Ole Kassow

Adam Price har været med Mols-Linien og under den spiddende overskrift Færgebuffet er lige til at smide overbord anmelder han i Politikens ibyen.dk, hvad han kalder et sørgeligt metervareprojekt og tildeler restauranten 1 ud af 6 kokkehuer. http://ibyen.dk/restauranter/kokkehuer-billigt/article1002670.ece

Det er sådan set sørgeligt nok i sig selv og det er absolut ikke én kokkehue for meget - jeg har selv været med færgen og kan uforbeholdent tilslutte mig kritikken. Hvad der er endnu værre for Mols-Linien, så er stort set alle online-kommentarerne (og der er mange) enige med Adam Price og udpensler den ene skrækkelige madhistorie fra færgen efter den anden. De rejsende tager tilsyneladende med færgen på trods af maden og absolut ikke på grund af maden, som både er dyr og dårlig. Et stykke forkølet, tørt og sammenfaldet wienerbrød koster fx 29 kr., hvilket er 4 kroner mere end en kanalsnegl på Café Europa, som iflg. Adam Price formentlig har nogle af byens højeste priser inden for genren. En BLT-sandwich, lavet af en gennemsnits grovbolle, med kyllingefilet (!) koster 126 kr. og prisen for kaffe pr. næse er 59 kr.

Værste koncentratskuffe
Kagebuffeten var så ringe, “at tanken om at føle sig forpligtet til at opsøge kagebuffeten mere end én gang er mere, end et menneske bør tvinges til at bære.” Resten af anmeldelsen opererer med overskrifter som “Ulækker morgenmadsbuffet”, “Smagte ikke af pølser”, “Sirup med skind”, “klam leverpostej” og “værste koncentratskuffe”.

Mon ikke vi har dannet os billedet af færgens restaurant - klam, fantasiforladt og ligegyldig - og kunderne er åbenbart enige i anmelderens betragtninger. De spiser højest i restauranten én gang og fortryder det herefter bittert. Men hvorfor sker der så ikke noget? Hvorfor bliver rederiet ved med at sjofle deres kunder år ud og år ind? For at kunne svare på det, skal vi lige ind over deres seneste tv-reklamekampagne.

Vi har alle sammen set den. Det er den med “Orker du heller ikke Fyn?” (hvortil Adam Price i øvrigt svarer, “Jo – til enhver tid, hvis det handler om at spise. Til gengæld orker jeg ikke Mols-Liniens restaurant”).

Reklamen har efter sigende trådt en del fynboer over tæerne. Om deres harme er berettiget eller om den gruppe på 1.730 fynboer, der har oprettet Facebook-gruppen “Rend mig, Mols-Linien”, er for nærtagende, er sådan set uinteressant i denne sammenhæng. Hvad jeg hæfter mig ved, er de værdier, en sådan reklame udstråler. Hvad siger det om virksomheden? Hvad er det for en virksomhed, der for at kapre kunder vælger at gøre grin med andre? Eller spurgt på en anden måde: Hvis Mols-Linien (ud fra reklamen at dømme) var en af drengene i klassen, hvem var han så? Var han den sjove, sympatiske, lidt selvironiske dreng eller var han den højrøstede klikeleder, der gjorde sig morsom på bekostning af andre for at skjule sin egen usikkerhed? Døm selv.

Branding som staffage
Jeg ser en virksomhed, der gennem de senere år har fremvist sløje økonomiske resultater, og som nu vælger at “lancere sin hidtil største og mest markante rebranding- og markedsføringskampagne nogensinde i rederiets historie for derigennem hurtigere og mere effektivt at genvinde og fastholde markedsandele, omsætning og indtjening i de kommende år.” (citat fra årsrapporten 2009). Det lugter for mig fælt af hurtigt tjente penge uden hensyntagen til mennesker (medarbejdere og kunder). For mig er en virksomheds brand lig med dens kultur. I Mols-Liniens årsrapport tales der i stedet om “at rebrande” for hurtigere at komme til at tjene en masse penge. Branding som staffage, som et lag sminke, der skal dække over en utidsvarende og utilstrækkelig virksomhedskultur, vil aldrig virke i længden. Og da slet ikke i en verden, hvor sociale medier er med til at stille skarpt på autenticitet, afsløre hykleri og hvis nødvendigt blæse det op til en storm.

Jeg læser derfor Adam Prices anmeldelse som en sprække i sminken. En sprække, der er med til at afsløre noget fundamentalt forkert. Jeg vil ikke engang sige forkerte værdier, for jeg kan faktisk ikke rigtigt få øje nogen værdier - hverken i markedsføringen eller i årsrapporten. Hvem vil fx tillade sig at tage 126 kr. for en ligegyldig sandwich? Eller 59 kr. for en kop kaffe? I begge tilfælde, igen iflg. Adam Price, af særdeles underlødig kvalitet. Hvis jeg nogensinde skulle give 185 kr. for en sandwich og en kop kaffe, skulle de være fremstillet af de bedste råvarer, serveret med et glimt i øjet, i de bedste omgivelser og jeg skulle have en fornemmelse af, at medarbejderne blev behandlet ordentligt.

Lettere madlavning
Lige nu kan man finde følgende jobopslag på mols-linien.dk: “Mols-Linien søger afløsere, som kan træde ind som kok/stewart m/k”. Det fremgår, at ansøgerne skal have erfaring med lettere madlavning og kundebetjening. At de skal have en høj stresstærskel. At de skal være smilende og service-minded og at de skal have gennemgået lovpligtige hygiejnekurser.

Det er det. Det er kravene til en kok, som skal lave mad til noget nær Noma-priser. Jeg forestiller mig det inspirerende arbejdsmiljø: Folk, der har erfaring med lettere madlavning, skal under stress fremstille mad af underlødige råvarer, som de ved bliver solgt til vanvittige priser til kunder, som for de flestes vedkommende allerede er negativt forudindtaget.

3-punktsplan
Hvis Mols-Linien på længere sigt gerne vil have en god økonomi, glade medarbejdere og ikke mindst loyale og glade kunder, som ikke tager Mols-Linien på trods af dårlige reklamer og dårlig mad, vil jeg foreslå følgende simple 3-punktsplan:

1. Drop straks reklamekampagnen “Orker du heller ikke Fyn?” og fyr reklamebureauet. Kræv eventuelt pengene tilbage.
2. Sæt straks fokus på kerneværdier og kultur i virksomheden.
3. Ansæt nogle ildsjæle til at drive færgernes restauranter med lækre, frisklavede egnsretter. Gør maden til en del af oplevelsen, som de rejsende glæder sig til.