Denne specialeafhandling undersøger, hvordan tidsmiljøet er blandt vidensarbejdere i OPA i det hybride arbejds- og hverdagsliv i post-corona, samt hvordan den enkelte vidensarbejder skaber balance mellem præstation og egen mentale trivsel.
Interessen for at undersøge denne problemstilling skyldes, at flere teoretiker på baggrund af tidligere forskning påpeger, at tiden er accelereret i nutidens samfund samt at effektivisering og performance i arbejdslivet bliver sat før det enkelte menneskes trivsel. Mere specifikt tydeliggøres det, at målgruppen vidensarbejdere særligt ønsker frihed og autonomi i deres arbejde, men at arbejdsforhold såsom fx uforudsigelighed, påvirker deres mentale trivsel negativt, hvorfor vi fandt det relevant at undersøge denne gruppe nærmere.
I eksisterende forskning tydeliggøres det dog også, at der er sket en ændring af arbejdsmiljøet i mange organisationer, hvor der er kommet øget fokus på at reducere bureaukrati, forbedre mentalt velvære og at få skabt en mere human tilgang til arbejdet.
Ud fra eksisterende forskning beskrives det som, at stress er blevet stigende i takt med fokuseringen på ydre vækst og effektivitet i samfundet, hvor bæredygtighed samt fremkomsten af bæredygtighed fremstår som modpol til det og som en tilgang til at forebygge stress. Spændingsfeltet mellem vækstkulturen og fremkomsten af bæredygtighed udgør derfor rammen for forskningsinteressen i specialet.
Undersøgelsen skæres ift. postcorona som overgangsperiode, da coronapandemien har medført ændringer i samfundet, der har fået flere mennesker og organisationer til at gentænke deres måde at arbejde på, hvor flere virksomheder blandt andet har implementeret flere dage med hjemmearbejde. Derfor fandt vi det relevant at undersøge, hvordan tidstidsmiljøet er i post-corona, samt hvordan vidensarbejdere herunder skaber et være- og bæredygtigt arbejds- og hverdagsliv i balance.
Til at besvare problemstillingen er specialet empirisk funderet i en casesamarbejde, hvor organisationen er anonymiseret og derfor bliver omtalt som OPA. Empirien består af ét semistruktureret ekspertinterview samt 9 interviews med vidensmedarbejdere i OPA.
Specialet er rammesat af Berger og Luckmanns vidensociologiske socialkonstruktivisme, hvorunder de udvalgte teorier er tilpasset til dette afsæt. Det teoretiske afsæt består af kritisk teori om acceleration/deceleration af den tyske sociolog Hartmut Rosa og det tredelte arbejdsbegreb af filosoffen Hannah Arendt. Endvidere er der anvendt teori om bæredygtige rytmer af seniorforsker Helle Holt og professor Helge Hvid og teori om tidsforståelse af socialantropolog Thomas Hylland Eriksen. Yderligere benyttes teori om den disciplinære magt af den franske filosof og idéhistoriker Michael Foucault.
Ud fra de valgte teorier er der udarbejdet en ny teoretisk model specifikt tilpasset vidensarbejderens tidsmiljø, der anvendes i analysen.
Ændringer i tidsmiljøet i hverdagslivet
Ifølge Hartmut Rosa lever vi i et accelerationssamfund, hvor individet konstant forsøger at løbe stærkere end i går. I specialet argumenteres der dog for, at det hybride arbejds- og hverdagsliv i post-corona i nogle henseender har sænket hastigheden og medført en bedre tidsstyring, hvor vidensarbejderne eksempelvis ikke behøver at stresse over at skulle ud ad døren for at kunne præstere, hvilket vi kan konkludere er med til at skabe balance mellem præstation og deres egen mentale trivsel.
Det belyses også, at nogle af vidensarbejderne i post-corona har fået nye prioriteringer, hvor tid med familien samt større krav til fleksibilitet er blevet centralt. Hertil argumenteres det også for at arbejde i hjemmet har skabt et mulighedsrum for at foretage motion i arbejdstiden, hvilket kan argumenteres for at have skabt en bedre balance mellem vidensarbejdernes præstation og egen mentale trivsel. Vidensarbejderne konkluderes derfor at føle sig mere effektive og frie i deres job i forhold til at kunne lytte til kroppens signaler og impulser, hvilket giver dem mere plads til væren.
