Mark Serritzlev


Mark Serritzlev

Mark Serritzlev

Karma: 35 (?)

Forfatter:

3


artikler

3


indlæg

Åbent brev til Sofie Carsten Nielsen
Kære Sofie
Jeg kan forstå, at du for fremtiden ikke længere ser, at der uddannes ligeså mange humanister, som der uddannes i dag. Jeg kan forstå, du er interesseret i, at der skæres i antallet af studerende inden for blandt andet tysk, kinesisk og engelsk. Udmærket - lad os skære ned på pladser til studerende inden for erhvervssproglige uddannelser på trods af, at vi i år 2013 har afsat varer og ydelser til Tyskland for 103 milliarder kroner. Lad os skære ned på studerende, der vælger at specialisere sig i kinesisk på trods af, at den danske eksport til Kina steg med 14 procent sidste år. Lad os skære ned på antallet af engelskstuderende på trods af, at eksporten af danske vare til England ifølge Dansk Statistik udgjorde 53 milliarder kroner sidste år. 
 
Du har ret Sofie!
Lad os drive de mange tusinde unge mennesker med passion for IT, kommunikation og sprog hen imod de 100 nye pladser inden for det maritime, som du så barmhjertigt har oprettet til dem. Lad os give dem et skub i den rigtige retning, så de ikke længere brænder for at formidle og facilitere de bedste forudsætninger for interkontinentalt og -kulturelt samarbejde. Lad os sammen ruske den virkelighed ind i dem, at de ikke længere skal spilde tiden med at optimere de IT-løsninger, som vi i højere og højere grad støder på i mødet med private virksomheder såvel som med offentlige institutioner.
 
Tag min hånd Sofie
Og lad os da gå sejerherrens gang gennem et hårdt såret universitetslandskab, hvor vi let og elegant springer over resterne af studier, der engang havde til formål at fremme almendannelse, dygtige undervisere og udviklingen af læringsteorier. Lad os sammen sætte en stopper for udviklingen af kunst, drama og musik, så vi alle til sidst kan sidde limet fast til fjernsynskærmene, når vi kæmper om, hvorvidt aftens underholdning skal bestå af Paradise Hotel eller Big Brother, mens tonerne fra en udsultet statssymfoni hviner os i ørerne.  
 
Hvilket syn ville det ikke være Sofie?
Hvis vi en dag alle sammen var uddannede ingeniører, læger og assurandører. Så skulle vi ikke længere tænke på retskrivning og sprog. Folk ville kun kommunikere ved hjælp af tal og latin. Virksomhederne måtte i den sammenhæng selvfølgelig ansætte tolke med sans for det fremtidige sprog. På den anden side skal tolkene jo også fordrives ud af de mere og mere sort/hvide institutioner, der engang dannede rammerne for fritænkning og forskning. Derfor stiller de potentielle tolke sig selvfølgelig velvilligt i rækken ved siden af alle de andre, der nu skal lægge sprogforståelsen på hylden for at iklæde sig naturvidenskabelige gevandter. Lur mig, om de sprogglade ikke hurtigt ser det smukke i vandloppernes seksuelle selektion, imaginære tal og partikelfysik!
 
Hallelujah Sofie!
Vi gjorde det! Vi fik realiseret den tvungne lyst!
 
Men må jeg spørge om noget Sofie?
Hvem skal skrive dine og dine kollegaers taler? Hvem skal bygge bro mellem markederne ude i verden og talknuserne i de danske laboratorier? Hvem skal sørge for, at USA til stadighed får nys om de nye produkter, der lanceres fra Novo Nordisk? Hvem skal sørge for, at de gamle dyder som filosofi, kunst og dramaturgi ikke alle sammen falder ind under ét emne, nemlig historie, som for fremtiden kun kan studeres på Nationalmuseet som fristudie? Hvem skal sørge for at finde løsningerne på Morten Østergaards nyopdaget intergrationsproblem? Hvem skal sørge for, at de små og mellemstore virksomheder har en jordisk chance for at skabe dialog med naturvidenskabeligt uddannede personer, der i løbet af fem år får en svært indforstået jargon qua deres arbejde med det matematiske formelsprog? Hvem skal træne lægen i at fortælle patienten, hvad han fejler, på en måde, så han forstår det?
 
Det var bare en tanke Sofie. 
 

Giv din stemme

21 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.