Nathalie Camilla Larsen


Nathalie Camilla Larsen

Nathalie Camilla Larsen

Karma: 58 (?)

Forfatter:

3


artikler

1


indlæg

Hvem får generation digitals stemmer?
Forestil dig, at der skal være kommunalvalg til efteråret. Forestil dig, at en masse engagerede lokalpolitikere stiller op. Forestil dig så, at kommunalpolitik ikke er det mest sexede i verden. Og endnu mere specifikt - at man et halvt år inden et kommunalvalg står med over 240.000 unge under 25, der ikke interesserer sig for kommunalpolitik, ikke kender sine lokalpolitikere, og som overvejer slet ikke at stemme – hvis de da overhovedet har fundet ud af, at der er valg.Lyder det bekendt? Velkommen til kommunalvalg 2013.
 
Af Nathalie Camilla Larsen og Tina Mellergaard Jensen

”Unge gider ikke kommunalpolitik” er konklusionen på en aktuel analyse af unges interesse for årets regions- og kommunalvalg. Undersøgelsen er lavet af YouGov på vegne af Momentum, og den afslører blandt andet, at kun 35 % af unge mellem 17 og 24 år helt sikkert vil stemme ved valget til efteråret. Samtidig er kun 14 % meget interesseret eller interesseret i kommunalpolitik og overfor det tal, erklærer 42 % sig ikke- eller slet ikke interesseret. Hvis undersøgelsen er repræsentativ, så svarer det til over 240.000 unge.
 
Tænk over det: 240.000 ubrugte stemmer – det er 5 gange Johanne Schmidt-Nielsen ved Folketingsvalget 2011. Men nu skal der selvfølgelig ikke gå storpolitik i den.
 

Spørgsmålet er, om vi skal være glade og tilfredse med, at 35 % (når direkte adspurgt) har tænkt sig at stemme?

Tjaaa…Måske, hvis man som politiker ligger lunt i svinget hos det grå guld i kommunen. Og så alligevel ikke. For der er bare lige den detalje, at alle kommende generationer fra nu af vil være digitale. Ja, alle! De 240.000 unge er kun de første cyborg-skud med stemmeret. Flere er på vej, og det går stærkt. 

Så hvis du er lokalpolitiker, og du regner med at gøre karriere, så er det med at komme ind i gamet, mens der stadig er plads til begynderfejl og eksperimenter. Sidegenivinsten er - som de fleste politikere, der vover sig ud i en facebookside, nok allerede er klar over - at de sociale medier rent faktisk giver mulighed for at tale direkte med vælgerne og skabe politiske projekter sammen med dem. Og det er vist længe siden, man har kunnet sige det samme om et læserbrev i lokalsprøjten. No offense.

Den gode nyhed er, at der ligger et stort udviklingspotentiale i procenterne, for 35 % er ikke meget. Den dårlige er, at trods gode intentioner, så bliver det rigtig svært for politikerne at tale med denne gruppe vælgere, hvis de ikke snakker med dem på de unges præmisser, eller skulle vi sige på ’deres’ platforme? Man kan tale politiske mærkesager fra nu af og til efteråret, uden det gør en forskel, hvis man ikke gør det et sted, hvor de unge ser og hører det og har mulighed for at blande sig i det. Uanset om den politiske sag er ultra ung og handler om SU, ungdomsboliger eller kulturtilbud, så falder de glade og unge budskaber til jorden, hvis der ikke er nogen, der lytter.

Måske har du allerede gættet, hvor vi vil hen? Løsningen har du sikkert hørt om før - den starter nemlig med sociale medier. Surprise.

De digitalt indfødte

De unge, som analysen taler om, er digitalt indfødte: De er vokset op med digitale medier, og de bruger dem naturligt og helt ubesværet. Smartphonen er obligatorisk, og de sociale medier er ikke bare i lommen, men simpelthen i generation digitals DNA. Glem hjertebanken. Her mener vi bogstavelig talt gode vibrationer og altid-på.

Det betyder, at spillereglerne i forhold til at snakke med de unge er anderledes end andre generationer. Man ville aldrig snapchatte en pensionist (det er ok, hvis du ikke engang ved, hvad det betyder). På samme måde er det forfejlet at tro, at man kan engagere digitalt indfødte via læserbreve i Vanløseavisen. De læser den nemlig ikke.

Generation digital engageres ikke gennem tryksværte. Hvis man vil i dialog med de unge, så er man nødt til at være der, hvor generationen er og arbejde for at holde dem interesseret ’their way or the highway’.  Og det foregår altså primært på Facebook – og Instagram!

Facebook og Instagram er de to mest brugte platforme blandt de helt unge. Det viser en undersøgelse fra Berlingske Media, der blev præsenteret under årets Social Media Week i februar. Og de fleste politikere er da også allerede tjekket ind på Facebook (right?). Men når det handler om aldersgruppen 17-24 år, så er det også værd at kigge på nichemediet Instagram. Platformen er nemlig godt integreret med Facebook, fantastisk som fotodelingstjeneste og effektiv til at engagere og nå langt med sine (visuelle) budskaber, hvis man fx arbejder seriøst med hashtags. Tager det tid? Ja. Men tænk på, hvad man ville kunne få ud af borgere, der helt af sig selv tager billeder, fx af ens valgkamp, de steder man kommer, eller af deres egne ønsker for lokalsamfundet? Eller en Instagram-dagbog, der viser politikerens kommune frem.

Kort sagt: Udbyttet af en vellykket digital og social medie strategi på tværs af platforme bør være enhver politiker eller kampagnemedarbejders tid værd. Det er faktisk svært at se, hvordan man kan have råd til at lade være. Og det bringer os videre til en lille opsang…

Det forsømte forår

Sociale medier som fx Instagram er et ideelt sted at komme generation digital og andre i møde. Lige præcis det emne, skulle vi have talt om ved en stor politisk konference om digital valgkamp i maj. Konferencen var på initiativ af Hou Media og en af Danmarks skarpeste digitale strateger, Benjamin Rud Elberth, men overraskende nok var tilslutningen blandt de politiske partier ikke stor nok til at konferencen kunne gennemføres.

Man kan håbe, at det er fordi lokalpolitikerne allerede har en finpudset og skarp digital strategi, som også kommer til udtryk på sociale medier (…)

Man kan også frygte, at mange stadig ikke har forstået, at den digitale indsats ikke bare gør en forskel – den kan simpelthen vende og vinde valget for den enkelte politiker.
Spørgsmålet står i hvert fald tilbage, om det er de unge, der ikke gider regional- og kommunalpolitik, eller om det i virkeligheden er politikerne, der ikke gider de unge. En ting er sikkert: de digitalt indfødte er derude. Det er bare et spørgsmål om, hvem der gider klikke og knipse sig frem til dem.
Om ikke andet skal stemmetallene nok skille fårene fra bukkene d. 19. november.

 

Tina Mellergaard Jensen og Nathalie Camilla Larsen arbejder med digitale og sociale medier i deres nystartede bureau wh_oddjob og i foreningen Unge Kommunikatører (UNGKOM). De har for nylig vundet en pris ved Social Media Week for deres Instagram-koncept “Ugens instagrammer”

 

Giv din stemme

6 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Tekstforfatter

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationschef

Frist: 27. september

Pressekonsulent

Frist: 5. oktober

Kommunikationschef

Frist: Ansøgninsgfrist den 05.10.20
Se alle job Indryk job

Kursus

Strategisk kommunikationsrådgiver

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.