Specialer på Kforum

Skal dit speciale også på Kforum? Så send et resumé (i Word) og specialet i PDF til info@kforum.dk

Med udgangspunkt i en tese om, at avisernes kritik har en afgørende betydning for, hvordan børne- og ungdomslitteratur bliver betragtet som seriøse litterære genrer, undersøges det i specialet, hvilke børne- og ungdomsbøger der bliver anmeldt i en række landsdækkende aviser i perioden 1. september-1. december 2018, og hvordan de bliver anmeldt og forsøger endeligt at svare på, hvad anmeldelserne indikerer om avisens betydning for børne- og ungdomslitteraturens legitimitet. 

 

Spørgsmålene besvares gennem en kombination af kvantitativ indholdsanalyse og kritisk diskursanalyse og med inddragelse af relevant børne- og ungdomslitteraturteori. 

 

Analysernes resultater viser to overordnede prioriteringer af anmeldelser af børne- og ungdomsbøger i de undersøgte aviser: Én, hvor børne- og ungdomsbøger anmeldes relativt hyppigt, men kort og med et primært forbrugsorienteret perspektivt, og én, hvor børne- og ungdomsbøger anmeldes relativt sjældent. Til gengæld er sidstnævnte anmeldelser ofte lange, dybdegående, fortolkende og perspektiverende med et dannelsesmæssigt potentiale over for læseren af anmeldelsen. 

 

Disse to overordnede tilgange udgør fundamentet for diskussionen, der dels diskuterer fordele og ulemper ved de to forskellige prioriteringer, og dels stiller spørgsmålet: Har børne- og ungdomslitteraturen brug for avisernes dækning? Og omvendt: Har aviserne brug for børne- og ungdomslitteraturen. 

 

Specialet er suppleret af fire journalistiske artikler, der berører forskellige områder inden for børne- og ungdomslitteraturformidling. Disse artikler har siden været bragt i børnebogsmagasinet Klods Hans. 

 

Specialet er skrevet af Gro Johanne Vase (cand. public) på Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet/DMJX. 

 

Specialet er bedømt til karakteren 12. 

 

Du kan læse spcialet her.

 
Virtuelle influencers defineres som et computergenereret billede, der agerer på sociale mediekanaler på samme måde som menneskelige influencers. De er typisk designet og styret af et bureau, der skaber deres indhold og som sørger for kommercielle samarbejder med brands. Den største virtuelle influencer i dag er amerikanske Lil Miquela med 1.8 millioner følgere, der agerer reklamesøjle for nogle af de største fashion brands såsom Prada, Supreme og Nike.
 
Virtuelle influencers har for alvor set dagens lys, og det kan ikke benægtes, at det er en trend, der er kommet for at blive. Men hvordan kan disse computergenererede billeder, der til forveksling ligner rigtige mennesker på Instagram, få så stor succes? Især når influencer marketing oprindeligt stammer fra blogmediets autentiske og identificerbare format med troværdige holdninger og anbefalinger som grundlag?

Med en virtuel eksistens er dette noget, der aldrig kan indfries. Men brugere verden over tøver ikke med at følge det brede udvalg af virtuelle influencers, der florerer på Instagram.
Svaret ligger i, at successen for denne type influencers ikke bunder i graden af autenticitet eller identifikation, som normalt, men derimod i helt andre årsager.
 
Storytelling
Tag f.eks. virtuelle influencer Lil Miquela, hvis eksistens og identitet er bygget op gennem solid storytelling, fortalt af hendes to skabere Trevor McFedries og Sara Decou fra LA-bureauet, Brud. Hendes politiske holdninger i forbindelse med Black Lives Matter og LGBTQ bevægelsen, poppede og elektroniske musikudgivelser, samt modebevidste tøjvalg, er alt sammen med til at danne rammen for den storytelling, som 1.8 millioner følgere dagligt engagerer sig i på Instagram. Storytelling der fører til inspiration, og et gennemgående budskab, der kan høres højt og tydeligt. Følgere inspireres til at gå efter deres drømme, stå inde for deres værdier og turde tage det tøj på de vil. Dét er væsentlige succeskriterier.
 
Gennemsigtighed
Derudover er gennemsigtighed essentielt for de virtuelle influencers, da man som følger skal vide, hvad man får. Derfor er det vigtigt, at influenceren er eksplicit omkring sin virtuelle identitet, så følgeren ikke oplever at blive ført bag lyset.
 
Underholdning
Fælles for Lil Miquelas og de andre virtuelle influencers’ succes, er også graden af underholdning. Som følger bliver man lukket ind i et anderledes og kreativt univers, hvor man for en kort stund kan lade sig rive med og blive underholdt af en virtuel, fiktiv eksistens. 
 
 
”The Uncanny Valley”
Den hårfine balance mellem virkelighed og fiktion er netop væsentlig. Som mennesker oplever vi ubehag ved mødet med alt for realistiske og menneskelignende robotter. Dette kaldes også ”Uncanny Valley” princippet. Når robotter, eller i dette tilfælde virtuelle influencers, når et bestemt punkt, hvor de bliver for menneskelige, bliver vores følelser og opfattelser af dem nemlig stærkt negative. Et punkt der altså skal undgås, hvis de virtuelle influencers skal opretholde deres succes. 
 
