Vær realistisk - kræv det umulige
68 var et opgør med de etablerede autoriteter: fra fædre og lærere til arbejdsgivere og politikere. Men det var også et eksperiment med at sætte noget andet i stedet: demokratiske råd, hvor de regerede kan regere sig selv. I en tid med topstyring og New Public Management har vi mere end nogensinde brug for igen at kræve retten til at regere os selv – vi har brug for arven fra ’68.
”Det er forbudt at forbyde!” ”Dræb politibetjenten i dig selv!”
Parolerne fra Frankrigs maj ’68 er efterhånden lige så berømte som begivenhederne selv. De blev råbt i kor, mens titusindvis af studerende og arbejdere gik demonstrerende gennem Paris, eller de optrådte som graffiti på bygninger og veje eller som tryk på plakater.
Parolerne blev formuleret af unge mennesker, som brugte dage, nætter og uger i de varme solskinsdage i maj 1968 på at diskutere og praktisere politik og seksuel frigørelse.
Drømmen om en anden verden fri for udemokratiske autoriteter var bevæggrunden for de mange plakater og paroler forbundet med '68-opgøret.
De bedste af parolerne blander det politiske og det poetiske, det hverdagslige og det forunderlige, det revolutionære og det personlige. ”Barrikaden lukker en gade, men åbner en vej” er nærmest en filosofisk sammenblanding af den konkrete situation og de utopiske håb.
Men uanset hvad de ellers er, er de alle sammen gauche: kejtede, skæve og ultra-venstreorienterede og udtryk for den gauchisme, for den kejtede, skæve og ultra-venstreorienterede ånd, som udgjorde maj ’68. Drømmen om en anden verden fri for udemokratiske autoriteter, hvor de regerede regerer sig selv.
De studerende
Maj ’68 gik på to ben: de studerende og arbejderne. Men de to grupper var ikke altid lige velkoordinerede.
De studerendes kritik var rettet imod alle de etablerede autoriteter, mens deres positive politiske projekt handlede om selvorganisering og selvbestemmelse.
Kritikken rettede sig mod ikke-demokratiske autoriteter som forældre, politi, ministre og lærere, som skulle erstattes af forsamlinger, hvor alle var myndige og kunne indgå i demokratiske beslutningsprocesser. Plakater som ”Ti stille og forbliv ung!” var angreb på ikke-demokratiske autoriteter og trak på modstandsbevægelsens retorik ved at sammenligne autoritet med nazisme.
Blokade af væltede biler i Paris '68. ”Barrikaden lukker en gade, men åbner en vej” var blandt mange andre et mantra under oprøret.
Det var fransk-tyskeren Dany Cohn-Bendit, der gjorde sammenligningen populær. Da sportsministeren François Missoffe ved indvielsen af en svømmepøl på Nanterre sagde til Dany, at hvis han havde seksuelle problemer, kunne han hoppe i poolen og køle af, svarede Røde Dany: ”Det er, hvad de plejede at sige i Hitlerjugend”.
En ny og fremragende interview-bog af Mitchell Abidor med deltagere i Frankrigs ’68 giver et godt indblik i, hvad der var på spil. Her fremgår det, at de studerende kæmpede for alt fra retten til at ryge i gymnasiet og gå i miniskørt til kontrollen over skolerne og produktionsmidlerne.
”Usømmelighed er ikke i tøjet, men i blikket” havde én skrevet på sit nye miniskørt, mens en anden gik aktivt ind i selvorganiseringen af både skoler og fabrikker for at ”transformere ikke bare de økonomiske og sociale strukturer, men også de mentale og libidinøse strukturer”.
Som atter en anden af de interviewede formulerer det, så handlede det om ”ikke længere at blive behandlet som børn – det var fælles for alle”.
Smadr kapitalen!
Studerende og arbejdere
En stor del af de studerende var dog ikke bare studerende, men også medlemmer af forskellige politiske organisationer: maoister, anarkister, trotskister, kommunister. Uanset fraktion havde de dog én ting tilfælles: De var arbejderister. Uden arbejdere, ingen revolution.
