Mikkel Rasmussen


Mikkel Rasmussen

Mikkel Rasmussen

Karma: 0 (?)

Er kommunikation og journalistik virkelig hinandens modsætninger?
Den 7. november bragte dagbladet Information en klumme hvori journalisten Lasse Jensen giver udtryk for at kommunikation og journalistik er hinandens modsætninger med det udgangspunkt at journalisterne tjener offentligheden medens kommunikationsfolkene tjener dem der betaler.
Formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, var efterfølgende ude i samme avis og argumentere for at det ikke står helt så simpelt til. En pointe jeg vil give ham ret i.
 
Hvis man dog, som uddannet journalist, med det samme man hører ”kommunikationsuddannet” får associationer til grisen Squealer fra George Orwells roman Animal farm så er det fordi man ikke har gjort sin research godt nok. At man, som også Lars Werge antyder, ikke har sat sig ind i hvad en kommunikativ uddannelse går ud på. Det er jo heller ikke fordi man som journalist, modsat f.eks. en nyuddannet læge, aflægger et løfte om at følge love og regler samt at varetage offentlighedens interesser gennem sit erhverv. Journalist er så vidt jeg ved heller ikke en beskyttet titel.
 
Vi så dog, f.eks. i sagen om riffel-syndikatet, en gruppe journalister der gennem varetagelsen af deres erhverv også tjente til den offentlige oplysning og derfor i min verden tjente offentligheden. Dem skylder vi en oprigtig tak.
 
Spørgsmålet er så bare her om denne gruppe journalister over årene har udviklet sig til at være en minoritet i en medievirkelighed hvor osteklokker og konstruktiv nyhedsformidling fylder mere og mere. Til tider kan man få indtrykket af at de objektive og saglige journalister er jaget vildt i en branche og et samfund der efterspørger korte, forståelige og ikke mindst relatérbare nyheder. De er ved at blive en minoritet.
 
Men lad os for et sekund underholde Lasse Jensens påstand og dykke ned i nogle konkrete eksempler;
Danmarks Radio er således i den nye public-service-aftale pålagt at afholde sig fra ”lange, dybdegående artikler” og så kan det sgu være svært at varetage sin rolle som formidler ordentligt. Et andet eksempel kunne være Ekstrabladet, Danmarks mest læste netavis, der på ugentlig basis kører en artikel med fokus på en flot kvinde, hvis profil en journalist har udfundet på Instagram for derefter at videreformidle dennes billeder. Jeg har svært ved at få øje på bare ét nyhedskriterie det kunne opfylde. Og hvem har man så tjent?
Offentligheden, fordi den har fået indblik i at der findes en kvinde et sted med flotte former? Sin arbejdsgiver, fordi det har genereret trafik og derved reklamekroner i kassen? Eller sig selv, fordi man har varetaget en opgave og er blevet betalt for det?
 
At tjene eller ikke at tjene offentligheden
 
Hvorvidt du tjener offentligheden er ikke betinget af din funktion, men hvad du bruger din funktion til. Punktum. Dette kan vel ikke eksemplificeres bedre end af Britta Nielsen der var ansat i en offentlig stilling der stod for fordeling af satspuljemidler, en funktion der i det store og hele vel tjener offentligheden, men som nu er sigtet for at have raget til sig selv af alle de mange penge. Handlinger der, hvis de kan bevises at have fundet sted, må være direkte i modstrid til offentlige interesser og givetvis også gældende lovgivning.
 
Når Lasse Jensen således påstår at journalister og kommunikatører grundlæggende er forskellige på baggrund af deres formål tager han fejl. Vi er ikke som læger og tandlæger, men mere som schweizerknive udstyret med formidlingsegenskaber i stedet for skeer og pincetter. Et redskab der kan benyttes til en række forskellige formål som alle tjener noget eller nogen, men hvis effekt beror på subjektiv vurdering. En informativ kampagne for en NGO kan vel være lige så folkeoplysende, og derved offentlighedstjenende som en artikel i dagspressen? Hvad hvis man har skrevet pressemeddelelsen for et firma der udfaser brugen af plastic, tjener man så ikke i lige så høj grad offentligheden som den journalist der senere copy-paster samme pressemeddelelse til sin avis’ netside? Eller er det udelukkende den rigtige journalist forundt at tjene offentligheden? Og hvornår er man så egentligt rigtig journalist? Kunne det have noget med værdien af indholdet at gøre?
 