Denne slørede grænse mellem virkelighed og fantasi var nøjagtigt det, som Calvin Klein i en kampagnefilm fra maj 2019 ønskede at udfordre. Filmen viste model, Bella Hadid og virtuelle Lil Miquela kysse i lysets skær. Kampagnen modtog voldsom kritik for netop at sløre grænserne for meget, samt for at være queerbaiting (dvs. når man lader som om, man støtter LGBTQ bevægelsen for at tiltrække en bestemt målgruppe). 
 
Den stærke skepsis og negative indstilling var også et spørgsmål om etik, med mange frustrationer om at bruge en virtuel influencer, når der er mange virkelige influencers, der kunne have udført jobbet.
 
En måde man som skaber af virtuelle influencers kan undgå udfordringerne med Uncanny Valley princippet, er eksempelvis med en karakter som MiljøMulle. Her er der ingen tvivl om virkelighed eller fantasi, da det tydeligt fremgår, at MiljøMulle ikke er noget nær menneskelig. Hun er snarere en form for tegneseriefigur. Skabt af danske makro influencer Emilie Lilja, fungerer MiljøMulle som supplement til en reel influencer og til at kommunikere et specifikt budskab. Det er dermed eksplicit, at der er tale om 100 pct. fiktion.
 
Er de kommet for at blive?
Der er ingen tvivl om, at de forskellige virtuelle influencers vinder indpas på mange forskellige måder og har hver deres formål. Nogen er personificeret eller har politiske budskaber. Nogen har en stemme. Andre har ikke. De kan se uhyggeligt ægte ud, imens andre er designet til at ligne robotter. Det de har til fælles er, at de kun eksisterer virtuelt. Det kan virke selvmodsigende og paradoksalt taget influencer marketings rødder i betragtning. 
 
Dét at kunne anbefale noget og stå inde for et produkt kommer fra en personlig holdning. Og på trods af, at en virtuel eksistens aldrig vil kunne have en holdning, opnår de alligevel succes, sponsorerede samarbejder og hundredetusindvis af følgere. 
 
Men succesen bunder som sagt ikke i graden af autenticitet eller identifikation – den virtuelle influencers succes udspringer af andre årsager. Vi ved godt, at det ikke er den hele sandhed vi ser på Instagram, og vi har accepteret præmissen om den iscenesættelse og falskhed, der følger med. Netop denne præmis er blevet Lil Miquelas argument, når hun skal retfærdiggøre sin tilstedeværelse. I et interview med den amerikanske YouTube stjerne Shane Dawson, bliver hun adspurgt om hun digitalt redigerer og photoshopper sine billeder. ”Selvfølgelig. Kan du nævne en person på Instagram, der ikke redigerer sine billeder?” svarer Lil Miquela selvsikkert – og selvom det er et lidt søgt modsvar, så har hun en pointe. Hun agerer provokatør, der tør udfordre vores syn på influencer marketing og hendes ’stemme’ i hele debatten udfordrer skeptikerne.
 
Dette, kombineret med måden hun bryder grænser på og et visuelt æstetisk univers, gør hende til et underholdende, nytænkende indspark og god storytelling. Det er dér, succesen ligger gemt. 
 
Årsagen til at vi følger Lil Miquela er altså en helt anden, end når vi f.eks. søger autentiske og identificerbare anbefalinger fra en mikro influencer. Vi bliver i fremtiden nødt til at forholde os til, at de forskellige influencer kategorier formerer sig. I nogle år har vi været vant til fænomenerne mikro, makro og mega. Nano er også en ting. Og nu ser vi virtuelle influencers i forskellige afskygninger. Shudu Gram er en digital model, der til forveksling ligner et menneske, men hun har ingen stemme. Miljø Mulle er talerør for klimaforandring og miljøbevidsthed, men hun ligner en tegneseriefigur – så der er vi ikke i tvivl om graden af virtualitet.
 
Der er derfor stor forskel på kategorierne, og vi kan ikke skære alle over en kam. Fremtidigt er vi derfor nødt til at udvide perspektivet i forhold til, hvordan vi anskuer dem, og være bevidste om, at de forskellige kategorier kan være usammenlignelige og kan noget forskelligt. 
 
De virtuelle influencers kommer aldrig til at blive autentiske eller identificerbare på samme måde som menneskelige influencers. Men med et klokkeklart formål, gennemsigtighed og god storytelling, kan de virtuelle influencers nå langt, hvad end de er sat i verden for at underholde, provokere eller informere.
 
Specialet er skrevet af Julie Ertmann Karlsem og Gunilla Neergaard Freiesleben ved cand.merc (kom) på Copenhagen Business school.

 

Du kan læse hele specialet her.

Specialet viser sig at modbevise min - og mange andres - forestillinger om, hvordan vi som forbrugere tænker. Jeg troede, at idealistisk kommunikation og overensstemmelse mellem ord og handling var det ultimative mål. Men her tog jeg fejl.

Da modebranchen er den næstmest forurenende i verden, valgte jeg tre brands, der lover en grad af bæredygtighed, som mine forbrugerinterviews skulle tage udgangspunkt i: Organic Basics, som har en fundamental lovning, idet deres præmis er bæredygtig, Designers Remix, som har en specifik lovning om 100% cirkularitet i 2020 og Mads Nørgaard, som er mere generelle i deres lovning om at blive mere bæredygtige*. Ved at undersøge forbrugernes synspunkter på tre brands med forskellige typer af lovninger, kunne jeg sammenligne, om forbrugerens svar afhang af, hvor fundamental, specifik eller generel lovningen var.

