Specialer på Kforum

Skal dit speciale også på Kforum? Så send et resumé (i Word) og specialet i PDF til info@kforum.dk
Tilbage i januar 2019 blev borgerforslaget “Dansk Klimalov nu” publiceret på Folketingets netsider. Forslaget satte underskriftsrekord, da det opnåede godt over de nødvendige 50.000 underskrifter på kun 13 dage.  
 
Symptomatisk for en række andre forslag, der gennem borgerforslagsordningen er kommet hele vejen til folketingssalen, var også forslaget om en ny klimalov en kampagne fra personer med lang erfaring som policy-professionelle aktører i Organisationsdanmark og fra de politiske partier. Bag forslaget stod generalsekretærer og ledere fra 11 af Danmarks største miljø- og udviklingsorganisationer, der gennem planlægning og koordinerede kampagner på sociale medier bl.a. opfordrede deres medlemmer og følgere til at underskrive. På den måde har de medvirket til, at netop dette borgerforslag blev bakket op af et rekordstort antal danskere på borgerforslag.dk. 
 

Borgerforslag = et historisk nybrud for demokratiet?

Da hjemmesiden borgerforslag.dk blev lanceret i januar 2018, fik også den almene dansker et direkte talerør til Christiansborg, i lighed med borgere i lande med lignende ordninger som Finland, EU og Storbritannien. Alternativets partistifter og daværende politisk leder, Uffe Elbæk, omtalte ordningen som et “historisk nybrud for demokratiet". Et borgerforslag kan blive fremsat som beslutningsforslag og behandlet og stemt om i folketingssalen, hvis det får opbakning gennem elektroniske underskrifter fra 50.000 vælgere inden 180 dage. I ordningens regelværk står der, at foreninger, virksomheder el.lign. ikke kan stille borgerforslag, men en fysisk person kan stille forslag som repræsentant for foreninger, virksomheder el.lign. Hvis sidstnævnte er tilfældet, bør man skrive i bemærkningerne, hvem man repræsenterer.
 
Derfor spænder ordningen ben for sig selv, når flere end halvdelen af de succesrige forslag er stillet af interesseorganisationer. En gennemgang fra Berlingske i 2018 viste, at i seks ud af ti borgerforslag, der har opnået 50.000 underskrifter, er en ansat i en interesseorganisation primær forslagsstiller eller medstiller. Borgerforslagsordningen er en forventning om, at det er almindelige borgere, der stiller borgerforslag og derigennem får et talerør til Folketinget. Der er derfor paradoksalt, at et borgerforslag kan signeres af privatpersoner, men mobiliseres af interesseorganisationer, der har helt andre muligheder for at understøtte forslaget af kampagne og lobbyisme.
 

Klimaloven blev til af hvem?

I vores speciale Jakta på makta – Når aktivist bliver lobbyist afdækker vi, hvem der var de reelle aktører bag klimaloven. Det understreger massive problemstillinger, når borgerforslaget, der lå til grund for klimaloven, blev skabt ud fra et format, hvor det var borgeren, der brugte et talerør til Folketinget, som de ellers ikke ville have haft, hvis de var stærke interesseorganisationer. 

 
Vi diskuterer med udgangspunkt i demokratiske principper som åbenhed og tillid, og i forudsætninger for god (digital) lobbyisme, hvorfor der er grund til at se indgående på borgerforslag som format i Danmark og også i andre lande, hvor en lignende ordning lige nu og tidligere har været diskuteret. 
 

Aktivist eller lobbyist?

Processen omkring borgerforslaget om ny klimalov er unik, fordi den kombinerer brugen af borgerforslaget som et taktisk værktøj og stærke digitale ressourcer. Den har vist, at brugen af borgerforslaget som et værktøj for at udøve politisk påvirkning i mødet med en stærk digital tilstedeværelse kan skabe stor politisk gennemslagskraft. En gennemslagskraft som i sig selv ikke er problematisk, men som i det offentlige rum kan skabe uklarhed om afsendere og uklare motiver. Et opslag i dit feed på sociale medier er ikke længere ensbetydende med reklame for organisationens mærkesager. Det skaber muligheder for at lave hele sociale bevægelser, som i sidste ende kan flytte politikere over til ja-siden for en bestemt lov.
 
Det skaber slørede grænser, at man på den ene side kan samle folkelig opbakning til sine mærkesager gennem strategisk brug af borgerforslaget som et lobbyværktøj, mens man på den anden side præsenterer sig som klimaaktivister, der af nødvendighed kræver en klimalov. Er interesseorganisationen aktivist eller lobbyist? Idet klima- og udviklingsorganisationerne konstruerer sig selv som aktivister i mødet med en større sag, hvor de kæmper mod en pengestærk erhvervselite med bedre tilgang til politiske beslutningstagere, opstår et paradoks.
 
Interesseorganisationerne skaber en konstruktion af, at det er den almindelige mand, der står bag forslaget og forsøger at påvirke klimaloven. Uafhængigt af forslagets formål er det problematisk, at forslaget udefra ser ud til at komme fra en græsrodsbevægelse. For hvilke krav stiller man da til de borgere, der skal modtage påvirkningsforsøget? De, der læser og underskriver borgerforslaget? En forventning om, at man må være en “superborger” for at få sin sag på den politiske dagsorden? Definitionerne er uklare, og borgerforslag som format risikerer i værste fald at blive til uigennemsigtig lobbyisme, hvor politikere og journalister reagerer på andre forventninger om, hvem afsenderne er.
 

