Vive La France!
Macrons bibel

Emmanuel Macrons bog er et politisk program uden at være et politisk program, en politisk analyse uden at være en politisk analyse og en selvbiografi uden at være en selvbiografi.

Skrevet af

Nicolai von Eggers

5 artikler

0 indlæg

Det blev ikke overraskende Emmanuel Macron, der løb med sejren i kampen om at blive Frankrigs næste præsident. Men hvem er han? Hvad vil han? Og hvad kan vi forvente os af hans præsidentperiode? Svarene finder man til dels i Macrons manifest, ”Revolution”, der udkom november sidste år og netop er kommet i en dansk oversættelse.
Valget i går efterlader nok de fleste af os med følelsen af, at det hele var temmelig udramatisk. Storfavoritten vandt sikkert, og det hele gik som forventet.
 
Men går man blot fire måneder tilbage til starten af 2017, ville de færreste have regnet med overhovedet at se Macron i anden valgrunde. Kun den allermest usandsynlige skandale kunne forhindre, at valget ville stå mellem en konservativ neoliberal (François Fillon) og en ultra-nationalistisk kandidat (Marine Le Pen).
 
Den 25. januar skete det usandsynlige imidlertid. Fillon blev anklaget for korruption – først af medier og siden af domstolene – og det, der lignede en sikker sejr til Fillon, blev forvandlet til en desperat kampagne imod diverse korruptionsanklager.
 
Derfor blev præsidentvalget det måske mest dramatiske i Frankrigs historie. Ikke blot mistede højrefløjen (Fillon eller Le Pen), hvad der ellers lignede en sikker valgsejr. Med Jean-Luc Mélenchon og venstrefløjens fremmarch var det lige før, at det hele var endt i den modsatte ende af, hvor det startede.
 
I den kontekst ligger Macrons sejr et mærkeligt sted mellem det usædvanlige og det normale. Det var usædvanligt, at han i første omgang blev favorit. Men det føltes som et pust af normalitet, da han endelig vandt.
 
Og det samme kan man sige om manden og hans politik. Macrons retorik og image er usædvanligt. Han taler om revolution. Om at revolutionere det politiske system, de sociale forhold og den franske mentalitet. Han er ikke medlem af noget parti, og hans vej til den politiske magt er ikke gået gennem partierne.
 
Men han var også den mest normale af alle de franske præsidentkandidater – den, som i størst omfang vil videreføre Hollandes politik med nedskæringer på den ene side og strategiske statslige investeringer på den anden. Macron er med andre ord en centrumpopulist, der har bragt en ny midte til magten.
 
Macrons stil
Macrons Revolution er mildest talt en speciel læseoplevelse. Den er et politisk program uden at være et politisk program, en politisk analyse uden at være en politisk analyse og en selvbiografi uden at være en selvbiografi.
 
Og så er den meget fransk. Macron er en veluddannet mand i det franske system, der vægter både (den franske) filosofi og (den franske) litteratur højt. Derfor hører vi om Macrons tid som assistent for den store franske filosof Paul Ricœur, ligesom vi også skal udsættes for floskelagtige henvisninger til Frankrigs store tænkere og personager. Eksempelvis: ”’Imod findes ikke’, som André Malraux rigtigt sagde. Jeg er en person, der er ’for’”.
 
Eller mere filosofisk: ”Jeg levede i vid udstrækning gennem det, jeg læste. Igennem bøgernes beskrivelser voksede tingens betydning, og nogle gange fremstod de endda virkeligere end virkeligheden selv. Litteraturens løngange vejede tungere end fænomenernes verden, men de gav alligevel hele den dybde, som vi i hverdagen kun fornemmer.”
 
Af samme grund punktueres prosaen med henkastede referencer til Balzac og Flaubert, Gide og Cocteau.
 
Men Macron vil også vise, at han ikke bare kender litteraturen, men også behersker den. Derfor slår han over i den sentimentale stil, når vi eksempelvis hører om bedstemoderen, der lærte ham at værdsætte litteraturen, eller teatergruppen, hvor han mødte sin kone.
 
