Petrine Fürstelin Jørgensen


Petrine Fürstelin Jørgensen

Petrine Fürstelin Jørgensen

Karma: 21 (?)

Forfatter:

6


artikler

3


indlæg

Sundhedsministeren som ikke ville svare på spørgsmål om sundhedssystemet
Bloggeren Michelle Hviid skulle fornylig have interviewet vores sundhedsminister i en time i radio 24/7. Interviewet som skulle have varet en time, endte med at vare under 10 minutter, da ministeren ikke ville svare på et spørgsmål og spin-doktoren afbrød. Årsagen til afbrydelsen var fordi Michelle Hviid havde afbrudt en såkaldt præmis om enkeltsager. Hvad præmissen helt præcist går ud på står stadig uklart.
 
Jeg har længe haft politikerlede. Politik handler, i min optik, mere om, hvordan de kan tilsmudse de andres forslag i stedet for at fortælle om sine egne politiske visioner samt forbedre det system, som allerede eksisterer. Men jeg blev alligevel chokeret, da jeg hørte, at vores siddende sundhedsminister ikke vil svare på spørgsmål om sundhedssystemet. Udelukkende fordi der var tale om en enkeltsag. Det efterlader mig med tre store spørgsmål:
 
For det første, hvem siger der er tale om en enkeltsag? Måske er Michelle Hviids eksempel bare et ud af mange. Ikke bare måske. Faktisk er jeg næsten sikker på, at Michelle Hviid bare er en ud af mange sager.
 
For det andet, hvor i al verden blev mediedækningen af den her sag af? Jeg har primært fulgt Michelles Hviid egne opdateringer og skriverier om sagen, og set en enkelt sølle artikel i BT.
 
For det tredje, hvornår begyndte journalisterne at blive mindre kritiske og tage politikernes side. Her tænker jeg på chef for radio 24/7, Jørgen Ramskov, som i mine øjne, blindt tager Nick Hækkerups side om den brudt, stadig ikke-konkretiseret præmis. Det er nok lidt groft at sige, at alle journalister har mistet deres kritiske sans. Så for god ordens skyld. Hvor var Jørgen Ramskovs kritiske sans henne?
 
Enkeltsag eller en ud af mange?
Michelle Hviids sygdomsforløb og efterfølgende genoptræning er efterhånden blevet beskrevet mange gange. Og jeg vil ikke argumentere ud fra en sag, som jeg ikke kender fra andet end opdateringer og artikler.
 
I stedet vil jeg fortælle om min morfar og hans sygedomsforløb, og hvordan han og vi som pårørende oplevede sundhedsvæsnet.
Min morfar fik i januar sidste år, efter flere års sygdom, erklæret leukæmi. Han boede i Nykøbing Falster sammen med min mormor, men skulle modtage behandling på Roskilde Sygehus, som er specialiseret i den sygdom.
 
Behandlingen bestod af en indsprøjtning hver dag i 5 dage, derefter 3 ugers pause og derefter igen 5 dages behandling, osv. Behandlingen foregik som sagt på Roskilde, og min morfar boede i Nykøbing Falster. Dette betød, at ham og min mormor 5 dage i træk hver tredje uge skulle frem og tilbage mellem Nykøbing Falster og Roskilde. Det var nemlig ikke muligt at indlægge ham under behandlingen – det skulle man være ”rigtig syg” for.
 
Efter de første par dages indsprøjtninger fik min morfar diverse bivirkninger, og han blev ualmindelig dårlig. Han kunne dårligt nok stå oprejst og hverken holde på urin eller afføring, og han måtte derfor, til hans store ydmygelse, iføres ble. Min morfar var en stolt, ældre herre, der havde en syg krop, men et fuldstændigt klart hoved. Det var ikke værdigt at have det sådan. Men selv ikke der ville man indlægge ham.
Selv der skulle han rejse hver dag frem og tilbage mellem Nykøbing Falster og Roskilde.
Selv der var han i det regelstramme sundhedssystem ikke ”syg nok”.
 
I stedet måtte min mormor, som heldigvis er rask og en ufattelig stærk kvinde, agere hjemmesygeplejerske med bleskift, og hvad det ellers indebar. Hun var så sej, men hun er også bare et menneske og på femte dagen stod hun med tårer i øjnene og kunne næsten ikke mere.
Hvad med de mennesker, som ikke har en rask ægtefælle til at hjælpe og pleje sig, skal de bare overlades til sig selv?
Jeg kunne fortsætte og skrive stolpe op og ned om, hvor ringe og uværdigt det sygedomsforløb var for min morfar, men så bliver jeg aldrig færdig.
 
Min pointe til historien er: nok var min morfar en enkeltsag. Men jeg tror ikke på, at han er den eneste som har oplevet et system som ikke fungerer, og han bliver helt sikkert heller ikke den sidste.
Hvordan kan man som sundhedsminister snakke om et system der virker, og som skal være lige for alle, når man ikke vil kigge på de enkelte menneskers oplevelse i det? Og hvad er lighed for alle? Er det at få lige dårlig behandling af systemet?
 