Jeg fremlagde modstridende budskaber** fra de forskellige brands, for at undersøge, hvad forbrugeren tænkte om det. Min analyse viste, at forbrugeren responderede på disse modstridende beskeder med tre typer af “stemmer”. En idealistisk, en skeptisk og en noget overraskende realistisk stemme.

Det realistiske tog form i forbrugernes forsvar af de tre brands og deres forståelse for, at de jo lige skulle have lov at komme i gang med at blive mere bæredygtige. Deres glæde over, at nogen gør en forskel, overskyggede behovet for komplet overensstemmelse. At ærlighed, transparens og kontinuerlig kommunikation er altafgørende for, at forbrugerne føler, at disse brands ikke er ude på at narre dem.

De tre stemmer er dog alle til stede, hvilket beviser en kompleksitet i forbrugernes opfattelse af, hvordan brands kommunikerer og handler. Komplet overensstemmelse mellem ord og handling har længe været hyldet blandt teoretikere, men virkeligheden er langt mere facetteret. Alle tre typer af stemmer er repræsenteret i litteraturen på området, men forener (måske) for første gang to store kløfter indenfor corporate branding.

Specialet blev bedømt til et 12-tal, men det bedste af det hele er, at jeg sidenhen har fået udgivet en klumme om emnet hos brancheorganisationen Dansk Mode & Textil og givet oplæg til virksomheder, der kunne gøre gavn af mine findings, heriblandt Designers Remix, Minimum og Organic Basics. At mit bidrag er brugbart, både for andre og mig selv, er det der gør mig allermest stolt ved mit speciale.

*Eftersom specialet er skrevet i foråret 2019, kan de tre brands sagtens have ændret deres lovninger og målsætninger siden.

** Et eksempel kunne være, at jeg først viste interviewdeltageren et billede af Mads Nørgaard’s udmelding om, at de ikke ønsker at deltage i Black Friday for at passe på miljøet. Jeg beder deltageren fortælle mig, hvad vedkommende tænker om budskabet. Dernæst fremlægger jeg et nyt billede, hvor budskabet modstrider det første. Det kunne være et billede fra Mads Nørgaards Facebook profil, hvor de reklamerer med 60% rabat til januarudsalg. Jeg spørger derpå, hvad vedkommende nu tænker.

DR’s PR-udfordringer undersøges i dette speciale med særligt fokus på legitimitetsproblematikker, politiske relationer og organisatoriske forandringer i kølvandet på medieforliget i 2018. Vores metode med rødder i socialkonstruktivismen er baseret på narrative interviews med ti forskellige organisationsmedlemmer (direktører, bestyrelsesmedlemmer, redaktionschefer, journalister, produktionsmedarbejdere, teknisk personale m.fl.) og dokumentanalyse af relevant pressemateriale.

 

Rent teoretisk er specialet funderet i Niklas Luhmanns systemteori som metateoretisk ramme i kombination med Nils Brunssons teori om organisatorisk hykleri, Michala Schnoors teori om narrativ organisationsudvikling samt stakeholderteori af særligt Robert E. Freeman og Ronald K. Mitchell. Formålet med dette er at opnå viden om de forskellige interne organisationsfortællinger og politiske stakeholderes reaktioner på DR’s PR-aktiviteter, samt hvordan disse relaterer sig til hinanden.

 

Vi får indsigt i, at intern kommunikation, som omhandler en politisk slagside af DR’s uafhængighed, benyttes aktivt i fortællinger blandt organisationens subsystemer, hvilket gør det muligt for de enkelte medlemmer at navigere i de strukturelle koblinger, der eksisterer mellem DR og forskellige politiske partier. Siden demokratiske politiske strukturer og organisationens selvstyring begge udgør kernen af DR’s raison d'être, undersøger vi, hvordan hykleri anvendes i både den interne og eksterne kommunikation.

 

På baggrund af dette argumenterer vi for, at DR’s organisatoriske hykleri kan forbindes til et komplekst organisatorisk fundament, der influeres af en stor mængde modsatrettede krav. Det betyder, at DR er nødsaget til at legitimere sig selv som politisk uafhængige ved konsekvent at foretage en stribe af særlige politiske hensyn. I forlængelse heraf stiller vi spørgsmålstegn ved, hvorvidt DR’s passivitet i en offentlig debat omkring deres eget organisatoriske formål resulterer i, at de selv bliver et modellerbart aktiv i politiske dagsordener.

 

Derefter diskuterer vi, hvordan DR’s afhængighed af politiske partier kan siges at øge den politiske styring af organisationen. Afslutningsvis konkluderer vi, at PR-udfordringerne først og fremmest består i at skabe en gensidig forståelse af DR som en selvstændig og politisk uafhængig organisation. Med udgangspunkt i dette reflekterer vi over, om det overhovedet er muligt for DR at basere deres fremtidige kommunikation på en mere tydelig, holdningspræget og dialogisk balancegang mellem politisk uafhængighed og særlige politiske hensyn – både internt og eksternt.

 

Specialet er skrevet af Fabian Uth Nielsen og Gustav Foss Fabricius ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. Specialet blev bedømt til karakteren 12.

 

Du kan læse hele specialet her.


