Specialer på Kforum

Skal dit speciale også på Kforum? Så send et resumé (i Word) og specialet i PDF til info@kforum.dk
Jeg ønsker, at mit sprogpsykologiske speciale kan bidrage til et større fokus på interviewkunstens kompleksitet og vigtigheden af samspillets betydning – at interviewet netop skabes i samspillet mellem interviewer og interviewperson. Den journalistiske litteratur leverer opskrifter på ’gode’ interviewteknikker, men den bevæger sig ikke i dybden med det samspil mellem interviewer og interviewperson, der skal bane vejen for samtaler af mere privat og følsom karakter.
Dog er der i litteraturen en erkendelse af, at adgang til dybere og mere sårbare sider hos en interviewperson ikke blot er et spørgsmål om interviewteknik.
 
Jeg påpeger i forlængelse heraf, at det sprogpsykologiske undersøgelsesfelt vil kunne bidrage med en ny, supplerende viden om interaktionen mellem mennesker og udførelsen af det ‘gode’ interview. I forlængelse heraf finder jeg det relevant at undersøge betydningen af begrebet rapport (”kemi”)som er en positiv forbindelse mellem to personer, der netop kan etableres og påvirkes i selve interaktionen, og hvor de interagerende har oplevelsen af, at de “‘clicked’ with each other and felt the good interaction to be due to ‘chemistry’” (Tickle-Degnen & Rosenthal 1990). Med udgangspunkt i sprogpsykologiske interaktionsanalyser vil nærværende speciale vise, hvordan forskellige interviewteknikker udfoldes og fungerer i den aktuelle kontekst - afhængigt af både interviewer og interviewperson og samspillet mellem dem.
 
Udgangspunktet for undersøgelsen er to aktuelle interviewere, Hassan Preisler og Pernille W. Lauritsen, som i radioudsendelserne Min lille Hassan og Det, du frygter netop har til formål at åbne sin interviewperson op for dybereliggende emner som personlige forhold og følelser.
Formålet med specialet er at pege på vigtigheden af det dialogiske aspekt og give kommunikationsfolk– og interviewere generelt – en større forståelse for og refleksion over interviewkunstens kompleksitet.
 
Specialet er skrevet af Julie Eskesen ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet.
 

Som kendere af Luhmann ser, er titlen en slet skjult reference til dennes værk Massemediernes Realitet (2002). Sociologen Niklas Luhmann og hans systemteori er nemlig omdrejningspunktet for dette speciale og gennemsyrer hele studiet – fra dets induktive tilgang og videnskabsteoretiske afsæt i konstruktivismen til centrale begreber og endda emnevalg. Luhmann var nemlig også særligt fascineret af medier. Fordi lige så længe vi har haft medier, har de spillet en helt særlig rolle i samfundet. Men medier er ikke, hvad de har været eller var, da Luhmann døde for over 20 år siden. Som en hyldest til sociologen, der i december ville være fyldt 90, sætter specialet sig derfor for at undersøge, hvad mediernes rolle i samfundet er anno 2018.

 

På baggrund af seks samtaler med ledende personer fra de største danske nyhedsmedier iagttages de som sociale systemer gennem selvreferencemodellen, et framework der udvikles som en del af studiet med de luhmannske begreber autopoiesis og selvreference i centrum. Modellen afslører social orden ved at fremstille de autopoietiske, eller selvskabende, systemer, der opretholder sig selv gennem selvreference, altså den konstante og ufravigelige henvisning til sig selv, som er i al kommunikation. Analysen identificerer systemer på tre selvreferentielle niveauer. Det “inderste” niveau, organisation, karakteriserer de differencer der er mellem de systemer, der tilknytter sig de forskellige nyhedsmedier.

 

Differencerne defineres med parametrene kultur, struktur og natur. Program – niveauet “over” – beskriver deres fælles reference, danske medier, hvor de udgør ét samlet system. Her identificeres af udviklingen i adgang og hastighed, der kombineret afslører udviklingen i behovet for opmærksomhed, som den største difference fra tidligere. Endelig, på niveauet system, inkluderes de andre programmer, hhv. underholdning og reklame, samt forbindelserne til øvrige systemer. Her identificeres fremkomsten af digitale medier, særligt sociale medier, som hovedårsagen til førnævnte udviklinger i det danske mediebillede. Påvirkningen særligt i nyhedsmediernes forbindelser til systermerne økonomi og politik.

