Specialer på Kforum

Skal dit speciale også på Kforum? Så send et resumé (i Word) og specialet i PDF til info@kforum.dk
Der anvendes teoretiske perspektiver fra akademiske discipliner såsom branding, oplevelser, CSR-kommunikation og autenticitet samt en kvalitativ tilgang til dataindsamling gennem interviews, stedsanalyse og observationer.
 
Den todelte analyse består af en teoretisk gennemgang af den strategiske brug af sanserne i installationen efterfulgt af kvalitative interviews med kaffebarens gæster centreret omkring deres forståelse af installationens budskab, niveau af autenticitet samt deres perspektiver på sensorisk brandings hører til på trendy kaffebarer. Undersøgelsen viser overvejende positive reaktioner over for designet og den opfattede autenticitet.
 
Undersøgelsen konkluderer, at særligt visuel og auditiv stimuli virker effektfuldt som sanselige triggers i den givne kontekst, og at den multisensoriske oplevelse succesfuldt kommunikerede Coffee Collectives CSR-initiativer inden for social ansvarlighed. Yderligere fremhæver specialet vigtigheden i at stimulere alle fem sanser på en sådan måde, at de understøtter den overordnede brandidentitet og skaber en hensigtsmæssig oplevelse af brandets identitet, hvilket yderligere resulterer i brand-merværdi. Dette præsenterer et dilemma mellem skabelsen af designs, der passer æstetisk ind i et givent brand og samtidig formår at fange gæsters opmærksomhed.
 
Slutteligt, baseret på gæsternes observerede adfærd ift. deres smartphones, understreges vigtigheden af en forudgående analyse af et givent retail/service landskab og dens tilhørende kultur for at sikre effektfuld sensorisk branding.
 
Specialet er skrevet af Mathias Schønning Voss, Anna Mørk Christensen, Chili Vih Peltier og Clara Skov Mølgaard ved Kommunikation ved Roskilde Universitet og blev bedømt til karakteren 10. 
 
Nu – fem år senere – er jeg selv med til at udbrede skateboarding blandt kvinder og nonbinære som en del af gruppen Obviously, hvor vi holder sessions (session betyder at man mødes og skater) to gange om ugen primært for kvinder og nonbinære. Vi afholder events, f.eks. afholdte vi det første selvstændige DM for kvinder og piger d. 28. august (Rullesport, 2021) Min drivkraft ligger i at udbrede skateboarding og skabe mere synlighed af kvinder i miljøet. Jeg er som forfatter af dette speciale særligt opmærksom på min egen personlige investering i skatemiljøet.
 
Det danske skateboardinglandskab har været i bevægelse siden sporten vandt frem i Danmark i 1970’erne. Hvor der for nogle år blev etableret skateboardklubber og -faciliteter, blev der i 1978 opsat et forbud mod at skate på offentlige veje. Der var perioder, hvor aktørerne i sporten dyrkede den i undergrunden, hvorimod skateboarding nu er blevet en anderkendt sportsgren, og var en del af OL-programmet i Tokyo i 2021 (Kiesow, 2020). I 2014 udgiver Henrik Edelbo og Rasmus Folehave Hansen bogen Danske skateboarding, som kortlægger skateboarding i Danmark gennem billeder, avisudklip og fortællinger (Edelbo, Hansen: 2014). Det slående er, at der ikke er en eneste kvinde med i bogen. Årsagen til dette er sandsynligvis, at der ikke har været mange kvinder at finde. 
 
Skateboarding er en mandsdomineret sport. Det er en udfordring for kvinder at være til stede kropsligt fysisk på de mandsdominerede områder, som i f.eks. skateparker. Det kan online communities være med til at forhandle. Distinktionen mellem online og offline er interessant, fordi online community var med til at give mig adgang til et offline miljø, jeg ellers havde udfordringer med at blive en del af.
 
Da skateboarding er en sport og et miljø, der ikke er lavet meget statistik eller forskning på i Danmark, anser jeg dét som en oplagt og nødvendig mulighed at anvende min privilegerede rolle og mine indsigter som skateboarder igennem specialet.
 
Specialet er skrevet af Pauline Bulöw ved Kommunikation og Performance Design ved Roskilde Universitet og blev bedømt til karakteren 7. 
 
Specialet viser, at nyhedsundgåelse kan findes blandt mennesker med stor nyhedsinteresse og ikke kun blandt mennesker, der generelt ikke kan lide nyheder eller foretrækker anden underholdning. Specialets fokus er at undersøge årsagerne til bevidst nyhedsundgåelse blandt engagerede nyhedsbrugere i en krisetid, hvor det at interessere sig for nyheder, udvikling i myndighedernes retningslinjer osv. umiddelbart er ekstra relevant.
 