Mediedækningen, som aldrig kom?
Michelle Hviid og min morfars sager er med garanti kun få ud af mange. Men hvor blev dækningen af Michelle Hviids sag af i medierne? B.T. skrev en sølle artikel om sagen, og Michelle Hviid har selv skrevet en artikel her på Kforum. Derudover har jeg ikke kunnet finde andre og mere politisk dækkende aviser skriver så meget som en spalte om sagen.
 
Til gengæld hørte jeg for nylig i Tv-avisen, at Harrison Ford havde nødlandet sit fly. Det var da flot af ham. Men er det virkelig relevant nok til en Tv-avis?
Derudover synes jeg mange dagsblade, ”almindelige” som tabloide går mere og mere op i sladderpræget journalistik om, hvilket tøj politikerne går i, og hvilke skandaler de senest har været involveret i. Og jeg har set politikere komme i stormvejr over mindre ting, såsom den gang Lene Espersen tog på ferie i stedet for til et internationalt topmøde, eller den gang man mente, at Morten Messerschmidt havde lavet en nazi-hilsen.
Men når Nick Hækkerup, den siddende sundhedsminister ikke vil udtale sig om vores sundhedssystem, så er der intet?!
 
Jeg har ikke længere kun politikerlede. Jeg har også journalistlede.
Hvad blev der af den dybdeborende journalistik, som ikke bare kiggede politikerne i sømmene, men også hele systemet? Er det bare blevet naturligt og accepteret, at vi har et sundhedssystem, som ikke giver den bedst mulige behandling og på en menneskelig måde?
Skal det være sensationspræget for at få en spalteplads?
 
Journalisten som ikke ville være kritisk
Det bringer mig til mit sidste spørgsmål. Er journalisterne, eller i så fald bare Jørgen Ramskov blevet mindre kritisk overfor politikerne, siden han blindt tager Nick Hækkerups side i Michelle Hviids sag. Jeg kender hverken Michelle Hviid eller Jørgen Ramskov i den virkelige verden, og min partiskhed er derfor ikke farvet af bekendtskaber. Den er farvet af, at jeg i det mindste troede på, at journalister stadig ville stille sig kritiske overfor politikerne.
 
Ifølge de journalistiske normer skal man som journalist blandt andet 1) mobilisere befolkningens interesse og engagement i demokratiet, 2) oplyse til borgernes grundviden af faktuelle forhold og politiske processer, 3) fakta-tjekke og kontrollere de tre statsmagter og 4) sætte fokus på den evige politiske problemløsning og ikke strategisk spil.
 
Hverken Jørgen Ramskov eller nogen andre medier (på nær B.T.) har ikke, ifølge min overbevisning, gjort noget af det ovenstående ved Michelle Hviids sag. Faktisk har de nærmest ikke villet røre sagen med en ildtang.
Er den ikke interessant nok? Er det ikke interessant nok, at mennesker, som i forvejen er syge, skal slås med et system som ikke virker, eller i hvert fald virker dårligt?
Er sagen ikke sensationspræget nok, fordi den ikke handler om, hvad en politiker har gjort galt privat?
 
Sagen handler om et sundhedssystem, som ikke fungerer optimalt. Det er måske ikke en sensation, men hvis vi ikke kan få sundhedsministeren til at besvare spørgsmål om sundhedssystemet, eller journalister til at stille spørgsmål ved, hvorfor han ikke vil svare. Hvor er vi så henne?
 
Min morfars historie var en enkeltsag og var ikke en sensation. Han er desværre heller ikke blandt os mere til at give sin stemme til historien. Men hans historie fortjener at blive hørt, fordi ingen pårørende fortjener at se et familiemedlem gå igennem det ham og min mormor, som ”hjemmesygeplejerske” gjorde.
 
Så kære Nick Hækkerup: Hvad er lighed for alle, og hvornår vil du begynde at se på, at enkeltsagerne i sundhedssystemet ikke bare er enkeltsager, men måske en ud af mange?
 
Kære dagblade: Hvornår bliver det interessant at dække et sundhedssystem, som langt fra fungerer optimalt og behandler de indlagte med den værdighed og omsorg de fortjener?
 
Kære Jørgen Ramskov: Hvornår stoppede du med at være kritisk overfor politikerne? Og hvorfor? For at være på god fod med dem til fremtidige interviews? Men hvilket interview vil det være, hvis det er på deres præmisser?
 
 
 
 
 
 

Giv din stemme

11 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

28 JOB

Social Media Manager

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsprofil

Frist: 2. marts kl. 12.00

Digital kommunikationskonsulent

Frist: 28. februar

Erfaren presserådgiver

Frist: 5. marts
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.