 

Afslutningsvist konkluderer specialet at medierne stadig besidder en essentiel rolle, fordi sociale medier ikke overtager deres funktion, men snarere fungerer som en ny fælles offentlighed. Ikke bare for nyhedsmedier og andre typer medier, men interaktion helt generelt. Det betyder, at medier i dag skal tage hensyn til den kontekst, de indgår i, hvor de tidligere plejede at være denne sociale kontekst. Men da sociale medier blot faciliterer et forum og ikke behandler informationen, det indeholder, journalistisk, er mediernes selvopfattelse som demokratiets vagthund stadig enormt vigtig, da de dermed stadig kontrollerer samfundet selviagttagelse. Den måske vigtigste opgave i et sammenhængende samfund.

Specialet er skrevet af Jacob Munk Østbjerg ved cand.merc (kom) på Copenhagen Business school.

Du kan læse hele specialet her.

Modeindustrien præges i stigende grad af brugen af indflydelsesrige individer, populært kaldet influencere, som markedsføringsredskab i et forsøg på at nå de mere end 3 milliarder aktive forbrugere på de sociale medier. Da influencermarketing er omkostningseffektivt, er det et populært middel blandt start-ups samt små og mellemstore modevirksomheder. Dette er på trods af manglende forskning i influenceres specifikke påvirkning af forbrugernes opfattelse af brands. 
 
Med dette udgangspunkt vil denne kandidatafhandling besvare følgende problemstilling: hvordan benytter start-up-modebrands influencere som led i at opbygge deres brandidentitet, og har dette indflydelse på forbrugernes opfattelse af brandet? 
 
Formålet med afhandlingen er således at bidrage til den begrænsede eksisterende litteratur på området og åbne op for yderligere forskning. Som en del af dette tages der udgangspunkt i et enkelt casestudie, start-up-modebrandet Daniel Silfen, der designer accessories til modebevidste kvinder i alderen 18-24 år. 
 
For at kunne besvare afhandlingens problemstilling bedst muligt arbejdes der med fire undersøgelsesområder: 1) forbrugernes brug af mode, 2) forbrugernes brug af influencere, 3) start-up-modebrands’ brug af influencere og 4) indflydelsen af denne brug på forbrugernes opfattelse af start-up-modebrands. Til fjerde undersøgelsesområde anvendes Kellers Brand Resonance Model som struktur og analyseapparat for at give et detaljeret indblik i, hvordan brandets brug af influencere har en indflydelse på denne brandopfattelse. 
 
Afhandlingens videnskabelige standpunkt er socialkonstruktivistisk, da der argumenteres for at fænomener såsom mode og trends skabes gennem netværkseffekter og dermed i sociale interaktioner. I besvarelsen anvendes kvalitativ primærempiri i form af et ekspertinterview med casestudiet, Daniel Silfen, samt semi-strukturerede, dybdegående interviews med forbrugere. 
 
Med afsæt i ovenstående konkluderes det, at start-up-modebrands benytter influencere til at skabe kendskab og tilegne sig specifikke associationer for dermed at opbygge en brandidentitet. Undersøgelsen viste dog, at forbrugernes opfattelse af produkt- og influencerrelevans er altafgørende for, hvorledes brugen af influencere har en effekt på brandopfattelsen.
 
Ved manglende relevans kan den brandidentitet, som brands påtænker at kommunikere, blive opfattet anderledes af forbrugerne. På trods af disse forbehold konkluderes det, at start-up-modebrands’ brug af influencere har stor indflydelse på forbrugernes opfattelse af brandet, og at dette i særdeleshed manifesterer sig i brand identitybrand meaning og brand responses. Ydermere konkluderes det, at brugen af influencere ikke kan stå alene.
 
Specialet er skrevet af Louise Christina Sieverts og Sofie Monk Pedersen på Business Administration and Organizational Communication ved Copenhagen Business School. Specialet er bedømt til karakteren 12.
 