Aktivist på nettet – lobbyist i gangene?

Det kan være svært at genkende påvirkningsforsøg, særligt de digitale, der kan være svære at identificere, hvis man ikke har kundskab om eller kendskab til sagerne og aktørerne. 
 
Der er mange interesseorganisationer, der ikke ønsker at blive kendetegnet som policy-professionelle eller lobbyister, men på samme tid er det umuligt for medlemsbaserede organisationer, der arbejder mod konkrete politiske mål at argumentere for, at deres advocacy-arbejde er et fuldkomment altruistisk spil. Organisationer har også klare motiver til at betale tilbage til egne medlemmer.
 
For at legitimere brugen af borgerforslag forklarer flere interesseorganisationer, at de ikke har store ressourcer til at drive lobbyarbejde, som  erhvervslivet har. Her kan man se, at digitale strategier muliggør, at mindre interesseorganisationer i større grad kan bedrive interessevaretagelse på samme måde som de ressourcestærke aktører. Formår man at skabe en historie, som får nok medvind, er det svært for selv de mest kritiske motstandere ikke at se på forslaget igen. Gennem medvind og bred pressedækning opnåede aktørerne at skabe legitimitet til at handle på et givet problem. 
 
Tilsammen har interesseorganisationerne mere end 700.000 følgere på deres sociale medie-profiler. En forudsætning for at få medvind i sine forslag er, at de når ud til nok mennesker. Dette gør også, at skellet mellem ressourcestærke aktører blegner. Digital lobbyisme åbner for, at alle i princippet kan følge med, men det forklæder også det politiske spillerum, når mulighederne til at udøve påvirkning øges.
 
Des mere professionelle organisationerne bliver på nettet og behandler det som et hvilket som helst andet arbejdsområde i virksomheden, des større bliver forventningerne og kampen om opmærksomheden. På den måde kan man godt forstå, hvorfor organisationerne valgte denne kombination til at muliggøre klimaloven. En effektiv kombination af en direkte kanal til et folkeligt engagement.
 
Tid for revidering af borgerforslagsordningen og nye principper for god lobbyisme?
Er der behov for en revidering af borgerforslagsordningens regelværk, så vi tager tydelig stilling til, hvorvidt interesseorganisationer og andre professionelle interessenter kan benytte ordningen som et lobbyværktøj? Ordningen har mødt kritik, siden den blev implementeret som en forsøgsordning, og man kan derfor stille sig undrende overfor, hvorfor diskussionen ikke blev taget, da Folketingets Udvalg for Forretningsorden (UFO) valgte at videreføre ordningen og gøre den til et permanent tiltag, uden yderligere ændringer.
 
Ifølge DI Rådgivernes og Public Relation Branchens Principper for god lobbyisme, lanceret i 2019, indeholder god lobbyisme et præmis om tydelig afsender: “Lobbyister skal i deres virke være åbne om, hvem de er, og hvem de repræsenterer”. Gennem processerne til borgerforslaget er det svært for den almindelige dansker at have overblik over informationen, og hvem der egentlig er afsendere af forslaget. Borgerforslagsordningen, som er ment som et tilskud til demokratiet, skabt af beslutningstagerne selv, skaber en arena for uklare afsendere. Kan man ikke stole på, at politikerne selv tager borgernes prioriteringer videre, før interesseorganisationerne og borgerforslaget konstruerer sig selv som svaret på borgernes ønsker?
 
Der kan derfor også være behov for at udvide og videreudvikle principperne for god lobbyisme til at indeholde flere og tydeligere grænser for skjulte påvirkningsmekanismer, herunder også principper for god digital lobbyisme. Dette bliver endnu vigtigere i tiden fremover for at sikre, at regler og vejledninger er opdaterede og tilstrækkelige og kan bidrage til større gennemsigtighed over for civilsamfundet.
 
Dette er ikke en diskussion af gode motiver, rigtige love eller den endelige afgørelse. Det er en diskussion af processerne, som opstår, specielt når politikken selv er med til at konstruere spillefeltet. Kombinationen af borgerforslag som en strategisk proces med en forventning om, at det er borgerne selv, samtidig med et stærkt digitalt og utydeligt pres gør det svært for den almindelige dansker at forstå forudsætningerne for den politik, der engagerer dem. Er det på tide med en selvrefleksion hos danske lobbyister?
 
I specialet undersøges Røde Kors Hovedstadens succesfulde implementering af Employee Advocacy. Herfra udvikles begrebet Volunteer Advocacy, som beskriver de frivillige som ambassadører for organisationen på de sociale medier. Bliv klogere på, hvad du kan bruge det til i din organisation.

 
Vi vil hellere lytte til rigtige mennesker
Employee Advocacy er relevant for alle virksomheder og organisationer uanset budget. Det kræver nemlig ikke, at man investerer i en smart online platform til at tracke resultaterne. Vi vil nemlig helst høre på, hvad vennen eller kollegaen har at sige, end på hvad virksomhedens og organisationens profil prøver at fange vores opmærksomhed med.
 