Specialet finder fire primære hovedgrunde til, at engagerede nyhedsbrugere bevidst undgår nyhederne:
  1. Nyhederne er for negative og har sammenhæng med dårligt humør hos individet.
  2. Manglende udvikling i historier og informationer.
  3. Politisk konflikt og personsager inklusiv, når medierne blæser konflikterne op.
  4. Det store fokus på coronanyheder gør, at andre nyheder ikke får plads, hvilket nyhedsundgåelse af coronanyheder er en reaktion på.
Derudover bliver der i specialet fundet sammenhæng mellem en række forskellige årsager til nyhedsundgåelse, som indikerer, at årsagerne er mere afhængige af hinanden end som så og ikke nødvendigvis kan opdeles. I stedet forstærker de hinanden og kan føre til nyhedsundgåelse.
 
I specialet diskuteres den potentielle demokratiske samfundsudfordring ved nyhedsundgåelse, da nyhedsundgåelse potentielt medfører en forringet evne hos individet til at agere på en informeret baggrund. Samtidig viser tidligere studier, at der kan være en positiv effekt for individet ved undgåelse af nyheder, som f.eks. bedre humør og mentalt velvære.
 
Specialet er skrevet af Sidsel Vie Kaysen ved Journalistik ved Syddansk Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 

I september 2020 kickstartede forfatter Olga Ravn debatten om vilkår for kvinder, der føder børn. Med udgivelsen af romanen Mit arbejde og et debatindlæg om forholdene for fødende med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”(Ravn, Politiken, 2. oktober 2020) trykt i Politiken to måneder efter bogens udgivelse, startede forfatteren en større diskussion omkring en systemisk misagtelse1 af kvinder. Olga Ravn anklager i sit debatindlæg samfundet for manglende anerkendelse af, hvad kvinder gennemgår, når de føder, og når de bliver mødre. Hun skriver, at systemets behandling af gravide fører til, at kvinder fremmedgøres overfor deres kroppe, og opfordrer til, at man ser på kvinder som hele mennesker. Der ligger underforstået i den opfordring en anklage om, at kvinder møder et umuligt ideal i moderskabet. Ravn skriver at moderidealet isolerer moren og dømmer hende, hvis hun indrømmer at moderrollen er svær:

”Det siger mig, at det er tabu at indrømme, at det er svært at blive mor. Når man samtidig bogstaveligt talt kastes ud på hænder og albuer med blodet stadig sivende og hormonerne rasende, timer efter man har født, bliver det svært at forstå det som andet end et signal om, at man står alene me [sic] barnet. At man ikke kan forvente støtte, at der ikke er plads til at synes, det er svært.”(Ravn 2020, 71)

I sit indlæg påstår Ravn at det er tabu at indrømme, at det er svært at blive mor. Efter udgivelsen af Ravns debatindlæg stod flere kvinder frem og fortalte om lignende erfaringer og fødselstraumer som konsekvens af systemets misagtelse af kvinder. Ravns roman og de mange personlige vidnesbyrd fra kvinder afslørede en skævhed i, hvordan mænd og kvinder får plads i et samfund, der ikke anerkender moderskabet som et særligt, kvindeligt arbejde. Moren blev således hovedperson i, hvad der udviklede sig til en omfangsrig debat om kønsroller, ligestilling og moderskabsnormer. Det, der til at starte med fremstod som individets klage over barselsgangenes underbemanding, blev med de delte erfaringer også fundamentet for dannelsen af et søstersolidarisk fællesskab, hvor kvinder tog kampen op for at blive anerkendt af samfundet og deres medmennesker.

Mødre og kvinder stod frem i medierne og bakkede op om hinandens historier om oplevelsen af at blive frataget deres identitet - og blive reduceret til et snævert moderideal - i samfundet og i debatten. Digter Mirian Due opsummerede så sent som i august i år kvindernes mål med de mange beretninger med sin egen motivation for at fortælle sin historie i en kronik i Information, da hun skrev: ”Jeg ønsker plads til at være til stede i de cykliske forandringer, der som tidevandet trækkes ind og ud af et liv” (Due, Information, 13. august 2021)

Udtalelser som Dues, og indlæg og bøger fra kvinder om kvindelighed og moderskab, peger på en skævvridning i samfundet. Kvinderne mangler anerkendelse for det, de gennemgår, som kan betegnes som unikt kvindelige erfaringer. De ønsker plads, som de ikke er blevet tildelt, plads til at være til stede i de cykliske forandringer, plads til at være kvinder.
 
Det ideal og de medhørende anerkendelsesnormer, som kvinder, og særligt Rødstrømpebevægelsen, kæmpede for at ændre i 1970’erne, presser altså stadigvæk kvinden i dag. Rødstrømperne kæmpede for ligestilling mellem kønnene, og de anklagede kapitalismens kvindeidealer for at holde kvinderne adskilt i hver sin husholdning og dermed forhindre dem i at forstå undertrykkelsen som en fælles erfaring. Løsningen var at samles i solidariske fællesskaber og vise, at kvinder og mænd kan varetage de samme opgaver, både i hjemmet og i samfundet. (Dahlerup 1998, 131) Og selvom jeg i dette speciale låner fra rødstrømpernes idé om kvindefællesskaber, ser jeg i mødrenes anerkendelseskamp et søstersolidarisk fællesskab, der netop ikke stræber efter ligestilling, men som derimod kæmper for anerkendelse af, at der findes en særlig kvindeidentitet. En identitet, der adskiller sig fra mandens ditto, og som bygger på en ide om et søstersolidarisk fællesskab, hvor man møder anerkendelse som selvstændigt subjekt i kraft af den delte, kønnede erfaring.
 