Det ses også i Danmark, hvor udgivelsespaletten i de senere år været præget af selvbiografiske sorg- og tabsorienterede værker om at miste såsom Esben Kjærs Min usynlige søn (2016), Caroline Albertine Minors Velsignelser (2017) og Caspar Erics Alt hvad du ejer (2018). Ikke mindst har vi Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017) om tabet af hendes 25-årige søn. Et værk hun hævder hverken at kunne eller ville skrive, fordi hendes sprog er smadret af den traumatiske begivenhed. Alligevel – og heldigvis – foreligger værket nu i 10. oplag og som centrum for mit speciales undersøgelse af sorgen som litterær form.

Hvor sorgen kan opfattes som et tema (som noget at skrive om), er sorgen nemlig også en måde at skrive på: En fragmenteret og modsætningsfyldt skrivestil, hvor sprogtabet og sprogets ødelæggelse udtrykker sorgen over at miste en nærtstående. Her har litteraturen potentiale til at lære os noget om selve sorgens væsen: Litteraturen viser os den sørgendes mangel på ord, men også at sprogtabet (oplevelsen af at miste sit sprog) kan overvindes ved hjælp af fællesskabet med andre, af andres tekster.
 
I sorglitteraturen bruger én forfatter nemlig andre forfatteres sorgtekster som en slags sproglig genfinden. Teksterne citerer fra hinanden og kommunikerer på den måde gennem hinanden. Inden for litteraturvidenskaben kaldes dette for ”intertekstualitet”, og i mit speciale har jeg forsøgt at definere et begreb om sorgens intertekstualitet forstået som en slags litterære netværk eller fællesskaber i sorg.
 
Sorglitteraturen hjælper os til at forstå selve sorgens væsen, idet teksternes diversitet i sig selv viser, at sorg ikke kan sættes på formel, at ikke to sørger ens, og at selv for den enkelte er sorgen konstant foranderlig. Frem for at blive behandlet for sorg taler litteraturen for, at sorg ikke går over, og at den sørgende må lære at leve med og i sorgen.
 
Vi bør derfor betragte litteraturen som et særligt påtrængende biddrag til aktuelle diskussioner om diagnosticering af sorg, for hvis alle sørger forskelligt, hvorvidt er det i så fald meningsgivende at operere med en inddelinger som normal sorg og syg eller kompliceret sorg, som WHO kalder deres ny-optagede sorgdiagnose?
 
Litteraturen gør op med disse inddelinger og dermed med den historisk set (og fortsat) herskende diskurs om sorg. Dette speciale vidner derfor også om en sorgkultur i forandring, hvor litteraturen kan lære os noget om måden, vi håndterer og kommunikerer i og om sorg på.
 
Specialet er skrevet af Anna Sif Kyhn ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og er blevet bedømt til karakteren 12. 
 
Nyhedssatiren, med Kirsten Birgit, Jonatan Spang og RokokoPosten i spidsen, er tilsyneladende blevet en slags femte statsmagt, der med hårdtslående jokes er i stand til at hænge politikere og journalister til tørre med en tiltrængt udstilling af deres magtfuldkommenhed.
 
Med en stadig større popularitet i det danske nyhedsbillede lader kuren mod tillidskrisens udbredelse tilsyneladende til at være fundet. Men kan det virkelig passe, at et godt grin kan kurere en gennemgribende mistillid i den politiske nyhedskultur? Eller er der tale om placebo?

Specialet skildrer først, hvordan satirikerne udstiller de særlige forhold der synes at karakterisere den politiske nyhedskultur i dag. Undersøgelsen er lavet med udgangspunkt i de tre satireformater Tæt på Sandheden, Den Korte Radioavis og RokokoPosten.
 
Dertil kommer specialet omkring, hvordan satiren i sig selv spiller en særlig rolle i denne kultur som en slags femte statsmagt, der holder især de politiske journalister i ørene. Begge pointer understøttes ved hjælp af Erving Goffmans makrosociologiske teori om socialitet, der forklarer sig med en række teatermetaforer.

Specialets første del skildrer på den måde, hvordan satirikerne udstiller den politiske nyhedskultur som et slags reality-show, hvor selvhøjtidelige politikere og journalister indgår i uhellige alliancer, manipulerer og iscenesætter sensationer.