Der er dog en forbindelse, forstår vi, mellem litteraturens verden og politikken. ”Min bedstemor var lærer, og mens jeg sidder og skriver dette, får jeg lyst til at fjerne alt administrativt støv fra lærerfaget og i stedet fremhæve al den passion og lidenskab, den hengivenhed og den beundringsværdige tålmodighed, der kendetegner professionen. Jeg kan stadig huske brevene fra hendes tidligere elever, deres besøg. Hun havde netop anvist dem vejen fra viden til frihed. Og det var i øvrigt ikke nogen vej belagt med torne: Efter timerne drak vi varm chokolade og lyttede til Chopin, mens vi lærte Giradoux at kende.”
 
Emmanuel Macrons bog kan købes på dansk for omkring kr. 235,-
 
Macrons verden er en verden af ømme kvinder og store mænd.
 
Og Macron er en af disse mænd. En praktisk mand. Han forstår sig på litteratur og filosofi, men hans passion er for politikken. Han var drevet af ”ønsket om at handle, om konkret at ændre tingene. Jeg valgte derfor at læse jura og økonomi.”
 
Siden blev Macron finansinspektør i staten, ’investment banker’ og endelig økonomiminister under Hollande. I takt med at det politiske program udvikles, bevæger bogen sig rent stilistisk fra det hverdags-filosofiske og sentimentale til et management-sprog, hvor det handler om ’effektivitet’, ’fleksibilitet’ og ’innovation’.
 
Båret af sin dannelse og ”den frihed, der hjælper mig i den kamp, jeg nu har indledt”, er Macron en super-teknokrat, der er i stand til at gennemskue det eksisterende systems sygdomme og til at revolutionere det indefra.
 
Den politiske analyse
I Frankrig som så mange andre steder er vælgernes tillid til politikerne ekstremt lav. Det etablerede system såvel som de gamle socialdemokratier og centrum-højre partier har ikke længere samme legitimitet, og forsøg på at præsentere sig selv som en del af en ansvarlig, professionel administration kan hurtigt give bagslag. Hillary Clinton i USA, Matteo Renzi i Italien, socialdemokratierne i Holland, Grækenland, Spanien og nu også Frankrig er alle eksempler på dette.
 
En håbefuld præsidentkandidat må derfor have en hård kritik af det eksisterende system baseret på en politisk analyse. For den nationalistiske højrefløj handler det om flygtninge og slaphed, for venstrefløjen om kapitalens kræfter og elitens korruption. For Macron handler det om forholdet mellem den globale økonomiske virkelighed og franskmændenes mentalitet.
 
Den globale økonomi præsenterer ifølge Macron folk for en revolutionær virkelighed, som de ikke kan styre, og som de må forholde sig til. Der er tale om ”digitale, miljømæssige, teknologiske og industrielle revolutioner”. Digitale, fordi både forbrug og arbejde i stigende grad handler om bemestring af digitale teknologier. Miljømæssige på grund af klimaudfordringer, der kræver omlægning af energisektoren.
 
Men denne revolution – som Macron med implicit reference til Karl Polanyi kalder ’den store transformation’ – er ikke kun et onde, men også en mulighed for Frankrig. Ifølge Macron hviler USA’s og Tysklands styrke på det faktum, at de hurtigt omlagde til nye tech-industrier og mere intelligente produktionsmåder. Denne store transformation er dog først lige begyndt, og Macron ser en mulighed for at gøre Frankrig stort igen (hvilket er Macrons eksplicitte projekt) ved at omlægge produktionen og transformere arbejdsmarkedet.
 
Dette kræver for det første mere og bedre uddannelse, især af folk, der arbejder med digitale løsninger og nye teknologier (clean tech er vigtig for Macron), samt efteruddannelse af arbejdere, der i stigende grad skal betjene digitale teknologier. Fokusområder er energisektor, transport og telekommunikation. Macron er ubetinget tilhænger af omfattende offentlige nedskæringer, men staten skal foretage massive strategiske investeringer i netop infrastruktur og uddannelse.
 