 
Skrevet af:
Freya Cæcilia Jensen Asberg
Natascha Louise Larsen
Lisbeth Møller Fjorbak
Kandidatstuderende ved Roskilde Universitet i kommunikation
 
Ny undersøgelse gennemført af kommunikationsstuderende fra Roskilde Universitet peger på, at forbrugerne opfatter reklamer på Instagram som overeksponering, når virksomheder ikke tager højde for problematikken ved at anvende makro- og mega-influencere, der rammer den samme målgruppe. Forbrugerne oplever en ekstrem markedsføring fra virksomhederne, når de ser, at samtlige influencere reklamerer for det samme produkt på samme tid. Dette er med til at ødelægge forbrugernes tillid til både influencerne og virksomhederne.
                                                                                       
Overeksponering svækker autenticiteten og troværdigheden
Du har et budskab du gerne vil formidle til din målgruppe. Derfor er det typisk et ret indlysende valg at anvende mega- og makro-influencere i din markedsføringsstrategi, da disse har alt fra 7500 følgere til mere end 100.000. For jo flere du rammer med dit budskab, jo bedre. Eller hvad?
 
I undersøgelsen udfordrer de kommunikationsstuderende denne opfattelse. Gennem både spørgeskemaundersøgelse, forbrugerinterviews og receptionsinterviews redegør de gør for forbrugernes holdning og opfattelse af virksomheden Lunar Way.
 
Modtagerne fortalte, at de udelukkende bruger Instagram til underholdning, tidsfordriv eller for at finde inspiration eller nyheder. Desuden lagde de meget vægt på, at influencerne og virksomhederne skal være troværdige og reelle. Influencernes personlighed og univers skal passe til produktet, hvis forbrugerne skal finde markedsføringen værdifuld.
 
Men modtagerne oplever, at både Lunar Way og andre virksomheder er begyndt at bruge mange makro- og mega-influencere til at reklamere for det samme produkt inden for den samme tidsperiode, hvilket er med til at ødelægge tilliden. Tilliden ødelægges både fordi det ikke opfattes autentisk, men også fordi modtagerne finder reklamerne forudsigelige, irriterende og opstillede. En af modtagerne udtaler:
 
“Den strategi de bruger, det har gjort, at jeg nu bare skipper over det. Nu har man set det hele, hvor man tænker “nu har jeg set jer, jeg behøver ikke vide mere”. Det er nærmest bare irriterende, at man ser det hos influencerne hele tiden"
 
Konklusionen er, at når virksomheder bruger mange af de store influencere, især makro- og mega-influencere, så når budskabet ud til den samme målgruppe flere gange. Målgruppen følger typisk mange af samme influencere, der alle reklamerer for samme produkt, hvilket skaber overeksponering og dermed irriterede og trætte forbrugere. Men hvordan opnår du så som virksomhed at markedsføre dig på bedst mulig vis på Instagram?
 
Irina Olsen og Lenny Pihl er to blandt mange af de mega-influencere som Lunar Way anvender i deres markedsføringsstrategi på Instagram.
 
Sådan forbedrer du din markedsføringsstrategi
Når de influencere du anvender eksempelvis alle er realitydeltagere, så rammer du typisk den samme målgruppe, fordi influencernes følgere overlapper hinanden. Derfor får du negative forbrugere og et svækket omdømme. Det handler i bund og grund om at blive opfattet autentisk for at kunne overbevise forbrugerne.

Når du udarbejder din strategi inden for influencer marketing, er det vigtigt at tænke forbrugerperspektivet ind i din strategi. Forbrugerne har den afgørende magt, fordi det er dem, der i sidste ende skal købe dit produkt. Det handler ikke blot om at finde det rette match mellem influencer og produkt, men også om, hvordan du vil opfattes af målgruppen.
 
For at undgå en overeksponering viser undersøgelsen, at du bør overveje dit valg og sammensætning af influencere nøje. Du bør finde influencere, der rammer forskellige forbrugere inden for målgruppen. Du må tage højde for, at forbrugerne følger influencere på kryds og tværs på Instagram, hvilket skaber denne overeksponering, når flere influencere reklamerer for dit produkt. Det er derfor vigtigt, at dig og din virksomhed ikke ser influencerens univers som et lukket og afgrænset netværk. På den måde undgår du overeksponering og opretholder dit omdømme.
 
Så når du vil markedsføre din virksomhed gennem influencer marketing med succes, så handler det ikke blot om at få opmærksomhed. Det handler om at undgå overeksponering for at fremstå autentisk, så du ikke skaber dårlig opmærksomhed for din virksomhed, hvilket i sidste ende er med til at påvirke købsbeslutningen hos forbrugeren.
 
Udfordringen med at skabe inklusion i landets daginstitutioner og skoler betyder, at PPR’s (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) fokus gradvist er rykket fra udredning og diagnosticering af børn med særlige behov til at bistå lærere og pædagoger i at etablere inkluderende udviklings- og læringsmiljøer.
 
I denne tilgang har observation som psykologisk undersøgelsesmetode vundet indpas og efterspørges hyppigt. Samarbejdet mellem de forskellige faggrupper synes imidlertid at afstedkomme dilemmaer og vanskeligheder.
 
Forespørgslen om en observation kan være drevet af et ønske om at få bekræftet en særlig problemadfærd. Der kan være forventninger om, at psykologen med sit ekspertblik hurtigt kan identificere problemets kerne, mens forskellige faglige
perspektiver kan give anledning til konflikt om, hvad der ’egentlig’ foregår.
 