I specialets anden undersøges det, hvordan nyhedssatiren i sig selv påvirker mistilliden i den politiske nyhedskultur. Det er med hjælp fra Slavoj Žižek kulturkritiske psykoanalyse, at specialet formår at undersøge dette og konkludere, at satirens magt er paradoksal.
 
For satiren kan både ses som midlet, der kan kurere befolkningens mistillid til den politiske nyhedskultur, men med sin evne til at forføre og underholde sin humoristiske magtkritik risikerer satiren også at passivisere sine seere og på den måde i sidste ende medvirke til at forstærke den demokratiske tillidskrise. Specialet efterlader derfor sin læser med en tankevækkende opfordring til at stille sig kritisk overfor den magtkritik, satirikerne ellers på fornem vis formår at formidle til et stadigt voksende publikum.
 
Magtkritik er essentielt i et sundt demokrati, men specialet påpeger vigtigheden af, at tage selv den magtkritik, der er pakket ind i en sjov forklædning, seriøst. Lader vi os forføre blindt af illussionen om, at satirikernes hårdtslående magtkritiske jokes kan redde os fra den magtfuldkommenhed, som forårsager vores mistilliden til politikere og journalister, risikerer vi at ende som dem, der er mest
til grin. Som kejsere uden en trævl på kroppen.
 
Specialet er skrevet af Caroline Boas, Stine Bagger Vium og Vibeke Finnemann Scheel ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi
på Copenhagen Business School, og er blevet bedømt til karakteren 12.
 

Èn af de typer af sociale medieplatforme der virkelig har erobret flere og flere medlemmer på meget kort tid, er platforme som fx Instagram, hvor den visuelle kommunikation repræsenterer den primære kommunikation og den tekstuelle kommunikation er nedgraderet til en sekundær rolle.

Dette skift har medført, at det nu er nødvendigt at undersøge, om foregående research omkring sociale medier generelt også kan anvendes på de sociale medieplatforme, hvor den visuelle kommunikation er i fokus.

Denne nødvendighed er kun blevet forstærket af, at undersøgelser viser, at indhold med billeder eller videoer genererer mere brugerengagement end indhold uden på sociale medier generelt. Den visuelle kommunikations relevans bliver derfor kun større.

Vores opgave har derfor forsøgt at finde ud af, hvordan man producerer godt indhold på de sociale medieplatforme, der har den visuelle kommunikation i fokus.

Dette er først gjort ved hjælp af en indholdsanalyse, hvor der er målt på nogle variabler, der bl.a. er udarbejdet ud fra Aslak Gottliebs generelle engagementskriterier, der henvender sig til sociale medier. Indholdsanalysens resultater, som er baseret på 2000 kodede enheder i form af opslag, er derefter blevet testet yderligere i et eksperiment.

Analysernes resultater er til sidst blevet formuleret til nogle anbefalinger, som vil kunne bruges af alle, der ønsker at kommunikere succesfuldt på sociale medieplatforme, der har den visuelle kommunikation i fokus og/eller som ønsker at producere generelt social medieindhold, hvor den visuelle kommunikation er i fokus.

Specialet er skrevet af Sofie Helene Grue og Anne-Sophie Schlichtkrull Kiersing Dalgaard ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, og er blevet bedømt til karakteren 10. 
 
Jeg har særligt fokus på ghetto-stigmaet, som formodes at være det primære stigma forbundet med området. Det er informanternes egne oplevelser og viderefortælling af disse, der er kernen i opgaven. Denne fænomenologiske tilgang sikrer et blik på ghettodebatten, som ofte overses.
 
Vi hører fra netop de beboere, der har deres hjem i et af de såkaldte ghettoområder, som især har været på dagsorden siden Lars Løkke Rasmussens nytårstale den 1. januar 2018. En tale, der motiverede mig til at undersøge netop dette område.
 
I specialet benytter jeg dybdegående semi-strukturerede interviews som metode til dataindsamling. Centralt for min metode er en grundig åben og efterfølgende lukket kodning af mit materiale. Teoretisk tager jeg udgangspunkt i teorier om medieeffekter samt stigmateori frembragt af Erving Goffman med tilføjelse af Loїc Wacquants territorielle stigma. Perspektiver på identitet fra Richard Jenkins og Fredrik Barth samt reaktioner på stigma ved Michelle Lamont et al. inddrages.
 