Derfor tog de til fabrikkerne med pamfletter og taler og forsøgte at etablere dialog og folkeforsamlinger dér. Eller de inviterede arbejderne til at deltage i de etablerede forsamlinger på universiteterne inde i centrum af byerne. Nogle steder blev de taget godt imod, og nogle arbejdere – især unge – deltog aktivt i folkeforsamlingerne på Sorbonne, Odéon og andre steder.
Men Abidors interviews med både studerende og arbejdere viser også, at der aldrig blev etableret en egentlig alliance. Selv på de fabrikker, hvor der blev eksperimenteret med selvorganisering, blev oprøret hurtigt kontrolleret af det franske kommunistparti, PCF, og deres fagforening, CGT.
PCF og CGT var generelt skeptiske overfor de studerende, og hvad de så som anarkistiske tendenser. De mente ikke, at tiden var inde til en revolution, og desuden var de ikke enige i de studerendes krav og retorik. De studerende talte om selvorganisering og selvrealisering.
Et udvalg af plakater fra '68-oprøret. Selvom der var store forskelle på studenternes og arbejdernes måde at gøre oprør på, var modstanden mod politiet og autoriteter en fælles sag.
Som ’68-veteranen Rossana Rossanda har forklaret, markerede dette forskellen mellem de studerende og kommunisterne. Sidstnævnte ”bekymrede sig overhovedet ikke om det, der handler om ’selv’ – om end de ikke holdt sig tilbage fra at forlange heroiske handlinger”.
Arbejderne
”Hør, der er blevet sagt meget om ’68 som en politisk bevægelse”, fortæller Guy Texier, som var CGT-leder i Saint-Nazaire i ’68, ”Men ’68, som vi levede det, var ikke en politisk bevægelse. Det var en brød-på-bordet-bevægelse. Vi koncentrerede os primært om løn, men også om arbejdsforholdene”.
Parti- og fagforeningsmedlemmer som Texier havde ikke meget tilovers for selvorganisering af arbejdet – ”noget som var på mode dengang”. Og som alle af Abidors interviewede anerkender – studerende såvel som arbejdere – blev de to bevægelser aldrig bragt sammen, selv ikke i de store demonstrationer. ”De havde deres slogans, og vi havde vores”.
Faktisk kom det ofte til sammenstød mellem kommunisterne og den mere gauchistiske studenterbevægelse. Når de studerende kom til fabrikkerne, var deres kritik ofte først og fremmest rettet imod PCF og CGT, hvilket ofte medførte, at de fik bank og blev smidt ud af fabriksområderne.
For de studerende var kommunistpartiet – men ikke nødvendigvis kommunismen – en konservativ og autoritær størrelse på linje med resten af den gamle orden, og derfor måtte det bekæmpes, for at en demokratisk, selvorganiseret kommunisme kunne realiseres.
Sammenstød i forbindelse med en af de mange demonstrationer.
Det er således med stor stolthed, at flere studerende beretter om ’68 som begyndelsen til enden på kommunistpartiet.
Men det er med lige så stor stolthed, at flere arbejdere fortæller om de forbedrede arbejdsvilkår, der fulgte med Grenelle-aftalen, om fagforeningernes stadige magt i Frankrig og om deres loyale støtte til det parti, som varetog arbejdernes interesser.
Det globale ’68
’68 var dog langt fra kun en fransk begivenhed. Som det fremgår af Abidors interviews, var de franske 68’ere præget af begivenhederne omkring dem. Mange aktivister havde erfaring fra modstanden mod Frankrigs krig imod kolonien Algeriet (1954-62) og var nu engageret i de indflydelsesrige protester mod Vietnamkrigen. Der var også inspiration fra både Japan og Vesttyskland, og diskussionerne i folkeforsamlingerne eller i mindre grupper handlede ofte om situationen i Cuba eller om den sorte bevægelse i USA.
Faktisk er Frankrig kun én brik i det større ’68-puslespil, og hvis man zoomer ud fra Frankrig, er noget af det mest bemærkelsesværdige ved ’68 det globale omfang og den internationale solidaritet.
1968 startede i mere end én forstand allerede i januar med foråret i Prag. Her fremsatte en større tjekkisk bevægelse over for Sovjetunionen mange af de krav, som siden blev en integreret del af ’68: decentralisering, selvbestemmelse, individuelle friheder.
