efter time som frivillige i Kommunikationsforeningen. Arrangeret et hav af gåhjem-møder og kurser, leveret gratis indhold på hjemmesiden, til magasinet Kommunikatøren eller bidraget til at styrke faget gennem andre udvalg.
 
Takken? Ingenting. Andet end netop - tavshed. Ingen personlig mail fra foreningen, hjemmesiden blev lukket ned og alt indhold borte med blæsten. Næsten som om DKF aldrig rigtig havde eksisteret. Et eklatant selvmål af en forening, som arbejder med professionel kommunikation.

DJØDKF?
Derudover virkede det en kende sært, at det første, vi alle mødte ved nyheden, var et billede af den (nu) forhenværende bestyrelsesformand for foreningen, som anbefaler, at man skal melde sig ind i Djøf (som det nye DKF??), før vi overhovedet har fordøjet nyheden om, at DKF er gået konkurs. Hey, vi har lukket foreningen. Men det her er lige så godt. Det sælger ikke rigtigt, vel?
 
Lidt lige som når en kendt chokoladebar efter årevis på markedet skriver ’nu med forbedret smag’. Har det så været dårligt i alle de år, hvor man troligt har købt produktet? I hvert fald er det lidt som at tage medlemmerne som gidsel. Det har absolut ingen gang på jorden, at medlemmerne nu skal være medlem af Djøf. Foreningen har aldrig været en fagforening. Men en faglig forening.
 
Foreningen er nu fortid. Den fortsætter ikke i Djøf.
 

Jeg har fået så meget og brugt år af mit liv på Kommunikationsforeningen. Nu er den erklæret konkurs og DJØF har købt...

Opslået af René La Cour Sell på 23. august 2016

Reaktionen udeblev da heller ikke. Gamle kendinge af branchen, som i årevis har bidraget til faget og foreningen, stod helt uforstående over for den manglende og ringe kommunikation. Et ordsprog hedder: Sometimes silence speaks louder than words. I dette tilfælde affødte den fraværende kommunikation fra foreningen flere spørgsmål end svar.
 
Ingen tilkendegivelser eller udmeldinger fra hverken direktøren, bestyrelsen eller formanden. Eller rettere sagt. Kforum bragte et interview med den tidligere formand dagen efter. Desværre bliver vi ikke meget klogere på, hvad der er sket, andet end i vage vendinger og Djøf-sprog. Det er naturligvis i forsøget på at være balanceret og ikke sparke bagud. Det er forståeligt. Men vi står stadig tilbage på perronen som et stort spørgsmålstegn.
 
Men hvorfor gik det egentlig galt?
Det er der rigtig mange årsager til. Langt flere end vi, som ikke har siddet i bestyrelsen eller været en del af den daglige ledelse de senere år, har den fornødne viden til at kende alle detaljerne i. Det er også nemmere at være mandagstræner og i bagklogskabens ulideligt klare lys kloge sig på, hvad foreningen burde have gjort. Med det in mente vil jeg dog tillade mig at pege på flere punkter, hvor DKF og direktør Torben Dan Pedersen de senere år har fejlvurderet foreningens kerneforretning og DKF's dna: Nemlig dens medlemmer.
Siden den nye direktør tiltrådte, har jeg fra flere sider og på mange vandrør hørt, at det at overtage DKF var som et rigtigt håndværkertilbud og næsten som et fallitbo. At aktiverne i foreningen ikke var så gunstige som først antaget, at en dyr hjemmeside havde drænet kassen, og at indtægterne ikke stod mål med udgifterne.
 
Sidste år havde DKF et tilgodehavende på ikke mindre end 2,5 millioner kroner. 
 
 
 
Det har for mig virket besynderligt. For det er den selv samme bestyrelse, formand, kasserer og revisor, som var der under den tidligere direktør og har haft adgang til alle regnskaberne. Det har været en noget uskøn affære at skulle høre fra forskellige sider, at der blev sparket bagud. Foreningen havde trods alt eksisteret i 16 år, før den nye direktør tiltrådte.