Samtidig med at Frankrig bliver et teknologisk og videnskabeligt foregangsland, skal det satse mere på lokal fødevareproduktion, nye startups og mindre virksomheder.
 
Ifølge Macron har denne revolution ikke fundet vej til franskmændenes liv på grund af et for tungt og kompliceret administrativt system. Det franske folk bærer ifølge Macron på en tusindårig lang og glorværdig historie, der vidner om det franske folks ’energi’. ”Og denne energi findes stadig. Den ligger dybt i os, og den kommer langvejsfra. Det er politikkens pligt endelig at frigive den igen.”
 
Macrons bog er fyldt med løfter om at forenkle og forsimple den franske administration og dens regler. I modsætning til de ubrugelige evalueringssystemer, der findes nu, vil han indføre ”sande evalueringer”. Han vil skabe ”effektivitet” og ”gennemsigtighed”.
 
Staten, må vi forstå, vil blive transformeret fra en tung forhindring til en let og dynamisk kraft, der vil kanalisere penge og lovgivning ud i de rette innovative og dynamiske foretagender. Statsforvaltningen vil blive overtaget af professionelle superteknokrater som Macron, der ikke har deres erfaring fra statsforvaltning, men fra det private erhvervsliv.
 
Som Macron formulerer det i Revolution, bør enhver kunne mindst ét erhverv (foruden politik), og Macron har lovet at mindst 50 procent af de opstillede på hans liste til et kommende parlamentsvalg vil være ikke-politikere. Som Trump har disse personer deres erfaring fra det private erhvervsliv, og de vil forstå, hvordan man trimmer og effektiviserer en administration. Dette er kernen af Macrons revolution.
 
Det politiske program
Den egentlige analyse af, hvorfor Frankrig er i en presset situation, ender altså med de samme konklusioner, som det politiske centrum har præsenteret siden krisen i 2007. På den ene side er der for dyre og ineffektive statsapparater, der skal trimmes (nedskæringspolitikken). På den anden side er det et moralsk spørgsmål. Nogle, særligt i finanssektoren, er for grådige (om end Macron med sin baggrund naturligt nok er tilbageholdende med denne kritik og også understreger finanssektorens dyder), mens andre, særligt arbejderklassen og statsadministrationen, er for lidt innovative, omstillingsparate og fleksible.
 
Det politiske program, som ikke er et politisk program, handler derfor primært om at transformere statsforvaltningen. Ikke ved at gøre den mere demokratisk – som man ellers kunne have forventet, når nu Macron snakker om en ’demokratisk revolution’ – men ved at i højere grad at få den til at ligne et privat firma. Den skal være mere lean, og desuden skal den bygges op omkring ’private public partnerships’, hvor staten har en evaluerende funktion (og benytter sig af ”sand evaluering”), men ellers giver plads til private firmaers dynamiske og kreative evner.
 
Dette gælder for uddannelse, infrastruktur og andre områder, men dog ikke militæret, som stadig er for vigtig i opretholdelsen af ”national suverænitet”.
 
Det er også i den sammenhæng, man skal forstå Macrons klassisk liberale flygtninge- og integrationspolitik: Enhver, der kan bidrage til denne nye, dynamiske iværksætterkultur, skal være velkommen uanset baggrund, religion, køn osv.
 
Arbejdsmarkedsreformer
Det afgørende punkt i Macrons program er finansieringen og omlægningen af Frankrigs økonomi. Som danske medier har fremhævet, lægger Macron til dels op til det, vi i Danmark ynder at kalde den danske model. Fagforeninger skal have en vigtigere rolle, og arbejdsmarkedets parter skal i stigende grad selv forhandle udenom staten. Men også kun til dels, for på nogle punkter er det stadig staten, der skal udstikke rammerne for forhandlingen.
 