Min analyse viser, at de unge af anden etnisk baggrund fra Vollsmose oplever mediestigmatisering. De oplever særligt, at stigmatiseringen kommer til udtryk via specifikke ordvalg og ensidig, negativ fokuseret og ofte overdrevet dækning af Vollsmose. Informanterne oplever, at ghettostigmaet især forbindes med kriminalitet og etnicitet. 
 
Mediestigmatiseringen påvirker dem emotionelt i varierende grad. Det er især en oplevet diskrepans mellem, hvordan de selv ser Vollsmose, og hvordan det portrætteres, der påvirker dem. De unge oplever, at medierne har en stor betydning for, hvordan Vollsmose opfattes som område, men de oplever ikke i særlig grad, at deres interaktioner med andre påvirkes af mediernes billede.
 
Dette kan dog skyldes flere strategier, som de benytter til at negere stigmaet blandt andet: 1) Overbevise andre om, at området er anderledes end det rygte, det har fået. 2) Ignorere stigmaet som oplevet enten i medierne eller i mødet med andre. 3) Tage afstand til til Vollsmose, så stigmaet ikke påvirker så meget 4) Bebrejde en specifik gruppe, at der er kommet et dårligt ry m.fl.
 
Afsluttende sætter jeg problematikken ind i en større journalistisk sammenhæng og diskuterer, hvorvidt medierne har et ansvar i forhold til at medvirke til en afstigmatisering af områder som Vollsmose - for eksempel ved at introducere mere varierede kilder i deres nyhedsdækning.
 
Specialet er skrevet af Sidse Brogaard Thestesen ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og er blevet bedømt til karakteren 10. 
 
Borgerforslagsordningen blev vedtaget af Folketinget i 2017, og siden januar 2018 har borgere med stemmeret således kunnet stille forslag til ændringer i samfundet på hjemmesiden borgerforslag.dk. Hvis et forslag opnår 50.000 underskrifter fra andre borgere, bliver det fremsat som beslutningsforslag i Folketinget.

Formålet med borgerforslag, der er et direkte demokratisk redskab, er at øge borgernes deltagelse i det politiske liv. I retoriske termer tilskriver borgerforslag dermed retorisk handlekraft til såkaldt almindelige borgere, idet de får mulighed for at udøve retorisk medborgerskab ved at stille et forslag og give deres mening til kende.
 
Som vi i dette speciale argumenterer for, lever borgerforslagsordningen imidlertid i dens nuværende form ikke op til denne forventning. Snarere end at fremme demokratisk inklusion synes borgerforslagsordningen nemlig at privilegere ressourcestærkere, retorisk kompetente borgere, der er er i stand til at påtage sig det institutionaliserede sprog og de retoriske konventioner, der kendetegner den politiske beslutningsproces.

Denne påstand hviler dels på en tekstnær analyse af et omfattende, repræsentativt udsnit af borgerforslag med fokus på argumentation og sprog, dels på en tekstlig-intertekstlig analyse af de tre første borgerforslag, som fik 50.000 underskrifter, og deres modtagelse i et udsnit af offentligheden såvel som i Folketinget.
 
Analyserne viser, at idéen om at give borgere handlekraft ved at lade dem skrive borgerforslag, der skal implementeres direkte i den politiske beslutningsproces, er svær at realisere.

Specialet lægger sig i forlængelse af en aktuel tendens i retorisk kritik, der fokuserer på almindelige borgeres retorik, såkaldt vernakulær retorik. Det er således et bidrag til udviklingen af det stadig nye felt retorisk medborgerskab, som særligt Christian Kock og Lisa Villadsen (2012) i en dansk kontekst er bannerførere for.
 
Det sker ved at demonstrere, hvordan teori om retorisk handlekraft, offentlig meningsdannelse og vernakulær retorik kan kombineres med tekstlig-intertekstlig analyse som metode i studiet af den aktive, deltagende dimension af retorisk medborgerskab. Samtidig understreger specialet behovet for kvalitative frem for udelukkende kvantitative studier af demokratiske innovationer såsom Folketingets borgerforslagsordning.
 
Specialet er skrevet af Katrine Falk Lønstrup og Amalie Hypolit ved afdelingen for Retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, og er blevet bedømt til karateren 12.
 