Faktum er, hvis man ser på tallene, at medlemstallet er halveret på halvandet år. Fra ca. 3.000 i 2014 til nu, hvor foreningen selv har angivet, at der er 1.700 medlemmer. Det er en voldsom nedgang. Hvis man samtidig ser på et af regnskaberne, så har DKF haft tilgodehavender på ikke mindre end 2,5 millioner kroner sidste år. De fleste af de penge er manglende kontingentindbetalinger. Det i sig selv gør det svært at drive en forretning, hvis man ikke har andre væsentlige indtjeningskilder. 
 
Men et er økonomi. Et andet er det store turnaround, som Torben Dan Pedersen satte i værk, da han trådte til i foråret 2015. Alt skulle forandres. Og det skulle gå stærkt. Måske for stærkt. I hvert fald tabte foreningen en del medlemmer undervejs i den store rebranding og reorganisering af foreningen. Den nye direktør ønskede en revolution. Men måske havde en stille evolution have været vejen frem?
 
Her er et par af de skift, Torben Dan Pedersens turnaround medførte:
 
1. Udvalg blev nedlagt
En række af foreningens udvalg blev i al stilhed nedlagt. Nogle forsvandt helt, andre skulle udliciteres til eksterne parter. Problemet er blot det, at de forskellige udvalg udgjorde selve hjertet af foreningen. De flere hundrede aktive, frivillige medlemmer udgjorde maskinrummet i foreningen i mange år. De har været med til at skabe foreningen, alle arrangementerne og leveret artikler og indhold til alle platforme. Da man fjernede flere af de udvalg, så forsvandt noget af ryggraden i foreningen.
 
2. Manglende eller famlende kommunikation
Helt generelt var der alt for lidt kommunikation undervejs i processen med at skabe en ny Kommunikationsforening. Enten hørte vi ingenting. Eller også hørte medlemmerne først noget, når der var taget drastiske beslutninger. I flere af de store tiltag kunne direktøren og bestyrelsen i højere grad have inddraget medlemmerne i beslutningerne, taget dem med på råd og fået feedback om, hvilken forening de ønskede.
 
Den manglende kommunikation her ved konkursen var desværre symptomatisk for det sidste halvandet år i foreningen.
 
I forsommeren sad vi seks mennesker i redaktionen for Kommunikatøren (Kommunikationsforeningens magasin. Red.) en hel weekend sammen for at skabe et nyt magasin, udvikle en forretningsmodel for både print- og onlinemediet. Alle ideerne, konceptet og strategien blev leveret til bestyrelsen og direktøren.
 
Vi fik aldrig rigtig tilbagemelding på det udviklingsarbejde, før vi fire måneder senere fra andre kilder hørte, at Kommunikatøren var nedlagt. Samtidig udkom der et online ’Kommunikatøren’ kun med annoncer og kursustilbud uden nogen former for artikler og redaktionelt indhold.
 
Flere andre udvalg oplevede det samme. At der blev taget beslutninger, uden at de var vidende om det. Resultat var, at færre leverede indhold til den helt nye hjemmeside på det tidspunkt.
 
Forsiden på magasinet ’Kommunikatøren’
 
3. Alt skal forandres
Det er på alle måder naturligt, at man som ny direktør i stolen ønsker at gøre tingene på sin egen måde. Nye, friske kræfter plejer at kunne vitalisere en forening og drive den fremad mod nye mål. Det har dog fra en udenforståendes synspunkt virket, som om alt skulle forandres. Hellere i dag end i morgen, og tavlen skulle vaskes helt ren.
 
Det mener jeg er en strategisk fejl. Lokalerne blev sagt op i Hellerup, og DKF rykkede forsinket ind i city igen. Resultat: Foreningen var hjemløs i 3-4 måneder og kunne dermed ikke afholde kurser eller tilbyde et fysisk mødested for medlemmerne. Flere medarbejdere blev fyret af sparehensyn, foreningen fik nyt logo, og det meste af foreningens forretning skulle nu udliciteres.
 