I specialet undersøges kommunikationen mellem forskellige fagpersoner om psykologens observationer. Dette undersøges dels ved at gennemgå baggrundslitteraturen om konsultativt arbejde og observationer i PPR, dels ved en feltundersøgelse, jeg har foretaget i to midtjyske PPR-organisationer.
 
Med udgangspunkt i tre casebeskrivelser af konsultative møder analyseres og diskuteres det, hvordan psykologens observationer forhandles i kommunikationen mellem professionelle, der har forskellige intentioner og ønsker til, hvordan observationen skal bidrage til indsatsen omkring barnet.
 
Jeg viser, hvordan mødedeltagerne positionerer sig selv og hinanden i verbale og non-verbale handlinger, og det belyses således, hvordan tolkninger af observationer i den konsultative praksisform både er forankret i diskurser og fortællinger om psykologfaglighed, men også formes i kommunikationen og samarbejdet med andre professionelle.
 
Der argumenteres for, at psykologens konsultative og kommunikative færdigheder er afgørende for, hvor vidt det giver mening at bruge kortere observationer som led i den konsultative indsats. Jeg foreslår måder, hvorpå observationsopgaven kan faciliteres som et fælles anliggende, der ved hjælp af den kosmopolitiske kommunikationsform nysgerrigt anerkender forskellige faglige motiver og grunde som væsentlige for at skabe de bedste udviklingsbetingelser for barnet.
 
Desuden tilskyndes en første fase, hvor konteksten for observationen koordineres, og hvor psykologen arbejder på at skabe hensigtsmæssige samarbejdspositioner i forhold til observationsopgaven.
 
Specialet er skrevet af Helene Albeck Stæhr ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Specialet er blevet bedømt til karakteren 12.
 
Digitalisering, data og dynamiske kunderejser
 
2020. Om ét år. Da vil 40 procent af USA's, Europas og BRIK-landenes befolkning være udgjort af den såkaldte Generation C. I fuld længde, Generation Connected. En generation som er vokset op i den digitale tidsalder og som er vant til altid at være online og forbundne. En generation som higer efter indhold – som skaber det, deler det og konsumerer det. En generation, hvis købsrejse ofte både starter og slutter online.
 
For virksomheder har den ændrede forbrugeradfærd betydet, at de ikke længere kan kontrollere den informationsstrøm som forbrugerne har adgang til. Tværtimod. Skal de nå  deres (potentielle) kunder, skal de i dag være tilstede på platforme og med indhold som hidtil ikke har været nødvendig(e).
 
Forbrugerne har fået magt. Men mens det er tilfældet, har virksomhederne også fået magt – for med forbrugernes digitale tilstedeværelse følger digitale fodspor. Løst oversat, data, som kan bruges til at lære forbrugerne bedre at kende og ultimativt ramme dem med det rigtige indhold, de rigtige steder og på de rigtige tidspunkter.
 
Desværre er data-begrebet et diffust et af slagsen, og det er de færreste marketingfolk, der helt har styr på, hvordan de passer ind i en verden styret af algoritmer og datatunge excel-ark. Og det er en skam, når nu data ses som et af fremtidens helt store konkurrenceparametre.  
 
Med ovenstående som udgangspunkt, udfærdigede vi en problemformulering, der lød som følger:   
 
  • How can Big Data – in combination with human insights – be applied in developing more nuanced and applicable consumer decision journeys?
 
Research Questions:
 
  • How does a nuanced and applicable consumer decision journey look in practice?
  • How can a (preliminary) consumer decision journey based on theoretical findings and human insights be consolidated and extended by incorporating Big Data?
 
Målet var dermed at skabe en kunderejse som, udover at være mere nuanceret end de hidtidige akademiske versioner, fik koblet en praktisk anvendelighed på sig – og derfor ikke blot diskuterede de typiske faser i kunderejsen.
 
Hvad lærte vi så?
 
Med udgangspunkt i den multinationale e-commerce-shop, HSHOP, hvis tocifrede millionomsætning primært stammer fra e-handel, undersøgte vi tusindvis af brugeres digitale adfærd gennem data fra Google Analytics. Ligeledes undersøgte vi via kvalitative interviews med 7 af HSHOPs (potentielle) kunder og tre af virksomhedens partnere, hvordan kundernes købsadfærd så ud – ifølge dem selv.  
 
I et ultra-sammenkog var følgende, hvad vi fandt:
 
  • Kunderejsen består – i dette casetilfælde – af seks faser, som på ingen måde bliver ’fulgt’ slavisk af forbrugeren. Tværtimod er rejsen fragmenteret, og forbrugeren hopper gerne både ind og ud af faserne og frem og tilbage i mellem dem.
  • Ved at tilføre forskellige ’lag’ til kunderejsemodellen, kan den gøres mere praktisk-anvendelig. Helt konkret kan virksomheder have gavn af at kigge på, hvilket indhold, hvilke platforme, hvilke kanaler og hvilke købskriterier, forbrugerne bruger og vægter i hver enkelt fase, de gennemgår. På samme måde bør man kigge på, hvad der trigger kunderejsen.
  • (Big) Data kan bruges til at nuancere forbrugerens adfærd, men kan ikke stå alene. Kvalitative, dybdegående interviews er (også) nødvendige for at kortlægge nutidens kunderejse.
 