 
I den evige kamp mod SoMe-giganternes skiftende algoritmer kan den bedste plan for din organisation derfor være at få dine medarbejdere og frivillige aktiveret til at være ambassadører og hjælpe med at udbrede budskabet på de sociale medier. Det bekræfter medarbejder A i Røde Kors Hovedstaden (alle interviewede medarbejdere og frivillige er anonymiseret):
 
Det er jo i hvert fald interessant, at jeg selv har sagt, jeg hellere, eller oftere, liker mine kollegers opslag end Røde Kors Hovedstadens opslag. Jeg tror faktisk, at man er mere interesseret i personerne”.

 
Flere fordele end ulemper
Alt i alt er der flere fordele end ulemper ved at få sine frivillige til at fortælle om organisationen på de sociale medier. De frivillige får mulighed for at udtrykke sig - og promovere sig selv, som frivillig C i Røde Kors Hovedstaden fortæller: “Så promoverer man sig jo også selv i en positiv retning. Så det er jo også lidt af selviskog egoistiskgrunde, man jo også gør det”. Organisationen får markant øget reach, men mister til gengæld den fulde kontrol med det budskab, der kommer ud. Men ærligt talt havde du jo ikke kontrol over dette alligevel, så det er rimelig meget en win-win situation, som man siger.
 
Forskningen i tid i organisatoriske sammenhænge begyndte først for alvor efter årtusindskiftet, men tidsperspektivet i forbindelse med planlagte organisatoriske forandringer er stadigvæk relativt uudforsket og underteoretiseret. Derfor undersøgte jeg dette blindspot i forskningen inden for fagområderne forandringskommunikation og -ledelse. Jeg analyserede, hvordan tid kommer til udtryk i forbindelse med integrering af planlagte forandringsinitiativer i organisationer.

 
Specialet er forankret i den Situationelle Dialektiske Videnskabsteori. Der er i alt blevet analyseret seks forskellige cases, som både omfatter offentlige organisationer og private virksomheder samt foreninger. Der findes adskillige analyseværktøjer til at planlægge organisatoriske forandringer, men der findes ikke et analyseværktøj til at analysere allerede integrerede organisatoriske forandringer, det vil sige forandringer analyseret bagud. Af den grund udarbejdede jeg min egen metode kaldet den Situationelle Dialektiske Tids- og Forandringsroulade. 
 

Der går tid fra ens arbejdsopgaver, når der integreres forandringer i organisationer. En del af den tid, man normalt ville bruge på at udføre sine arbejdsopgaver, kan under en forandringsproces kategoriseres som vente-, stille- og/eller spildtid. Der går meget tid med at sprede rygter samt diskutere, hvilke konsekvenser den integrerede forandring kommer til at få i fremtiden, og er lig med spildtid for den enkelte organisation. 

 
På baggrund af caseanalyserne er der blevet udarbejdet en tids- og forandringsmodel kaldet ”Tidsperspektiver i forandringer”. Det er tidsperspektiver, som forandringsplanlæggeren kan rette sin opmærksomhed imod, når denne beskæftiger sig med tidsaspektet i forbindelse med den forandringsplanlægning, vedkommende skal forestå.
 
 
Specialet er skrevet af Julie Mølgaard Laursen ved International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 
 
Dette speciale undersøger, hvordan fiktivt talesprog kan oversættes fra tysk til dansk. Således har dette speciale til formål at besvare problemstillingen om, på hvilken måde fiktivt talesprog i tegneserier kan bevares i en oversættelse, der er tilpasset en dansk voksen målgruppe. Fokus ligger på partikler (onomatopoietika, interjektioner og modalpartikler) og fonetiske aspekter (assimilation, elision og enklise).
 
 
Som empiri tjener den tyske tegneserie Kinderland (2014) af Markus Witzel (Mawil) såvel som min oversættelse af tegneserien. Gennem en diskuterende oversættelsesanalyse bliver de oversættelsesrelevante udfordringer, der er forbundet med talesprog såvel som med tegneserier, fremhævet. Undersøgelsens teoretiske grundlag dannes af oversættelsesteori om hhv. talesprog og tegneserier samt af lingvistisk teori. Derudover inddrages Lawrence Venutis domesticering samt Katharina Reiß og Hans J.
Vermeers skoposteori som oversættelsesstrategi for at gøre Kinderland sprogligt og kulturelt lettilgængelig for den danske læser.
 
 
Specialets resultater viser, at talesprogets elementer kommer i konflikt med skriftsprogets regler, når man oversætter fiktivt talesprog. Det skyldes, at fiktivt talesprog både er en efterligning af autentisk talesprog og en skriftlig fremstilling. Som følge heraf er det undertiden nødvendigt at anvende standardisering. Dermed undgås et karikeret og uforståeligt sprog, som den hyppige forekomst af talesprog kan medføre. Desuden fordrer oversættelse af tegneserier, der for størstedelen er præget af talesprog, en hensyntagen til den visuelle dimension, hvorfor oversættelsen skelner mellem inskriptioner og talebobler.
 