På den baggrund fremlægger Macron et program, som må siges at være et sandt rædselskabinet for den franske arbejderklasse. Macron vil gøre det lettere at fyre folk, afskaffe 35-timers arbejdsugen, åbne mere op for korttidskontrakter og kontrakter med få timer og nedsættelse af dagpengesatsen. Der vil være større mulighed for efteruddannelse og også mulighed for lettere at kunne tage ydelser med sig, hvis man vil skifte job.
 
Men for så vidt man vil tale om en flexicurity-model, er fokus i langt overvejende grad på flexibility frem for security. Ikke bare hvad angår løn og kontraktperioder, men også når det kommer til sikkerhedsregler og procedurer. ”Smidighed og fleksibilitet på alle niveauer: Det er vores omdrejningspunkt i omorganiseringen af arbejdslovgivningen”.
 
Også den lavere middelklasse må være temmelig bekymret for, hvad Macrons præsidentperiode kommer til at betyde for den. På den ene side lover Macron mere efteruddannelse. På den anden side vil han også hæve studieafgifter og drive universiteter efter amerikansk forbillede, og dermed besværliggøre social opstigning ad den vej (om end det franske system allerede i forvejen er exceptionelt godt til at reproducere klassestrukturer).
 
Det vil desuden medføre øget gældsætning af ungdommen, som man kender det fra England og USA, som derfor vil være presset ud i de korttidskontrakter og lavtlønnede eller ulønnede projektansættelser, som i så høj grad kendetegner det moderne arbejdsmarked – også indenfor den kreative industri.
 
Nationalstat og internationale relationer
Man hører meget om Macron som den gode supereuropæer. Og det er uden tvivl sandt. Macron taler for reguleringer af blandt andet finansmarkeder og miljøregler, som kun kan foregå på et overnationalt niveau, hvis det skal have nogen som helst form for effekt. Macron er desuden fortaler for et styrket, fælles militær (som også inkluderer Storbritannien) i en situation, hvor USA er uforudsigeligt, og Rusland igen er en militær magtfaktor.
 
Macron gør sig desuden principielt til fortaler for en ikke-aggressiv militær politik og roser udeblivelsen fra Irak-krigen, men også de franske interventioner i Mali. På den ene side taler Macron om, at Frankrig skal ”udbrede vores særlige måde at forstå frihed, menneskelighed, retfærdighed og ære på”, på den næste omtaler han fuldstændig ukritisk Saudi Arabien og Qatar som vigtige samarbejdspartnere.
 
Men på trods af EU-optimismen er Revolution samtidig gennemført nationalistisk fra ende til anden. Eller rettere: Der er slet ikke nogen modsætning. Macron er det, man i international politik vil kalde en ’realist’. Verden er et system af nationalstater, der indbyrdes kæmper om at være stærkest. Den globale økonomi er en slags naturkraft, og enten tilpasser man sig som nationalstat og vinder dermed en økonomisk styrkefordel, eller også gør man ikke og må lide under sine politikeres elendige valg. I den sammenhæng er et stærkt EU-samarbejde en styrkelse af Frankrigs position.
 
Dette verdensbillede er rygraden i Macrons bog. Næsten hvert kapitel afsluttes med bemærkninger om, hvad Frankrig er, hvad Frankrig vil, hvad Frankrig gør, hvad Frankrig ønsker, hvad Frankrig kæmper for. Frankrig forstået som den franske stat, der repræsenterer det franske samfund, er et subjekt, der er til, har en vilje, og handler. Macron taler storladent og nogle få gange kritisk – men næsten udelukkende storladent og glorificerende – om Frankrigs historie, det franske sprog og den franske kultur. ”Dette Frankrig, vores land, der af væsen er republikansk” og i hvilket ”en franskmand bør leve for republikken”.
 
