Analyse af Helle Thorning-Schmidts tale efter de dramatiske skudepisoder i København
Når en tale skal samle et folk

Skrevet af

Rune Kier
Taleskriver

11 artikler

3 indlæg

Når tragiske hændelser rammer os, har vi brug for at få sat ord på, hvad der er sket. Hvem vi er, og hvad vi nu skal gøre. Vi skal samles og forenes. Det gør verdens ledere med taler, og det gjorde Helle Thorning-Schmidt også mandag den 16. februar 2015, hvor 40.000 var forsamlet for at mindes ofrene for skudepisoderne.
Det er ikke tilfældigt, at verdens ledere taler, når terroren rammer. For gode taler skaber et fællesskab omkring fysisk tilstedeværelse, og det fællesskab higer vi efter. De skaber en identifikation med dem, der taler, og mellem dem, der lytter. Derfor er der stor trøst og støtte at finde alene i talesituationen. 
 
 
Vi lytter sammen, og derfor er vi sammen. Den er et velkendt format fra demonstrationer og begravelser. Og det er rart, når vi pludselig er på usikker grund. Desuden kan statsministeren komme med de definerende ord og opnå et kortvarigt boost i meningsmålingerne, hvis man gør det godt. 
 
Faktisk ligger talens styrker ideelt til kanal for krisebearbejdning – derfor bliver den brugt, og derfor gælder de normale råd til taler ekstra meget i kriser. For man kan også gå helt galt i byen, som når præsten holder en overfølsom begravelsestale uden at kende den afdøde.
 
De tre største råd når man taler efter tragedier:
  1. Spejl publikums følelser – et terrorangreb kalder på krisekommunikationens regel nr. 1.
  2. Less is more – giv plads til forskellige følelser i publikum. Du kan ikke vide, hvordan alle har det.
  3. Form er indhold – så lad din sproglige stil afspejle dit mål med at tale. Skal pulsen op eller ned?
 
Dem, der kom før Helle
Mens jeg lyttede til statsministeren, gik mine tanker tilbage til Stoltenberg efter angrebet på Utøya i 2011. Jeg var ikke den eneste, for Berlingske fremhævede foruden Stoltenberg også Francois Hollande efter Charlie Hebdo 10. januar i år, Barack Obama efter angrebet i Tuscon 12. januar 2011, Tony Blair efter London-angrebet i 2005 og George W. Bush efter Twin Towers 11/9 2001. Dertil kommer Spaniens præsident i 2004 og Australiens statsminister efter Bali-bomberne i 2002.
 
Præsident Bush lagde en hård retorik for dagen efter 9/11. Foto: Polfoto. 
 
’War on Terror’-æraen og dens os-mod-dem-retorik startede med George W. Bush i 2001. Den gennemsyrede hans tale og satte standarden for andre statsledere. Heldigvis – om jeg så må sige – en standard for, hvad de ikke gør. For det er karakteristisk, at alle de andre på trods af store forskelle har holdt taler, der maner til besindighed, i stedet for at tale om vrede, hævn og ’alle ressourcer sat ind’. Barack Obama havde den samme grad af følelsesappel og religion, men uden hævnelementet . Der er stor forskel på kulturelle præferencer og på talerens position i forhold til tragedien. 
 
Den nordiske tradition
Der er ingen tvivl om, at retorisk minder statsministerens tale mest om Jens Stoltenbergs. Der er de korte sætninger i hverdagssprog. Der er pauserne. Der er skåret ned på talerens ord, så der er plads til publikums forskellige følelser og plads til at vise egne følelser. Jens Stoltenbergs talestil bar præg af, at han selv (næsten) var offer og pårørende. Det var ham, Breivik gik efter, og det var hans venner og kolleger, der blev dræbt. Den nære relation har Helle Thorning-Schmidt – heldigvis – ikke. Men hendes svar og hendes stil var ud af hans skabelon.
 
”Vi er fortsatt rystet af det som traff oss, men vi gir aldri opp våre verdier. Vårt svar er mer demokrati, mer åpenhet og mer humanitet. Men aldri naivitet.” – Jens Stoltenberg 2011.
 