 
Derudover ansporer specialet til fremtidige arbejder. Mulige undersøgelsesgenstande kunne være oversættelse af talesprog i tegneserier på et større empirisk grundlag, virkningen af Venutis eksoticering som oversættelsesstrategi eller en kontrastiv analyse af talesprog på tysk og på dansk.
 
Specialet er skrevet af Rita Leila Spiák ved institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 
Specialet er en undersøgelse af generation Z og deres holdninger til fødevarebrands og klimakommunikation. Ingen andre generationer har været mere i søgelyset end generation Y, men den efterfølgende generation Z bør ikke undervurderes, da de er fremtidens forbrugere, kollegaer og vælgere. I medierne hersker der et narrativ omkring generation Z som klimaaktivister, hvor der er fokus på de unges kamp mod klimaforandringerne.

Specialets problemformulering lyder dermed således:
I medierne og litteraturen bliver generation Z præsenteret som en kritisk og klimabevidst generation. Med en antagelse om, at der er variation i generationens forventninger til fødevarebrands, ønsker denne afhandling at undersøge, hvordan generationen forholder sig til klimadrevne kampagner for derefter at afdække, hvilke former for segmenter, der eksisterer indenfor generation Z.

Formålet med specialet er et ønske om at bidrage til en kombination af det praktiske og teoretiske felt. Det praktiske bidrag har til formål at inspirere og guide kommunikatører og fødevarebrands til at henvende sig til generation Z. Mens specialets teoretiske bidrag indebærer at afdække generationens forbrugeradfærd og variationerne inden for generationen og dermed supplere den eksisterende teori omkring generation Z.

Teorien, empirien og analysen har gjort det muligt at afdække hvilke typer, der eksisterer hos generationen, hvorfor vi har skabt en operationel model, som giver overblik over den komplekse generation. Modellen hedder Relationskompasset (s.101) og indebærer seks typer af relationer som generation Z har til fødevarebrands.
 
 
Specialet er skrevet af Trine Jørgensen og Sarah Patocska ved Corporate Communication på Aarhus Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 

Den politiske repræsentation af danske kvinder har gennemgået en interessant udvikling det seneste århundrede, fra at kvinder slet ikke kunne vælges ind i Rigsdagen før 1915 til at kvinder i dag udgør 39% af Folketingets medlemmer. Danske kvinder er dog, på trods af store fremskridt de sidste 100 år, til stadighed numerisk underrepræsenterede i Folketinget, idet lige over halvdelen af den danske befolkning er kvinder. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt underrepræsentation af kvinder i Folketinget er et demokratisk problem, om der overhovedet er forskel på kvindelige og mandlige folketingspolitikeres adfærd, når de agerer som repræsentanter for danskerne, og hvordan en eventuel forskel udvikler sig over tid.

 

På baggrund af dette undersøger specialet problemformuleringen: Hvordan har kønsforskelle i folketingspolitikeres repræsentationsadfærd udviklet sig over tid?

 

Vi undersøger problemformuleringen via et deskriptivt casestudie af taler fra Folketingssalen fra 1976-2020. Til dette formål har vi konstrueret et unikt datasæt, som indeholder alle taler fra Folketingssalen i den ca. 40-årige periode.

 

Specialets teoretiske fundament kombinerer litteratur om politisk repræsentation, kvinders interesser og parlamentarisk tale. Med dette udgangspunkt undersøger vi tre dimensioner af parlamentarisk tale: talemængde, sprogbrug og emnefokus. Ved primært at anvende superviserede og usuperviserede maskinlæringsmodeller afdækker specialet kønsforskelle i alle tre dimensioner af folketingspolitikernes tale gennem de sidste 40 år. Her konkluderer vi, at der samlet over hele perioden er forskel på kvindelige og mandlige folketingspolitikeres talemængde, sprogbrug og emnefokus.

 

I undersøgelsen af hvordan udviklingen i kønsforskelle ser ud over tid konkluderer vi, at kønsforskelle i repræsentationsadfærd ikke er blevet signifikant mindre i løbet af de seneste 40 år. Disse vedvarende kønsforskelle i Danmarks mest magtfulde institution tydeliggør potentielle demokratiske problemer som eksempelvis, at mandlige folketingspolitikere har systematisk lettere adgang til at tale i Folketingssalen. Dette understreger samtidig behovet for en vedvarende debat om politisk repræsentation og ligestilling mellem kønnene. Vores speciale kan således ses som en trædesten for fremtidig forskning og er samtidig et bidrag til en bredere samfundsdebat om køn og repræsentation i dansk politik.

 

Specialet er skrevet af Louise Madsen, Ida Leth-Espensen og Karen Boje-Larsen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Specialet er bedømt til karakteren 12.

 

Du kan læse hele specialet her.

Kandidatspecialet er et produktorienteret speciale, hvor der er blevet udviklet en prototype til en digital læringsplatform med tilhørende læringsaktivitet. Indholdet i platformen er baseret på STEAM-fagområdet, hvor man gennem en tværfaglig og projektorienteret tilgang forsøger at integrere fagområderne science, technology, engineering, arts og mathematics. Der har her været særligt fokus på at integrere arts-delen ved at inddrage perspektiver fra de humanistiske, kunstneriske og samfundsfaglige fag gennem en spilbaseret tilgang (game- based learning). Dette kommer til udtryk i læringsaktiviteten, Dilemmaspillet 2020, hvis narrativ er bygget omkring landbrugssektoren og FNs Verdensmål nr. 12 (Ansvarligt Forbrug & Produktion).