 
Tags: Den digitale transformation, kunderejser, personaliserede kundeoplevelser, Big Data.
Otte ord som, udover at være nogle af de hotteste på konsulenternes buzzword-bingoplade, har dannet grundlag for dette speciale.
 
Specialet er skrevet af Kristoffer Gade og Jens Castenskiold på Aarhus Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 
Jeg ønsker, at mit sprogpsykologiske speciale kan bidrage til et større fokus på interviewkunstens kompleksitet og vigtigheden af samspillets betydning – at interviewet netop skabes i samspillet mellem interviewer og interviewperson. Den journalistiske litteratur leverer opskrifter på ’gode’ interviewteknikker, men den bevæger sig ikke i dybden med det samspil mellem interviewer og interviewperson, der skal bane vejen for samtaler af mere privat og følsom karakter.
Dog er der i litteraturen en erkendelse af, at adgang til dybere og mere sårbare sider hos en interviewperson ikke blot er et spørgsmål om interviewteknik.
 
Jeg påpeger i forlængelse heraf, at det sprogpsykologiske undersøgelsesfelt vil kunne bidrage med en ny, supplerende viden om interaktionen mellem mennesker og udførelsen af det ‘gode’ interview. I forlængelse heraf finder jeg det relevant at undersøge betydningen af begrebet rapport (”kemi”)som er en positiv forbindelse mellem to personer, der netop kan etableres og påvirkes i selve interaktionen, og hvor de interagerende har oplevelsen af, at de “‘clicked’ with each other and felt the good interaction to be due to ‘chemistry’” (Tickle-Degnen & Rosenthal 1990). Med udgangspunkt i sprogpsykologiske interaktionsanalyser vil nærværende speciale vise, hvordan forskellige interviewteknikker udfoldes og fungerer i den aktuelle kontekst - afhængigt af både interviewer og interviewperson og samspillet mellem dem.
 
Udgangspunktet for undersøgelsen er to aktuelle interviewere, Hassan Preisler og Pernille W. Lauritsen, som i radioudsendelserne Min lille Hassan og Det, du frygter netop har til formål at åbne sin interviewperson op for dybereliggende emner som personlige forhold og følelser.
Formålet med specialet er at pege på vigtigheden af det dialogiske aspekt og give kommunikationsfolk– og interviewere generelt – en større forståelse for og refleksion over interviewkunstens kompleksitet.
 
Specialet er skrevet af Julie Eskesen ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet.
 

Som kendere af Luhmann ser, er titlen en slet skjult reference til dennes værk Massemediernes Realitet (2002). Sociologen Niklas Luhmann og hans systemteori er nemlig omdrejningspunktet for dette speciale og gennemsyrer hele studiet – fra dets induktive tilgang og videnskabsteoretiske afsæt i konstruktivismen til centrale begreber og endda emnevalg. Luhmann var nemlig også særligt fascineret af medier. Fordi lige så længe vi har haft medier, har de spillet en helt særlig rolle i samfundet. Men medier er ikke, hvad de har været eller var, da Luhmann døde for over 20 år siden. Som en hyldest til sociologen, der i december ville være fyldt 90, sætter specialet sig derfor for at undersøge, hvad mediernes rolle i samfundet er anno 2018.

 

På baggrund af seks samtaler med ledende personer fra de største danske nyhedsmedier iagttages de som sociale systemer gennem selvreferencemodellen, et framework der udvikles som en del af studiet med de luhmannske begreber autopoiesisog selvreferencei centrum. Modellen afslører social orden ved at fremstille de autopoietiske, eller selvskabende, systemer, der opretholder sig selv gennem selvreference, altså den konstante og ufravigelige henvisning til sig selv, som er i al kommunikation. Analysen identificerer systemer på tre selvreferentielle niveauer. Det “inderste” niveau, organisation, karakteriserer de differencerder er mellem de systemer, der tilknytter sig de foskellige nyhedsmedier. Differencerne defineres med parametrene kulturstrukturog naturProgram– niveauet “over” – beskriver deres fælles reference, danske nyhedsmedier, hvor de udgør ét samlet system. Her identificeres af udviklingen i adgangog hastighed, der kombineret afslører udviklingen i behovet for opmærksomhed, som den største difference fra tidligere. Endelig, på niveauet system, inkluderes de andre programmer, hhv. underholdningog reklame, samt forbindelserne til øvrige systemer. Her identificeres fremkomsten af digitale medier, særligt sociale medier, som hovedårsagen til førnævnte udviklinger i det danske mediebillede. Påvirkningen særligt tydelig i nyhedsmediernes forbindelser til systermerne økonomiog politik.

 

Afslutningsvist konkluderer specialet at medierne stadig besidder en essentiel rolle, fordi sociale medier ikke overtager deres funktion, men snarere fungerer som en ny fælles offentlighed. Ikke bare for nyhedsmedier og andre typer medier, men interaktion helt generelt. Det betyder, at medier i dag skal tage hensyn til den kontekst, de indgår i, hvor de tidligere plejede at være denne sociale kontekst. Men da sociale medier blot faciliterer et forum og ikke behandler informationen, det indeholder, journalistisk, er mediernes selvopfattelse som demokratiets vagthund stadig enormt vigtig, da de dermed stadig kontrollerer samfundet selviagttagelse. Den måske vigtigste opgave i et sammenhængende samfund.