Specialet blev skrevet af Alma Bay ved Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 10.
 
Det europæiske fællesskab befinder sig i en eksistentiel krise. På en sommerdag i 2016 besluttede et flertal af briterne at forlade EU og rystede derved det politiske og kulturelle fundament, der har forbundet kontinentet siden afslutningen på 2. verdenskrig. Siden da har flere regeringsledere truet med at følge trop, mens andre har truet med at blive og trække unionen i en anden, mere nationalkonservativ retning. Den politiske og kulturelle udvikling de seneste fem år har udstillet uenighed om fundamentale værdier og prioriteringer på tværs af Europa.
 
Skulle nogen betvivle alvoren, blev den understreget af Frankrigs præsident Emmanuel Macron så sent som december 2021 under et stort anlagt pressemøde: ”Dette er en eksistentiel politisk kamp. Værdierne kan ikke forhandles. Disse spørgsmål bør ikke sætte øst og vest op mod hinanden (…) I mødet med alle disse kriser, der rammer Europa, stoler mange på, at nationalstaterne har svaret. Nationerne er vores styrke, vores stolthed, men europæisk fællesskab er deres uundværlige komplement”. Præsidenten henviste her til Viktor Orbáns Ungarn og Mateusz Morawieckis Polen. De to lande har de seneste år vedtaget forfatningsændringer, der styrker deres nationale suverænitet på bekostning af det fælleseuropæiske, og desuden udfordret kontinentets værdifællesskab ved at rykke ”den eksistentielle politiske kamp” ind på blandt andet universiteterne: Regeringsstøttede aktører bygger i øjeblikket nye universiteter med et nationalkonservativt udgangspunkt. De findes i Ungarn og Polen, og er på vej i Tjekkiet, Kroatien og Slovakiet, blandt andet. Ambitionen er at uddanne de yngste generationer af europæere til at tænke i samme retning – det vil i grove træk sige modsat Macrons liberale Frankrig.
 
Det erfarede jeg selv i sommeren 2021, da jeg i journalistisk øjemed talte med Rodrigo Ballester, lektor ved Center for Europæiske Studier på det Orbán-støttede Mathias Corvinus Collegium i Budapest. Universiteterne er udtryk for en værdibaseret protest, fortalte han mig: ”Hvis EU bliver en klub for de progressive, er kontinentet tabt (…) Det har aldrig været vigtigere at debattere europæisk identitet end lige nu. Jeg mener jo ikke, at vi står for noget nyt, tværtimod, vi står for en genopdagelse af det gamle Europa” (Bentzen, 2021). I mødet med Ballester forstod jeg selv alvoren. Den europæiske krise nåede sit hidtidige klimaks i oktober 2021, da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen adresserede konflikten i en konfrontatorisk krisetale henvendt til den polske premierminister: ”Befolkningen i Central- og Østeuropa ønskede at være en del af den europæiske familie bestående af frie mennesker, et stærkt fællesskab af værdier og demokrati. For det er, hvad Europa er, og hvad Europa står for (…) [Den seneste udvikling] sætter spørgsmålstegn ved fundamentet.
 
Hvad stiller vi op med Europas indre ustabilitet? Uagtet hvilken ideologisk udvikling, man bifalder og begræder, synes det presserende at afsøge svar på de helt store spørgsmål: Hvad vil det sige at være europæer i dag? Hvad betyder den aktuelle krise for det europæiske værdifællesskab? Giver det overhovedet mening at tale om en samhørig europæisk kollektiv identitet? Mange stiller spørgsmål til Europas divergerende yderpoler, men få evner at omfavne dem alle og afsøge svar på vegne af hele fællesskabet. Fra den fælleseuropæiske historie, især i det 20. århundrede, ved vi, at retoriske forsøg på at mobilisere en kollektiv bevidsthed ikke er en ufarlig ambition.
 
Ikke desto mindre er det, hvad Arbeit an Europa forsøger. Den uafhængige platform, hvis retorik dette speciale stiller skarpt på, bestræber sig på at forene kontinentets divergerende synspunkter i et deliberativt rum, konstituere et samhørigt fællesskab og undersøge, hvad den europæiske kollektive identitet kan og bør evne – på demokratisk vis og med retorikkens værktøjer. Arbeit an Europa ledes af europæere i 30erne, og de er hverken knyttet til EU eller andre gængse politiske kanaler. Da jeg selv blev introduceret til Arbeit an Europa i efteråret 2020, tænkte jeg, at platformen var fascinerende og oplagt materiale at undersøge i en indgående retorisk kritik – og i lyset af det seneste års udvikling på tværs af Europa mener jeg, at denne kritik er påtrængende.
 