 

Spillet går ud på, at de lærende skal tage stilling til bæredygtighedsproblematikker, hvor forskellige svar resulterer i forskellige udfald. Aktiviteten skal lægge op til fremadrettet diskussion og problemløsning i undervisning inden for STEAM-fagområdet. Her er det tiltænkt, at elever skal udarbejde projekter og konkrete løsningsforslag ved f.eks. at bygge og programmere egne prototyper i LEGO® eller ved brug af andre håndgribelige artefakter (analoge såvel som digitale). Efterfølgende kan eleverne dele deres prototyper i læringsplatformen.

 

Dette speciale skal ses som et bidrag til viden om online-læring med inddragelse af elementer af game-based learning, der bygger på en normativ forestilling om, hvordan designet kan bidrage til at udvikle og forbedre en eksisterende praksis (FIRST® LEGO® League). For at forandre og forbedre praksissen (her tilføres værdi), har det dog været en forudsætning/betingelse, at de projektansvarlige har kunne påbegynde domænekendskab gennem en deskriptiv position: “If you want to change something, you have to understand it, and if you want to understand something, you have to change it (Gravemeijer & Cobb, 2006, s. 45)”.

 

For at kunne facilitere et online-læringsmiljø, der skal fremme børns interesse for STEAM i en global kontekst, konkluderes det, at game-based learning-elementer, såsom narrativ, progressionsbar, pointsystem, feedback, avatar, udfordring, replayability, win-state og konkurrence, skal implementeres.

 

Slutteligt vurderes det, at specialets bidrag kan bruges af uddannelsesforskere med særlig interesse for e-learning, game-based learning (spilbaseret læring) eller STEAM. Specialets resultater vil kunne anvendes som baggrundsviden om, hvordan spilelementer kan være en motivationsfaktor i et læringsmiljø. Desuden vurderes det, at designprincipperne ville kunne anvendes af andre udviklere og designere med særlig fokus på at udvikle digitale læringsmidler.

 

Specialet er skrevet af Johanna C.E. Vigholt, Mikkel Bruun Nielsen og Cihan Didin i IT, Læring & Organisatorisk Omstilling på Aalborg Universitet.

 

Specialet er bedømt til karakteren 10, og du kan læse det hele her.

In the aftermath of the 2016 US presidential election and during a time of growing concern about the influence of large technology companies, this dissertation provides an analysis of the power of the tech giants. The aim of this dissertation is to break down and accurately describe the kind of power that large technology companies possess, such that the potential dangers that they present to advanced democracies can be better understood and dealt with.

 

This power is examined by looking specifically at Google and Facebook, as their practices with regards to their collection and use of data present significant concerns related to public manipulation, privacy and competition. Power is conceptualized and evaluated through the use of Susan Strange’s theory of structural power, which describes power not in a ‘have or have not’ perspective, but rather as something established in a series of different structures, the primary ones of which are security, production, finance and knowledge. These structures are examined individually through a number of cases and issues related to Google and Facebook that highlight the extent of these companies’ power within the structures.

 

This examination demonstrates that while these tech giants possess some of the same capacities for influence as previous dominant transnational corporations, such as their sheer market power and political capture, they also inhabit a whole new kind of power. The degree of social significance that Google and Facebook exhibit and their use of data give these companies a capacity for social and political influence that is specific to technology and data companies. This influence is highlighted in their impact on information dissemination and election interference, as demonstrated by the 2016 US presidential election, and necessitates regulatory action to limit.

 

Specialet er skrevet af Victor August From-Poulsen ved institut for statskundskab på Københavns Univeristet og blev bedømt til karakteren 10.

 

Du kan læse hele specialet her.

Specialet indleder jeg med at argumentere for, at et specifikt fokus på dannelsesbegrebet kan bidrage til at berige forskningsfeltets forståelse for den læring som relaterer sig til computerspil. 

 

Dannelse er et begreb som stammer fra den tyske filosofiske diskurs, men som har tråde tilbage i oldtiden. Det er i en bred vifte af definitioner blevet brugt til at diskutere hvordan individets personlighed tager form, når disse individer møder verden såvel som dem selv på forskellige måder. 

 

For at undersøge hvilke betydning computerspilsmediet har for denne særlige form for læring, udvikler jeg i den første del af specialet et analytisk perspektiv, hvormed man tilgår computerspillene som dannelsesmiljøer. Det gør jeg ved at fusionere teori om dannelse, leg, medier og kommunikation, formalisme, situationisme og affordance.

 

I den anden halvdel af specialet anvender jeg det analytiske perspektiv til at analysere det populære computerspil League of Legends. Det gør jeg for at demonstrere, såvel som for at diskutere de dannelsesfaciliterende dynamikker, der findes i det samspil, som skabes af både spillere og spil. 

 

Slutteligt diskuterer jeg perspektivets implikationer for feltet og anbefaler en kritisk tilgang til spillene, som en vigtig faktor. hvis man ønsker et sundt læringsudbytte. 