Min pointe med schweizerkniven er, at man som journalist har baggrund i en uddannelse der relaterer sig til formidling og at man som kommunikatør har det samme. Det tager endda længere tid at få en kandidatgrad i kommunikation end det gør at blive dimittend fra journalisthøjskolen og det bevirker at man har tid til at knytte flere værktøjer til sin kniv inden man slippes løs.
 
Jeg har i løbet af mit studie lært om pressen, dens historie og dens rolle i samfundet. Jeg har lært om journalistiske genrer og greb, om at skrive gode tekster og sætte dem op. Jeg er blevet undervist i kildekritik og -håndtering, i visuelle mediers styrker og svagheder og jeg kunne blive ved i en evighed. Jeg har en ide om at de på journalisthøjskolen underviser i lignende ting.
 
Det jeg mener med ovenstående er bare at vores udgangspunkt for formidling ikke er stort anderledes om man er journalist eller kommunikationsuddannet og det er hvordan man går til sine opgaver og ikke kun hvem der betaler for disse der skal være det definerende for hvorvidt opgaven har tjent offentligheden. Det er ikke hvad dit job er, det er måden du går til dit job på.
Og selv der må det vel bero på en subjektiv vurdering.
 
Kommunikationsbranchen som synder?
 
Man kan undre sig over at Lasse Jensen udelukkende går i rette med kommunikationsfolk, som han beskylder for ikke at tjene offentligheden, i stedet for at rette blikket indad mod de fra egen flok, der har udvandet den journalistiske disciplin. Skulle man gøre det ville det også være relevant at kigge på nogle af de andre potentielle årsager til skredet, herunder efterspørgsel. I disse tider er der blandt andet en stigende efterspørgsel på nyheder tilpasset håndholdte medier, fordi flere og flere læser nyheder på deres telefoner, hvorfor pladsen at udfolde sig på naturligvis bliver begrænset.
 
Jeg efterlyser ligesom Lasse Jensen, for jeg bilder mig ind jeg forstår kernen i hans indlæg, også dybdegående, objektiv og upartisk nyhedsdækning samt platforme det kan udfolde sig på, men hans måde at gå omkring det på syntes jeg er uheldig. Man skal feje for egen dør før man kaster sten gennem andres og det er ikke kommunikationsfolkenes skyld at journalist, ifølge undersøgelser foretaget af Radius, er et af de mest mistroede erhverv herhjemme. Den må hænge på journalister der har forvaltet deres funktion uheldigt.
 
Jeg giver generelt ikke meget for den dogmatiske tilgang til erhvervene som Lasse Jensen giver mig indtrykket af at have, brancheskift er som Lars Werge korrekt påpeger normale i det arbejdssamfund vi har. Jeg giver heller ikke meget for hans nedladende tone med eksempler som at ”kommunikation skam er et fint og godt erhverv. Det er bare ikke journalistik.” Må jeg være fri!
 
Jeg tror det er en fordel at være i stand til at varetage forskellige funktioner og jeg tror f.eks. at man naturligt bygger noget på sin interviewteknik når man lærer om talehandlinger, om kropssprog og om at producere viden der kan være til gavn for samfundet.
 
Det undrer mig derfor også at Lasse Jensen, for at bruge et moderne journalistisk udtryk, går efter manden og ikke bolden. At den objektive kritiske journalist har trange arbejdsvilkår i disse tider og at det virkelig er en problematik vi skal tage seriøst. For offentlighedens skyld.

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Senior Communication Consultant

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 21. december

Copywriter

Frist: 5. januar

Praktikant til Public Affairs

Frist: 15. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.