Dette speciale udsprang af en nysgerrighed af skifte synsvinkel og derved se internal branding fra medarbejderens side af bordet. For mens marketing- og kommunikationschefer i høj grad fokuserer på at få virksomhedens brand til at leve overfor kunderne, hvad gør sig så gældende hos medarbejderen? Hvilken rolle spiller virksomhedens brand i dennes identitet? 

Millennials, narrativer og identitet som grundpiller
Opgavens problemfelt blev indskrænket til at omhandle Millennials-generationen – en generation som mange virksomheder netop nu spørger sig selv om, hvordan man motiverer bedst muligt på arbejdspladsen, blandt andet fordi Millennials forventes at udgøre 35 % af den samlede, globale arbejdsstyrke i 2020, og fordi generationen roterer hurtigere mellem jobs end tidligere generationer.

 

For at se internal branding fra medarbejderens synsvinkel, fandt vi det relevant at inddrage identitetsteori, for at forstå hvordan Millennials skaber identitet, samt hvilken rolle arbejdspladsbrandet spiller i denne sammenhæng. Derudover blev narrativ identitetsteori og positiv identitet udvalgt som grundpiller for opgavens analytiske tilgang.

 

Problemstillingen lød som følgende:

Hvordan kan research i Millennials’ narrative identitetsarbejde bidrage med en dybere forståelse af internal branding?

  1. Hvordan bruger Millennials narrativer til at konstruere positiv identitet?
  2. Hvordan bringer Millennials forskellige sociale identiteter ind i deres narrative identitetsarbejde, og hvad er samspillet imellem dem?
  3. Hvordan bliver arbejdspladsbrands brugt i Millennials’ narrative identitetsarbejde?

 

Gengældt afhængighed skaber grobund for brand co-creation mellem virksomhed og medarbejdere
Gennem et grundigt analysearbejde fandt dette speciale, at de seks respondenter bruger deres nuværende arbejdspladsbrand som en væsentlig kilde i deres identitetskonstruktionsproces, hvilket gør dem identitetsmæssigt afhængige af deres nuværende arbejdsplads. Men i stedet for at fortælle en prædefineret historie, blev brandet tilpasset medarbejderens egne, personlige narrativer.

 

Slutteligt blev det fundet, at respondenterne var villige til at udtrykke definerede brandnarrativer, hvis disse støttede dem i deres positive identitetskonstruktionsproces. Specialet konkluderede derfor, at hvis man vil lade medarbejderne være virksomhedens stemme, må man først og fremmest være åben for at forstå Millennials’ forskelligartede brandnarrativer, og også være villig til at facilitere forskelligartede brandnarrativer, som støtter dem i deres identitetskonstruktion, fremfor at ty til kontrolmekanismer, når Millennials skal motiveres til at bruge brandet i deres kommunikation overfor omverdenen.

 

Men samtidig kan marketing- og kommunikationschefer også lade sig inspirere af medarbejderens egen fortolkning af brandet, og bruge disse narrativer til at udvikle brandet strategisk. Samlet set kan den gengældte afhængighed brand og medarbejder imellem blive til et værdifuldt økosystem med brand co-creation som resultat. 

Læs hele specialet her.

 

Specialet er skrevet af Emma Glæsel og Karoline Svendsen på Copenhagen Business school ved brand and communication management. Specialet blev bedømt til karakteren 12

Trump is in many regards a rather controversial president in modern political history and whilst this thesis does not unfold the political ideologies of the president, his controversies do not confine themselves to the domain of politics. On Twitter, Donald Trump has caused a regular disruption of the code and conduct that is usually associated with political or especially presidential use of social media.

With fiftysomething million followers on the social microblogging platform, Trump has in Twitter an outlet in which he can generate unfiltered and unpolished communication and broadcast it to a vast number of people in an instant. But exactly how can one determine Twitter’s role in this process of strategizing?

By phenomenalizing Twitter as an active actor in the process, this thesis examines the intricacies within the communicative assemblage that is prominently constituted by Twitter, Trump, and the audience. The research draws on sociomaterialism as a driving force in understanding the network of actors and their entanglement.

The study makes use of a sequential mixed method approach in which quantitative and qualitative methods are intertwined and support each other. The quantitative results are seeked explained through qualitative methods such as rhetorical analysis, and similarly, the linguistic and rhetorical tendencies are sequentially investigated through quantitative research.