Specialet er skrevet af Jeppe Bentzen ved Retorik ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 10.
 
Takket være store mediekørte sager som #MeToo og #TimesUp er sager om voldtægt ofte på folks læber. Derfor ses voldtægtssager også ofte i nyhedsmedier. Med Danmarks nye samtykkelovgivning pr. 1 januar 2021, lader det til, at der for tiden sker endnu et paradigmeskift – seksualiseret vold, krænkelser, overgreb og grænseoverskridende adfærd tolereres ikke længere. Diskussioner om samtykke og voldtægtskultur har sat rammen for dette speciale. Implementeringen af den nye samtykkelovgivning fortæller mig i al fald noget om, at manglen på samtykke er et samfundsmæssigt problem. Voldtægten er et emne, der er flittigt brugt populærkulturelle emner som film, TV, reklamer, musikvideoer og videospil (Finley 2018), hvor det får underholdnings- og fascinationsværdi. Det lader også til at være et emne, der er gennemsyret af myter, sexisme, kønsulighed, politik, fascination og holdninger, der positionerer køn mod hinanden og lader social magt leve i bedste velgående.
 
Jeg vil med dette speciale undersøge, hvorvidt vi kan tale om, at en såkaldt voldtægtskultur kommer til udtryk i populærkultur. En voldtægtskultur er en kultur hvori vi, samfundsmæssigt, reproducerer offermyter, victim blamer, trivialiserer overgreb, overvurderer mængden at falske anklager og grænseoverskridende adfærd opfattes som normalt. Dermed skabes der manuskripter for, hvorledes en voldtægt foregår og en voldtaget person opfører sig. Voldtægtskultur positionerer køn i forhold til hinanden og er del af en opretholdelse af patriarkalske strukturer.
 
I vestlige samfund har mange mennesker en overbevisning om, at kønsroller er naturligt definerede, og at bestemte køn har distinkte psykologiske og adfærdsmæssige tilbøjeligheder (West & Zimmerman 1987 og Bartky 1992). Der findes, som jeg bl.a. vil undersøge med dette speciale, et samfund og en væren som påvirkes af disse kønsroller, stereotyper, strukturel undertrykkelse og dét, jeg kalder voldtægtskultur. Som West og Zimmermann argumenterer, er sexistiske samfundsstrukturer mere eller mindre usynlige, og som mennesker er vi mere eller mindre ubevidste om, at de findes, eller at vi selv tager del i at opretholde dem. Strukturerne bygger på allerede iboende kønsstereotyper og en socialt konstrueret sexistisk grundkultur. Som jeg vil udfolde, foregår voldtægt aldrig i et kontekstfrit rum, men akten bliver derimod forstærket af kulturelle budskaber og normer, der konstituerer magt og kulturelle landskaber.
 
I dette speciale arbejder jeg med bell hooks’ tanke om voldtægt som del af en større magtstruktur mellem køn, hvori vold og magtdynamikker kommer til udtryk på forskellige måder, i forskellige kontekster og forskellige kulturer (2000).
 
Hvorvidt giver det mening at tale om voldtægt som et kulturelt fænomen, hvori disse positioner billedliggøres, reproduceres og fastholdes?
 
I mit speciale arbejder jeg i første kapitel med en kulturhistorisk baggrund af voldtægter og voldtægtskultur. Jeg ser på, hvordan voldtægtskultur lægger sig i en kontekst af køn og seksualitet, men berører også kort kulturens indflydelse på eksempelvis strukturel undertrykkelse og magt. Dernæst dykker jeg i mit andet kapitel ned i voldtægtskulturens repræsentation i populærkultur. I kapitlet undersøger jeg, hvorvidt og hvorledes voldtægtskultur findes i The Twilight Saga (2008-2012) og Krøniken (2004-2007) – to serier med nær-kultstatus i hhv. USA og Danmark inden for de seneste to årtier. Her undersøger jeg brudfladerne mellem romance og seksualiseret vold, mellem overgreb, eller forsøget på samme, og forelskelse, som de fremstår i værkerne.
 
I dette speciale har jeg arbejdet udelukkende med visuelle værker, men jeg har også set kulturen komme til udtryk i eksempelvis litteratur, sangtekster, musikvideoer osv. I værkerne portrætteres mænd og kvinder ofte efter traditionelle patriarkalske værdier, og kønnenes seksualiteter er skarpt opridsede efter binære opfattelser af mænd som aggressive og aktive og kvinder som underdanige og passive. Dette ser jeg som problematisk, fordi denne binære og såkaldte ”naturlige” opfattelse af køn og seksualitet, kan være med til at reproducere voldtægtskultur og en patriarkalsk kønsmagt. De udvalgte værker bearbejder jeg ud fra queerteoretiker Sharon Marcus’ teori om voldens kønnede grammatik og såkaldt trauma theory, der bruges til at se på, hvordan scener der skildrer traumer, rent faktisk skildres og påvirker publikum. Disse skildringer er, som jeg vil komme ind på i kapitel 2, ofte centreret omkring at vække affekter som afsky eller empati, men ikke på at forklare et traume som netop det. Jeg kommer i mit andet kapitel frem til at voldtægtskultur kommer til udtryk i begge analysegenstande, men på to forskellige måder og i større eller mindre grader.
 