Specialet er skrevet af Jacob Munk Østbjerg ved cand.merc (kom) på Copenhagen Business school.

Du kan læse hele specialet her.

Modeindustrien præges i stigende grad af brugen af indflydelsesrige individer, populært kaldet influencere, som markedsføringsredskab i et forsøg på at nå de mere end 3 milliarder aktive forbrugere på de sociale medier. Da influencermarketing er omkostningseffektivt, er det et populært middel blandt start-ups samt små og mellemstore modevirksomheder. Dette er på trods af manglende forskning i influenceres specifikke påvirkning af forbrugernes opfattelse af brands. 
 
Med dette udgangspunkt vil denne kandidatafhandling besvare følgende problemstilling: hvordan benytter start-up-modebrands influencere som led i at opbygge deres brandidentitet, og har dette indflydelse på forbrugernes opfattelse af brandet? 
 
Formålet med afhandlingen er således at bidrage til den begrænsede eksisterende litteratur på området og åbne op for yderligere forskning. Som en del af dette tages der udgangspunkt i et enkelt casestudie, start-up-modebrandet Daniel Silfen, der designer accessories til modebevidste kvinder i alderen 18-24 år. 
 
For at kunne besvare afhandlingens problemstilling bedst muligt arbejdes der med fire undersøgelsesområder: 1) forbrugernes brug af mode, 2) forbrugernes brug af influencere, 3) start-up-modebrands’ brug af influencere og 4) indflydelsen af denne brug på forbrugernes opfattelse af start-up-modebrands. Til fjerde undersøgelsesområde anvendes Kellers Brand Resonance Model som struktur og analyseapparat for at give et detaljeret indblik i, hvordan brandets brug af influencere har en indflydelse på denne brandopfattelse. 
 
Afhandlingens videnskabelige standpunkt er socialkonstruktivistisk, da der argumenteres for at fænomener såsom mode og trends skabes gennem netværkseffekter og dermed i sociale interaktioner. I besvarelsen anvendes kvalitativ primærempiri i form af et ekspertinterview med casestudiet, Daniel Silfen, samt semi-strukturerede, dybdegående interviews med forbrugere. 
 
Med afsæt i ovenstående konkluderes det, at start-up-modebrands benytter influencere til at skabe kendskab og tilegne sig specifikke associationer for dermed at opbygge en brandidentitet. Undersøgelsen viste dog, at forbrugernes opfattelse af produkt- og influencerrelevans er altafgørende for, hvorledes brugen af influencere har en effekt på brandopfattelsen.
 
Ved manglende relevans kan den brandidentitet, som brands påtænker at kommunikere, blive opfattet anderledes af forbrugerne. På trods af disse forbehold konkluderes det, at start-up-modebrands’ brug af influencere har stor indflydelse på forbrugernes opfattelse af brandet, og at dette i særdeleshed manifesterer sig i brand identitybrand meaning og brand responses. Ydermere konkluderes det, at brugen af influencere ikke kan stå alene.
 
Specialet er skrevet af Louise Christina Sieverts og Sofie Monk Pedersen på Business Administration and Organizational Communication ved Copenhagen Business School. Specialet er bedømt til karakteren 12.
 
Det ses også i Danmark, hvor udgivelsespaletten i de senere år været præget af selvbiografiske sorg- og tabsorienterede værker om at miste såsom Esben Kjærs Min usynlige søn (2016), Caroline Albertine Minors Velsignelser (2017) og Caspar Erics Alt hvad du ejer (2018). Ikke mindst har vi Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017) om tabet af hendes 25-årige søn. Et værk hun hævder hverken at kunne eller ville skrive, fordi hendes sprog er smadret af den traumatiske begivenhed. Alligevel – og heldigvis – foreligger værket nu i 10. oplag og som centrum for mit speciales undersøgelse af sorgen som litterær form.

Hvor sorgen kan opfattes som et tema (som noget at skrive om), er sorgen nemlig også en måde at skrive på: En fragmenteret og modsætningsfyldt skrivestil, hvor sprogtabet og sprogets ødelæggelse udtrykker sorgen over at miste en nærtstående. Her har litteraturen potentiale til at lære os noget om selve sorgens væsen: Litteraturen viser os den sørgendes mangel på ord, men også at sprogtabet (oplevelsen af at miste sit sprog) kan overvindes ved hjælp af fællesskabet med andre, af andres tekster.
 
I sorglitteraturen bruger én forfatter nemlig andre forfatteres sorgtekster som en slags sproglig genfinden. Teksterne citerer fra hinanden og kommunikerer på den måde gennem hinanden. Inden for litteraturvidenskaben kaldes dette for ”intertekstualitet”, og i mit speciale har jeg forsøgt at definere et begreb om sorgens intertekstualitet forstået som en slags litterære netværk eller fællesskaber i sorg.
 
Sorglitteraturen hjælper os til at forstå selve sorgens væsen, idet teksternes diversitet i sig selv viser, at sorg ikke kan sættes på formel, at ikke to sørger ens, og at selv for den enkelte er sorgen konstant foranderlig. Frem for at blive behandlet for sorg taler litteraturen for, at sorg ikke går over, og at den sørgende må lære at leve med og i sorgen.
 