 

Specialet blev bedømt til karakteren 10 og er skrevet af Rasmus Krause Bidstrup i kommunikation på Roskilde Universitet.

 

Du kan læse hele specialet her.

The purpose of this thesis is to establish an understanding of the different audience positions established in the design of hand tools and ads promoting hand tools in relation to gender. Furthermore in relation to this analysis establish a tool brand that seeks to establish agency and cater to a new audience which has in large part been “overlooked” by the current hand tool industry. I approach this via doing rhetorical criticism based on both feminist criticism and a constitutive understanding of rhetorical criticism.

 

My focus is to analyse the audience position and how this position is created by identification established by values and beliefs embedded in the actual artifact. This audience position is then related to the construction of gender.

 

What I end up finding is that tools are to some extent coded male and by addressing this bias with rhetoric it is possible to create a design and branding, that includes a broader audience, by rearticulating the values present in the actual tools. However I also argue that this rearticulation comes with a risk - that the product created doesn't seem trustworthy, and therefore loses its access to establishing agency, because the audience does not find the product credible in relation to already established discourse for tools. To qualify the main argument of this thesis I suggest doing qualitative interviews with representatives from the audience to get a better credible, and which they feel represents their values and beliefs. And by doing so even broaden women's access to agency.

 

Specialet blev bedømt til karakteren 12 og er skrevet af Solveig Kolstad i retorik på Aarhus Universitet.

 

Du kan læse hele specialet her.

Specialets hovedargument er, at vendingen er forankret i den nationale selvforståelse i Danmark, i nationens doxa, og derfor har en stærk retorisk appel. Specialet argumenterer endvidere for, at brugen af vendingen kan være problematisk set i forhold til idealer for det deliberative demokrati. Det kan den af to grunde. For det første kan vendingen bruges som en slørende erstatning for de argumenter, der er nødvendige for at forstå politiske synspunkter og initiativer. For det andet risikerer rummet for demokratisk dissens at blive indsnævret i politiske situationer, hvor vendingen bruges. 

 

Specialets undersøgelse er baseret på nærlæsninger af de tre seneste danske statsministres brug af vendingen ”passe på Danmark” i forskellige officielle talesituationer og en teoretisk ramme bestående af teori om nationalisme og teori fra retorikken om begreberne ideograf, konstitutiv retorik og narrativer. 

 

Selvom retorisk forskning ofte beskæftiger sig med undersøgelser af fællesskaber, synes der ikke at være mange retoriske undersøgelser med særligt fokus på nationale fællesskaber og nationalisme. Ved at anlægge et retorisk perspektiv på nationalisme i etablerede nationer søger specialet således også at bidrage til at udvide et forskningsområde inden for det retoriske felt.


Specialet blev bedømt til karateren 12 og er skrevet af Natascha Helverskov Jørgensen ved Sektion for retorik på Københavns Universitet. 
 
Vi præsenterer her udvalgte dele af vores konklusion. Første del af specialets analyse tydeliggør, at sundhedshensyn har været dominerende historisk set, hvilket understreger behovet for at undersøge vores problemstilling, hvor klimahensyn gøres til en del af ligningen med sund kost. Vi har identificeret, at sundhedshensyn længe har været en del af det, Coop fremsætter som hensigtsmæssig kost i Madpyramiden, mens Coop vil gøre klimahensyn til common sense for forbrugere i 2019 via Klimapyramiden. Et eksempel på et kendetegn ved kommunikationen i 2019 er, at Coop imødekommer potentielle indvendinger vedrørende sundhed, fødevarer og klima, hvormed afsenderen tager højde for modtagerens forskellige afkodninger og holdninger.
 
 
Overlappet i kommunikationen ses ved, at dét, der er godt for dig, er godt for klimaet og vice versa. Et fremtrædende klimahensyn består i, at indtag af nogle bestemte fødevarer er godt for ‘kloden’ og ‘klimaet’, mens sundhedshensynet beror på, at det bl.a. er godt for ‘din krop’ at indtage bestemte fødevarer. Coop appellerer hovedsageligt til egoistiske behov frem for altruistiske, og vi kan konkludere, at de vægter individet i kommunikationen, ligesom sundhedsfordelene ved klimahensyn pointeres, hvormed de prioriterer at værne om danskerne.
 
 
Klima og sundhed bruges ofte i sammenhæng som argument for at spise efter Madpyramiden. Coop betoner f.eks., at det er nemt at tage hensyn til klimaet og sundheden samtidig ved at foretage justeringer i hverdagsretter. Afhængigt af om sundhed eller bæredygtighed appellerer til modtageren, vil det kunne favne disse forbrugere, da overlappet mellem sundheds- og klimahensyn kan ses som en kommunikativ vekselvirkning, hvor man kan læse det med fokus på det, man ønsker at værne om. Coop italesætter således overlappet mellem klima- og sundhedshensyn ved, at en given handling eller fødevare gavner sundhed og klima simultant.
 
Specialet er skrevet af Sofie Wamberg Broch og Asta Justesen ved Kommunikation på Aalborg Universitet og blev bedømt til karakteren 12.
 