The dataset used in our research is the entirety of Trump’s tweets dating back from his inauguration and exactly one year forth - a staggering total of 2.556 tweets. Operationalizing the Triple-A Model (Gulbrandsen & Just, 2016), this thesis considers the tweets to be a result of certain affordances and constraints.

Adding to the model, this paper suggests a fourth dimension, abstractions, which aides in scaffolding our understanding of societal and sociological tendencies that make up the contemporariness of the established assemblage. Thus, phenomena such as post-truth society and attention economy are added to the theoretical apparatus. In its rhetorical analysis, the thesis utilizes ancient scholars combined with more modern linguistics in an attempt to understand Trump’s use of appeal forms, metaphors, and language patterns.

The thesis initially recognizes three dominant themes in the quantitative processing of our dataset:

➔ Trump’s use of the word great
➔ Trump’s use of personal pronouns ➔ Trump’s use of the word news

These three topics are scrutinized quantitatively and qualitatively. The thesis finds that great is first and foremost used with Trump’s slogan ‘Make America Great Again’. The qualitative analysis suggests two particular trends in his use of the slogan.

In its second theme, the study finds a spectacular application of personal pronouns, which Trump uses to sow dissent and demarcate a lucid border between those who are with him and those that are against. The third analysis explains how Trump articulates a seemingly inexorable narrative on the fake news media through the use of metaphorical narratives and vivid rhetorics.

The investigation concludes in a discussion on the three analyses, in which their interconnection is described as supportive and reciprocally instrumental. The discussion points out the strategic benefits that theme 1 and 2 obtain through Trump’s war on fake news; with Trump’s relentless and acrimonious endeavours to bring the entire media landscape into disrepute, it appears that the only credible source left is Trump, himself.

Furthermore the discussion suggests that Twitter, through its technological leeway and its facilitating of audience, is co-producing Trump’s strategy, making him communicate in very particular ways.

This thesis is an attempt at a cross-theoretical study that develops a way of analysing big data numerically and rhetorically sequentially, thus disclosing the broader communicative strategic intents as well as their linguistic realization on Twitter.

 
Mange nyhedsmedier eksperimenterer med nye måder at nå de unge brugere på, som i stigende grad vender medierne ryggen i forhold til sociale medier, spil og andre medietilbud.

En af de fortælleformer som medierne benytter sig af, er gamification - brugen af spilelementer i en kontekst, der ikke har med spil at gøre. Selvom flere danske og udenlandske nyhedsmedier har eksperimenteret med gamification, mangler vi viden om, i
hvilken grad de unge har lyst til at engagere sig i denne type af nyhedshistorier, om det øger deres viden, og om det giver dem øget motivation til at følge med i nyhederne.

I dette speciale har jeg derfor undersøgt, hvilken effekt spilelementer i journalistik har på de unges engagement, viden og motivation. For at teste dette, har jeg udviklet en digital nyhedshistorie med spilelementer, som formidler et komplekst emne. Motivationsteorien self­-determination theory blev brugt som teoretisk ramme for at designe spilelementerne i historien, så de opfyldte brugerens grundlæggende psykologiske behov for kompetence, valgfrihed og tilhørsforhold.
 
I et survey-eksperiment læste to grupper af deltagere enten en nyhedshistorie med eller uden spilelementer. På baggrund af resultaterne fra eksperimentet kan jeg påvise, at en nyhedshistorie med spilelementer øger de unges engagement, og at de unge kan huske flere detaljer om historien, når de ‘spiller’ en nyhedshistorie, frem for når de læser en nyhedshistorie. Til gengæld øgede spillet ikke de unges lyst til at følge med i nyheder generelt.

Specialet viser et nuanceret billede af gamifications potentialer til at fange de unges opmærksomhed, ligesom det giver konkrete anbefalinger til, hvordan nyhedsmedier kan bruge gamification i deres journalistik.

Specialet er skrevet af Sara Gro Vagtholm ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Specialet er bedømt til karakteren 12 og blev kåret som årets bedste speciale ved Center For Journalistik.
 