Ændringer i relationerne mellem kollegaer i hybridarbejdet
I analysen udledes det også, at vidensarbejdernes work mode stortrives i det hybride arbejds- og hverdagsliv. Dette vil sige, at vidensarbejderne er gode til at få noget for hånden og arbejde i et hurtigt og effektivt tempo hjemmefra, hvilket kan argumenteres at passe til deres arbejdskultur, hvor der fortsat er et stort fokus på at skulle levere.
Selvom muligheden for at arbejde på tværs af tid og rum har været en fordel i mange henseender, så konkluderes det, at den manglende spontane og sociale del af arbejdet mellem medarbejderne er en udfordring. I det hybride arbejde kan der derfor argumenteres at være et paradoks i, at der i højere grad er deceleration i hjemmearbejdet, hvorimod hastigheden accelererer i dagene på den fysiske arbejdsplads. I specialet kan det derfor også konkluderes, at de kollegiale relationer i arbejdet i højere grad kræver action mode, hvilket er et ”mode”, hvor der er fri tanke og dannelse af værdier. Medarbejderne skal derfor kunne indstille sig på et temposkift, således at arbejdet på distancen ikke bliver for individuelt og selvstændigt samt bliver præget af den manglende action mode, da det kan argumenteres at præge både opgaveløsningen samt motivationen blandt medarbejderne.
Ændringer i autonomien i arbejds- og hverdagslivet
Det argumenteres også for, at der i magtforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver i post-corona stadig er en række uformelle og formelle grænser for, hvad arbejdsgivere kan forlange, hvilket vi kan konkludere også kan have en betydning for, at vidensarbejderne ikke går imod normerne om eksempelvis at forlange større frihed. Derudover udledes det også i analysen, at vidensarbejdernes frihed kan blive udfordret af deres afhængig af andre i opgaveløsningen, hvilket kan skabe et dilemma i relation til balancen i vidensarbejders tidsmiljø. Hertil belyses det også, hvordan vidensarbejderne eksempelvis kan disciplinere hinanden til prioritere bankens behov før eksempelvis vidensarbejdernes egne rytmer for hvile.
Generelt fremhæves der i specialet at være en række vidensarbejdere, som stadig er udfordret i forhold til deres autonomi i opgaveløsningen, idet flere er bundet op på møder, der ligger kant-til- kant, stramme deadlines og store mængder af uforudsigelige arbejdsopgaver. Yderligere kan tidsmiljøet på tværs af landegrænser også skabe udfordringer i forhold til potentielle mulighedsrum for plads til væren og i forhold til at løsrive sig fra normerne om et accelereret tidsmiljø.
I specialet belyses det også, at der stadig er normer om, hvad arbejdslivet kan rumme i forhold til at føle sig anerkendt som en god medarbejder, hvilket kan konkluderes at være en barriere i forhold til at give slip og lade opgaverne være for en stund for derigennem at få mere væren.
Centralt for vidensarbejdere belyses det, at de er drevet af et stort engagement og dedikation, hvilket kan udfordre deres tidsmiljø i forhold til, at arbejdet bliver mere grænseløst og dermed gør det sværere for dem at løsrive sig fra arbejdet i deres fritid. Den flydende grænse mellem arbejde og hverdag forstår vi derfor kræver nogle bevidste valg og nye internaliseringer, som adskiller hverdag og arbejde, således grænseløsheden ikke får en negativ indflydelse på deres tidsmiljø, hvor arbejdslivet vinder over hverdagslivet.
Afslutningsvis kan det konkluderes, at OPA stadig befinder sig i en overgangsfase, hvor de derfor stadig er ved at finde deres fodfæste og samtidig også er præget af fagbevægelsens tilgang til arbejdsforholdene. Derfor er vidensarbejderne i nogle aspekter ved at bryde med de tidligere gældende tidsnormer, men er også stadig delvist begrænset af tidligere normer og rutiner fra den fysiske arbejdsplads.
Specialet er skrevet af Rikke Ljungkvist Knøss og Lærke Kopp Hansen ved Aalborg Universitet og blev bedømt til karakteren 12.