Specialet ”Det compassionfokuserede arbejdsliv” fra Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS undersøger, hvordan medfølelse fremtræder i de moderne compassiontræningsprogrammer, og hvordan en særlig forståelse af medfølelsesbegrebet, i relation til ledelse og arbejdsliv, opererer i et spændrum mellem magt og etik. Undersøgelsen udfoldes gennem en historisk og diskursiv analyse, i samspil med et kropsfænomenologisk perspektiv, for at indfange både sproglige og kropslige dimensioner af medfølelse.
 
Det buddhistisk inspirerede fænomen ’compassion’ er et stadigt voksende, interdisciplinært forskningsfelt. Compassionforskningen udfolder sig i domæner som neurovidenskab, psykologi, fysisk og mental sundhed og er senest også rykket ind i den organisatoriske tænkning med løfter om reduktion af stress og skabelsen af en bedre verden.
 
Specialet er en problematisering af den nuværende diskurs og tilgang til compassiontræning. En kritisk og potentialeafsøgende tankeøvelse, som kan bidrage til at kunne nuancere og tænke anderledes. Formålet er at levere et indspark i den måde, medfølelse præsenteres på i de nutidige diskursive strømninger og åbne for yderligere udtryksformer af, hvad medfølelse er, og hvordan medfølelse kan skabes og faciliteres.
 
I specialet præsenteres læseren først for en foucauldiansk inspireret historisk analyse af medfølelsesbegrebet. Det er en genealogisk, diskursiv undersøgelse af medfølelsesbegrebets udtryksformer fra buddhismen til de nutidige moderne compassiontræningsprogrammer, som viser, hvordan det buddhistiske medfølelsesbegreb har ændret sig og nu antager nogle former i træningsprogrammerne, hvor der især lægges vægt på et arbejde med beroligelse af kroppens nervesystem og et markant fokus på self-compassion.
 
I specialets anden del undersøges, gennem en selvpraksisanalyse, hvordan den nutidige tænkning omkring medfølelse viser nogle træk, der karakteriserer dannelsen af det medfølende subjekt. Her peges på, hvordan der forekommer en subjektivering af individet som et kritisk mangelsubjekt, som kan bevirke, at individet kan risikere at blive fanget i et indadvendt selvfokus i et aldrig ophørende arbejde med evnen til self-compassion. Self-compassion - evnen til først og fremmest at have medfølelse for sig selv - kommer til at blive gjort til en afgørende faktor som en betingelse for at kunne føle og udvise medfølelse for andre. Den praksis, der skal træne evnen til medfølelse, bliver koblet til psykologiske følelsesregulerende værktøjer, som får et individuelt stressreducerende og resiliensopbyggende formål, der vanskeligt lader sig adskille fra et økonomisk rationale. 
 
I specialets tredje og sidste del udfoldes en ambivalensanalyse med det formål at supplere det kritiske blik med et potentialeafsøgende blik. Her arbejdes med et opmærksomhedsbegreb og det kropslige aspekt i medfølelse for at få mere blik for at være åben for andre sprækker for forvandlingsmuligheder: Hvordan kan vi som mennesker opleve, erfare og skabe medfølelse – både i relation til os selv og til vores medmennesker – ikke blot inden for rammerne af de moderne compassiontræningsprogrammer, men også gennem en bevidst, vedvarende og dedikeret praksis i vores hverdag og arbejdsliv.
 
Specialet er skrevet af Piasofia Løkke Pedersen ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School og er blevet bedømt til karakteren 12.

Versionér dit indhold 

Hos de undersøgte magasinforlag er der en konsensus om, at man ikke bare tager en artikel fra tryk og lægger den online. Den gennemgår en versionering, så den bliver mere web-egnet. Rubrikken, underrubrikken, vinklen, sproget og layoutet gennemgår en versionering, så de bliver egnet til nettet. Rubrikken og billedet er særligt vigtige som indtrækkere og som indeksering/foromtale, der giver modtagerne en fornemmelse af, hvad de kan forvente af indholdet, samt lysten til at læse mere. Vinklen skal stå skarpere online, og man skal komme hurtigere frem til en pointe, fordi nettet er upålideligt, og læseren kan hurtigt scrolle væk igen. Det handler hele tiden om at få læserne til at blive længere på sitet, at gøre det nemt for dem, så de ikke scroller væk lynhurtigt. 

 

Sproget gennemgår også en versionering online. Hos nogle af magasinforlagene er sproget på det digitale site knap så metaforisk og mere skåret ind til benet, fordi de ud fra et SEO-mæssigt synspunkt fungerer bedre. SEO foretrækker kortere sætninger, almindeligt hverdagssprog og få indskudte sætninger, hvilket ikke altid går godt i spænd med journalisterne, der ofte er uddannet i trykt journalistik. Nogle dyrker såvel det stramme, korte sprog som sproglige finurligheder og ordkløveri. Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, og et varieret sprog er med til at højne kvalitetsoplevelsen for læseren. Det peger tilbage på det overordnede kvalitetskriterie, som alle de undersøgte magasinforlag vægter deres indhold efter. Kvalitet er vigtigere end kvantitet – både, når det drejer sig om antallet af historier, der dagligt bliver udgivet, længden på indholdet og sproget. Når de digitale redaktioner producerer indhold, så tyder det på, at de hele tiden balancerer mellem kvalitative, subjektive vurderinger af, hvad der egner sig godt på nettet, og kvantificerede informationer om brugersucces, der sikrer, at flest mulige mennesker ser indholdet. 