Kort efter fulgte Polen, og i juni ’68 var det studerende og arbejdere i Jugoslavien, der gik på gaderne med krav om selvorganisering og socialisme med et menneskeligt ansigt. Lignende krav blev fremsat i Senegal og Sydafrika.
Også i Danmark var der et ’68. I april blev dele af Københavns Universitet besat, og 21. november ’erobrede’ en studerende talerstolen fra rektor til KU’s årsfest for at kritisere de etablerede magthierarkier. Ligesom mange andre krævede de studerende et opgør med etablerede autoriteter og særligt professorvældet, som skulle erstattes af demokratiske råd, hvor de regerede kunne regere sig selv.
Rudi Dutschke i front for studenterbevægelsen i angreb mod Jürgen Habermas.
Den internationale solidaritet kom til udtryk i støtten til immigranter, brødre og søstre i det internationale proletariat. Solidariteten var dog mest spektakulær i den globale modstand mod Vietnamkrigen. Studenterlederen Rudi Dutschke angreb i en debat med Jürgen Habermas denne for en apolitisk objektivisme og kaldte i samme åndedrag til kamp mod vestlig imperialisme, hvortil forsamlingen svarede med kampråbet ”Ho Ho Ho Chi Minh”.
Samtidig var der demonstrationer over hele verden, og i Japan forsøgte aktivister at sabotere den amerikanske krigsindsats ved at hjælpe amerikanske tropper, der som led i krigen var på japansk jord, med at desertere eller publicere deres beretninger.
Arven fra ’68: selvstyre imod topstyring
For tiden mindes de franske aviser og politikere maj ’68, mens de franske studerende har valgt at markere 50-året på en anden måde. Under paroler som ”De mindes, vi genstarter maj ’68” og ”Fuck maj ’68: Kæmp nu!” har de besat flere universiteter og – i tråd med ’68 – organiseret sig i demokratiske rådsforsamlinger.
Paroler som disse bliver i disse dage skrevet på flere universiteter, ligesom flere studerende har organiseret sig i demokratiske forsamlinger.
Arven fra ’68 med dens rådsdemokratier, selvorganisering og kække paroler er således mere end levende. Denne arv er mere seriøs, mere politisk, end de mere nostalgiske eller direkte kyniske minder, som ofte trækkes frem i medierne.
Når maj ’68 mindes, har det ofte en tendens til at blive reduceret til en række forvildede utopier og skøre paroler. Hvilket selvfølgelig ikke er helt forkert, for disse paroler, på en gang legende og seriøse, udtrykker bedre end noget andet, hvad ’68 handlede om. Det var en leg. En leg med ord. Men også en leg med den etablerede orden og etablerede former for autoritet. Fra det personlige plan til den politiske orden, fra forholdet til ens egen krop og omgangstonen til organisering af arbejdet og af læring.
Spørger man de franske 68’ere selv, således som Abidor har gjort i sin bog, svarer de fleste, at arven fra ’68 er en blandet størrelse. Mange betoner betydningen for kvindekamp, homoseksuelles rettigheder, familieforhold og den almene omgangstone, men ser samtidig ’68 som en mislykket revolution, der aldrig rigtigt formåede at rokke ved de grundlæggende klasserelationer.
Studenterlederen fra '68, Daniel Cohn-Bendit, støtter i dag op om Emmanuel Macron, der af mange nutidige studerende ses som inkarnationen af de nye autoriteter. Du kan blive klogere på Emmanuel Macron i denne artikel. Foto: AFPPHOTO / POOL / FRANCOIS GUILLOT via Scanpix Ritzau
Nogle strukturer kom under pres, men kapitalismen som system formåede at starte en ny og endnu mere effektiv form for udbytning. Som Alain Krivine formulerer det i interviewet med Abidor: ”Maj ’68 smadrede nogle former for kontrol og etablerede andre. Det moderniserede systemet. Omstruktureringen af det kapitalistiske system var i gang.”
Ifølge Krivine betyder det dog ikke, at ’68 var en gennemført fiasko, eller at det hele var lige meget. Det betyder, at der konstant er brug for at udfordre de eksisterende dominansforhold. Med andre ord, at der er brug for et nyt ’68 – ét, som ikke går væk igen.