Jeg argumenterer for, at både The Twilight Saga og Krøniken trækker på romancegenren, og at det derfor er problematisk at portrættere overgreb og grænseoverskridende adfærd som netop romantisk. Jeg kan dog se en mulig begyndende ændring mod en såkaldt samtykkekultur. Lige netop samtykke vil jeg derfor tage udgangspunkt i i mit sidste kapitel. Jeg har erfaret gennem min specialeproces, at der kan ses en begyndende ændring i repræsentationer af voldtægtskultur i populærkultur. I det sidste kapitel diskuterer jeg en mulig begyndende overgang fra voldtægtskultur til samtykkekultur i populærkultur. Her tager jeg udgangspunkt i den irske serie Normal People, der er udkommet i kølvandet af #MeToo. Serien normaliserer dét at spørge om samtykke, og portrætterer traumatiske hændelser og seksuelle overgreb som lige netop dét. Til allersidst i dette speciale vil jeg arbejde i en større perspektiverende kontekst med voldtægtskultur og samtykkekultur i det offentlige rum. Her kommer jeg bl.a. ind på, hvordan forskellige feministiske modoffentligheder kan være en del af en mulig ændring i opfattelser af kønsmagt, kønsstereotyper og voldtægts/samtykkekultur, og diskuterer hvorvidt man kan tale om, at vi er midt i et paradigmeskift ang. opfattelser af køn og seksualitet.
 
Specialet er skrevet af Michelle Kathrine Nenonen ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 10. 
 
Besvarelsen tager udgangspunkt i kognitionsteori, der fungerer som fundament for undersøgelsen af seerens oplevelse af og emotionelle respons på en interaktiv horrorfilm. For at behandle seerens påvirkning af implementeringen af interaktive elementer inddrages teorier om interaktivitet. Teorierne vedrører interaktiv storytelling, digitale medier og video spil. Afhandlingen indeholder også en redegørelse for horrorfilm som genre. Denne inddrages løbende, eftersom genren kan have betydning for seerens oplevelse. Desuden vil Behind Closed Doors inddrages undervejs som sammenligningsgrundlag for specialets teoretiske og analytiske pointer.
 
Undersøgelsens resultater er tvetydige, idet interaktive elementer i en film både kan forstærke og hæmme seerens engagement.
 
På den ene side kan seeren føle sig mindre distanceret fra hændelserne på skærmen, hvilket kan fremkalde en mere intensiv oplevelse af de følelser en horrorfilm typisk skaber, herunder frygt og spænding. Seerens relation til en karakter i en interaktiv film kan ligeledes forstærkes eftersom denne kan få mulighed for at påvirke dens handlinger, og dermed kan videreføre sin motivation over på karakteren. Dette giver endvidere mulighed for at seeren kan føle sig mere tilstedeværende, fordi de selv tager aktiv del i filmen.
 
På den anden side kan seeren risikere at blive for bevidst om egen magt, hvilket kan flytte fokus fra karakteren. Desuden kan de interaktive elementer fjerne seerens opmærksomhed fra filmen til deres egne kropslige og emotionelle reaktioner, eller fascinationen af de interaktive elementer i sig selv.
 
Hvis konstrueret hensigtsmæssigt kan inddragelsen af interaktive elementer i en horrorfilm medføre en mere nuanceret og udbytterig seeroplevelse.
 
 
Specialet er skrevet af Laura Bonde Pedersen, Hanna Szwebs og Josefine Midtgaard ved Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 12. 
 
Læs hele specialet her.

I Europa og særligt i Storbritannien skildrer mesterfortællinger flygtninge som mulige kriminelle, passive ofre og bedrageriske asylansøgere. Disse oftest misvisende, og for flygtninge ugenkendelige, repræsentationer bliver udfordret af flygtningekunst. Der blev foretaget en analyse af udvalgte kunstværker i form af visuel kunst og poesi fra England, hvor tematikker som hjem, identitet, migration og tilhørsforhold blev udforsket og udfoldet. Teorier af etablerede forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab blev inddraget for at kaste lys over de nævnte tematikker fra teoretiske perspektiver.

Flygtningekunst placerer flygtningen i centrum og beskriver flygtningeoplevelser før, under og efter den risikofyldte og dødsensfarlige flugtrejse. Den fremhæver bl.a. det manglende valg ved flygtningeoplevelsen og gør det klart, at flygtninge ikke er noget, man er. Det er noget, man bliver af årsager, man ikke selv har valgt. Derfor kan det ske for os, ligesom det skete for dem.