 

I forhold til layoutet og struktureringen af indhold på sitet er det vigtigt, at digitale sites udnytter hjemmesidens hyperstruktur og muligheder. De undersøgte magasinforlag anerkender, at de digitale magasiner aldrig bliver lige så æstetiske som de trykte magasiner. De har ikke de samme ressourcer til rådighed, som de trykte magasiner har, og derfor må de nøjes med de muligheder, CMS-systemer giver dem til rådighed. Når det er sagt, så er det vigtigt, at websites udnytter den hyperstruktur, som hjemmesider har ved at indlejre forskellige modaliteter, såsom billeder, videoer, grafik, lyd etc., gøre sitet mere interaktivt samt give læseren mulighed for at træffe individuelle valg.

 

Test og analyser

Selvom der er ligheder mellem de undersøgte magasinforlag, så er der også forskelle. Forskellen er med til at understrege, at digital journalistik, og særligt digital magasinjournalistik, er mere nuanceret, end teorien om webjournalistik ofte foreskriver. Indholdet er ikke altid nyhedsjournalistik, kontante ”her og nu”-kliknyheder, korte formater og breaking news – og sproget er ikke altid kort og stramt. Ikke at sige, at det i mange tilfælde ikke er det. Nogle gange handler det også om at turde eksperimentere med sit indhold og se, om det resonerer med ens målgruppe.

 

Omfavn de lange formater 

I mange år har lange formater været et fyord i forbindelse med digital journalistik. I dag er flere digitale medier begyndt at eksperimentere med længere formater, og visse medier bruger det strategisk i deres brandingstrategi og profil. Først og fremmest, fordi de kan se, at deres læsere efterspørger det, og dernæst, fordi det højner engagement time på sitene og giver bedre SEO. Når det er sagt, så er den digitale longform-journalistik ikke den samme, som vi kender fra gamle, analoge medier. Succesfuld longform-journalistik er interaktiv og udøver pull-kommunikation. De udnytter hjemmesiders hyperstruktur og giver modtageren mulighed for selv at tage individuelle valg. De indlejrer flere forskellige modaliteter, så det ikke bare er brødtekst, som modtageren får serveret. Så længe medierne er opmærksomme på mulighederne ved hjemmesider, så viser undersøgelsen, at longform-journalistik sagtens kan være en succesfuld del af et digitalt medie. Dermed ikke sagt, at man fuldstændig skal droppe de korte formater. Undersøgelsen tyder på, at det handler om at variere sit indhold og tænke på kvalitet frem for kvantitet. En artikel bliver ikke nødvendigvis bedre, hvis den er lang, og omvendt bliver en artikel heller ikke bedre, hvis den er kort og stram. 

 

Det er altid en vurderingssag, hvorvidt noget indhold skal være langt eller kort, og så længe medierne er opmærksomme på det, kan de succesfuldt drive et digitalt site. Hvis indholdet er godt og har mange læsere, så vil annoncørerne komme. Det er i sidste ende læserne, der afgør, om et digitalt site er succesfuldt. Uden læsere er der ingen forretning, og derfor skal de digitale sites hele tiden imødekomme deres præferencer og forbrugssituationer – selvfølgelig uden at miste den journalistiske integritet.

 

Fang læserne på flere touch points

I forhold til, hvordan fremtiden ser ud for magasinformatet, så tyder det på, at magasinerne fortsat vil være til stede i flere touch points i brugernes liv. Både i printform, online, på sociale medier og apps. Man har længe talt om, at det trykte magasinformat slås for sit eksistensgrundlag, men det tyder på, at det går den anden vej. Det ser ud til, at dele af befolkningen stadig har lyst til fordybelse og dybdegående indhold i form af et trykt magasin. Trykte magasiner er ”glossy”, og mange nyder godt af at have dem stående på sofabordet og tage dem frem efter behov. Ligesom flere interviewpersoner pointerer, så tilbyder de trykte magasiner et rart pusterum fra en travl hverdag, hvor brugerne kan fordybe sig og slappe af.

 

En årsag til, at mange gamle medier stadig har mange læser- og seertal, er, fordi de benytter sig af indeksering/foromtale til at lede modtageren hen til medieproduktet. Hos de trykte magasiner er det oftest i form af et æstetisk layout og/eller fængende rubrikker og underrubrikker, der ”lokker” læseren til at købe magasinet. Websites bruges ofte i en anden social kontekst, fx når brugerne er på farten og har brug for et hurtigt fix. At være til stede i flere touch points giver medierne mulighed for at nå deres brugere flere steder, så brugerne kan blive ved med at konsumere dem – om det så er hjemme fra sofaen, mens de er på farten eller i kommentarsporet på de sociale medier. Dermed udelukker et digitalt magasin ikke et trykt magasin, men de understøtter hinanden i en fin synergi.

 

Du er velkommen til at kontakte mig på anemone.stasevic@gmail for mere information, eller hvis du ønsker en mere “how to”-guide om digital journalistik.

 

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.