Fra dette perspektiv er det åbenlyst, at folket – især arbejderklassen – må ofre sig og holde op med primært at fokusere på sine egne interesser. Macron går endda så vidt som til at kalde sænkningen af dagpengesatsen for ”solidarisk”.
 
Macrons revolution handler altså ikke om at forandre det grundlæggende økonomiske eller politiske system. Det handler om at forvandle den franske stat og det franske samfund til en større politisk og økonomisk magt i kampen mellem nationalstater.
 
En revolution uden revolution
I forordet taler Macron om behovet for en ”demokratisk revolution”. ”Det hele står og falder med én ting: vores enhed, vores mod, vores fælles vilje”. Altså tre ting, kunne man sige. Men bortset fra hvad den demokratiske revolution kræver, hører vi ikke meget til denne demokratiske revolution undervejs i bogen. Og mens ordet ’revolution’ dukker op lidt påklistret her og der (”hvis der er én revolution, der skal gennemføres, så er det inden for skoleområdet”; om arbejdsmarkedet: ”også her skal der gennemføres en sand revolution”), så forsvinder ordet ’demokrati’ fra teksten.
 
Løsningen på dette tilsyneladende paradoks finder vi i en enkelt passage, hvor Macron taler om det repræsentative demokrati. Her bliver det klart, at det ikke er det demokratiske element, der skal styrkes, men snarere det repræsentative element, der skal revolutioneres. Det skal blive mere effektivt, mere dynamisk, mere businessagtigt.
 
Macrons revolution er med andre ord en revolution uden revolution. Det er den ekstreme midte, som har formået at tilpasse sit sprog og sin fremtoning til det etablerede systems legitimitetskrise. Macron er en centrumpopulist, og hans politiske programmer adskiller sig minimalt fra de politikker, der har domineret Europa siden den økonomiske krise i 2007.
 
Om Macron i højere grad får folkelig opbakning til at gennemføre de såkaldt ’nødvendige reformer’, vil tiden vise. Men alt må som bekendt forandres, for at alt kan blive ved det gamle, og Macron er på den måde det gamle centrums mest lysende håb.
 
 
 
Emmanuel Macron, ”Revolution”, Informations Forlag, 260 sider, udgivet 19. april 2017, 229,95 DKK
 
 
Forslag til videre læsning:
 
 
 
 

Relaterede artikler

Den farligste mand i amerikansk politik indtager Det Hvide Hus - Donald Trumps kampagnemager Stephen Bannon er blevet udnævnt til præsidentiel chefrådgiver i Det Hvide Hus. Det er en ud...
Det stigende oprør - Mange er overraskede, ligefrem chokerede, over valget af Donald Trump som amerikansk præsident. Resultatet gik imod den ...
Wilders' onemanshow - Han vil give magten tilbage til folket og Holland tilbage til hollænderne. Geert Wilders med sit islam-kritiske Frihedsp...
Macron eller Le Pen? - For de to franske præsidentkandidater er de sidste dage før det franske valg en strategisk linedans mellem at være oprør...
Den nye hegemoniske leder - Hegemoni har længe været et dominerende begreb i samfundsvidenskaberne. Men hvad ligger der i det? Hvor kommer det fra? ...
Sådan upcycler du din modstanders slogan - Macrons 'Make Our Planet Great Again' er klar tale - og et godt formuleret modsvar til Trumps (eller egentlig Reagans) '...
Nej er slet ikke nok - Donald Trumps præsidentskab er en katastrofe. Men præcis hvordan er han katastrofal? Hvilke konsekvenser får hans politi...
AfD's buldrende branding - De tyske ultrahøjrepopulister i Alternative für Deutschland (AfD) er braget ind i Forbundsdagen med 94 mandater og har i...
SPD blødte stemmer i alle de ideologiske verdenshjørner - Martin Schulz og SPD lagde kind til en syngende vælgerlussing ved det tyske valg. Den systemkritiske storm blæser nu ogs...

Giv din stemme

17 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 27. november

Kommunikationskonsulent

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.