Med sin funktion som modfortælling, muliggør flygtningekunst helbredelse fra traumatiske oplevelser, identitetsskabelse og ’agency’ (handlekraft) for flygtningekunstneren. Dermed kan der ikke være tvivl om kunstens magt og muligheder, hvilket har været genstand for diskussion i dette speciale. Kunst viser sig at kunne skabe empati hos iagttageren, der med en større forståelse for flygtninge og deres situation, kan videreformidle modfortællingerne og være med til at skabe forandring i en diskursivt konstrueret verden. Dermed kan flygtningekunst siges at være et middel til forandring på flere måder.

Specialet er skrevet af Ayse Ciftci ved Engelsk og Psykologi ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 12. 

Læs hele specialet her

Mor på barrikaderne  En psykoanalytisk funderet undersøgelse af idealet den rene moderne mor i Mor. En historie om blodet og Til min søster med udgangspunkt i det abjekte.

I mit speciale ”Mor på barrikaderne” konstruerede jeg et begreb ”den rene moderne mor”, som jeg brugte til at undersøge to romaner om moderskab: Mor. En historie om blodet af Maja Lucas og Til min søster af Dy Plambeck. Begrebet den rene moderne mor bestod af to underbegreber: den moderne kvinde og den rene mor, der i overvejende grad kan knyttes til henholdsvis før moderskabet og i moderskabet. Begrebet moderne kvinde dækker over, at den moderne kvinde har høj frihed til selv at bestemme kæreste, uddannelse, arbejde og i mindre grad ufrihed over sin krop, der skal mime en atletiske eller yndefuld teenagekrop.
 
I moderskabet indfinder sig et nyt ideal, hvor kvinden skal tilvælge en kernefamilie og være selvopofrende for sit barn. Samtidig skal hun efterleve kropsidealet, som det så ud før moderskabet indfandt sig. Begrebet den rene moderne mor dækker derfor over, at kvinden skal efterleve et selvmodsigende ideal om på den ene side at følge sin lyst i forhold til kæreste, uddannelse, arbejde, men samtidig forventes det, at hun til hver en tid bør tilsidesætte denne lyst til fordel for at passe barnet i en kernefamilie.
 
I min læsning af Mor. En historie om blodet viser dette ideal sig umuligt at efterleve for moren, der ikke kan tilsidesætte sin lyst, da det strider så radikalt med hendes frihed, hun oplevede før moderskabet. For denne mor indfinder der sig derfor en eskalerende vrede, som ødelægger forholdet til hendes datter og hendes mand og i slutningen af romanen går moderen under i en bilulykke. I Til min søster viser dette ideal sig også som umuligt at efterleve. Moderen oplever massiv skam over ikke at kunne efterleve idealet og samtidig strider det mod hendes høje frihedsideal før moderskabet. I modsætning til Mor. En historie om blodet går denne mor dog ikke under. I stedet frigør moderen sig med hjælp fra søsteren fra dette ideal og derigennem peger de på nye måder at tænke familie og moderskab på. Hos dem er dette at inddrage den frihed, de havde før moderskabet, ind i moderskabet ved at ikke underlægge sig kernefamilien, men i stedet indtage fleksible forældreskabsroller, der tilgodeser den frihed, kvinden havde før moderskabet.
 
Specialet er skrevet af Emil Bakkendrup ved Dansk ved Syddansk Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 

 

 

Med afsæt i en pragmatisk og hermeneutisk videnskabsteoretisk forståelse, forsøger specialet induktivt med en Grounded Theory tilgang at undersøge udvalgte informanters forståelse og iscenesættelse af organisatorisk ledelse. På baggrund af 12 semistrukturerede interviews foretages en iterativ kodningsproces for at analysere den indsamlede kvalitative empiriske data.
Resultater
 
Studiets resultater viser at informanternes forståelse af ledelse kredsede omkring tre komponenter, som de oplever som vitale for at ledere kan være i stand til at udvikle bæredygtige organisationer: (a) at interne interessenters personlige trivsel bliver prioriteret, (b) at der målrettet bliver arbejdet med et autentisk samfundsmæssigt formål, og (c) at lederens rolle og de organisatoriske strukturer bliver gentænkt. Studiet finder at disse komponenter er gensidigt afhængige, og at de tilsammen udgør, hvad der kan betegnes som en regenerativ ledelsestilgang.
 
På baggrund af en komparativ analyse af studiets resultater med de herskende progressive ledelsesdiskurser, kan det konkluderes at den regenerative ledelsestilgang bør betragtes som en ny ledelsesform, der særligt finder anvendelse i organisationer der proaktivt ønsker at tage hånd om globale bæredygtighedsudfordringer. I kræft af at studiet fokuserer på informanternes subjektive opfattelse af, hvordan organisatorisk ledelse bør praktiseres, er der behov for fremtidige studier, der undersøger eventuelle diskrepans med de reelle ledelsespraksisser. På baggrund af den ambivalens der opleves i både den akademiske verden og blandt informanterne omkring bæredygtighedskonceptet, afsluttes specialet med at foreslå en ny metode til at vurdere organisatorisk bæredygtighed.
 