Det lykkedes som bekendt ikke. Dertil kunne man med et halvt øje se, at der var færre annoncører og jobannoncer på hjemmesiden. Mit bud er, at reorganiseringen gik over gevind, eller at forandringens vinde blæste for kraftigt, til at foreningen kunne følge med.
 
Det vender vi tilbage til. Lad os lige gå tilbage, hvor det hele startede.
 
Det gamle logo fra Bysted: 1999-2015
 
Dronningen af Hellerup
Dansk Kommunikationsforening opstod i 1999, da de to brancheorganisationer DPRF og FIKAS (de private og de offentlige) slog sig sammen. Den tidligere kommunikationschef for Københavns Kommune, Jan Horskjær, pegede dengang på Sonja Sukstorff, som kom fra en stilling som underdirektør i Burson-Marsteller. Altså dengang det bureau var et af de førende herhjemme.
 
Den flamboyante og farverige Sonja kom fra 3. kartoffelrække på Lolland og kom ind med 4-toget til København i 1980´erne. Startede som blomstersælger, men som en anden Don Draper blev hun hyret ind i et af verdens største PR-bureauer. Fordi hun kunne organisere og helt tydeligt havde købmandsgener. I de første år af foreningens levetid sad hun alene og bankede biksen op. Så kom medarbejderne og alle de aktiviteter, som foreningen blev rundet af.
 
Foreningens styrke: k-fælleskab og sammenkomster
 
Det faglige fællesskab stod stærkt i mange år. Det var det fysiske møde, Komdagene og gåhjem-møderne, som bandt foreningen sammen. Det var foreningens helt store styrke. For konkurrence var der hele tiden. Først fra Kforum, som blev de stærkeste i kommunikationsklassen online og med en række andre aktiviteter.
 
Så var der fagforbundene og bureauerne, som selv arrangerede kurser og møder. Foreningens helt store styrke var det fysiske møde mellem medlemmerne. Den faglige sparring i udvalgene.
 
Tidligere formand i DKF.
 
Sonja er helt sin egen. Det samme var hendes ledelsesstil. Hun vidste, hvad hun gjorde, og gjorde det på sin egen måde. Folk slog sig af og til på hendes bramfrie og direkte stil. Og guderne skal vide, at vi har haft mange kampe og har været rygende uenige gennem årene. Man kan sige meget om kommunikationsbranchens svar på Miss Hyacinth.
 
Men hun havde et formidabelt netværk og en særlig evne til at få folk til at bidrage til foreningen på alle mulige og umulige måder. Hun var en sælger. Og hun kunne vride armen om på selv den største gnier, så virksomheden sponserede et arrangement eller andet til foreningen. Der er heller ingen tvivl om, at hendes store og varme hjerte bankede for medlemmerne og foreningen. 
 
Den arv har været svær at overtage og løfte. Det har på ingen måder været en nem opgave at få overrakt depechen, at holde fast i foreningens DNA og samtidig skabe markante forandringer inden for ganske kort tid.
 
Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det trist, at vi er blevet en forening fattigere. For hele branchen. For kommunikationsfaget er det vigtigt, at der er mange fora og foreninger for kommunikatører, hvor der genereres ny viden og værktøjer, så fagligheden styrkes og faget løftes.  
 
Vindere af KomPriserne tilbage i 2012.
 
-
Forfatterens efterskrift:
Jeg er på ingen måder uvildig i det her skriv om Dansk Kommunikationsforening. Jeg sad i godt 10 år i redaktionen i foreningen. Arbejdede ad to omgange i DKF. Først som student og senere som redaktør en del år. Jeg er naturligvis på den baggrund biased af at have været tæt på begivenhedernes gang. De seneste par år har jeg dog ikke spillet en aktiv rolle. Det er i det lys, at denne analyse skal læses.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også