På baggrund af en kodning af 164 webdoks og identifikationen af de overordnede karakteristika af DR’s webdoks undersøger specialet, hvordan tre forskellige webdoks, der repræsenterer forskellige ”skabeloner” med indskrevne fordybelsesstrategier, kan appellere til læserne. Teoretisk tager undersøgelsen afsæt i henholdsvis de digitale fortællingers genremæssige karakteristika og fordybelsesbegrebet i en digital kontekst, og analysen er med et receptionsæstetisk og multimodalt perspektiv fokuseret på, hvordan såvel samspillet mellem de forskellige udtryksformer som den overordnede struktur af fortællingerne implicit eller eksplicit aktiverer læserne.
 
Undersøgelsen viser, at læserne i DR’s webdoks søges fordybet gennem henholdsvis
  1. inkorporering af video, der aktiverer læserne eksplicit og er sansestimulerende.
  2. tekstlige ”tompladser”, der implicit - og dermed på et mere abstrakt niveau - aktiverer læserne.
  3. plotkonstruktion, der rummer både eksplicit og implicit aktivering af læserne.
 
Specialet konkluderer i lyset af udfordringerne med at skabe dybde i et onlinemiljø, at sidstnævnte strategi rummer det største potentiale til at skabe fordybelse, idet læserne her aktiveres på mere end et niveau. Dog argumenteres der i specialet for, at denne strategi meget vel kan kombineres med inkorporeringen af video, idet video er en medietype, der vækker flere sanser hos læserne og dermed er et anvendeligt greb, når det kommer til at skabe dybde i et digitalt miljø.
 
Desuden kaster specialet lys over, at de digitale fortællinger som genre er i konstant udvikling, og at de nye fortællegreb, som er blevet frigivet i kølvandet på digitaliseringen, og som er karakteristiske for genren, er i udbredelse. I DR-regi kan de digitale fortællinger til en vis grad siges at have fjernet sig fra longform-genren, der forbindes med dybdegående journalistik, og som ”Snow Fall”-fortællingen udspringer af. Derudover fremstår DR’s webdoks ikke som et synonym, men som en subgenre til webfeaturen, der til gengæld optræder i samtlige DR-formidlingsuniverser og overordnet set vidner om en remediering af genren.
 
Specialet er skrevet af Karoline Kjær Hansen på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og blev bedømt til karakteren 12.
 
Dette speciale vil belyse hvordan det kvindedominerede online fan-fællesskab udsprunget af den Amerikanske true crime/komedie podcast My Favorite Murder, fungerer som et rum hvori kvinder kan forhandle og modarbejde hegemonisk femininitet gennem
deres fælles interesse for true crime.
 
Analysen vil afdække hvordan podcast-værterne Karen Kilgariff og Georgia Hardstark diskursivt lægger et værdi-fundament for fan-fællesskabet som lægger op til forhandling af kønnede diskurser blandt deres fans, som populært går under navnet “murderinos”, samt en dybere analyse af fansenes deltagelse i My Favorite Murder gennem fan-kunst og forhandlinger af samme diskurser.

Ved at analysere kønnede diskurser i form af kommentarer i MFM Facebook-gruppen og MFM’s subreddit, samt en online-undersøgelse med 1000 murderinos, er målet at belyse hvordan hegemonisk femininitet bliver forhandlet og potentielt modarbejdet i
fan-fællesskabet, og hvordan kvindeundertrykkelse angiveligt spiller en rolle i mange kvindelige fans’ true crime fascination.

Som specialet vil demonstrere, insinuerer resultaterne at MFM-værternes narrativ fremhæver en solidaritet mellem murderinos som skaber et feministik rum hvor det er muligt for kvinder at italesætte emner igennem true crime, der i samfundet bliver undertrykt af
patriarkalske normer. Dette kan potentielt påvirke de kvindelige murderinos til at aflære hegemoniske kønsnormer gennem specifikke fan-praksis.
 
Dog peger en nylig konflikt i MFM Facebook-gruppen på at den feminisme der bliver udtrykt er begrænset i sin intersektionalitet og potentielt reproducerer hegemoni, der ekskluderer etniske minoriteter.
 
Specialet er skrevet af Luna Stjerneby ved Department of Communication and Arts (DCA) på Roskilde Universitet og bedømt til karakteren 12.
 

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig vores populære forløb

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.