Specialet er skrevet af Benjamin Jacob Brinch ved Kommunikation Copenhagen Business School og blev bedømt til karakteren 12. 
 
Fremtidens dialektik – Det modhegemoniske potentiale i Nnedi Okorafors Who Fears Death (2010) og The Book of Phoenix (2015).
 
I mit speciale undersøger jeg modstandspotentialet i den litterære genre sort kvindelig spekulativ fiktion gennem en analyse af to af den nigeriansk-amerikanske forfatter Nnedi Okorafors romaner fra henholdsvis 2010 og 2015.
 
Jeg argumenterer for, at Okorafor fremstiller mønstre af dominans og undertrykkelse, der kan forstås gennem begrebet epistemisk vold. Specialets hovedargument er, at hendes romaner dekonstruerer generaliserende og ekskluderende modsætningspar så som god/ond, mand/kvinde eller religion/videnskab, og at denne dekonstruktion bliver en dialektisk logik, som puster nyt liv ind i diskussionen om racisme og sexisme. For at forstå dialektikbegrebet inddrager jeg de to filosoffer Hegel og Adorno for at konkludere, at Okorafors fremtidsdialektik befinder sig et sted mellem de to opfattelser.
 
Specialet diskuterer, hvordan Okorafors romaner bl.a. gør brug af magi som et middel til reel transformation og et endeligt opgør med epistemisk vold. I forlængelse heraf foreslår jeg, at det kan forstås som en metafor for at tænke anderledes og en understregning af, hvor nødvendigt det er, at vi konstant insisterer på at nedbryde totaliserende koncepter og narrativer i jagten på en bedre og mere lige fremtid. Et budskab, som mange sorte kvindelige spekulative forfattere stiller skarpt på gennem deres forestillede fremtider ved at centrere fortællingerne omkring sort kvindelig erfaring og virkelighed. Og et budskab, som vi må lytte til og tage alvorligt nu og her.
 
Specialet er skrevet af Amalie Oppenhagen Alsbo ved Moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 12. 
 
Dette fokus får mig til at tænke over, hvorfor man ikke har været interesseret i at repræsentere kultur ud over de danske grænser, og se på de interkulturelle udvekslinger, der knytter sig til Danmark. Hvorfor blev Kulturkanonen ikke bygget op med mere fokus på en relationel komposition, hvor kulturelle narrativer udveksler og transformerer sig på tværs af historiske linjer og subjekters identiteter? Jeg vil vende tilbage til dette spørgsmål i min perspektivering til danske kulturelle kontekster, for mit speciale handler nemlig ikke om at undersøge Kulturkanonen eller at afdække hvorfor den blev, som den blev.

Jeg er interesseret i at se på, hvordan den danske eller vestlige kultur er præget af ikke-vestlige kulturer, som alt for længe er blevet usynliggjort eller holdt uden for sådanne kanoner. Det drejer sig både om kvinders ret til at fortælle deres historier som ved fænomenet #MeToo og om Black Lives Matter-bevægelsen, som også kan forstås som nye narrativer i forhold til det hvide, mandlige og vestlige. Dette ærinde ønskede jeg at knytte til et specifikt værk, der har relevans også i dag – og også for vores forståelser af disse nye narrativer i dansk kulturel kontekst. Derfor tager jeg udgangspunkt i Combahee River Collective Statement.

Combahee River Collective Statement (1977) blev skabt af Combahee River Collective (CRC), en gruppe sorte lesbiske radikalfeminister fra Boston, USA. Jeg beskriver hvordan CRC Statement kan forstås som et politisk/poetisk manifest. Jeg fokuserer på, hvordan brugen af ordet identitetspolitik er i forhandling, siden det blev brugt første gang i CRC Statement. Jeg analyserer CRC Statement, Audre Lordes digt Power (1978) og en beretning om en Twitter-korrespondance (2019), med fokus på hvordan begrebet har forankring i en afrofuturistisk og performativ æstetik såvel som i politiske, socialistiske værdier. Disse værdier siver gennem sprækkerne af den ellers meget hvide og maskuline danske kulturkanon, og når identitetspolitik diskuteres i medierne som virtuelle performances.

I dette speciale forbinder jeg feministisk teori med performanceteori, og trækker en linje fra futurismens kunstpraksisser til afrofuturistiske praksisser og tekster skrevet af sorte radikalfeminister. Jeg undersøger, hvordan CRC med deres identitetspolitiske fokus på queerness og sorthed udfordrer en patriarkalsk lineær tidsforståelse. Den queer-temporalitet, der finder sted i performative genrer er et udtryk for et vidensbegreb, der udfordrer idéen om objektivitet. Queer-temporaliteten forstyrrer idéen om viden som noget, der er frakoblet kroppen, og placerer i stedet viden som forankret i kroppen, når affekter opstår gennem relationelle møder.