Vi bør derfor betragte litteraturen som et særligt påtrængende biddrag til aktuelle diskussioner om diagnosticering af sorg, for hvis alle sørger forskelligt, hvorvidt er det i så fald meningsgivende at operere med en inddelinger som normal sorg og syg eller kompliceret sorg, som WHO kalder deres ny-optagede sorgdiagnose?
 
Litteraturen gør op med disse inddelinger og dermed med den historisk set (og fortsat) herskende diskurs om sorg. Dette speciale vidner derfor også om en sorgkultur i forandring, hvor litteraturen kan lære os noget om måden, vi håndterer og kommunikerer i og om sorg på.
 
Specialet er skrevet af Anna Sif Kyhn ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og er blevet bedømt til karakteren 12. 
 
Nyhedssatiren, med Kirsten Birgit, Jonatan Spang og RokokoPosten i spidsen, er tilsyneladende blevet en slags femte statsmagt, der med hårdtslående jokes er i stand til at hænge politikere og journalister til tørre med en tiltrængt udstilling af deres magtfuldkommenhed.
 
Med en stadig større popularitet i det danske nyhedsbillede lader kuren mod tillidskrisens udbredelse tilsyneladende til at være fundet. Men kan det virkelig passe, at et godt grin kan kurere en gennemgribende mistillid i den politiske nyhedskultur? Eller er der tale om placebo?

Specialet skildrer først, hvordan satirikerne udstiller de særlige forhold der synes at karakterisere den politiske nyhedskultur i dag. Undersøgelsen er lavet med udgangspunkt i de tre satireformater Tæt på Sandheden, Den Korte Radioavis og RokokoPosten.
 
Dertil kommer specialet omkring, hvordan satiren i sig selv spiller en særlig rolle i denne kultur som en slags femte statsmagt, der holder især de politiske journalister i ørene. Begge pointer understøttes ved hjælp af Erving Goffmans makrosociologiske teori om socialitet, der forklarer sig med en række teatermetaforer.

Specialets første del skildrer på den måde, hvordan satirikerne udstiller den politiske nyhedskultur som et slags reality-show, hvor selvhøjtidelige politikere og journalister indgår i uhellige alliancer, manipulerer og iscenesætter sensationer.

I specialets anden undersøges det, hvordan nyhedssatiren i sig selv påvirker mistilliden i den politiske nyhedskultur. Det er med hjælp fra Slavoj Žižek kulturkritiske psykoanalyse, at specialet formår at undersøge dette og konkludere, at satirens magt er paradoksal.
 
For satiren kan både ses som midlet, der kan kurere befolkningens mistillid til den politiske nyhedskultur, men med sin evne til at forføre og underholde sin humoristiske magtkritik risikerer satiren også at passivisere sine seere og på den måde i sidste ende medvirke til at forstærke den demokratiske tillidskrise. Specialet efterlader derfor sin læser med en tankevækkende opfordring til at stille sig kritisk overfor den magtkritik, satirikerne ellers på fornem vis formår at formidle til et stadigt voksende publikum.
 
Magtkritik er essentielt i et sundt demokrati, men specialet påpeger vigtigheden af, at tage selv den magtkritik, der er pakket ind i en sjov forklædning, seriøst. Lader vi os forføre blindt af illussionen om, at satirikernes hårdtslående magtkritiske jokes kan redde os fra den magtfuldkommenhed, som forårsager vores mistilliden til politikere og journalister, risikerer vi at ende som dem, der er mest
til grin. Som kejsere uden en trævl på kroppen.
 
Specialet er skrevet af Caroline Boas, Stine Bagger Vium og Vibeke Finnemann Scheel ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi
på Copenhagen Business School, og er blevet bedømt til karakteren 12.
 

Èn af de typer af sociale medieplatforme der virkelig har erobret flere og flere medlemmer på meget kort tid, er platforme som fx Instagram, hvor den visuelle kommunikation repræsenterer den primære kommunikation og den tekstuelle kommunikation er nedgraderet til en sekundær rolle.

Dette skift har medført, at det nu er nødvendigt at undersøge, om foregående research omkring sociale medier generelt også kan anvendes på de sociale medieplatforme, hvor den visuelle kommunikation er i fokus.

Denne nødvendighed er kun blevet forstærket af, at undersøgelser viser, at indhold med billeder eller videoer genererer mere brugerengagement end indhold uden på sociale medier generelt. Den visuelle kommunikations relevans bliver derfor kun større.

Vores opgave har derfor forsøgt at finde ud af, hvordan man producerer godt indhold på de sociale medieplatforme, der har den visuelle kommunikation i fokus.

Dette er først gjort ved hjælp af en indholdsanalyse, hvor der er målt på nogle variabler, der bl.a. er udarbejdet ud fra Aslak Gottliebs generelle engagementskriterier, der henvender sig til sociale medier. Indholdsanalysens resultater, som er baseret på 2000 kodede enheder i form af opslag, er derefter blevet testet yderligere i et eksperiment.

Analysernes resultater er til sidst blevet formuleret til nogle anbefalinger, som vil kunne bruges af alle, der ønsker at kommunikere succesfuldt på sociale medieplatforme, der har den visuelle kommunikation i fokus og/eller som ønsker at producere generelt social medieindhold, hvor den visuelle kommunikation er i fokus.

Specialet er skrevet af Sofie Helene Grue og Anne-Sophie Schlichtkrull Kiersing Dalgaard ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, og er blevet bedømt til karakteren 10. 
 

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.