”Vi er fulde af sorg. Vi er tynget. For hvordan skal vi reagere, når terror og had rammer vores land? Vores svar er klart: Når andre forsøger at skræmme os og splitte os, så er vores svar altid et stærkt fællesskab. Vi er stålsatte på at stå vagt om vores værdier. Vi insisterer på at værne om vores frihed. Vi passer på hinanden.” – Helle Thorning-Schmidt 2015.
 
Jens Stoltenberg taler hverdagssprog og i korte sætninger efter Utøya. Foto: Polfoto.
 
Talens struktur – en heling
Helle Thorning-Schmidts tale startede med de kolde fakta og et minuts stilhed til ære for de to døde. Derefter relaterede hun dem til os og skabte et fællesskab. Hun satte ord på vores følelser – som i citatet ovenfor – på en måde, der omfavnede alle de forskellige følelser, der måtte være blandt de 40.000 tilstedeværende. Hun takkede politi og myndigheder for deres rolle, og så anerkendte hun mørkets kræfter. Det gjorde hun på en måde, der var subtil, men med referencer til Martin Luther King Jr. og religion, som vi sjældent hører det i dansk politisk retorik.
 
”Vi ved, at der findes kræfter i verden, som mener, at mørket er stærkere end lyset.”  – Helle Thorning-Schmidt 2015.
 
”Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that.”— Martin Luther King Jr.
 
Helle Thorning-Schmidt går videre til at tale os sammen igen – hun heler os. Først ved at fastholde det jødiske samfund som en fast del af Danmark og derefter ved at udvide dette fællesskab til at inkludere alle.
 
”Vi står skulder ved skulder. Muslimer, jøder, kristne. Mennesker af forskellig politisk overbevisning. Vi står sammen som danskere.” – Helle Thorning-Schmidt 2015.
 
 
Statsminister Helle Thorning-Schmidt taler til et ekstraordinært pressemøde omkring skudepisoderne. Foto: Polfoto. 
 
På den måde er Thornings tale terapeutisk. Den konstaterer et tab. Den mindes det, der var. Den sætter ord på vores følelser og skaber et fællesskab omkring dem. Den roser dem, der kæmpede for os, og anerkender det, de kæmpede imod. Den heler os ved at fastholde vores fællesskab og udvide det til dem, som ikke er blevet ramt. Den er konkret, beskrivende og symbolsk forståelig. Og den slutter med at gå fra intern heling i Danmark til statsministeren som repræsentant for Danmark i udlandet.
 
Læs Kforums billedartikel: København, vi elsker dig
 
Talen var stærk. Med et klart forbillede i Jens Stoltenberg og den nordiske tradition, men med en smule højere niveau af religiøs symbolik, end vi normalt hører. Jeg vil dog vurdere, at det var på sin plads. Slutningen var dens svageste led, alene fordi den brød med den rolle, statsministeren havde talt sig ind i over for publikum, som den der heler vores fællesskab. Det er risikabelt, men det kan virke og positionere hende som repræsentant for Danmark, men det kan også fjerne hende fra vores sorg og vores fællesskab, når hun taler til andre. Lidt ligesom striden om EU-posten.
 

Relaterede artikler

Gode talere lytter - og læser selvhjælpsbøger...? - Pia Lauritzen anmelder Anders Stahlschmidts bog 'Lyt mens du taler'. Lyt til dig selv. Lyt til det, du taler om. Lyt til...
Tal ikke som en politiker! - Kan den store politiske tale være modsvaret til politikerleden? Det mente flere af talerne - Rufus Gifford, Adam Price, ...
Samme samlende terrortale - Lars Løkkes tale ved mindehøjtideligheden for ofrene for terroren i Paris var rørende, den var passende, og den var utro...
Bomber med budskaber - Sprængfarlige skyttegravsjulekort, dødbringende påskeæg til Hitler og eksplosive postkort fra Paris til IS. Bomber bruge...
Det kongelige kiks - Dronningen rodede rundt i sine papirer og var tydeligt i tvivl om, hvor hun var nået til. Hvad betyder det for en tale, ...

Giv din stemme

13 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 1. november

CSR-ansvarlig

Frist: Hurtigst muligt

Social Media-konsulent

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.