En stigende opmærksomhed omkring begreberne ‘sports washing’ og ‘soft power’ har gjort specialets emne særligt relevant, da flere lande bruger sportsbegivenheder som et politisk værktøj, og det derfor er en problemstilling som mange danske idrætsforbund enten står eller kommer til at stå i fremover.
 
Specialet viste, at mediedækningen blev yderligere intensiveret i oktober 2021 med Herrelandsholdets endelige kvalifikation til VM i Qatar. Der gik diskussionen fra at fokusere på om Danmark skulle afsted til Qatar, til når Danmark skulle afsted til Qatar. Dermed rummer Herrelandsholdets kvalifikation og sportslige triumf også fortællingen om DBU, som mere eller mindre uforvarende havner i en kommunikativ og yderst kompleks omdømmekrise. En krise der er uundgåelig, da DBU holder på, at de hverken kan eller vil undvige slutrunden og dermed kan de heller ikke undvige debatten. Formålet med dette speciale er derfor at kaste lys over de kommunikative problemstillinger, som opstår når danske idrætsorganisationer skal navigere i omdømme-kriser skabt gennem den danske mediedækning.
 
Den metodiske tilgang i specialet bestod af en organisationsanalyse af DBU samt en todelt integreret indholdsanalyse. Først viste en kvantitativ framing-analyse af 221 artikler fra danske landsdækkende medier, at der eksisterede en overvejende kritisk dækning af landsholdets deltagelse i VM i Qatar. Efterfølgende blev 16 artikler udvalgt til en kvalitativ indholdsanalyse for at kortlægge en række interessenters positioner i en afgrænset del af debatten, som specialet kaldte ‘beslutningskrisen’. Denne analyse viste en moderat tilskrivning af kriseansvar til DBU og en mulig tilstedeværelse af Coombs’ halo-effekt. Samtidig identificerede specialet krisetypen som en omdømmekrise for DBU, baseret på den skade som mediernes dækning af slutrunden kan tilføre DBU’s omdømme.
 
Specialet konkluderede, at den kritiske mediedækning af landsholdets deltagelse i VM i Qatar sammenholdt med DBU’s idealistiske organisationsværdier skaber et meget smalt kommunikativt råderum for DBU’s strategiske kommunikation. Det diskuteres på baggrund af denne konklusion, om en dansk international idrætspolitik og en stærk tilstedeværelse af halo-effekten, skabt på baggrund af landsholdets sportslige og menneskelige triumfer, kan resultere i en reduktion af den skade, som DBU’s omdømme kan få ved at deltage i VM i Qatar. Afslutningsvis perspektiveres der i specialet til, om den kritiske dækning af VM i Qatar kan fortsætte under selve slutrunden, da Qatar i løbet af specialets skriveperiode flere gange slog hårdt ned på pressefriheden i værtslandet.
 
Efter aflevering: Stadig på dagsordenen
 
Specialets aktualitet og væsentlighed har vist sig flere gange i løbet af skriveprocessen og på bagkant  blandt andet i forbindelse med Herrelandsholdets kvalifikation, et samråd i Folketingets Kulturudvalg, da der var et år til slutrundens start og da norske journalister blev anholdt i Qatar. Vi er blevet kontaktet af interesserede journalister fra Politikens sportsredaktion samt Liga på P3 på baggrund af specialets fokus på bagsiden af det kommende VM’s funklende medaljer og mediernes rolle heri. Vi vil gå videre med disse kontakter, når vi vurderer, at der igen opstår et væsentligt fokus på slutrundens problematikker i medierne. Emnets bredere aktualitet viser sig dog allerede igen ved det forestående Vinte-OL i Beijing, hvor diskussionen igen falder på menneskerettigheder og værtslandets brug af sportsbegivenheder som politisk ‘sports washing’.
 
Specialet er skrevet af Emilie Rahbek Pii og Line Krag Mortensen i FIlm- og Medievidenskab ved Kommunikation ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 12.  
 
There is no standard for how to design onboarding systems that solves these issues. The purpose of this case-study is to evaluate the effect on user experience, when designing from a user centered design approach. In this thesis, the onboarding system has been developed through the theory and method of contextual design, in collaboration with the company Hjælp til Pårørende.
 
The onboarding system has been designed to be implemented on the Hjælp til Pårørende application, grounding both data gathering, design and development in an existing product and case. From the user centered design approach, the design activities have aimed to develop onboarding components in context of the specific onboarding activities. The result of the user experience evaluation revealed that the implemented onboarding components enhanced the user experience, though one onboarding components resulted in more friction than support for the user. 
 
The analysis also showed that the users weren’t aware of the data gathering in several instances. The evaluation indicated an implication of the contextual design approach to developing onboarding systems: When the friction is reduced by gathering data contextually, it can decrease the users’ awareness of consent and transparency of privacy. The results pose the question: When does good user experience design and intentions cross the line and become a nudging interface?
 
Specialet er skrevet af Laura Østerhaab Sell ved Informationsstudier ved Aalborg Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.